Det nye liv

Vi holder tempo, vi har ideerne. Vi har ikke længere behov for at lytte til årgang 45, der alt for længe har siddet med deres analogt indhentede sandheder. Virkeligheden er løbet fra de gamle dage. Endelig kan vi, de unge, komme til magten.

Det nye liv

I sidste uge var jeg til afskedsreception hos en af mine gode venner på et af landets velsondrede dagblade – kendt for de rigtige meninger og god dannelse.

Nå, min kammerat på 55 år har sagt op, for han har fået et nyt arbejde. Et arbejde som han på forhånd er glad for. Det handler om kultur, det handler om mennesker og det er i nærheden af hans hjemstavn. Med andre ord har han foretaget et sjældent valg for sin generation. Han stopper på sin velrenommerede avis, for at gribe den måske sidste chance for at få en arbejdsmæssig oplevelse. Godt gjort efter lange og tunge overvejelser.

Hans nu tidligere kolleger sad rundt om bordet i kantinen, hvor der i god, gammel tradition var blevet talt, krammet og skålet. Ikke med en farvel-bajer – men med et godt, høj-stilket glas rødvin.

”Man tænker næsten tanken”, siger de til hinanden. Altså underforstået mellem linierne; ”at finde et andet arbejde”. Pudsigt nok, dannelse eller ej, findes det mest spændende altid under, mellem eller over linierne. Aldrig på linien. Sandheden er en svær størrelse, og den er svær at se i øjnene for de gamle næsehorn, der blev 55 år gamle, før de fik set sig om. For få år siden regerede de verden, nu er de pariaer for alle os unge, der vil have dyrisk vildskab og råt kød til frokost. Vi gider ikke snakke om vejret, hvilken vej der er nemmest at køre i myldretiden, og at der er billig benzin på Øster Alle.

Hvad er det, som de ikke tør, de gamle journalister?

De tør ikke usikkerheden, de tør ikke udfordringen. De tør ikke skifte job, for de har efter et langt, repetitivt liv fået viklet den selv ind i så mange ritualer, at de ikke kan overskue at lave nogle nye.

Flyt jer og lad os andre komme til. Vi arbejder ikke for at betale regningerne, vi arbejder for at gøre en forskel.

De nye tanker

Vi, de unge, gider ikke være ansatte. Vi vil passe os selv, have frie rammer og skabe resultater, som ikke passer ind i en gammel-social-konservativ opfattelse af verden. Tal pænt til mellemlederen, selvom han er samspilsramt psykopat, respekter dine kolleger, selvom de er kedelige og inkompetente, nyd maden i kantinen, selvom den driver af friture og blodpropper. Gu vil vi ej. Alle de degenererede forestillinger om livet, som er skabt af jer gamle, hører til i en tid, hvor det var et adelsmærke at kunne tie stille, og sidde i ro og fred med sin frokostavis uden at blive forstyrret.

Vi vil have dynamik, jokes, nye engelske ord, surfe rundt på underlige websider og vi vil ikke mindst have galskab. Mindst hver dag skal der ske noget vildt, noget gakket. Det er de historier, som vi tager med os i byen i weekenden, og som vi underholder vores mænd og koner med, når vi kommer hjem.

De nye værdier

Der er en underlig sandhed, som drøner rundt i hovederne på den del af Danmark, som er ved at sakke bagud. De siger, at de unge er egocentriske og individualistiske. Nu er ingen af delene skældsord i mit indviklede univers, men de bliver dog oftest tolket ud fra et negativt udgangspunkt. Holdningen er pudsig. Specielt fordi min erfaring er, at vi moderne mennesker løfter i flok. Vi ved alle sammen, at vi sammen skal skabe resultater, for laver vi dem, får vi et bedre liv. Det lyder som en billig, kommunistisk karikatur, men den er sgu god nok. Har vi succes på arbejdet, så er chancen for bedre venner, sjovere fritid og et bedre sexliv så afgjort til stede. Det er i arbejdet, at vi henter inspirationen og prestigen. Forskellene til de gamle er voldsomt store. Vi vil have noget ud af tingene, mens mulighederne er der. Vi tør godt erkende, at arbejdet er vigtigt, for at få sociale kabaler til at gå op. Vi gider godt snakke med kollegerne, efter at vi har fået fri. Vi vil godt yde noget, for at vores kolleger får en god dag.

De gamle går bare på arbejde, og de går bare hjem. Og det er ikke fordi de er gamle, sådan har de altid gjort.

Den nye verden

Min nyligt pensionerede, golfspillende far sagde til mig forleden, at det ikke er alle, der kan tillade sig det privilegium at tænke frit og hoppe på alle nye påhit, som man lige vil efterforske. ”Folk har lån, gæld og renter, der skal betales”, som han siger, mens han kigger over læsebrillen og ser årgang-45-vigtig ud. Det er et blik, der har oplevet bagkanten af rationaliseringsmærkerne, oliekrisen, kartoffelkuren og Berlin-muren. Huha – den slags skal man ikke spøge med.

Men han har ikke ret, den gamle. Vi unge skal alle sammen have letantændeligt krudt i røven, vi skal alle sammen påvirke og inspirere vores medmennesker. Vi skal alle sammen være med til at skabe det moderne samfund, som vi gerne vil have, hvor vi hver dag får det lidt bedre.

Vi skal turde bryde de gamle normer og dogmer – vi, de unge, skal tage magten. Vi fortjener den, for vi tænker stort, vi tænker globalt og tager socialt ansvar. Vi har de nye ideer, de nye fællesskaber og den moderne tankegang, der skal føre verden videre.

Den nye dannelse

Jeg læste for nylig i New York Times, at der er publiceret lige så meget fra 2002 til 2007, som der blev publiceret fra år 0 til 2002. Logisk er det dem, der i 2002 var mellem 20 og 35 år gamle, der både har fået mest ud af det voldsomme digitale udbud. Det er os, der har den tekniske indgang og indsigt, det er os, der har tiden til at undersøge alle de nye kilder, der opstår indenfor alle felter – fra underholdning til forskning. Vi har styr på den nye verden. Vi læser global debat, og vi netværker på tværs af kontinenter på daglig basis. Vi, de unge, er lige så gode venner med en apoteker i Dubai, som de gamle er med naboen på den anden side af hækken, som de har kendt på sludreniveau siden 1965.

Vi er mere nysgerrige, vi er mere interessante, vi er klogere. Vi har ikke brug for moderne dannelse, for vi er langt mere moderne, og langt mere dannede, spørgende og talende end nogen tidligere generationer.