Monthly Archives: juli 2011

Spidermans Broadway forbandelse

183 forpremierer, ulykker, fyringer og en produktion til mere end 75 millioner dollars. Endelig har musicalversionen af Spiderman premiere, efter en lidelseshistorie som er sit eget stykke værdigt.

AF SØREN HØY

Billedresultat for spiderman – Turn Off the Dark”Spiderman – Turn Off the Dark er en kaotisk omgang”, fortæller den berygtede teateranmelder David Rooney fra New York. ”Samtidig med at stykket prøver at fastholde tegneseriens og filmens anakronistiske 1940’er stil med borsalino-hatte, tweed og hakkende skrivemaskiner, harcelerer figurerne over Facebook, bloggere og Internettet. Man savner stil, gennemgående temaer og tone”.

Kritikken er hård over verdens dyreste musical, der har været ni år undervejs, og allerede i 2009 var gået 25 millioner dollars over budgettet. I sidste uge skrev The New York Times, at den endelige regning ender på mere end 75 millioner dollars – efter seks udskydninger af premieren og et utal af katastrofer og skandaler, som flere gange har truet produktionen på teaterlivet.

Hvordan er en opsætning med supergruppen U2s musik, musicalstjerner og en forhistorie med en af historiens mest populære tegneseriefigurer og tre megasuccesfulde film kommet så langt ud?

Tja, et sted at starte er med den oprindelige idekvinde og instruktør, Julie Taymor.

Teatergeni

Julie Taymor virkede som et oplagt valg til projektet om Spiderman. Hendes historik var imponerende, og trofæ-væggen indeholdt blandt mange fine anerkendelser ”geni-prisen” fra MacArthur Fellowship, som uddeles til enestående amerikanere, der bidrager unikt til landets udvikling.

Billedresultat for The Lion KingTaymors afgørende triumf på teaterscenen var opførelsen af ”The Lion King”. ”Løvernes Konge” der i filmversionen fra 1994 indspillede 800 millioner dollars i verdens biografer, og senere det samme på VHS, DVD og igen et lignende beløb for CD’en med numre af Elton John og Tim Rice. Med andre ord en klassiker som stadig lever med et stærkt kunstnerisk output. Taymor vinklede historien til scenen, og med held fik den mytiske historie om kongesønnen et nyt liv. Det havde premiere i 1997, og ligger på en imponerende sjette plads over historiens mest succesfulde Broadway shows. Stykket er opført flere steder i verden, og kan stadig opleves på Broadway, hvor det har rundet 5600 opførelser.

Taymor vandt alle de teaterpriser, som hun kunne komme i nærheden af, og hendes dynamiske stil kombineret med stor musikalitet, gav hende en kunstnerisk særstatus – og i alle brancher fungerer det naturligt sådan, at når man har skabt en gigantisk økonomisk succes, så får man selvsagt en plads for bordenden, når der skal forhandles.

Fascination for edderkoppen

Julie Taymor udtalte ved projektets start i 2002, at hun var fascineret af historien om edderkoppen og myten om Arachne fra den græske mytologi. Arachne var en ung pige, der i overmod ville konkurrere mod Athena i vævning. Athene var blandt mange udmærkelser gudinde for håndværk, så kampen blev tabt og Arachne ville begå selvmord efter at have fornærmet gudinden. En form for medlidenhed meldte sig hos Athena, og hun bragte Arachne tilbage til livet, men ikke som en kvinde – derimod som en vævende, ydmyget edderkop med seks lurvede ben og en fremtid i afløb på badekar og afsky blandt alverdens kvinder. Det er straffen for at fornærme guderne, og en del af myten kom til at passe på Taymors ambition, men det kommer vi tilbage til senere.

Historisk succes

Ideen om at sætte Spiderman op på Broadway handler ikke kun om kunstnerisk fascination. Der skal tilføjes et popkulturelt fænomen, tegneserier og film til analysen.

I 1962 mødte de første historier om Edderkoppemanden de eventyrlystne tegneserielæsere. Skaberne Stan Lee og Steve Ditko havde designet en historie om den unge, forældreløse nørd Peter Parker, der bliver bidt af en radioaktiv edderkop, hvorefter han langsomt finder ud af, at han har overnaturlige evner. Spiderman har siden vokset sig stor og stærk, og blev forrige år kåret som en af verdens tre største superhelte sammen med Batman og Superman. Superhelte-historierne har altid en masse fortællinger bag sig, en masse kringlede versioner som kun inkarnerede kendere er kvalificerede til at diskutere, hvilket udelukker mange af os andre – og derfor var det en lettelse, da der i 2002 endelig kom en kvalitetsfilm om Spiderman, så den brede befolkning fik en lettere og stærkt underholdende version om den sky knægt med guddommelige evner. Tobey Maguire fik helterollen i kassesuccesen, der indspillede mere end 1,5 milliarder dollars i biografen, på DVD og diverse legetøjseffekter. I 2004 kom ”Spiderman 2”, og den hentede cirka 1 milliard dollars til Sony Pictures, der betalte gildet og tjente på det bagefter. Det samme vilde beløb bonnede ind på 3’eren fra 2007 og alle tre film er på en top 20 over de bedst sælgende film i USA nogensinde.

Billedet er sikkert ved at tegne sig.

