Monthly Archives: januar 2007

Tenacious D

En af årets mærkeligste film – afgjort med årets mærkeligste titel. ”Tenacious D – in the Pick of Destiny”. Tyg lige på den. Inde bag den underlige titel er der hysteriske grin, masser af spade, og noget der minder om en metal-musical.

Af Søren Høy

Tenacious D – in the Pick of Destiny.

USA, 2006

Instruktion: Liam Lynch

94 minutter

4 stjerner

Bare for at slå det fast med et solidt riff: ”Tenacious D – in the Pick of Destiny” er en vanvittig komedie. En rejse ud på genrens overdrev, som formodentlig kun få vil nyde, forstå og dyrke.

Men de få, der er klar til at rive den vilde spade af sammen med bandet Tenacious D, vil til gengæld få en film at se, som de med sikkerhed vil se igen og igen. De vil elske den, de vil opfostre deres børn med den, de vil behandle den, som de behandler deres elskede vinylplader fra 70’erne og 80’erne med Black Sabbath, Deep Purple og AC/DC. Det her er kultmateriale.

Det er næsten umuligt at forklare historien, men ok – den skal næsten have et forsøg.

Jack Black spiller JB. Kyle Gass spiller KS. De elsker deres guitarer. De spiller rå metal garneret med gummi-diabolske tekster, så strengene ryger. Alle sangene handler om dem selv. Hvor store deres band engang bliver, hvor dejlige damer de så kan score, og hvor vilde guitarguder de bliver – eller hvad de nu hedder, når man er wannabe-satanist.

Drengene får et kald fra den sorte side af det hinsides. De opdager, at alle store bands i verden spiller med det samme type plekter (”pick” på engelsk). De store bands har den samme sorte magi. JB og KS finder ud af, at plekteret er lavet af satans tand – og dermed starter jagten på plekteret. Hvis de finder det, så kan det godt være, at de sælger deres sjæl til Satan, men til gengæld bliver de ”The Greatest Band on Earth”, og så kan de score damer, ryge pot til morgenmad og komme på forsiden af alle de seje blade. Det lyder som en fornuftig aftale, umiddelbart.

Metal-satiren er kulsort, dybt pervers og lavet med så meget kærlighed til rocken og myterne, at man som rock’er kun kan holde af figurerne, musikken og den overskruede historie.

Filmen skal nok ikke tages for alvorligt, og det er absolut befriende, at der kan laves film på en uforfalsket kærlighed til sex, drugs and rock’n’roll.

Supermans selvmord

Der er filmiske hilsner i ”Hollywoodland” til James Ellroys ”LA Confidential” og Polanskis ”Chinatown”. En lille mand sætter sig op mod glamour-verdenen, der fungerer efter sine egne bundrådne regler og korrupte love i 50’ernes Los Angeles.

Af Søren Høy

Superman var en helt på tv-skærmen. Ungerne elskede ham. Han bøjede forbrydernes pistoler, som var de af lakrids (hvilket de var), og han kunne løbe fra et tog (det kunne min far også dengang, siger han). Men Superman var en stakkel i virkeligheden. George Reeves hed han. Godt spillet af Ben Affleck. Reeves var en middelmådig skuespiller med et godt ansigt. Som skåret i granit, ville en fritidsstenhugger nok udtrykke det. Reeves havde ikke nogen nævneværdig karriere udenfor de grå tights og det store S på maven af sparkedragten.

Det han huskes for, er hans død.

Enten begik han selvmord, eller også blev han myrdet.

Sikkert er det, at blev han fundet med baghovedet splattet ud over sin soveværelsesvæg.

Mysteriet om hans død har været kendt af filmfreaks siden. Det indgår på linie med andre notabiliteters forsvinden eller pludselige død. Det er godt stof. Det er den slags, myter bliver skabt af.

Derfor er det oplagt filmmateriale. En skræmmende og fascinerende cocktail: Kendt skuespiller, misbrug, elskerinder gaslores, et strejf af gangster, champagne for boblerne og lidt blod for farvens skyld.

Filmen handler om opklaringen af mordet. En klassisk ”Who dunnit?”. En detektiv på jagt efter en morder. Normalt er det butleren, der får skylden. I ”Hollywoodland” er det forfængelighed, tv, filmindustrien, samfundet. Og så er der egentlig ikke mere i den film. Der er derimod en del at hente i filmens metaforik.

