Monthly Archives: marts 2015

Gud lever i biografen

’Do You Believe?’ ligger lige nu nummer syv på den amerikanske filmhitliste. Foran den nye wam-bam-boogie actionfilm ’The Gunman’ med verdensstjernen Sean Penn i hovedrollen.

’Do You Believe?’ handler eftersigende om en flok søgende sjæle, der finder ud af, at der er en kraft i Kristus’ kors. En ung pastor tvivler, men via en gade-prædikant indser den unge mand, at han med sin tro og vilje kan berøre folk med en konsekvens, som kun kan være orkestreret af Gud.

Umiddelbart kunne den plotlinje lige så godt være bagsiden på VHS-kassetten til b-horrorfilmen ’Eksorcisten 12’, men den tilhører tro-genren, der de senere år er blevet et massivt hit i USA.

Det undrede de fleste, at Mel Gibsons ’The Passion of the Christ’ tilbage i 2004 blev en af de det års største succeser. Den indspillede imponerende $611 mio. dollars på verdensplan. Filmen var dyster som bare fanden, de taler hebraisk og aramæisk – den var uden stjerner (lige med undtagelse af Jesus), og den var voldsomt grafisk voldelig. Naturligvis, ligesom den tid den skal forestille at foregå i, kunne man rettelig indvende. Og så alligevel for film med dryppende blod, afrevne lemmer og tortur hører sjældent til blandt det brede publikum.

Undtagelsen er åbenbart, når det er Guds Søn, der tager mod pryglene.

Billedresultat for God’s not Dead’’God’s not Dead’ blev en af sidste års store succeser i USA. Den kostede $2 mio. at producere, og den indspillede cirka $100 mio. i biograferne og betalings-tv. Filmen er virkelig low-budget. Billige kulisser, skuespillere i vildt overspil og udmalede pointer, som ellers kun ses i studentikose produktioner og de værste indiske Bollywood-film. Ikke desto mindre blev filmen endnu en massiv succes i tro-genren, som vi knapt kender i Danmark.

Vi har ikke den ekstroverte og aktive tilgang til religion, og derfor vil film som de aktuelle, på ingen måder appellere til et publikum i vores del af Europa.

I USA henvender filmene sig primært til de konservative, religiøse grupper. De er bare så tilpas store, at forretningsmodellen virker glimrende. Analytikere mener, at de evangelistiske kristne ikke vil se de massive Hollywood-shownumret om Moses og de 10 bud, ’Exodus’, der kom lige før jul. De vil se historier, der ikke handler direkte om Bibelske-episoder, men i stedet autentiske, personlige og hverdags-realistiske fortællinger, der minder om det liv, de selv lever.

Gud lever i bedste velgående i de amerikanske biografer.

 

Pretty Woman fylder 25

En smuk kvinde bliver 25 år i denne her uge.

Den romantiske klassiker ’Pretty Woman’ – med en fersk Julia Roberts på 28 somre og en distingveret Richard Gere på 40 som to kærlighedssøgende i et solbeskinnet Los Angeles.

Billedresultat for pretty woman jazucci and champagne’Pretty Woman’ er en af de film, som de fleste husker. Det er ikke one-liners og vitser, der bliver refereret til, men derimod scener. ”Jeg elsker der, hvor hun ligger i skumbad og synger Prince,” sagde en af mine veninder, da vi talte om jubilæet. ”Eller den hvor hun kommer i sin røde kjole, og han giver hende en halskæde til 250.000 dollars…,” bidrog en anden veninde med.

Det er tydeligt, at det er en film, som kvinder tydeligt husker og drømmer sig hen i. Askepot-historien blandet med My Fair Lady tilsat en smule Hollywood.

Damerne elsker scenen, hvor Vivian (som Roberts hedder i filmen) går amok på Rodeo Drive, og tømmer de eksklusive butikker med Edwards guldkort ledsaget af lystige toner fra det meget populære soundtrack.

