Oscar skandaler

Der er brug for skandaler. De store, de små – skandaløse taler, fifleri i kulissen. Vi husker dem, for de bidrager til showet, myterne og underholdningen.

AF SØREN HØY

Det er svært at tilrettelægge en god Oscar-skandale, som alle husker. Det kræver enten nøje planlægning, uendelig dumhed eller et udviklet entertainmentgen. Vi taler med andre ord om, at det kræver en sand mester, for at lave en skandale, der ryger verden rundt på samtlige nyhedsbureauer, som rammer alt fra tabloidforsider, rundbordsdiskussioner i branchen til nørdede blogs.

Den sande skandale betyder, at reglerne ændres, at organisationen bag TV-showet og Oscar Akademiet må nedsætte etiske udvalg, der skal udtænke nye procedurer og forretningsgange, for at undgå lignende skandaler i fremtiden.

Manipulation i kulissen

Lad os bare starte sidste år, hvor skandalefyrbøderen havde en travl optakt til showet.

”The Hurt Locker” stod overfor ”Avatar”. Den lille mørke krigsfilm mod den store tur i den blå eventyrrutsjebane. Krigsfilmen havde indspillet $13 millioner i USA. ”Avatar” $730 millioner på det tidspunkt. ”Avatar” havde selvsagt en spændt promotionmuskel, der var pumpet godt op, da akademimedlemmerne skulle stemme på årets film. Overalt i branchebladene var der nyheder om ”Avatar”. Filmen der ændrer verden, 3D-formatets udrulning skete med filmen og ikke mindst filmens værdi for showet, som i flere år havde lidt under, at meget få amerikanere kendte de nominerede film.

Folkene bag ”The Hurt Locker” havde lugtet, at den ville blive svær at hente hjem med krigshistorier og spin om filmens væsentlighed. Derfor besluttede en af producenterne, Nicolas Chartier, sig for en lettere alternativ og direkte kampagne for sin film.

Han havde betalt det meste af filmen, så ”Hvad fanden”, tænkte han sikkert. ”Hvorfor ikke give den gas?”.

Han tænkte strategisk, han tænkte smart. Chartier sendte en mail ud til alle i sit mailkartotek, der skulle stemme, hvor han advokerede for sin film. ”Herregud”, kan man sige – men på amerikansk siger man ”Oh, My GOD”, når der virkelig er noget at tilkalde de højere magter for. Det må man nemlig ikke. Ikke desto mindre fandt Chartier ud af, efter en mindre reprimande, hvor man truede ham med at tage hans billetter til showet fra ham, at han havde endnu en bombe klar til detonation, hvis man skal holde sig til en direkte filmisk metaforer. Chartier sendte endnu en mail, hvor han gjorde opmærksom på det pudsige faktum, at hvis de alle sammen gav hans film 10 points, men kun Camerons film 1 point, ja så ville ”Hurt Locker” hurtigt udkonkurrere ”Avatar”.

Og tænk engang. Det lykkedes sgu. Uanset hvad der gjorde, at Oscar så sin største overraskelse i mange år, så endte Chartiers film med statuetten. Bravo for en godt udført manipulation.

De fede Weinstein’s

De to Weinstein-brødre Bob og Harvey er kendte for at være nogle hårde gutter at arbejde med. En tidligere ansat fortalte mig engang, at de kørte et frygtregime, hvor de bare råbte højt, sagde ubehagelige ting til alle og at ingen turde sige dem imod. Der er nok noget om snakken, for det lader heller ikke til Oscar Akademiet rigtigt kan sige nej til de to overvægtige brødre. De har to fantastiske, manipulatoriske triumfer på skandale-cv’et.