Superman bliver et symbol på filmstjernernes paradoks. De er kun super og udødelige, når de arbejder mellem kulisserne – ude i virkeligheden er de som alle andre. Lige så sårbare, lige så menneskelige. Det kan være lige så svært for dem selv at forstå, som det kan for publikum.

Filmen bliver dog aldrig den kritik af Hollywoods djævelske sjæl, som den lægger op til. Filmbyen i Californien og stjernelivet lider af sin helt egen form for absurde logik, og der skal mere til end opklaringen af mordet på Superman for at komme til bunds i det mysterium.

Fænomenet Anja og Viktor

Filmene om Anja og Viktor er en massiv succes. De tre første film har solgt cirka 1,4 millioner billetter tilsammen. Som det første filmpar i dansk films historie har vi fulgt dem fra første kys til første barn. Guide ser på fænomenet Anja og Viktor.

Af: Søren Høy

Dansk film har siden 1994 været en succes. Filmene strømmer ud til publikum, der grådigt og nådigt tager for sig af de filmiske retter. Vi har set drama, dogme – grin og gråd. Alle mulige genrer, figurer og virkeligheder er blevet vendt og drejet. De fleste danskere har fundet deres yndlingsfilm i de sidste 12-13 års produktion. Tænk bare på titler som Bænken, Pusher, Festen, Blinkende Lygter og Brødre. Store film, der vinder priser, rejser til udlandet og skaber stjerner. Det er de film, man finder i Familien Danmarks private kanon.

Dansk film har fået en unik status blandt danskerne. Vi vælger ofte en dansk film frem for en udenlandsk. Vi har vedtaget kollektivt, at danske film er bedre og mere interessante for os, end for eksempel en amerikansk er.

En genre, der ikke er så voldsomt repræsenteret i succesen, er teenage-filmen. Vi har ikke været tilstrækkelig gode til at konkurrere med amerikanerne i den genre. Det er deres genre. De laver filmene sjovere, de er mere vulgære og grænsesøgende – de har en højere feel good-faktor og de har større stjerner, som taler direkte til teenagepublikummet.

Der er dog en enkelt undtagelse. Og det er til gengæld en stor en af slagsen, nemlig filmene om de to figurer Anja og Viktor, der har udviklet sig til et fænomen i dansk film.

Historien starter i 1998, da producenten Regner Grasten satte instruktøren Tomas Villum Jensen og manuskriptforfatteren Søren Frellesen sammen. Foran sig havde de Dennis Jürgensens humoristiske bestseller ”Kærlighed ved første hik”. Den lille roman på 91 sider om to unges første erotiske oplevelse udkom i 1981. Den blev læst af en hel generation, og var i 1998 udkommet i hele 21 oplag. Alle kendte den, alle var vilde med den.

”Vi ville lave en film, der havde samme ånd som bogen”, fortæller Tomas Villum fra en skilift i Frankrig. ”Folk, der var vilde med bogen, skulle også være vilde med filmen. Det var ikke nemt, fordi der var så mange, der havde læst bogen, og opfattede den som en moderne teenage-klassiker”. Det er ni år siden, at Villum gik i gang med at arbejde på filmen, der var hans første som instruktør. ”Vi læste bogen, og lagde den fra os. Aftalen var, at de scener vi kunne huske skulle med – resten var vi nødt til at tage ud.” Ifølge Villum var forfatteren Dennis Jürgensen begejstret for resultatet. ”Det er skrøbeligt. Vi pillede jo bogen fra hinanden, og samlede den igen. Men Dennis var lykkelig for det, vi lavede. Faktisk kom han hver dag på settet og fulgte med. Det var lidt et pres for mig, men omvendt viste det bare, at han var ok med, at vi udviklede og ændrede hans figurer.” Filmen blev en bragende succes. Den solgte 484.674 billetter i biograferne, og blev en af de mest sete danske film i 90’erne. Regner Grasten havde ramt et eller andet. ”Men det fandt jeg egentlig først ud af senere. Den gik godt i biograferne, ja, men alle kendte jo bogen, og jeg troede, at det var derfor, filmen fik succes. Det var først et år efter biopremieren, da den kom ud på video, som det hed dengang, at jeg så lyset. På ingen tid solgte den 300.000 kopier. Vildt.” Pludselig kunne Grasten og forfatter Søren Frellesen se, at der var mere end bare enkeltstående interesse for figurerne.

