Monthly Archives: september 2008

Den store historie

Den store historie

På fredag har den anden storfilm, ”Arn – Riget ved vejens ende”, om tempelridderen Arn Magnusson premiere i de danske biografer. Den første Arn-film, ”Arn – Tempelridderen”, har siden premieren i januar i år solgt 1,4 millioner billetter i Skandinavien. Publikum er vilde med de store historier på det store lærred.

Navn: Søren Høy

”Arn – Riget ved vejens ende” starter i en støvsky i ørkenen i mellemøsten. Arn har en flok fjendtlige saracenske ryttere lige i halen på sin hest og en flok pile dryssende rundt om sig. Arn er en lynhurtig rytter, så han vinder nemt det middelalderlige svar på biljagten. Lige inden han når til sin borg, hvor hans folk står klar til at smække porten i det øjeblik, han er inde, sender en stor, norsk viking en præcis pil af sted. Den kløver sig ind i hovedet på en af de fjendtlige ryttere. Han dratter bagover, mens hans hest fortsætter. Tempo, ædel krigshåndværk og ikke mindst et klart signal fra den danske instruktør Peter Flinth om, at historien i denne film skal brage ud til publikum.

Nationallitteratur

Flinth har fra starten af vidst, at han gik på rov i den svenske nationalskat. Ikonet Jan Guillou udgav fra 1998 til 2000 de tre bøger, ”Vejen til Jerusalem” ”Tempelridderen” og ”Riget ved vejens ende”, som Arn-filmene er bygget over. Serien om Arns slægt indeholder yderligere et bind – efterfølgeren ”Arven efter Arn”. Serien om Arn har solgt imponerende 3,7 millioner eksemplarer i Skandinavien med 1,7 alene i Sverige.

”Producenterne bag filmen var fra starten nok dem, der var mest i granatchok over produktionens størrelse. De voldsomme budgetter og forventningerne. Min indgang var, at det hverken er pengene eller antallet af statister, der skaber en storfilm – det er historien, det er det grundlæggende. Hvis den har storheden, er der mulighed for, at man kan lave en storfilm”. Peter Flinth har netop afsluttet arbejdet med filmen. Nu er der premiere i Danmark, og inden længe kommer den ud til resten af verden. ”Jeg kunne skrive en håndbog med titel ”Hvordan laver man en episk storfilm i Skandinavien?”. Mit bedste råd er, at man skal forberede sig meget grundigt, og bruge mere tid på historien end på at snakke budgetter. Den fejl gjorde vi”, fortæller Flinth og fortsætter; ”Når man står med 300 statister og en hovedrolle i kampbrynje og så han siger, ”det her er da en dårlig replik”, så har man en tendens til at sige, ”nu siger du bare det, som der står i manuskriptet”, for at komme videre i teksten. Det er ikke ligesom det rigtige sted at improvisere – og derfor skal manuskriptet og replikkerne være 100% spidse inden man tager ud på slagmarken”.

De danske storfilm

Pelle Erobreren

”Pelle Erobreren” af Bille August fra 1988, ”Drengene fra Sankt Petri” fra 1991 af Søren Kragh Jacobsen og dette års ”Flammen og Citronen” af Ole Christian Madsen er de eneste dansksprogede film, der i stil, scope og ambition kan betegnes som storfilm.

Mads Egmont Christensen

Mads Egmont Christensen var instruktørassistent på ”Pelle” og producerede ”Drengene”. ”Det var i høj grad et ønske fra de daværende filmkonsulenter om at lave storfilm, der gjorde, at de film blev lavet”. Pelle Erobreren kom fra filmkonsulenten Jørgen Meldgaard, der præsenterede Bille August for bogen af Martin Andersen Nexø. ”Har du læst den”, spurgte Meldgaard. ”Selvfølgelig”, løj August. Senere har han indrømmet, at han spurtede hjem og læste den. Filmen vandt senere en Oscar, en Guldpalme og er i dag en naturlig del af den danske filmkanon. ”Den kostede kun 20 millioner kroner at lave”, fortæller Egmont. ”Vi udnyttede pengene godt – i dag ville en tilsvarende film sikkert koste cirka 50 millioner, hvilket nok ville betyde, at den kun kunne laves i dag, hvis der var meget stærke viljer hos de skandinaviske filminstitutter, der nok skulle sørge for den primære del af finansieringen”.

Dyr fornøjelse

Flammen og Citronen

”Flammen og Citronen” fik med stor risikokapital fra det danske selskab Nimbus Film, diverse filminstitutter, fonde og tyske samarbejdspartnere hevet et budget på cirka 40 millioner kroner i land. Danskerne har taget godt mod filmen – den har solgt cirka 670.000 billetter, svarende til cirka 48 millioner i omsætning. Med salg til udlandet og DVD indtægter ender filmen med at blive en rimelig forretning. Pengene til produktionen er blandt andet brugt på dyre kulisser og re-dekorering af gader i Prag, der udgjorde de historiske kulisser for Anden Verdenskrig filmen.

