Stalking CC – 5

EKKO ledes forbilledligt og med analaggresiv-præcision af chefredaktør Claus Christensen. EKKO har det seneste års tid haft adskillige dagsordensættende nyheder. Men hvad gemmer der sig bag den brutale facade af filmjournalistikkens verden?

I går så jeg ryggen af Claus Christensen. Han hastede forbi mig, og forsvandt ned af gaden. Hans taske var på størrelse med XL-kuffert. Det lignede noget fra en julekalender, så stor var den. Gad vide hvad der var i den?

Mystikken er absolut til stede.

Han havde en fodboldtrøje på, hvor der på ryggen stod ”Christensen” og under det 2.

Det var som om, at han gav mig et tegn. ”Der er 2 af os”.  ”Jeg er den anden Claus Christensen”.

Hvis det havde være en film, og det er jo næsten, så havde det med sikkerhed været et tegn, som tilskueren skulle huske. Hvad betyder det mon? Den store taske. 2. Var der et menneske i den? Eller en klon? Eller begge dele? Hvorfor løb han af sted?

Hvis der havde været en sydstats-politimand med 4 kartofter i mulen adderet til accenten, så havde han med sikkerhed sagt: ”Not so fast, son. What ya got in that bag”?

Ok, jeg digter her. Der var jo ikke nogen tyk sherif med en king size milkeshake i hånden og resterne af en gang meat loaf på reversen. Der var kun ham og mig og 1000 andre mennesker, der stod i kø.

Jeg syntes, at jeg hørte nogen råde om hjælp nede fra tasken.

Eller sådan husker jeg det. Det var jo i går. Nu er det her jo heller ikke stedet, hvor løse rygter skal sendes i omløb.

Klip til onsdag klokken 11.15 (det vil sige tilbage i tiden).

Pressekonference for Melancholia. Trier og co er ikke kommet endnu, så ingen af os har endnu glødende telefoner og trusler fra Søren Espersen ringede for ørerne. Alt ånder en form for fred. Ikke helt for mig, selvfølgelig, for jeg er på udkig efter Claus Christensen, som siden jeg begyndte at stalke ham fuldstændig har overladt scenen til sin dobbeltgænger. Ham der blev smidt ud fra den røde løber, ham der viser sig offentligt, ham der udtaler sig, ham der pligtskyldigt sidder og følger med i PRESSEMØDET. Min mund løb tør for alt det, som den kunne løbe tør for.

Der sad han. Pænt på første række. Han havde forklædt sig ved at tage Claus’ hat af, så han umærkeligt bare blandende sig i mængden.

Døm selv. Her er han: Claus Christensens dobbeltgænger:

Jeg turde ikke tale til ham. Tænk hvis han talte som Claus. Tænk hvis man også var en blodhund efter den sande historie. Den med kilder, den med etik, den med baggrund og research. Sandheden. Det satans ord som man hele tiden skal forholde sig til.

Klip frem til i dag, hvor chokket efterhånden har lagt sig, og jeg kan tænke klart.

De to Claus’er har en taktik, som de med sikkerhed har planket fra Saddam Hussein. De viser sig aldrig samtidig. Kun til festlige lejligheder. Det må minde om en Elvis-konvention. “Hej, Claus”. “Nå heeeej, Claus, godt at se dig”. “Har du set Claus?”. “Jeg er lige her”. De må kunne så mange interne vitser.

Min eneste tilsvarende episode var engang, hvor en meget fuld tyrker på et diskotek i Brugge i 1991 troede, at jeg var Luke Perry fra Beverly Hills 90210. Og da jeg afkræftede det, sagde hun; “Nåh nej, du er ham den grimme fra New Kids on the Block”. Jeg tog det som et kompliment. Eller en form for, for hun kunne jo have sagt, at jeg lignede en hund eller et andet dyr. Så er en fra et poporkester vel at foretrække?

Det minder mig om dengang hvor Christian Monggaard var til filmfestival I Moskva, og Mads Mikkelsen vandt en pris. Eftersom han ikke var der, og Christian var den eneste dansker I salen, så gik han op og modtog prisen. Eftersom de ikke læser Se og Hør på den Røde Plads, så troede alle til efterfesten, at Christian var Mads Mikkelsen. De ligner også hinanden på en måde, men ser man nøje efter, kan man godt se, at Mads alligevel er et par år ældre.