I 2001 fik den über-sukrerede Lasse Hallström-film, ”Chocolat”, hele 5 nomineringer. Bl.a. for ”bedste film”. Branchen, kritikere og publikum fik både belgiske praliner og tyske milchschnitten i den gale hals, da fede Harvey og Bob fik udmanøvreret Coen-brødrenes ”Oh Brother…”, Cameron Crowes ”Almost Famous”, den fine, lille ”You Can Count On Me” og den politiske konspirations thriller ”The Contender”. Alle film der både havde langt større filmiske kvaliteter, og som ville have tilført showet en moderne kant, som det dengang absolut savnede.

”Chocolat” fik heldigvis ikke noget med hjem, men det gjorde den næste film, som de to frygtindgydende brødre besluttede sig for at skam-promovere ind i showet. I 2003 stjal den forvirrede musical ”Chicago” hele 6 Oscars ud af de forbløffende 13 nomineringer. Weinstein’s havde luret, at folket havde brug for lethed, sang og dans i en tid, hvor nationen talte om krig og hævn over 9/11.

Pinligheder på scenen

Nok om manipulationen. Nu skal der pinligheder på scenen.

Takketalerne har det altid med at tiltrække sig opmærksomhed. Det er lidt fy og tacky at kunne lide talerne. Det er ikke altid god smag, det der sker på scenen. Men det er så dejligt pinligt, og det bliver husket!

Gwyneth Paltrow står til dato for den mest grådlabile tale med snot og hele pivtøjet. I 1999 stod hun der pludselig med statuetten for en alt andet end mindeværdig rolle i ”Shakespeare in Love”. Amerikanerne eeeelsker bare en fellow american, der både kan tale britisk og tage et kostume på, så det ligner noget fra før USA blev opfundet. Nå, Gwyn tudede sig gennem sin tale, og nåede både hunden og den afdøde bedstemor. Den findes i sin helhed på nettet, og er faktisk længere end man husker den. Efter den dag er grænset sat til 45 sekunder, før musikken spiller op, og mikrofonen forvinder ned i gulvet.

Af de kuriøse skandaler huskes Adrien Brody i 2003 for hovedrollen i ”The Pianist”. Den smukke Halle Berry var på scenen for at overrække prisen, og charmetrolden Brody greb chancen sugede sig fast på Berrys læber. Han blev hængende, mens publikum begyndte at huje og pifte. Man kan ikke bebrejde manden, at han gjorde som han gjorde – og han topper diverse lister med Oscar moments i nyere tid.

Kontroversielle Moore

Michael Moore fik i 2003 fortjent en plads i skandale-historien. Han sørgede for det mest upassende indlæg, det mest politisk potente og det mest diskuterede udbrud nogensinde fra en Oscar-vinder under showet. USA var lige gået ind i Irak 3 dage før showet, og der var en trykket stemning. Den røde løber var aflyst, der var for første gang en våbendetektor ved indgangen, og alle jokes om verdens tilstand var skrevet ud af det familievenlige manuskript. Efter sin dokumentarpris for ”Bowling for Columbine” kunne Moore ikke dy sig. Han råbte ”Shame on You, Mr Bush. SHAME ON YOU”, og han fortsatte under fanfaren med ”Every time you got the Pope and The Dixie Chicks against you, you know you’re time is up!”. Han blev spillet ud, buet ud, klappet ud. Siden har det aldrig rigtigt været det samme. Hverken med talerne eller med Moore. Hans film fortæller stadig den samme historie, og andre har indset, at showet ikke er det rigtige sted, at skrige sine inderste politiske tanker ud.

Forbandede Ungdom

Kronik – Morgenavisen Jyllands-Posten

Forbandede Ungdom

De 18 til 25-årige.

Hvem er de unge, der vokser op som den første ægte globaliserede generation? Vi kræver af dem, at de foretager de rigtige valg, men vi glemmer at lytte til dem og analysere, hvad vores opdragelse har betydet.

AF SØREN HØY

De er test-piloter for den nye verden, hvor ingen af os længere kan eller skal gøre os begreb om at følge med i alt, hvad der foregår.

Hvem er de – denne her Beta-generation?