”Tricket i at nedbringe udgifterne under produktionen af Pelle Erobreren bestod i, at filmen foregår på landet. Ikke i byen hvor det kræver alt for meget af scenograferne og dermed budgettet. Ingen store huse, gader, lygtepæle. Det krævede en gammel gård med stald og gårdsplads, en masse mudder og en hestevogn – så var vi tilbage til 1906”. Bille August skrev et par år efter en efterfølger, hvor Pelle ankommer til Rønne. Den skulle foregå kort efter den første films afslutning. Trods Oscar og Palme kunne efterfølgeren ikke finansieres. Blandt andet på grund af ønsker om en hel by, der skulle sættes cirka 100 år tilbage.

Arn-filmene har efter bedste evne forsøgt at holde sig udenfor byerne for at holde udgifterne nede – men optagelser i Marokko, Skotland og Sverige samt masser af kostumer, våben og kampscener har alligevel betydet et historisk højt budget for en skandinavisk film.

Franchise

Der går rygter i den svenske filmbranche om, at Arn blev markant dyrere end rekord-budgettet på cirka 170 millioner danske kroner. SF-Film vil ikke kommentere tallene kun, ”at filmene overskred de planlagte budgetter” som executive producer Johann Mardell sagde under færdiggørelsen af den første film. Han er som konsekvens af det ikke længere tilknyttet SF-Film. Tal fra overskridelser på 20 millioner op til 70 millioner bliver nævnt fra velorienterede svenske pressekilder. Uanset det endelige tal bliver det svært for SF-Film i Sverige at tjene store penge på filmene. Godt nok skal de to film klippes sammen til en to-timers international version, der skal laves en tv-serie i fire afsnit af det samlede materiale og begge film forventes at få et godt dvd salg – men udgifter på formodentlig over 200 millioner kroner kræver mere end de cirka 100 millioner kroner den første film har omsat for i hele Skandinavien. Michael Fleicher, direktør for den danske afdeling af SF-Film, regner ikke med, at anden del kan nå helt så store tal. Anden del om Arn har siden premieren den 22.8 trukket 350.000 svenskere ind til den dramatiske afslutning på historien om den moderne svenske stats opståen.

”Det har været en hård omgang at lave de her film”, siger Peter Flinth. ”Der er rullet mange hoveder, siden vi startede – der er vel efterhånden kun hovedproducenten, Waldemar Bergendahl, og jeg tilbage fra det oprindelige hold”.

Flere storfilm

Spørgsmålet er, om der kommer flere storfilm af samme kaliber, som de nævnte. De er dyre, de er svære at lave – og dermed løber producenterne en betragtelig risiko ved at lave dem. ”Efter SF-Films succes med distributionen af Ringenes Herre i hele Norden, ser firmaet det som en pligt, at støtte den nationale filmproduktion” siger Michael Fleicher. ”De skal laves, folk vil gerne se dem – og det er vigtigt, at vi kan lave de store film, hvis vi vil lave film, der både kan konkurrere med de amerikanske, og som går over i vores nationale filmhistorie.” ”Stig Larssons Millenium-trilogi har potentialet” slutter Flinth. ”Ud fra en teori om, at det handler om historiens storhed og ikke om antallet af statister”. Niels Arden Oplevs filmatisering af ”Mænd der hader kvinder” rammer biograferne marts 2009.

  • Arn-filmene:
  • Instruktion: Peter Flinth
  • Manuskript: Hans Gunnarsson.
  • Baseret på Jan Gullious romaner.
  • Medvirkende: Joakim Nätterqvist (Arn Magnusson), Sofia Helin (Cecilia Algotsdotter), Stellan Skarsgaard (Birger Brosa).
  • Samlet officielt budget: 170 millioner danske kroner.
  • Den samlede Arn-produktion:
  • 2 spillefilm med samlet spilletid på 2 timer og 27 minutter.
  • 1 international version med en spilletid på 2 timer.
  • 1 tv-serie i 4-6 afsnit.
  • DVD-udgivelser med ekstramateriale.

  • Arn – Tempelridderen
  • Dansk premiere: 11. januar 2008
  • Handling: Arn Magnusson bliver født i 1150 som søn af stormanden Magnus og hans hustru Sigrid. Han bliver opdraget af cisterciensermunkene ved Varnhem Kloster i Västra Götaland og får her den bedste uddannelse, Europa på det tidspunkt kan præstere. Som 18-årig vender Arn tilbage til den fædrene gård, hvor han for første gang møder kvinden, lysten og kærligheden i form af Cecilia med det resultat, at han dømmes af kirken til at gøre bod som tempelridder i det Hellige Land. Cecilia sendes til et afsidesliggende kloster, hvor hun skal være nonne. Separationen får dem begge til at tvivle på Gud og Guds godhed. Men én ting tvivler de aldrig på – at de en dag skal mødes igen.

  • Arn – Riget ved vejens ende
  • Dansk premiere: 19. september 2008
  • Handling: Arn sendes på en sidste drabelig mission i ørkenen mod den saracenske hærfører Saladin, før han kan vende hjem til sit eget land – og endelig gifte sig med Cecilia og stifte en familie.
  • Sammen vil de gøre hvad som helst for at sikre en stabil fremtid sammen – og Arn må kæmpe mod den truende danske hær, for at skabe fred i sit eget land.