Ingen, ud over de to Claus’er og måske Liderlige Frydenlund, ved hvor nogen af dem er lige nu.

Triers ironiske eskapader

AF SØREN HØY – kpn’s udsendte medarbejder

Så røg han ud, Trier. Persona non grata, som de kalder det. Han må åbenbart ikke vise sig på festivalen mere i denne her omgang. Filmen er stadig i konkurrencen, men efter den seneste udvikling, er det usandsynligt, at han vinder noget på søndag. Det ville trods alt være for kontroversielt, hvis juryen hopper hen over den hedeste nyhed på en varm dag i Cannes.

Provo

Han har det med at provokere, Lars von Trier. Her er et udpluk af one liners fra gårsdagens møde med pressen i forbindelse med verdenspremieren på ”Melancholia”.

”Jeg er nazist”. ”Du skal spille en runken pik”. ”Kirsten Dunst skal være med i min pornofilm”. ”Jeg er mere pornografist end nazist”. ”Der bliver en masse pikslikkeri”. ”Susanne Bier skal slappe af og se Kat på et varmt bliktag”. ”Jeg er færdig med at undskylde”.

Den sidste statement her, udtrykker meget godt hvor lidt alvor, der er i hans udbrud. For allerede i går aftes sendte han en officiel undskyldning til alle dem, som han havde fornærmet tidligere på dagen.

Listen er lang

Det er absolut ikke første gang, at Trier har taget overskrifterne efter mødet med pressen eller i forbindelse med prisuddelingen, hvor hans første offentlige, sarkastiske og ironiske fornærmelse blev citeret og refereret i verdenspressen.

1991: Europa, der vandt den tekniske pris i Cannes

Ved prisuddelingen måbede det smoking-klædte publikum, da en karseklippet Trier gik på scenen og sagde, at det var fint, at han havde vundet en teknisk pris. Men eftersom han ikke er teknikker, så skulle juryen (som traditionelt sidder på et podium på scenen) møde en teknikker. Og op på scenen trækker han Henning Bahs, der havde lavet produktions design på filmen. Bahs stod tavs og undrende ved siden af Trier, der overlod applausen til Bahs.

Senere toppede han den happening med at sige, at juryformanden, Roman Polanski, er en dværg, der ikke har forstand på film.

1996: Breaking the Waves

Triers hovedværk blev vist i Cannes uden hans deltagelse. Han blev hjemme og han efterlod ansvaret og forklaringerne på det ekspressionistiske mesterværk til skuespillerne, der sikkert var lige så forvirrede og søgende efter svar som alle andre var.

1998: Idioterne

Trier havde sammen med Thomas Vinterberg formuleret Dogme95. Et kyskhedsløfte der skulle fjerne alt det unødvendige i filmen.

Triers film om en flok dekadente provokatører, der spiller/leger åndssvage, fik Cannes til at måbe. Gruppesex, tosserier og et regelsæt, som Trier bakkede op med en udtalelse, som gik verden rundt. Han sagde, at der de sidste 30 år kun er lavet lortefilm, og at det her var filmens redning. Tilbage til rødderne, tilbage til historien og ud med knaldende effekter og stjernenykker.

Senere har han i den grad leget med lyd, lyd, talende dyr og nu effekt-planeter.

Samtidig besteg han den røde trappe inden premieren til tonerne af Internationale, og med knytnæven i vejret lod han sig hylde som en anden diktator. Det er aldrig sket før, at en kunstner fik lov til at ændre fra den officielle Cannes-hymne til en politisk kampsang.

2000: Dancer in the Dark

Endelig vandt han den store pris. Sikkert en lettelse for forfængeligheden – men inden da havde han haft en umanerlig svær produktion med den islandske super-kunstner, Bjørk, der både spillede hovedrollen og komponerede musikken.

”Jeg hader skuespillere”, fik han derefter fyret af. Den blev også taget til indtægt, og han har siden brugt en masse krudt på at afmontere den udtalelse. Ikke mindst hans skuespillere griner af det. De står i kø for at arbejde med ham, og efterfølgende bruger de stadig en masse tid på at lovprise hans arbejde med sine menneskelige instrumenter.