Det interessante for mig midt i kvindernes dagdrømmeri om Vivian og Edward er, at de tilsyneladende glemmer, at hun faktisk er prostitueret. At han køber hendes selskab, hendes tid og hun underkaster sig hans økonomiske magt, når hun smæsker sig i hotellets delikatesser, pynter sig med designer rober og lever det dekadente liv for en stund.

’Pretty Woman’ blev en stor succes hos publikum, og figurerer i dag som den bedst sælgende romantiske komedie i historien. Samtidig er den vel vist nogle tusind gange bare på dansk tv, så filmen har haft alle muligheder for at møde et voldsomt stort publikum i alle aldre.

En af de respektfulde beslutninger har været, at de ikke lavede en 2’er. Dengang behøvede man ikke, at vride de sidste kommercielle dråber ud af en hver succes. Rygterne vil vide, at Roberts havde for meget gang i karrieren til, at hun ville spille den lykkelige luder endnu engang.

Som tiden er gået, har den fået klassiker-status. En af forklaringerne er, at genren i grove træk ikke har fornyet sig siden. ’Pretty Woman’ introducerede en stil, figurer og en musikalitet, som til gengæld er kopieret i hobetal siden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis filmen havde premiere i dag. Den ville blive slagtet af feminister. Den ville fylde debatprogrammer om prostitution, pigers drømme og opdragelse – sugardaddy’s og samfundsnormer.

Alt det har vi glemt, når vi mindes Julia Roberts smil og Richard Geres sølvmanke.

En smuk kvinde bliver 25 år i denne her uge.

Den romantiske klassiker ’Pretty Woman’ – med en fersk Julia Roberts på 28 somre og en distingveret Richard Gere på 40 som to kærlighedssøgende i et solbeskinnet Los Angeles.

’Pretty Woman’ er en af de film, som de fleste husker. Det er ikke one-liners og vitser, der bliver refereret til, men derimod scener. ”Jeg elsker der, hvor hun ligger i skumbad og synger Prince,” sagde en af mine veninder, da vi talte om jubilæet. ”Eller den hvor hun kommer i sin røde kjole, og han giver hende en halskæde til 250.000 dollars…,” bidrog en anden veninde med.

Det er tydeligt, at det er en film, som kvinder tydeligt husker og drømmer sig hen i. Askepot-historien blandet med My Fair Lady tilsat en smule Hollywood.

Damerne elsker scenen, hvor Vivian (som Roberts hedder i filmen) går amok på Rodeo Drive, og tømmer de eksklusive butikker med Edwards guldkort ledsaget af lystige toner fra det meget populære soundtrack.

Det interessante for mig midt i kvindernes dagdrømmeri om Vivian og Edward er, at de tilsyneladende glemmer, at hun faktisk er prostitueret. At han køber hendes selskab, hendes tid og hun underkaster sig hans økonomiske magt, når hun smæsker sig i hotellets delikatesser, pynter sig med designer rober og lever det dekadente liv for en stund.

’Pretty Woman’ blev en stor succes hos publikum, og figurerer i dag som den bedst sælgende romantiske komedie i historien. Samtidig er den vel vist nogle tusind gange bare på dansk tv, så filmen har haft alle muligheder for at møde et voldsomt stort publikum i alle aldre.

En af de respektfulde beslutninger har været, at de ikke lavede en 2’er. Dengang behøvede man ikke, at vride de sidste kommercielle dråber ud af en hver succes. Rygterne vil vide, at Roberts havde for meget gang i karrieren til, at hun ville spille den lykkelige luder endnu engang.

Som tiden er gået, har den fået klassiker-status. En af forklaringerne er, at genren i grove træk ikke har fornyet sig siden. ’Pretty Woman’ introducerede en stil, figurer og en musikalitet, som til gengæld er kopieret i hobetal siden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis filmen havde premiere i dag. Den ville blive slagtet af feminister. Den ville fylde debatprogrammer om prostitution, pigers drømme og opdragelse – sugardaddy’s og samfundsnormer.