”Det var på en måde publikum, der fortalte os, at der skulle laves mere” fortæller Søren Frellesen midt i optagelserne på sin egen film ”Dogmeby”. ”Folk spurgte til figurerne, de ville gerne se mere til dem, og samtidig kunne vi se, at vi havde ungdomsfilmen og feel good-genren stort set for os selv i Danmark – så et par år efter den første var det naturligt at lave en mere.”

Film nummer 2 ”Anja og Viktor” blev en endnu større succes. 571.660 løste billet til filmen, der var instrueret af Charlotte Sachs Bostrup. ”Jeg troede ikke, at der var mere i de figurer”, indrømmer Tomas Villum, ”så derfor ville jeg ikke være med til at lave en mere. Huha, hvor tog jeg fejl!”. Grasten og Frellesen havde regnet formlen ud; ”Ideen er”, fortæller Frellesen, ”at alle i en årrække oplever ting for første gang – og specielt i alderen fra 15-30 sker der hele tiden noget nyt. Det er den tanke, der driver filmene frem. Man kan genkende sine egne første gange – alt fra sex til forhold, arbejde og børn”. 2’eren handlede om at flytte hjemmefra. Det tema holdt hos publikummet. Genkendelsen og de små dramaer, som voksenlivets første år byder på, gik direkte hjem.

Succesen betød, at Grasten lugtede mere succes. ”Gryden skulle holdes i kog efter 2’eren – og det var sværere end forventet. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvad 3’eren skulle handle om. De var for unge til at blive gift og få børn – og det var svært at finde på konflikter, der passede til Anja og Viktor-universet”. Som konsekvens af problemerne med historien og andet arbejde var Frellesen ikke med på 3’eren. ”Det var som om, at historien blev for grov for de figurer. Hash, abort og druk – det passede ikke til den feel good-stemning, som de første film levede på.” Grasten erkender, at han var for hurtig på aftrækkeren; ”Internt hedder 3’eren faktisk 2½’eren. Den der kommer nu, er den rigtige 3’er – den rigtige udvikling af Anja og Viktor”. 3’eren, ”Anja efter Viktor”, solgte 345.563 billetter, hvilket er meget for en film, der af producenten bliver betegnet som en mellem-film. ”Jeg fandt ud af, at Anja og Viktor-filmene er gode, når de rammer virkeligheden – når deres konflikter og glæder er realistiske, og rammer de der universelle temaer, hvor alle selv har været eller snart kommer til i livet. Derfor er filmene kun gode, når historien passer til hovedfigurernes alder, og problemerne passer til den situation, de er i.”

Grasten og Frellesen hæfter sig også ved værdien af gamle dyder og fundamentale budskaber, der er formidlet let og forståeligt, som for eksempel stabilitet i forholdet og kønsroller. Grasten: ”Det handler jo om, at kærligheden sejrer til sidst. De holder sammen – fra første kys til første barn. Det er da på mange måder en god historie”. Frellesen: ”Jeg tror, at publikum godt kan lide, at filmene handler om noget, selvom det er let og komisk. 4’eren handler om at blive forældre for første gang, og jeg er ret sikker på, at alle kan se vores små ironiske kommentarer til måden, mange er forældre på i dag – og samtidig lægger vi ikke skjul på, at det er dejligt at få børn, og at alle har det bedst, hvis mor og far er sammen og har det godt”.

De tre første film har solgt cirka 1,4 millioner billetter i biograferne og cirka 800.000 video og dvd-eksemplarer. Nu kommer film nummer 4 – er der overhovedet nogen grund til at stoppe serien?

Grasten siger: ”Vi fortsætter, hvis der sker noget i deres liv. Der kommer til at gå nogle år, lige nu har de travlt med at være småbørnsforældre. Serien kommer ikke til at få en jule-film eller en ferie på Bornholm. Når deres liv udvikler sig, kommer der et kapitel til”.

Box: De fire film om Anja og Viktor.

1999: Kærlighed ved første hik – inst: Tomas Villum Jensen

Handling: Viktor er håbløst forelsket i Anja. Anja er 3.G’er, mens Viktor bare går i 1.G. Problemet med Anja er bare, at hun allerede har en kæreste. Dette slår dog ikke Viktor ud, og inden længe handler det om kondomer, drillende små søskende og pinligheder med forældrene.