2003: Dogville

Filmen om den unge Grace (Nicole Kidman i sit livs rolle) kommer til byen Dogville. De elsker hende, hun er den søde nabo og den hjælpsomme ven. Inden længe begynder byen at udnytte hende, voldtage hende og ydmyge hende.

Filmen var Triers billede af USA, og den første i en planlagt trilogi om landet, som han aldrig har besøgt.

”Jeg kunne aldrig finde på at besøge det land”, sagde han og påkaldte sig surmulen over sin dom over supermagten, som han tydeligvis kun har politisk foragt overfor.

2005: Manderlay

”Jeg burde have stemmeret i USA. De betyder så meget, og bestemmer så meget, som vi alle sammen skal rette os efter, så det ville være rimeligt” – lød det efter filmen, der foregår i USA, som hans film ofte gør.

Filmen var en 2’er og en opfølgning på ”Dogville”, og måske derfor var der ikke den store kontrovers det år.

Om George W. Bush sagde han, at han var sikker på, at Bush var forelsket i Condoleezza Rice, og at han drømte om at blive pisket af hende.

2009: Antichrist

”Jeg er verdens bedste instruktør”, lød det, da han havde vist sin film. Folk grinede, og han smilede og brugte sit sædvanlige lurendrejer blik. Dagen efter var det overskriften på samtlige internationale blade, og han måtte gang på gang tage stilling til Scorsese, Fellini og alle de andre, som journalisterne følte sig kaldet til at fremhæve.

2011: Melancholia

Denne gang er præsentationen nok overflødig, da toppen af artiklen viser, at han også denne gang har leveret en kaskade af overskrifter til alle medier.

Er han seriøs?

Hvornår har han ment noget af det, som han har sagt? Sjældent, måske aldrig. Han forsøger altid at peppe pressekonferencerne op, så det ikke bare bliver en sludder om filmen. Måske er det også fordi, at han ikke har lyst til at forklare sine film. Måske skal de bare ses, som de er, uden hans manual til dem.

Triers legesyge ironi læses altid som morskab af danskerne. Vi kender ham, vi kender hans historik og sågar er der nogen, der har samme form for humor.

Dernæst siger han det, som falder ham ind. Uden at tænke over, at mange af tilhørerne ikke kender hans forhistorie med Susanne Bier, de mange år af livet, hvor han troede, han var jøde og ikke mindst følger kun få alt, hvad han gør og siger – men eftersom han lystigt refererer til gamle konflikter, episoder fra film og samtidig har en evne til at lade sig tale varm på et tema, så er der alle muligheder for, at han bliver misforstået, hvis man tager en sætning ud af sammenhængen.

Han associations-snakker, han laver selv-refererende vitser og han leger en kompliceret leg, hvor han selv kommer med modpartens svar.

Hans misundelse på Susanne Bier, den ændrede fortælling om ham selv, da hans mor på dødslejet fik sagt, at han ikke er jøde, samt hans aversion mod det politiske Israel blev blandet sammen med hans fascination for nazi-æstetik. Som i en løs snak rundt om middagsbordet, hvor jokes og diskussion blandes, konkluderer han derfor, at han jo så nok er nazist.

Derfor er han nu hængt ud og smidt ud.

Gik han for langt denne gang? Det gjorde han, og det må han så bøvle med nu. Rygterne går på, at flere lande er i gang med at komme ud af deres aftale med Zentropa om at distribuere filmen.

Næste kapitel i denne her farce er med sikkerhed ikke skrevet endnu.

Stalking CC – 4

KKO ledes forbilledligt og med analaggresiv-præcision af chefredaktør Claus Christensen. EKKO har det seneste års tid haft adskillige dagsordensættende nyheder. Men hvad gemmer der sig bag den brutale facade af filmjournalistikkens verden?

Jeg kan ikke finde ham. Han undgår mig. Før var vi så tætte på hinanden. Nu undgår han mig. Hvor er Claus? Han sender mig en sms fra tid til anden. Højest dog en gang om dagen. Han flygter, når han ser mig. Undgår mig. Jeg forstår det ikke. Det er svært at stalke Claus Christensen, når han ikke gider være med til det.

Jeg må finde ham. Jeg må spørge, om de andre har set ham. Der er en fransk kvinde. Jeg spørger hende.

Mig: Avez-vous vu Claus?

Hende: Claus – c’est qui?