Alt det har vi glemt, når vi mindes Julia Roberts smil og Richard Geres sølvmanke.

 

 

Dogme fylder 20 år.

Af: Søren Høy

Billedresultat for Breaking the WavesMarts 1995. Lars von Trier er midt i optagelserne til det, der senere viser sig at være hans hovedværk; Breaking the Waves. Trier er midt i et kreativt bonanza. Måske ved han, at han er på vej til at skrive filmhistorie, da han under en konference i forbindelse med filmmediets 100-års fødselsdag deklarerede, at ”i de sidste 20 år har filmene været elendige, og så tænkte jeg: Hvad kan vi gøre ved det? Derfor får I nu noget, der hedder Dogme95.” Derefter smed han om sig med røde flyverblade i det gamle traditionsrige Odéon Teater, der i 225 år har lagt kulisser til historiens største dramaer.

Der gik tre år, før Dogme 1 og Dogme 2 var klar til verdenspremiere. ’Festen’ og ’Idioterne’ havde premiere i Cannes på den store festival, hvor alle de væsentlige filmbølger er kommet ind med tidevandet fra Golfe de la Napoule. Cannes er stedet, hvor nye dimensioner tilføjes filmkunsten. Ingen andre steder er der et så krævende publikum, opmærksomhed og potentiel latterliggørelse. En instruktørs karriere kan starte og slutte i Cannes.

Inden ugen var gået, var Thomas Vinterberg en verdensstjerne. ’Festen’, den fornemmelse og uprætentiøse stemning Vinterberg og filmholdet kom med, havde Cannes ikke set siden slut-60’erne, hvor Francis Ford Coppola hver morgen gik tur på Croisetten, og Truffaut og Godard nedlagde festivalen i sympati med franske fabriksarbejderes arbejdsvilkår. Pludselig var Cannes blevet uforudsigelig, vild, naturlig – og, tør jeg bruge et af tidens absolutte buzzwords, autentisk.

Lars von Trier sad i sit mobilehome og så til, mens verden kiggede på Danmark. ’Breaking the Waves’ blev snydt for Guldpalmen i 1996, men til gengæld betød den film, at filmkritikere, filmstjerner og publikum vidste, at de skulle se og høre efter, når Trier kom med noget nyt. Og Dogme var nyt. Frisk, anarkistisk og en demokratisering af filmen.

Det vidste vi ikke dengang, da vi alle stod i Cannes og badede os i opmærksomheden fra de største i branchen. Steven Spielberg bad om Vinterbergs nummer. Martin Scorsese løb efter Trier som en fan med autografbogen åben.

Kunstnerisk betød Dogme, at alle kunne lave film. Har du en god historie, så lav den! Tænk ikke på sminke og kulisser – kom i gang! Tanken har været en afgørende inspiration for en hel generation af unge filmmagere. Det er de unge, der har fået mest ud af Dogme. Konceptet viste sig ikke direkte bæredygtigt udenfor Danmark på den store scene, men har skabet et delta for dokumentarister, undergrund og talenter.

På Dogmes 20 års fødselsdag kan jeg konstatere, at ideen og filmene stadig har en helt afgørende placering i filmhistorien.

2628

200 ud

Franchise

Hvorfor spiller store karakterskuespillere med i de såkaldte ’franchises’? Serier af film der i tiden er båret af fantasy, effekter og ungdommens lethed. Serier der tydeligt appellerer til teenagere, og hvor skuespillerne ikke behøver vurdere mulighederne for kunstneriske priser. ’Hunger Games’, ’The Maze Runner’ og den storslåede generationsfortælling ’Harry Potter’ er tydelige eksempler.

Ugens store film er anden del af ’Divergent’-serien, der har fået titlen ’Insurgent’.