 

2001: Anja og Viktor – kærlighed ved første hik 2 – inst: Charlotte Sachs Bostrup

Handling: Anja går ud af gymnasiet og flytter ind til Københavns centrum. Anjas gamle kæreste Peter bor i samme ejendom som Anja. Viktor, der stadig går i gymnasiet, får job som vicevært i huset, og kommer hurtigt på kant med Peter. Samtidig arbejder Anja meget, og hun har svært ved at overholde sine aftaler med Viktor, der forsømt hævner sig ved at tage en anden pige med hjem fra en fest.

 

2003: Anja efter Viktor – inst: Charlotte Sachs Bostrup

Handling: Efter en aften med gang i den og en oversvømmet lejlighed, har Anja endelig fået nok af Viktor. Hun smider ham på porten. Da de tilfældigt møder hinanden efter nogle måneder, ser hun en forandret Viktor. Viktor er selvstændig og har fået en rig og checket kæreste. Da Anja hører, at de skal giftes, beslutter hun sig for at vinde Viktor tilbage.

 

2007: Anja og Viktor – brændende kærlighed – inst: Niels Nørlev

Handling: Viktor har fundet sit drømmejob som brandmand – Anja laver fortsat kun kaffe på reklamebureauet, selvom hun er super dygtig. Hun bliver gravid, og får samtidig sit livs chance på reklamebureauet. Viktor lover at tage barselsorloven for hende, men det er ikke let både at være en god mand, en god far og stadig en af gutterne. Så han må på mandekursus for at få styr på sin manddom, og Anja finder ud af, at karrieren ikke er så nem en størrelse.

Hovedrollerne spilles af Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke – Joachim Knop, Karl Bille, Mira Wanting og Jonas Gülstorff er ligeledes trofaste på rollelisten.

Anja og Viktor – Brændende kærlighed har premiere landet over i morgen og anmeldes i Kulturweekend.

Mesterlige gale Mel Gibson

”Apocalypto” er alt andet end en formørkelse. Hæsblæsende spændende, visuelt imponerende, blændende tænkt og instrueret. Men den får det svært hos publikum. Den grafisk udmalede brutalitet vil formodentlig holde hygge-danskerne væk.

Af Søren Høy

Det ene år laver han årets mest kontroversielle film, ”The Passion of the Christ” – ja, måske årtiets mest overraskende og debatterede film. Jesus fik tæsk i 2 timer, og det indspillede i omegnen af 4 milliarder kroner på verdensplan. Det næste år er han på forsiden af ethvert respektabelt webmagasin og verdens aviser for stinkende fuld at brøle antisemitiske rablerier efter en politimand.

Kort efter kommer nyheden om, at hans næste film kun foregår på Maya-sprog, tilmed er den en brutal, voldelig og historisk ukorrekt gengivelse af det stolte Maya-folks liv og færden.

Han er gal ham Gibson, og han bliver konstant dømt færdig i branchen. Men det er han langt fra.

Han er en fabelagtig instruktør. Han er en blændende historiefortæller. Han er konsekvent som de færreste. Han er så anderledes tænkende, at han er en af få, der udvikler amerikansk film lige nu. Bare det at han arbejder på originalsprog, og ikke lader Maya-folket tale engelsk, er prisværdigt. Han kan skrue et spændingsplot sammen, så de to timer og tyve minutter i 1500-tallets Maya-land forvandles til en hæsblæsende og nervepirrende thriller. ”Apocalypto” foregår over 2 dage, men hvad vores helt ikke skal igennem på de 48 timer…

Jaguar Paw (Rudy Youngblood) lever i fred med verden og pagt med skoven, som hans far styrede med en jægers overblik og erfaring før ham.

Sammen med sin familie og den øvrige landsby går hverdagen med jagt, drillerier og forsørgelse af kvinder, børn og gamle. Vi får fornemmelsen af, at det går lidt for godt. Og det gør det naturligvis. Paw fornemmer en angst. Den piner ham. Han vågner en morgen ved en knasende lyd. Han ser op – på vej ind i landsbyen er en flok bestialske krigere. Lynsnart får Paw sin lille søn og gravide kone ud af byen. Han firer dem ned i en grotte i kapløb med tiden. Han kan se, at krigerne slagter hans venner – og de nærmer sig alt for hurtigt grotten. Filmen er 10 minutter gammel, og pulsen rammer 200 for første gang.