Mig: Claus Christensen, le Rédacteur en chef d’EKKO?

Hende: Ne sais pas se épaule …

Nå, øv. Hun har ikke set ham. Men ligefrem kalde ham stodder, det er da lidt frækt efter min mening. Der er en italiensk mand med lyserød skjorte og halskuld. Ham spørger jeg.

Mig: Avete visto Claus?

Ham: Claus. Santa Claus?

Mig: Non, Claus Christensen – Il Direttore Responsabile de EKKO.

Ham: Non so in piedi spalla. Cristo cazzo. Stronzo.

Aj, hvor ærgerligt. Sikken han bandede, da jeg spurgte om Claus. Heldigvis kommer der en kineser – måske taler han mandarin. Jeg prøver.

Mig: 你見過克勞斯？

Ham: 克勞斯, 是誰？

Mig: 克勞斯克里斯滕森– 編者的迴聲

Ham: 不知道站在肩膀…

Mig: 我有他的照片

Ham: 哈哈– 他像他的戀童癖的邁克爾…

(viser billedet)

Mig: 是的，他- 但不幸的是它是不是他。我尋找他的分身。您可能已經看到別人誰是喜歡他嗎？

Ham: 哈哈哈哈– 它的樂趣。這是……

Han har ret. Det er skørt. Men heldigvis kan jeg gå på jagt efter hans dobbeltgænger. I morgen har jeg et billede af dobbeltgængeren. Det må være en god mission for dagen. Det bliver spændende.

Rene Fredensborg er jo også kommet. Ham tør jeg ikke stalke, for han skriver bare om det. Altså at jeg stalker ham – og inden jeg får set mig om, så står det i an artikel, at jeg stalker ham. Det ville være at gøre for meget ud af det her. Så bliver det jo pludselig internt. Mellem os. Nepotisme, kunne man kalde det. Eller kan man? What ever, som de unge siger.

Fredensborg kalder sig vist nok Randy Frydenlund. Randy betyder liderlig på amerikansk. Jeg var en ven, som engang arbejdede sammen med en, som hedder Randy Bitch. Liderlige tæve. Et ok navn at tage på punkband turne med. Men som socialrådgiver… Nå, nok om mig.

Nu går jeg ind og ser 3D porno.

Stalking CC – 2

EKKO ledes forbilledligt og med analaggresiv-præcision af chefredaktør Claus Christensen. EKKO har det seneste års tid haft adskillige dagsordensættende nyheder. Men hvad gemmer der sig bag den brutale facade af filmjournalistikkens verden?

I dag kom nyheden om, at Lars von Trier skal lave benspænd for Martin Scorsese. Se, denne her historie fører tilbage til en lang korrespondance mellem Claus Christensen og mig selv. Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg skal have sat en gammel hat over sagte blus. Grunden til at jeg ikke tilbereder den endeligt endnu er, at det uofficielle væddemål endnu ikke er helt afgjort.

Først skal EKKOs chefredaktør dog lige præsenteres ved billede. Denne gang er det som hidsig observatør til juryens pressekonference, som hverken han eller jeg fik adgang til – igen på grund af vores akkreditering, som i visse tilfælde kun gør plads til dem over os. Men det holder ikke Christensen tilbage for at få sit stof. Her er han i gang med at transkribere mødets sparsomme informationer.

Det foregår via en tv-skærm i paladsets (jeg ved, at det er prætentiøst at kalde det et palads, men de er jo franskmænd…) nedre etage. Grunden til at vi har taget opstilling i de relativt klemte omgivelser er, at her er lyden ikke simultan-oversat til fransk, så det giver muligheden for at høre de ægte stemmer, hvilket er næst-bedst efter at høre dem i virkeligheden.

Bemærk den lettere nedbøjede benstilling. Den har han fordi jeg i vanlig pubertær skolegårds stil havde været henne og sætte mit knæ i hans knæhaser, så han var ved at falde forover. Sjovt? Hmm. Måske hvis man er den, der gør det. Bemærk at han er flankeret af Robert De Niro i billedet på tv-skærmen. Det spiller en mindre rolle i denne historie, og Bob er mit eneste håb, hvis jeg ikke skal æde den gamle hat.

Kvaliteten vil jeg igen undskylde – det er svært under de fordækte betingelser, som jeg arbejder. Det er det med at stalke – det er sværere end man tror. Det kræver faktisk en del opmærksomhed.