Forældre, lærere, reklamefolk og politikere stiller det samme spørgsmål.

Det er dem, der ikke kan huske tiden før Internettet, dem der er vokset op med multikanalsystem og digital virkelighed.

Vi ældre er efterhånden enige om, at vi ser på dem med en vis beundrende undren, når de SMS’er mens de spiller computer, mens de Skyper, mens de chatter, mens de ser film, mens de hører radio, mens de spiller guitar, mens de opfinder en figur til en tegneserie, mens de går til fodbold, mens de springer ud som lesbiske, mens de siger ”nice”, mens de får en tattoo, mens de æder piller for alt, mens de læser i en gammeldags analog bog fra forrige årtusinde.

Hvad er det, der gør, at de opfører sig som renæssance-mennesker i en melodramatisk science-fiction film? Hvad er det, der får dem til at være voksne og børn på samme tid? Hvorfor kan vi ikke regne deres mønstre ud, og hvorfor har de så svært ved at vælge, hvad de skal?

3 års indsamling af viden

Det er ikke en videnskabelig bevisførelse det her – det er et groft skitseret portræt af en generation, som er på vej ind på uddannelsesmarkedet – godt rundtossede og forvirrede over alle de muligheder, som de hele tiden får at vide, at de har.

De seneste 3 år har jeg haft den fornøjelse at arbejde på en filmhøjskole med cirka 350 velsondrede unge i alderen 18-25 år fra den bedre middelklasse.

Jeg har boet sammen med dem, spist alle måltider med dem, talt med dem hver dag, lugtet dem efter en nat på Fernet Branca og hjemmerullede joints, der sandsynligvis var blandet op med alt fra reality tv til eksperimenterende sex.

Jeg har brugt mere ærlig samtaletid sammen med dem i deres tidlige voksenliv, end deres forældre har. Hundredvis af samtaler, flere hundrede timer med flere hundrede unge.

Efter et stykke tid begynder man at tage noter. Mentale noter. På deres reaktioner, deres aktioner. De har mønstre, de har en adfærd, som man skal prøve at forstå og analysere for at lære deres dilemmaer at kende.

MeWe-generationen

De tre svenske sociologer Mats Lindgren, Bernhard Luthi og Thomas Furth udgav for et par år siden en bog med titlen “MeWe-generationen”.

Pointen her er kort fortalt, at de unge er ”MigOs”-orienterede. De er stærke individualister – men kun i et fællesskab.

Tanken er yderst brugbar, når man over længere tid observerer gruppedannelser blandt unge med 3-8 i hver lille gruppe. De finder hinanden, som man altid har gjort, hvor et mix af stil og smag binder dem sammen.

Piller man dem ud af deres gruppe, mister de evnen til at reagere og agere. Indenfor gruppen tænkes store tanker, revolutioner planlægges. Udenfor gruppen er de små, forvirrede og overmandede af alle de muligheder, de har fået at vide, at de har.

Samtidig rummer teorien det paradoks, at de inde i gruppen ikke tænker kollektivistisk. Med andre ord er grupperne fyldt op med egoister. Det giver interessante spændinger, som så afmonteres det øjeblik, man møder dem solo.

Det forklarer også, hvorfor deres forbrugsmønster i livets supermarked er nøje defineret ud fra, hvilken gruppe de aktuelt tilhører, eller om de en sjælden stund er alene.

Der er en naturlig logik i det, da fællesskab gør stærk – men der er ikke nødvendigvis den individualistiske styrke eller entreprenør-ånd, man som ældre godt kan lide at se hos en yngre generation.

Det vigtige er, at vi lærer, hvad det betyder, at vi opdrager dem til altid at være sammen med andre – at de tvinges til at sidde sammen med os i samtalekøkkener, at alt skal verbaliseres og formuleres i en fælles konsensus. Måske umyndiggør det den individuelle tanke mere, end vi tror? Måske skaber det negativ dynamik i gruppen, at de podes af velmenende forældre til at se sig selv som enestående uden grænser for formåen og muligheder? Kan de tage ansvar udenfor gruppen? Jeg tvivler. Med andre ord hæmmer deres opdragelse evnen til at vælge.