”Apocalypto” udvikler fra øko-dokumentar til slave-drama, derfra til religiøs kultisk horror, over ren menneskejagt, og slutter til sidst som et apokalyptisk varsel om en fremtid for menneskeheden i evig angst for alt, hvad der er fremmed. Filmen er ikke for de sarte. Den er for dem, der accepterer, at fortiden var nøjagtig ligeså brutal som nutiden – og at vi er nødt til at lære af historien, for at forstå hvorfor verden ser ud, som den gør.

Myten om Touren

”HelvedesTouren” er to timers billeddokumentation af de mytiske strabadser i Tour de France. Med det tyske Telekom hold i centrum føres vi med over de højeste bjerge og ind bag forhænget til massagerummet under verdens hårdeste cykelløb i 2003-udgaven.

Af Søren Høy

Den danske instruktør og stilskaber Tomas Gislason lavede under Tour de France i 2004 en spændende cykelfilm. ”Overcoming” var titlen, og Gislason prøvede som en af de første at lave en dramaturgisk model over løbet og aktørerne på cyklerne og rundt om holdet.

Året inden var den tyske instruktør Pepe Danquarts på en tilsvarende mission. Han havde fået en eksklusiv adgangsbillet til Touren – han fulgte det store tyske Telekom-hold.

På daværende tidspunkt kørte holdets store leder og karismatiske figur, sprinteren Erik Zabel, på halvflade dæk. Han kunne ikke længere følge med de unge frygtløse sprintere, og derfor er han en naturlig hovedperson i filmen. Han er ærlig. Han bruger tid på at forklare om sine problemer med at køre fra den italienske spurtkanon Pettachi, og han fortæller åbent om sine overvejelser, når han kaster sig ind i de sidste 50 meter af en spurt. For en cykelfanatiker har spurten altid været et adrenalinkick af de voldsomme.

Lår som dampstempler, der smadrer cyklen af sted med op til 70 km/t – de vanvittige svaj fra side til side, når de skaber sig plads mellem de andre topsprintere, der har samme enkle mission: At vinde. Der er kun én vinder i en spurt. På en bjergetape er det til tider ok at blive 2’er, hvis rytteren sammenlagt har vundet tid i forhold til konkurrenterne. Men en sprint er for de seje, for de frygtløse. Zabel er hverken eller i 2003. Han er ved at være gammel. Han tænker for meget. På livet, på familien, på sin værelseskammerat Rolf Aldag, som han har delt værelse med i 11 år i træk.

Teknisk er ”HelvedesTouren” lækkert lavet. Den veksler mellem fortidens legender og nutidens stress og pres – alle vinkler på løbet er dækket. Tilskuerne på bjerget, der venter i timevis, panoramiske helikopterbilleder og masser af cykelløb. Det er det, vi gerne vil se. Stigninger, der giver åndenød – nedkørsler, der giver angst. Publikum, der er ved at vælte rytterne på vej op af Alpe D’Huez. Det er legendarisk. Og legender bliver aldrig for gamle. Derfor gør det heller ikke noget, at filmen er et par år gammel. Filmen er for cykelfolk. Alle andre er sikkert ligeglade. Men det er også fint, så beholder vi den bare for os selv.

Opgøret med nutiden

”Jeg er afvænnet”. ”Ja, men ikke med at tale tyndskid”. Så er tonen slået an til Erik Clausens nye samfundskomedie ”Ledsaget Udgang”. Den er komisk, den har skønne scener og figurer – men falder sammen på grund af et altmodisch manuskript, der ikke holder i den moderne verden.

Af Søren Høy

Erik Clausen er sjov. Sådan er det bare. Han er Woody Allens flabede danske fætter. Han kan snedkerere en dialog, og han kan udforme scener, der er morsomme og flertydige – ordene vælter ud af Clausens figurer, tit og ofte med et dejligt gammeldags bandeord som exitreplik. ”Luk nu røven, kælling”. Det er jo lige før, at det er en sød og næstekærlig bemærkning i forhold til den fucking-shit-ho-bitch-lingo, der bliver slynget ud nu til dags.

Og det er netop en af pointerne i ”Ledsaget Udgang”. De gamle dage overfor de nye dage. Fortiden overfor nutiden.

Clausen spiller den gamle Vesterbro-gangster, John.