Nå, tilbage til historien.

EKKO skrev får et års tid siden, at Trier og Scorsese ville lave et remake af Taxi Driver – denne gang med obstruktioner. Dengang ville ingen bekræfte nyheden. Med undtagelse af en anonym debattør på denne her blog. Men ingen ville ved navns nævnelse sige, at de var i gang med det projekt. Det fik mig til at gribe til bloggen og skrive, at EKKO burde checke deres kilder bedre. For er der ingen ved hverken Lars’ eller Martys selskab, der vil bekræfte det, så er det svært at tro på historien. Hmm – se, det er her den gamle hat kommer ind billedet.

Siden har Claus Christensen forsøgt at få mig til at skrive, at JEG tog fejl og ikke HAM. Jeg har bare holdt ham hen med snak, og sagt, at når der engang kom noget officielt, så skulle jeg nok give et dementi i forhold til mine påstande om, at han i den pågældende sag løb uden vind.

Ok, så… Her kommer den. Ichhiii…. Pyyyhhhaaaa….

Undskyld, Claus. Der er noget om snakken. Jeg beklager nu, her, offentligt, at jeg beskyldte dig og dine kumpaner for at rende rundt og sende uvederhæftige historier i omløb.

Arrgggg… Det gør så ondt, det her…

Desuden vil jeg gerne beklage, at jeg har vidst i et stykke tid, at du havde ret. Dels fra sikkert den samme kilde, som fortalte det til dig, samt at Trier vist sagde et eller andet om det i februar. Jeg har bare udskudt pinen, forsøgt at glemme skammen, pakket mig ind i mine egne sandheder.

”Skal dine læsere ikke snart vide, at dine beskyldninger mod EKKO er usande”, skrev han jævnligt til mig. Jeg svarede ikke. Undskyld for det også.

MEN – og det her er et super vigtigt MEN som passer i sammenhængen.

Jeg skrev, at de to hoveder sikkert ville samarbejde en dag, men jeg ikke troede på, at det var Taxi Driver med Robert De Niro, de skulle remake. Dertil er filmen for stor, for ikonisk (håber jeg). Det tror jeg stadig ikke på. Og der er ikke noget i nogen nyheder om deres fælles projekt, der peger i den retning (endnu). For dælan – jeg håber ikke, at jeg må til korset endnu engang snart. Det bliver grusomt.

For den nuværende sandhed er vel, at ingen ved, hvor og i hvilket projekt Marty skal udsættes for obstruktionerne? Eller er der? Ved den gamle deep throat det? Tal ud – vi vil vide det. Hvis jeg ved det før Christensen, er der mulighed for, at jeg vinder noget af æren tilbage.

I øvrigt vil jeg spørge Claus om jeg ikke må æde HANS gamle hat. Jeg har ingen – men det har han, som billedet tydeligt viser. Den ser egentlig taisty ud. Crispy udenpå og samtidig blød indeni.

Det er fredag. Jeg er på jagt efter Christensens dobbeltgænger. Jeg har ham i sigte. Fredensborg kommer i dag. Der er dansker-fest.

Dobbeltgænger, Fredensborg, fest. Det her kan ende alle steder.

Og bloggen skal nok komme til at handle om film. Det lover jeg. Det er bare fordi, at jeg er så optaget af at stalke Christensen. I morgen kommer der film. Med mindre der sker noget nyt med dobbeltgængeren,  eller hvis jeg får et solo interview med Fredensborg, så holder jeg en pause. Lover.

Stalking CC – 2

KKO ledes forbilledligt og med analaggresiv-præcision af chefredaktør Claus Christensen. EKKO har det seneste års tid haft adskillige dagsordensættende nyheder. Men hvad gemmer der sig bag den brutale facade af filmjournalistikkens verden?

Jeg er i gang med at stalke EKKOs chefredaktør, Claus Christensen. Jeg følger ham overalt. Altså hvor jeg er i forvejen.

Det startede i går, og man kan vist roligt sige, at det har udviklet sig.

I dag har jeg både BREAKING NEWS (dem der laver den slags skriver det altid med stort) og en WARNING BREAKING NEWS. En advarsel. Den kommer vi til.

