Der er brug for skandaler. De store, de små – skandaløse taler, fifleri i kulissen. Vi husker dem, for de bidrager til showet, myterne og underholdningen.
AF SØREN HØY
Det er svært at tilrettelægge en god Oscar-skandale, som alle husker. Det kræver enten nøje planlægning, uendelig dumhed eller et udviklet entertainmentgen. Vi taler med andre ord om, at det kræver en sand mester, for at lave en skandale, der ryger verden rundt på samtlige nyhedsbureauer, som rammer alt fra tabloidforsider, rundbordsdiskussioner i branchen til nørdede blogs.
Den sande skandale betyder, at reglerne ændres, at organisationen bag TV-showet og Oscar Akademiet må nedsætte etiske udvalg, der skal udtænke nye procedurer og forretningsgange, for at undgå lignende skandaler i fremtiden.
Manipulation i kulissen
Lad os bare starte sidste år, hvor skandalefyrbøderen havde en travl optakt til showet.
”The Hurt Locker” stod overfor ”Avatar”. Den lille mørke krigsfilm mod den store tur i den blå eventyrrutsjebane. Krigsfilmen havde indspillet $13 millioner i USA. ”Avatar” $730 millioner på det tidspunkt. ”Avatar” havde selvsagt en spændt promotionmuskel, der var pumpet godt op, da akademimedlemmerne skulle stemme på årets film. Overalt i branchebladene var der nyheder om ”Avatar”. Filmen der ændrer verden, 3D-formatets udrulning skete med filmen og ikke mindst filmens værdi for showet, som i flere år havde lidt under, at meget få amerikanere kendte de nominerede film.
Folkene bag ”The Hurt Locker” havde lugtet, at den ville blive svær at hente hjem med krigshistorier og spin om filmens væsentlighed. Derfor besluttede en af producenterne, Nicolas Chartier, sig for en lettere alternativ og direkte kampagne for sin film.
Han havde betalt det meste af filmen, så ”Hvad fanden”, tænkte han sikkert. ”Hvorfor ikke give den gas?”.
Han tænkte strategisk, han tænkte smart. Chartier sendte en mail ud til alle i sit mailkartotek, der skulle stemme, hvor han advokerede for sin film. ”Herregud”, kan man sige – men på amerikansk siger man ”Oh, My GOD”, når der virkelig er noget at tilkalde de højere magter for. Det må man nemlig ikke. Ikke desto mindre fandt Chartier ud af, efter en mindre reprimande, hvor man truede ham med at tage hans billetter til showet fra ham, at han havde endnu en bombe klar til detonation, hvis man skal holde sig til en direkte filmisk metaforer. Chartier sendte endnu en mail, hvor han gjorde opmærksom på det pudsige faktum, at hvis de alle sammen gav hans film 10 points, men kun Camerons film 1 point, ja så ville ”Hurt Locker” hurtigt udkonkurrere ”Avatar”.
Og tænk engang. Det lykkedes sgu. Uanset hvad der gjorde, at Oscar så sin største overraskelse i mange år, så endte Chartiers film med statuetten. Bravo for en godt udført manipulation.
De fede Weinstein’s
De to Weinstein-brødre Bob og Harvey er kendte for at være nogle hårde gutter at arbejde med. En tidligere ansat fortalte mig engang, at de kørte et frygtregime, hvor de bare råbte højt, sagde ubehagelige ting til alle og at ingen turde sige dem imod. Der er nok noget om snakken, for det lader heller ikke til Oscar Akademiet rigtigt kan sige nej til de to overvægtige brødre. De har to fantastiske, manipulatoriske triumfer på skandale-cv’et.
I 2001 fik den über-sukrerede Lasse Hallström-film, ”Chocolat”, hele 5 nomineringer. Bl.a. for ”bedste film”. Branchen, kritikere og publikum fik både belgiske praliner og tyske milchschnitten i den gale hals, da fede Harvey og Bob fik udmanøvreret Coen-brødrenes ”Oh Brother…”, Cameron Crowes ”Almost Famous”, den fine, lille ”You Can Count On Me” og den politiske konspirations thriller ”The Contender”. Alle film der både havde langt større filmiske kvaliteter, og som ville have tilført showet en moderne kant, som det dengang absolut savnede.
”Chocolat” fik heldigvis ikke noget med hjem, men det gjorde den næste film, som de to frygtindgydende brødre besluttede sig for at skam-promovere ind i showet. I 2003 stjal den forvirrede musical ”Chicago” hele 6 Oscars ud af de forbløffende 13 nomineringer. Weinstein’s havde luret, at folket havde brug for lethed, sang og dans i en tid, hvor nationen talte om krig og hævn over 9/11.
Pinligheder på scenen
Nok om manipulationen. Nu skal der pinligheder på scenen.
Takketalerne har det altid med at tiltrække sig opmærksomhed. Det er lidt fy og tacky at kunne lide talerne. Det er ikke altid god smag, det der sker på scenen. Men det er så dejligt pinligt, og det bliver husket!
Gwyneth Paltrow står til dato for den mest grådlabile tale med snot og hele pivtøjet. I 1999 stod hun der pludselig med statuetten for en alt andet end mindeværdig rolle i ”Shakespeare in Love”. Amerikanerne eeeelsker bare en fellow american, der både kan tale britisk og tage et kostume på, så det ligner noget fra før USA blev opfundet. Nå, Gwyn tudede sig gennem sin tale, og nåede både hunden og den afdøde bedstemor. Den findes i sin helhed på nettet, og er faktisk længere end man husker den. Efter den dag er grænset sat til 45 sekunder, før musikken spiller op, og mikrofonen forvinder ned i gulvet.
Af de kuriøse skandaler huskes Adrien Brody i 2003 for hovedrollen i ”The Pianist”. Den smukke Halle Berry var på scenen for at overrække prisen, og charmetrolden Brody greb chancen sugede sig fast på Berrys læber. Han blev hængende, mens publikum begyndte at huje og pifte. Man kan ikke bebrejde manden, at han gjorde som han gjorde – og han topper diverse lister med Oscar moments i nyere tid.
Kontroversielle Moore
Michael Moore fik i 2003 fortjent en plads i skandale-historien. Han sørgede for det mest upassende indlæg, det mest politisk potente og det mest diskuterede udbrud nogensinde fra en Oscar-vinder under showet. USA var lige gået ind i Irak 3 dage før showet, og der var en trykket stemning. Den røde løber var aflyst, der var for første gang en våbendetektor ved indgangen, og alle jokes om verdens tilstand var skrevet ud af det familievenlige manuskript. Efter sin dokumentarpris for ”Bowling for Columbine” kunne Moore ikke dy sig. Han råbte ”Shame on You, Mr Bush. SHAME ON YOU”, og han fortsatte under fanfaren med ”Every time you got the Pope and The Dixie Chicks against you, you know you’re time is up!”. Han blev spillet ud, buet ud, klappet ud. Siden har det aldrig rigtigt været det samme. Hverken med talerne eller med Moore. Hans film fortæller stadig den samme historie, og andre har indset, at showet ikke er det rigtige sted, at skrige sine inderste politiske tanker ud.