Et stykke nede på rollelisten er Oscar-vinderen Kate Winslet. Hun spiller en relativt nem rolle for en kvinde af hendes kaliber. Den magtsyge herskerinde der får det meste af tiden er buret inde i sit tech-tårn, hvorfra hun styrer resterne af civilisationen, alt mens hun jagter vores heltinde med sine kyniske soldater.

I en endnu mindre roller er en anden Oscar-vinder, Octavia Spencer (Niceville), der stort set uden replikker bringer sin almoderlige karma ind blandt de unge rebeller i filmen.

Engang troede jeg, at de store stjerner var med i den slags film udelukkende for at tjene penge. Det gav i min egen logik mening. De har jo også en husleje, der skal betales.

Sidste år fik jeg mulighed for at spørge en par stjerner om hvorfor, de fra tid til anden er med i de larmende actionfilm, nu da de tydeligvis ellers har Oscar-potentiale.

Jeremy Renner var nomineret for ’The Hurt Locker’ og året efter for ’The Town’. Umiddelbart efter var han med i ’Iron Man’ og ’Bourne 4’. ”Helt ærligt er jeg nødt til at lave film, som bliver set af folk. Selvom jeg elsker de små film, så kan det være frustrerende som skuespiller, hvis dit arbejde knapt bliver bemærket,” fortalte han. ”Jeg arbejdede i to år på hver af de film. De blev rigtig gode, men knap nok min familie så dem,” sagde han med henvisning til filmens meget moderate salgstal.

Billedresultat for Liam Neeson

William John Liam Neeson er en britisk skuespiller. Liam vandt op gennem halvfemserne stor popularitet gennem roller i bl.a. Schindlers liste og Star Wars Episode I:William John Liam Neeson er en britisk skuespiller. Liam vandt op gennem halvfemserne stor popularitet gennem roller i bl.a. Schindlers liste og Star Wars Episode I:

Liam Neeson fortalte mig, at ’Star Wars’ og ’Narnia’ fik ham ud til et publikum, som han senere har gjort god brug af i sine succesfulde ’Taken’-film.

Han er ikke vild fan af sine franchises, men må erkende, at det ikke er signaturroller som ’Schindler’s List’ eller ’Michael Collins’, der giver ham udbredelse.

I USA er det en lille gylden regel, at hvis man vil ses, høres og bevise sin folkelighed, skal man være med i en franchise.

De danske krigsfilm

”Aldrig mere en 9. april,” sagde Anders Justesen til mig forleden. Han er 95 år gammel, og er en af de få overlevende veteraner fra den dag i 1940, hvor de tyske tropper gik ind over den danske grænse. Dagen står som et af de åbne nationale sår, og derfor er der en vis naturlighed over, at dagen endelig får sin egen film – her 75 år efter.

Filmen ’9. April’ bliver med stor sandsynlighed en succes hos publikum. 2. Verdenskrig har stadig en tydelig placering i vores fælles historie, og diverse fiktionaliseringer trækker folk til huse. Specielt når de fremhæver vores lille nations stolte folk. Det betyder ikke, om at danskerne altid fremstilles som helte. Men vi skal kunne genkende os selv, og den nationale ånd vi er rundet af.

’9. April’ er den første tre danske krigsfilm, der kommer ud på markedet i 2015. I sen-sommeren (27. august) kommer Tobias Lindholms ’Krigen’ og til efteråret (22. oktober) detonerer Martin Zandvliets ’Under Sandet’.

Lindholm har tidligere leveret tankevækkende realisme i fængselsfilmen ’R’ og ’Kapringen’, der med sit stærke samtidspolitiske tema blev set af samtlige meningsmennesker i landet.

Zandvliet har lavet ’Applaus’ og senest ’Dirch’. Begge succesfulde dystre film om kunstens og komikkens sorte sjæl. Misbrug, ensomhed og brudte familier.

’Krigen’ er en nutidig fortælling om en soldat, der bliver fanget i en ildkamp mod Taleban i Helmand, Afghanistan. For at redde sine mænd træffer han et valg, der fører ham tilbage til Danmark, anklaget for en krigsforbrydelse.