Efter morgenfilmen møder jeg Berlingskes surfer, formand for kritikerforeningen og forfatter til en Ove Sprogøe-biografi, Jacob Wendt Jensen. Han trækker mig diskret til side og fortæller, at han havde talt med Drs Per Juul Carlsen, som kunne fortælle, at han i går aftes havde set Claus Christensen blive eskorteret fra den røde løber  – holdt i et fast greb i kraven af en gangster-lignende franskmand, der var dobbelt så høj som Claus.

Efter at han har tørret mig op fra gulvet, henviser han til Per Juul for yderligere detaljer. Det afslår jeg naturligvis, for hvorfor checke en kilde, nu når historien er på plads? Det virker unødvendigt. I øvrigt mener jeg, helt i EKKOs ånd, at det vel er lige meget om historien er helt sand eller korrekt husket – bare den er god og kandiderer til BREAKING NEWS – og det gør den sandelig.

Kort efter møder jeg Claus selv. Jeg tænker, at jeg vil spille journalistens mest brugte kort: naivitet, uvidenhed og indladenhed.

SH: Nå, hvad så? Er der sket noget spændende i går aftes, Claus?

CC: (Råber) Altså der går en historie om, at jeg blev smidt af den røde løber i går – men inden du skriver det i din blog, så vil jeg gerne afvise det. Helt og aldeles!

(Her finder jeg ud af, at det med bloggen allerede er sluppet ud. Jeg har tydeligvis ikke kamufleret det godt nok… Han ved, at jeg er på en mission…)

SH: Altså ifølge mine kilder, så blev du kanoniseret ud af star zone af en bodybuilder fra doping-land. Og den historie arbejder jeg videre på.

(Og det er så her, at jeg tager mit kamera frem, for at fange et billede af ham)

CC: (Råber) Neeeej. (Han får hosteanfald).

Men her er billedet, som tydeligt viser en mand, der forsøger at undgå kameraets snagende linse.

Det har åbnet for endnu en historie, som jeg er nødt til at forfølge: Har Claus Christensen en dobbeltgænger? I så fald vil jeg finde ham. Er nok nødt til at hyre en assistent til opgaven, for fra i morgen bliver det her interessant.

Her kommer nemlig WARNING BREAKING NEWS:

I morgen ankommer Rene Fredensborg. Det gyser i filmbranchen. Fredensborg var manden, der, faciliteret af EKKO, fik trevlet nepotismens usle sammensværgelse op i filmbranchen. En konsulent blev fyret, en masse debat, et gevaldigt skvulp i filmbaljen. Fredensborg er, som Claus Christensen, en rar mand. Godheden selv. Han har dog den sjove vane, at han skriver alt det, som man siger til ham. Derfor har jeg følgende råd til alle dem, der vil møde Fredensborg de kommende dage:

Tag ikke stoffer sammen med ham. Ikke engang velour eller fløjl.

Omtal ikke din barndom eller andre pinlige episoder.

Hold hånden foran munden, hvis du taler i mobil. Han kan muligvis mundaflæse.

Tal om: Vindindustri, Kinas fremmarch, madopskrifter, muligvis Elton John hvis I er ved at løbe tør. Det burde være sikre emner.

Jeg er vildt spændt på, om jeg møder Claus Christensens dobbeltgænger i morgen. Jeg vil gøre mit yderste for, at få et billede af dem sammen inden festivalen slutter…

Verdens bedste Cannes

I dag åbner den 64. Cannes Festival. Programmet er det mest lovende i 10 år. Lars von Trier og Nicolas Winding Refn repræsenterer Danmark i det 20 film store felt, der manifesterer Cannes som verdens vigtigste festival.

AF SØREN HØY

CANNES

”Hvad kommer Lars von Trier til at provokere os med i år?”, spørger min amerikanske kollega, da vi ankommer til Cannes. Godt spørgsmål – for som sædvanlig aner ingen af os, hvad Trier kommer med. Vanen tro for Trier er der stort set ikke sluppet noget ud om ”Melancholia”, som filmen hedder. Det er noget med et bryllup og noget med en planet, der er på vej til at kollidere med Jorden. Apokalypsen er på vej. Menneskehedens selvudslettelse er blevet overhalet af universets lyst til at destruere os, før vi selv får det klaret med bomber, affald og udpining af de sidste naturlige ressourcer. Triers film bliver vist sidst på festivalen. Det er nyt. Normalt er hans film programsat tidligere. Det har flere gange givet mulighed for, at alle andre film blev målt kvalitativt op mod Triers film og hans lystige, provokerende udtalelser om branchen, konkurrencen og hans egen status som verdens bedste instruktør trækker festivalen igennem overskrifter i verdens aviser og blade. Hans stjerner trækker normalt forsider på magasinerne, og er yndede gæster til de celebre fester, der hver aften bydes op til på Croisetten. Men ikke i år. Trier kommer sent, hans film vises sent, og dermed vil man i år ikke opleve det som om, at det er ham, der dikterer festivalen.