John sidder i spjældet. En af gutterne stak ham, da han var på vej over grænsen med en lastbil hash. Da vi møder ham, er han ved at gøre klar til en udgang fra brummen. Hans søn, Kenneth, skal giftes på Københavns Rådhus. Derefter er der middag på Hovedbanegården. Altså i cafeteriet. Det er noget, som Johns ex-kone, Kylle, har arrangeret. ”Hun elsker Hovedbanen, så er det som om, at man skal ud og rejse”, som John forklarer sin ledsagende fængselsbetjent Bo, spillet med svingende kvalitet af Jesper Asholt.

Nu er John imidlertid ikke så nem at få ind på Rådhuset, som Bo havde fået skematiseret i sine procedurer fra fængslet. John laver alle mulige charmerende krumspring for at møde sine gamle sjukker fra Vesterbronx.

Bo kommer med på Johns tur ned af mindernes boulevard – der ikke ser ud helt, som da John var ung. Der er rygning forbudt i hans gamle baggård. ”Det har vi faktisk vedtaget i andelsforeningen”, som en forulempet blød far med baby surt kommenterer. Verden er slet ikke, som John husker den. Globaliseringen har overtaget fællesskabet – hans søn netdater, og man kan ikke længere gå til en ærlig luder, uden at hun er topstyret et eller andet sted fra.

Clausens pointer falder morsomt – men monotomt. Hans eget manuskript er for let og for gennemskueligt til, at den spidse dialog får en historie at holde fast i. Det er synd, for der er med sikkerhed andre end Clausen, der føler, at verden drøner af sted med jetfart, som man sagde i Randers i gamle dage.

Nutiden bør behandles kritisk og humoristisk. Clausen er en af dem, der normalt kan den slags. Det lykkes desværre ikke helt i ”Ledsaget Udgang”. Filmen vil formodentlig finde sit trofaste Clausen-publikum, der formodentlig synes det samme om den nye verden som Clausen.

Somersault – JP

Drama minus drama = kedelig film

Billedresultat for somersault movie

Den australske ”Somersault” vil så gerne være et spændende drama om en ung piges svære skridt ind i det komplicerede voksenliv. Det lykkes ikke.

”En australsk film”, tænkte jeg. ”Spændende”. ”Og så en teenagefilm med vilje, sex og måske, hvis jeg er heldig, kontroversielle scener, og i det hele taget en status fra teenage-land”. Den slags har vi brug for. Tænk på film som ”Thirteen” (Catherine Hardwicke, 2003), Larry Clarks brutale ”Kids” (1995) og ”Bully” (2001) – eller Cannes-vinderen fra 2003 ”Elephant”. Alle rystende film, der fortalte os post-teens langt mere om vores børns fremtid, end de fortalte teenagerne om deres nutid. De unge var ikke rystede over filmene. De var underholdt. Vi voksne var chokerede over tilstanden i teenage-tankerne. Det er sundt for os at se den slags film.

”Somersault” starter godt. Den udfordrende 16-årige Heidi (Abbie Cornish, 22 år i virkeligheden) løber hjemmefra. Hun er lige inden blevet overrasket af sin mor, da hun er ved at opfylde moderens kærestes Lolita-fantasi.

Hun gør det tilsyneladende af fri vilje, så ingen anklager mod kæresten, kun mod lille Heidi.

Heidi køber en one way ticket til en fjernt liggende bjergby, hvor hun den første aften knalder sig til et par drinks og en seng at sove i. Dagen efter møder hun Joe, der også har sine problemer.

Og ja, det er så det. 20 minutter inde i filmen går den i tomgang. Scener med Heidi og Joe i konflikt med deres alder og seksualitet og de dilemmaer, det medfører, bliver gentaget igen og igen – uden at filmen på noget tidspunkt hverken bliver provokerende eller grænsesøgende. Man venter, venter, venter på, at dramaet og forklaringerne kommer. Ingen af delene vil filmen af med. Det er som om, at der hele tiden skal til at ske noget forfærdeligt, det sker bare ikke. Der sker faktisk slet ingenting.

Hvorfor så to stjerner og ikke en? Fordi hovedrollen Abbie Cornish er supergod, intens, skrøbelig. Hun er snart aktuel i Ridley Scotts ”A Good Year”. Den glæder jeg mig til, og skynder mig at glemme ”Somersault”.