’Under Sandet’ forgår i tiden lige efter tyskernes kapitulation i 1945, hvor en gruppe unge tyske krigsfanger med håndkraft beordres til at fjerne de over to millioner miner, tyskerne har placeret på Vestkysten.

Det er en voldsom mængde krigsfilm for et lille marked som det danske. Selvom de handler om forskellige emner og hver i sær har historier, der vrider vores selvforståelse og de livsdefinerende dilemmaer, krige udfordrer specielt soldater med.

Publikum kan derfor godt begynde at forberede sig på en biografsæson, hvor vi ser den danske krigsindsats med det historiske periskop og nutidens klarsyn.

Det er svært at forestille sig, at markedet kan kapere så meget filmkrig på trekvart-år. Annoncer, kampagner, interview og klip har en fare for vælte over hinanden – set fra publikums synspunkt. Der bliver kamp til sidste celluloid-dråbe om opmærksomhed og billetsalg.

 

 

Johnny og Wills store nedtur

Johnny Depp og Will Smith.

Det var for 10 år siden et par stærke navne at caste til en Hollywoodfilm. De to charmetrolde tog gerne cirka $20 mio. for en hovedrolle, men de var pengene værd. Deres film bonnede snildt $500 mio. på verdensplan – og flere gange i nærheden af det dobbelte. De var på en top 10 over skuespillere, der kunne sælge en film, anset hvad den handlede om. Publikum så en ’Johnny Depp-film’ uden at referere til handling, rolle eller andre ellers så interessante omstændigheder.

Men så gik det galt. Så grueligt galt at man nu med god grund kan være i tvivl om, de overhovedet kan genrejse deres karrierer.

I denne uge var det meningen, at den seneste Depp-film ’Mordecai’ skulle have haft dansk premiere. Men efter at den floppede ved billetlugerne i USA og blev høvlet ned af kritikerne, er den blevet pillet af premierelisten igen. Nu må de sidste vedholdende Depp-fans vente, til de kan streame filmen.

Billedresultat for will smith focusWill Smith har i dag premiere på ’Focus’. Det er en form for en romantisk komedie. Det er dog, desværre for ham, blevet hans dårligste åbning i 10 år, og filmen er endt et godt stykke under selv de mest konservative prognoser.

For stjerner af denne her kaliber handler det udelukkende om, hvor mange penge deres film tjener.

I Depps filfælde er det femte film i træk, der flopper. Han er stadig et stort navn, men publikum vil hellere læse om ham i sladderspalterne end se ham på lærredet. Problemet kan være, at han siden 2003, hvor han for første gang vimsede rundt som pyntede Jack Sparrow i ’Pirates of the Caribbean’, har (over)spillet den samme rolle hver gang. Han fremstår dekadent, verdensfjern og fimset uanset filmens plot. Han har mistet sin evne til at komme fri af tosserierne, og jeg savner helt enkelt et menneske inde bag sminken og de sjove hatte.

Billedresultat for Esquire will smith
Covert for bladet “Esquire” – marts 2015.

 

Smith gav for nylig et brutalt ærligt interview til bladet ’Esquire’. Det eneste der har drevet ham i 15 år, er at være nummer 1 på hitlisten. Han startede først sin refleksion efter karrieres største fiasko ’After Earth’ (2013), der tænkeligt går over i filmhistorien, som en af de værste film, der nogensinde er lavet.

Hvordan det kan gå så galt for to megastjerner skyldes, de ikke har evnet, at udfordre deres egne kunstneriske valg. De er blevet fanget i en økonomisk maskine, hvor der kun spekuleres i at give deres fans det, som man tror, giver gevinst. De har begge fået elendig rådgivning og udvist miserabel dømmekraft.

Heldigvis virker min VHS-afspiller stadig. Så kan jeg se film fra dengang, de stadig havde en plan med deres karriere.