Men lad os nu se. Mon ikke Trier har et kanonslag i ærmet på hørjakken, som kommer til at kunne høres, når filmen bliver vist den 18. maj?

Den store mester

Mens vi venter på Trier, er der heldigvis adskillige andre, der på navne og meritter bør sætte forventningerne til årets festival højt.

Den excentriske amerikaner Terrence Malick og hans længe ventede film ”The Tree of Life” får med sikkerhed større international interesse end nogen anden. Hans film tæller klassikere som ”Badlands” (1973) og ”Days of Heaven” (1978),

“Days of Heaven”

film, der fortalte om en nations forandring – om de bristede drømme, om ungdommens anarkisme i et dybt konservativt samfund. Malick forsvandt fra filmbranchen og dukkede først op igen i 1999, hvor hans sene karrieres tema blev lanceret. I ”The Thin Red Line” brugte han krigens gru som metaforer for skabelsesberetningen og samme skabelon blev lagt ned over ”The New World” (2005) om Amerikas blodige undfangelse.

”The Tree of Life” signalerer, at Malick stadig excellerer i tankerne om den åndelighed, som binder os sammen på tværs af religion, kontinenter og tid.

”The Tree of Life”

Malick møder med topnavne som Brad Pitt og Sean Penn på den røde løber – og han er med sin tematik, stjerner og renomme et godt bud på en prismodtager.

Europæisk virkelighed

Cannes Festivalen skal bruge held for at kunne at kunne præsentere de bedste instruktører og deres film. Filmene lavpraktisk være færdige til Cannes, og de skal have en kvalitet, så instruktørerne tør vise dem for det publikum, der er blevet kaldt verdens mest kritiske. Der er top-anmeldere fra hele verden i salen, og er filmen katastrofal, er den dræbt, før den når ud af hovedvejen til Nice.

I år kommer ”Le Gamin au Vélo” (Drengen med en cykel) fra

Le Gamin au Vélo

belgiske Jean-Pierre og Luc Dardenne, der to gange har vundet Guldpalmen for deres trøstesløse skæbneportrætter, der gerne malede i en forstand til Liege. Rosetta (1999) og Barnet (2005) stak af med førstepræmien, og selv om der ikke er mange billetkroner i brødrenes film, så skal de respekt for deres kompromisløshed og deres præcise blik på en virkelighed uden velsondrede logikker, uden kommercielle interesser og kun med livets brutale fortælling i centrum.

Spansk dekadence

Et solidt navn på art cinema-scenen er Pedro Almodóvar. Han er kendt for sine ekstravagante og farverige fortællinger fra Madrid – kvinder i knibe, mændene er nogle forbandende svin og moralen er gemt i kærlighedens komplikationer. Almodóvar er ikke den auteur, som han har været. Tidligere krængede han med en matematikers nøjagtige beregning følelserne ud, så vi led og græd med hans ildestede muser, gerne spillet af tidens femme fatale i spansk film. ”Alt om min mor” (1999) og ”Volver” (2006) var gode, indsigtsfulde og moderne fatalistiske fortællinger. De senere år har han dyrket genre-pastichen og forfulgt et kunstnerisk ideal som er svært at gennemskue og genkende. Det samme ser ud til at gøre sig gældende med årets film; ”La Piel Que Habito” (Huden som jeg bor i) – en bestialsk historie om en plastikkirurg, spillet af Antonio Banderas, der med mennesker som forsøgskaniner, vil genskabe lækker hud til sin forbrændte kone. Det virker surreelt – men Pedro kender sine virkemidler, så lad os håbe, at han igen kan bidrage med en unik filmoplevelse.