Morderens ansigt

For at komme tættere på en forståelse af Beta-generationens selvopfattelse, har jeg set mere end 1500 kortfilm, som de har lavet. Det giver et meget præcist generationsbillede, fordi de selv i filmene sætter billeder og ord på deres mærkværdige position midt mellem den nye og den gamle verden.

Opdagelsen er, at truslen kommer indefra. Fra familien og fra dem selv. Da jeg var barn var vi bange for vampyrer og børnelokkere. Som ung var det atomkrig og miljøkatastrofer.

Nu er de unge bange for det, som burde gøre dem trygge.

Deres film handler ofte om skyderier på gymnasier, inspireret af de alt for mange episoder rundt om i verden. De laver film om teenagere der dræber andre teenagere. De er selv blevet mordere. Historier om incest er også hyppigt forekommende. Det samme er druk, sindssyge i familien, anoreksi, cutting, seksuel, psykisk og fysisk terror indenfor ligusterhækken.

Det er påfaldende, at de opfatter deres familie, forældre og venner som de største trusler i livet.

Man behøver ikke analysere dybt for at finde ud af, at de er bange for, om de kan finde ud af livets uforudsigeligheder. De behøver tryghed. Et værn mod de alt for mange krav, som de ikke kan honorere.

Vi er nødt til at forstå deres selvbestaltede skræmmebilleder, ellers forstår vi ikke deres virkelighedsopfattelse og egentlige behov.

Forvirringen

Vi siger gerne, at der sker så meget nu til dags. Vi underholder hinanden med den absurde mængde af nyheder, aviser, reklamer. Sidste år læste jeg i New York Times noget meget skræmmende, inspirerende og perspektiverende som også gav mig en ide om, hvad det er for en virkelighed, Beta-generationen står overfor:

Der er publiceret lige så meget i årene 2002 til 2008 – som der er fra år 0 frem til 2002.

Vi lader billedet stå, og giver tid til at kigge på statistikken igen.

Genudgivelser, web-udgaver, lydbøger, tryksager. Alt det gamle kommer igen i digitale udgaver.

Det forklarer en del af de unges forvirring. De giver op på forhånd. Hvordan skal de nå at læse og se alle klassikerne, samle op på billedkunst, historie og samfund? Det er for voldsomt.

Publiceringshastigheden og -mængden overvælder dem, lammer dem. De bliver nødt til at læse overskrifter og bøger om værkerne i stedet for at læse selve værket.

Tiden tillader ikke fordybelse – for derhjemme står der forældre og kræver svar, politikerne vil have, at de tager en uddannelse før evnen til at foretage et selvstændigt valg er indlært, og samtidig evner de ikke det individuelle valg.

Vi er nødt til at forstå, at alle generationer fra nu af vil blive født ind i et publiceringskaos, der gør skelnen mellem fiktion, fakta, gyldighed og ligegyldighed flydende. Der er en forestående risiko for, at de bliver den mest vidende uvidende generation, som vi hidtil har set.

De mange valg

Tidligere bemærkede vi de få, der tog de ekstraordinære valg, innovatørerne og mønsterbryderne. Nu forventer vi, at alle de unge kan gøre det samme.

Vi tænker, at når de mange muligheder er der, så kan de unge vel selv finde ud af at træffe det rigtige, selvstændige valg.

Men det kan de ikke, for de er fanget i en forventning om originalitet i tanken, effektivitet i uddannelsen og kvalitet i fundamentet. De er ikke refleksive og modne nok til udfordringerne, og vi opdrager dem ikke til at være det.

Vi må indse, at vi står overfor et samfundsmæssigt paradoks, hvor de unge med alt det overnævnte in mente får svært ved at få personlig succes, fordi de ikke kan navigere i en meget diffus virkelighed.

 

 

 

Robert Rodriguez – latino cowboy

Den amerikanske filminstruktør Robert Rodriguez laver vanvittige film for nørder, freaks og sine venner. Han betaler dem selv, han klipper, filmer og komponerer selv musikken. Filmbranchens uafhængige cowboy er aktuel med ”Machete”.

AF SØREN HØY

“Kan du lide denne her t-shirt?”, spørger Robert Rodriguez og trækker ud i den slidte klud, som han har på overkroppen. Jeg genkender billedet. Det er fra selvtægts kultfilmen ”I Spit On Your Grave” fra 1978. En klassiker blandt kitchede, blodige B-film.

Scene fra filme “I spit on your grave”

Man ser en halv-nøgen kvinde bagfra med en stor kniv i hånden. ”Det er en original”, siger han med et tilfreds smil nedenunder den sorte cowboyhat. Billedet af Rodriguez fuldendes med slidte jeans og spidse støvler.

Han taler lige så hurtigt, som han laver film. Ordene vælter ud af ham. Han er ærlig – fortæller om venner og idioter i branchen. Han vil gerne berette om sine kommende film, nye ideer og samarbejdet med sin bedste ven og partner in crime, Quentin Tarantino.

Rodriguez er uafhængig, han er sig selv. Han arbejder udenfor det konventionelle system – uden agenter og producenter i dyre jakkesæt. Han laver selv alt på sine film, og derfor siger han, hvad der passer ham.

Der er ikke så meget bull shit med denne her latino cowboy.

No-budget kongen

”Min første film kostede $7.000”, fortæller han om ”El Mariachi”, hans gennembrud fra 1992. ”Den blev finansieret af en ven og de penge, som jeg tjente ved at være med i forskellige medicinske forsøg på hospitalet i Austin, hvor jeg boede” griner han, mens hans støvle rastløst tripper mod gulvet. Han kan ikke sidde stille på stolen.

Han er tydeligvis hyperaktiv. ”El Mariachi” vandt nørdernes hjerter og blev en klassiker på videohylden i kælderværelset. Lækre latino babes, guitarkasser med store guns, masser af slow motion. Den film definerede Rodriguez’ karriere og skabte et begreb, som han har fostret og udviklet; ”Mexploitation”. En latino version af genren ”Blaxploitation”, der i slut-60’erne fortalte vilde historier med sorte i de bærende roller. I Rodriguez’ version er det med hispanics og historierne foregår i Texas og Mexico. ”Reglen for genren er, at det skal være socialt relevant, det skal være et multietnisk cast, det skal være blodigt, der skal være masser af sex og det skal være sjovt”, fortæller han, nu med munden fuld af den italienske dessertspecialitet Panna cotta. Hans stil og arbejdsmetoder er beskrevet i bogen ”Rebel Without a Crew”, der burde være pensum for alle unge filmmagere, der vil lave film udenom støtteordninger og rigide systemer.

Succes

Hans karriere eksploderede efter den første film, og siden har han i runde tal skrevet, lavet eller produceret en film om året. Højdepunkterne kommercielt er de tre ”Spy Kids” (2001, 02, 03) film og kunstnerisk står ”Sin City” (2005) forrest. Teknisk udviklende og overlegen. Drabelig og grafisk udmalet psycho-vold, men lavet raffineret og frækt så det lignede et moderne kunstværk.

Konsekvente fejl

Rodriguez’ film er fulde af det, som man kalder script-fejl. Folk der er blevet skudt til plukfisk, står der pludselig igen med en endnu større bazooka end den, som de selv blev skudt med, og hævnen kan begynde. Det virker lidt underligt, hvis man ser en af hans film for første gang. ”Nogle gange er det med vilje. Jeg kan for eksempel godt lide, at lade en 6-løber skyde 7 gange. Bare for at lave sjov med de gamle spaghettiwesterns, hvor en duel sagtens kunne vare 30 minutter, uden at de ladede bare en gang”. Man skal altså ikke lede efter konsekvens og traurig filmkunst i hans film.