Refns sorte fortælling

Nicolas Winding Refn har de senere år skabt sig et solidt og troværdigt navn udenfor Danmark. Det har han brugt på at lave ”Drive”, der bliver vist som en af de sidste af hovedkonkurrencens film. Refn tropper op med tre af tidens mere interessante navne i Ryan Gosling (”Blue Valentine”), Carey Mulligan (”An Education”) og Barbara Hendricks (”Mad Men”). De medvirker i en historie fra samfundets bagside. En stunt-kører entrerer med byens førende gangstere, og inden han har set sig om, er der kun en mulighed, og det er at trykke på sømmet, for at holde sig i den levende ende af livet. Umiddelbart virker det som Refns terræn. Der er ikke langt til hans ”Pusher”-trilogi og hans filmiske syn på underverdenens kyniske og kontante afregning. Det bliver spændende at se Refns introduktion på den fornemme Cannes-scene.

Robert De Niros bande

Årets jury der skal bedømme Trier, Malick, Dardenne, Almodóvar, Refn og de 15 andre instruktører, ledes af ikonet Robert De Niro. ”Bob” som de indforståede kalder ham. Han er kendt for sin viden om film, sin evne til at spotte talenter og udelukkende med sin tilstedeværelse gør han Cannes til et sitrende sted at bruge 12 dage på at se det absolut bedste, som filmen kan tilbyde netop nu. Med to danske instruktører i hovedkonkurrencen tangeres den nationale rekord fra 1998 og de hysteriske Dogme-dage. Om 12 dage ved vi, om dansk film igen kan rydde forsider, om Trier igen kan provokere mens han fornyer filmen og om Refn taler til De Niros gamle Taxi Driver-hjerte. Filmkunsten har alle muligheder for at leve i Cannes 2011.

---

Jyllands-Posten i Cannes

Morgenavisen Jyllands-Posten dækker festivalen i avisen og på kpn.dk, hvor der hver dag er nyheder, en frisk blog og samtlige danske anmelderes vurderinger af filmene i konkurrence. De store film i konkurrence bliver omtalt umiddelbart efter deres premiere, så læserne fra time til time kan følge de mest interessante film.

---

De 20 film i konkurrence

BIR ZAMANLAR ANADOLU’DA: Nuri Bilge CEYLAN

DRIVE: Nicolas WINDING REFN

HABEMUS PAPAM: Nanni MORETTI

HANEZU NO TSUKI: Naomi KAWASE

HEARAT SHULAYIM: Joseph CEDAR

HARA-KIRI: DEATH OF A SAMURAI: Takashi MIIKE

L’APOLLONIDE – SOUVENIRS DE LA MAISON CLOSE: Bertrand BONELLO

LA PIEL QUE HABITO: Pedro ALMODÓVAR

LA SOURCE DES FEMMES: Radu MIHAILEANU

LE GAMIN AU VÉLO: Jean-Pierre og Luc DARDENNE

LE HAVRE: Aki KAURISMÄKI

MELANCHOLIA: Lars VON TRIER

MICHAEL: Markus SCHLEINZER

PATER: Alain CAVALIER

POLISSE: MAÏWENN

SLEEPING BEAUTY: Julia LEIGH

THE ARTIST: Michel HAZANAVICIUS

THE TREE OF LIFE: Terrence MALICK

THIS MUST BE THE PLACE: Paolo SORRENTINO

WE NEED TO TALK ABOUT KEVIN: Lynne RAMSAY

---

Udenfor kampen om Guldpalmen vises bl.a.

LABRADOR: Frederikke Aspöck

PIRATES OF THE CARIBBEAN – ON STRANGER TIDES: Lee Marshall

MIDNIGHT IN PARIS: Woody Allen

THE BEAVER: Jodie Foster

RESTLESS: Gus van Sant

Oslo, 31. August: Joachim Trier

---

Årets jury

Robert DE NIRO – skuespiller og instruktør / USA

Martina GUSMAN – skuespiller og producer / Argentina

Nansun SHI – producer / Hong Kong

Uma THURMAN – skuespiller, producer / USA

Linn ULLMANN – forfatter og kritiker / Norge

Olivier ASSAYAS – instruktør / Frankrig

Jude LAW – skuespiller, producer / UK

Mahamat Saleh HAROUN – instruktør / Chad

Johnnie TO – instruktør, producer / Hong Kong