Han bliver desuden anklaget for, at hans hysteriske arbejdstempo gør, at hans film ligner hinanden voldsomt meget. Har man set en, har man set dem alle.

”Jeg må indrømme, at jeg laver den samme film hver gang”, fortæller han på spørgsmålet om kritikken.

”Det er faktisk sket, at jeg kommer op med en vildt fed ide på settet, og så finder jeg ud af, at jeg allerede har brugt den før i en anden film. Det sker også, at mine skuespillere siger, at de har haft samme replik i en af mine tidligere film”. Han retter på cowboyhatten, måske som et signal til at han hellere vil tale om succes end kritik. Helt så nemt slipper han ikke.

Indforstået publikum

Det er absolut ikke alle Rodriguez’ film, der er blevet succeser. Hans kritikere siger, at det eneste publikum, der er til hans film er ham selv og hans venner.

I 2007 lavede han sammen med Tarantino projektet ”Grindhouse”, hvor de hver lavede en film.

I USA blev de to film, ”Death Proof” og ”Planet Terror”, vist som en lang dobbeltforestilling, kun afbrudt af trailers for film, der aldrig er lavet, men som de to instruktører ville elske var lavet. Det hele var et stort hjerteprojekt for Brødrene Blod, som de kaldes jævnfør deres lemfældige omgang med splat

”Grindhouse” floppede. Folk fattede ikke konceptet.

Rodriguez’ ser i bagklogskabens klare lys forklaringen på, at det ikke lykkedes med projektet.

”Projektet blev lanceret virkeligt dårligt af nogle amatører, der ikke vidste, hvordan de skulle sælge filmen. Publikum fandt aldrig ud af, hvad det var for noget. De forstod ikke, at der var to film i forlængelse af hinanden, så de forlod biografen efter den første film, som heldigvis var min”, fortæller han med et smørret grin. ”Grindhouse” er blevet stor på DVD. Folk først fangede konceptet, da filmene var færdige i biografen. ”Det var som om, at omtalen og baggrunden for filmenes fiasko gav folk den viden, som de havde brug for”, siger Rodriguez’ som fik en helt anden gevinst ud af det fejlslagne projekt.

En af de falske forfilm i ”Grindhouse”-projektet var en hyper voldelig, fræk Mexpliotation-sag med den arrede, tatoverede Danny Trejo i rollen som politimanden Machete, hvis kone og datter er blevet myrdet af det korrupte politi og et kynisk narkokartel i New Mexico. Traileren var så overbevisende, at mange troede, at filmen virkelig eksisterede. ”Jeg skrev hele filmen tilbage i 1996”, erindrer han. ”Men det var først da Quentin kom med ideen om de falske trailers, at den blev aktuel”.

Filmen introducerer den første, rigtige mexicanske helt. Ham der mod all odds klarer de ærterne og får fat i de lækre damer. Det hele foregår i et grusomt karikeret og blodigt univers. En kulmination er, da Machete flygter fra slynglerne ved at skære en gangster-mave op, og slynge sig ud af et vindue i hans tarme, som Tarzan ville gribe en lian i junglen.

Så burde fans være parate i startblokken og de sarte være advarede.

Sin City 2

Scene fra “Sin City 2”

Robert Rodriguez er allerede i gang med de kommende film. Hans fjerde ”Spy Kids” film er i produktion og i 2011 er planen, at han skal lave den længe ventede opfølger til ”Sin City” – endnu en filmatisering af Frank Millers klassiske, futuristiske tegneserie-voldsorgie. ”Sin City 2” bliver den vildeste 3D-film, der er lavet”, fortæller han som en konklusion. ” Det er meget frigørende, at lave den type film, som jeg gør. Hele pointen er, at det skal være for meget – det skal være vildere, mere brutalt, mere sexet. Alt skal være over the top. Det lover jeg, at den film bliver”.

Jessica Alba – latina cowgirl

Superstjernen Jessica Alba spiller hovedrollen som nærkampsstærk superkvinde og detektiv på stiletter i ”Machete”. Bag det smukke ydre gemmer der sig en kvinde med meninger og en skuespiller med en drøm om instruktører, der forstår kvinder.

Du har actionroller i både serien ”Dark Angel”, i filmene om ”Fantastic Four” og nu i ”Machete”. Hvad er det fascinerende ved action?

”Jeg tror gerne, at publikum vil se tøser, der kan slå fra sig. Kvinder, der kan hamle op med mændene, sige vilde ting og som tager initiativ. Chicks der er frække, seje og selvstændige på samme tid”.

I ”Machete” er der masser af både vold og sex. Hvad er din holdning til det?

”Det interessant for mig er, at der i USA er så hyklerisk en holdning til netop de ting. Vi må ikke se en brystvorte på film, men gerne en nedskydning. Vi har et forskruet forhold til kropslighed på film. Alt andet lige er et bryst mere naturligt og smukt end en pistol. Men brystet bliver kategoriseret som farligere af censuren”.

Men hvilken funktion har vold og sex i film?

”De ting gør tit film mere interessant, og passer det til filmens handling, så ser jeg ingen problemer i nogen af delene, og tager ikke afstand fra det. Det er der rigeligt andre, der gør. Og er rollen god, gør det ikke noget, at figuren både er sexet og kan håndtere end stor pistol”.

Er der ikke mange af de roller?

”Nej, desværre. Robert Rodriguez er ikke bange for at lade en kvinde stå nøgen med et maskingevær, og måske mangler der den råhed. Vi kvinder kan godt lide det, så der er ingen grund til at holde sig tilbage”.

Hvem skriver gode figurer efter din mening?

”James Cameron er faktisk en af de få. I hans film er der altid stærke kvinder. En anden er franskmanden Luc Besson, spanske Pedro Almodóvar og britiske Michael Winterbuttom”.

Hvem vil du gerne arbejde sammen med?

”Darren Aronofsky, Spike Jonze, Iñárritu fra Mexico og belgieren, Mabrouk El Mechri, der lavede filmen “JCVD” om Van Damme. Bare for at nævne dem, som jeg er inspireret af lige nu.

Men i det hele taget alle de store europæere, der virkelig arbejder med skuespillere, der forstår og kan analysere kvinder – alt der ikke er stigmatiseringer og stereotyper”.

---

Facts:

Roberto Rodriguez
Født: 10.6.1968 i San Antonio, Texas.
Familie: 1990-2008 gift med producer Elizabeth Allen. Sammen har de 5 børn.
Begge hans forældre er af mexicansk herkomst.

Vigtigste film:

2010: Machete
2007: Planet Terror
2005: Sin City
2003: Once Upon a Time in Mexico
2003: Spy Kids 3-D: Game Over
2002: Spy Kids 2: Drømmenes ø
2001: Spy Kids
1998: The Faculty
1996: From Dusk Till Dawn
1995: Desperado
1992: El Mariachi

---

Jessica Alba

Født: 28.4.1981 i Pomona, Californien
Familie: Siden 2008 gift med producer Cash Warren. Sammen har de et barn.
Hendes far er mexicaner og hendes mor er fransk/dansk og hedder Jensen. Alba har dog aldrig været i Danmark.

Vigtigste film:

2010: Little Fockers
2010: Machete
2010: Valentine’s Day
2010: The Killer Inside Me
2008: The Love Guru
2008: The Eye
2007: Good Luck Chuck
2007: Fantastic 4: Rise of the Silver Surfer
2005: Into the Blue
2005: Fantastic Four
2005: Sin City
2003: Honey
2000: Dark Angel (TV serie)