Julie Taymors ide sidder på skuldrene af en institution i amerikansk kultur, en figur som er kendt fra Alaska til Alabama og som trækker både tabloid- og litterære overskrifter og opmærksomhed fra den pengeorienterede underholdningsbranche og det oplevelseshungrende publikum.

U2s komplicerede opgave

Tilbage i 2002 begyndte Bono og The Edge fra rockgruppen U2 at arbejde med musik og tekster til rock musicallen. De er – eller rettere var – venner med Julie Taymor, og de stillede i sin tid det krav, at Taymor skulle instruere stykket, hvis de skulle være med. Guitarristen med det insisterende riff, The Edge, sagde, at stykket ville blive et unikt værk, et ” tegneserie bog rock opera cirkus” – hvilket nok i sin diffuse essens betegner, hvad det var for en opgave, som de to levende legender den 13. juni i år i New York Times prædikerede som den største udfordring i deres karriere.

”Vi havde aldrig taget opgaven, hvis vi havde vidst, at det ville tage ni år at færdiggøre det”, citeres Bono for at sige. ”Jeg følte mig kunstnerisk impotent, da jeg så, hvordan stykket udviklede sig”, fortætter han og konkluderer; ”vi var nødt til at gøre noget radikalt, ellers ville de mange års arbejde være spildt”.

Bag de stærke ord ligger en både økonomisk og kunstnerisk dedikation til projektet, som førte til at de begge advokerede for, at Julie Taymor, deres veninde og tætte samarbejdspartner i adskillige år på projektet, blev fyret og stykkets historie skrevet om, så det fik en logik og handling, som gav mening.

Taymors fyring

I New York sidder den aldrende teateranmelder David Rooney. Han er en af dem, der får producenter, instruktører og skuespillere til at bævre, før de åbner det trykvarme blad med hans anmeldelse. Rooney har 20 år bag sig på det kunstnerisk dominerende brancheblad Variety, men skifede for nyligt til det kommercielle flagskip The Hollywood Reporter. ”Taymor måtte ud”, skriver han i en mail efter fyringen i marts. ”Hun havde malet sig op i krog. Intet fungerede og alligevel ville eller kunne hun ikke overskue, at ændre stykket. Det blev et spørgsmål om forfængelighed og en kamp med de finansielle bagmænd, som kunne se pengene fosse ud af produktionen”.

Fyringen blev presset igennem af U2-drengene, der efter at have været på turne med bandet i et års tid, vendte tilbage til New York for at overvære de komplicerede prøver, som knapt havde flyttet sig, mens de havde været væk. ”Skuespillerne begyndte at ændre i replikkerne og kræve, at stykkets actionsekvenser blev flyttet”, fortæller The Edge til New York Times om den 170 minutter lange version, som det gennem, på daværende tidspunkt, 150 forpremierer havde bevæget sig op på. ”Der har sikkert været kaos i kulisserne”, ræsonnerer Rooney, der var en af de første tilbage i februar til at rakke stykket ned. ”Kaotisk, kedeligt og lidt dumt”, kaldte han det, og Bono gav ham ret. ”Jeg var enig i kritikken, så noget måtte gøres”, sagde han i foromtalte interview. Taymor blev offer og ydmyget for sin ambitiøse plan om at lave verdens største musical.

Et nyt såkaldt kreativt team blev tilknyttet under ledelse af Philip William McKinley, der nok passede for sammenhængen tidligere har gjort sig mest i komplicerede cirkus-opsætninger.

Forbandet produktion

Stykket er teknisk og effektmæssigt det mest komplicerede, der er opført på en scene i New York. Setstykker popper op som i en tegnefilm, skuespillerne udfører halsbrækkende stunts med snoretræk og flyveture gennem luften.

En kort gennemgang af katastroferne tæller stuntmanden Christopher Tierney, der falder ned i orkestergraven fra syv meters højde, da en wire sprænger. Skuespillerinden Natalie Mendoza får hjernerystelse og brud på nakken, da hun bliver ramt af jernstænger fra hendes Arachne-kostume. Hendes afløser i rollen, T.V Carpio, var ude af produktionen adskillige uger efter et lignende uheld. Stuntmanden Kevin Aubin brækker begge håndled, da et setstykke vælter den forkerte vej under en prøve. Uheldene førte til, at skuespillernes fagforening stillede ekstraordinære sikkerhedskrav til produktionen, så stunts og flyvescener nu udføres med tre-dobbelte wirer. Desuden har stort set samtlige hovedroller og altså også instruktøren og forfatteren forladt stykket siden sceneprøverne startede i 2009.

Den nye Spiderman

Produktionen blev gjort mere familievenlig, mindre sort og den ligner nu i al sin enkelthed filmen fra 2002. I følge David Rooney ændrer det ikke det grundlæggende problem: En vanvittig historie, som ikke tilfører Broadway andet end en dårlig udgave af en Hollywood-film. Til U2s musik siger han: ”Deres musik bidrager i allerhøjeste grad til, at dette er tredje rangs underholdning. Deres forsøg på at skrive tekster til figurerne er chokerende dårlig, og specielt minder skurkens (Green Goblin) numre om brokker fra Lady Gagas overskudslager”.

Broadway-produceren Ken Davenport siger til nyhedsbureauet AP, at stykket skal spille i mindst 15 år, før det begynder at give pengene tilbage til investorerne. Broadways Spiderman har dog ifølge Davenport det unikke ved sig, at forestillingen allerede er et stykke teater-historie, og at det i sig selv vil tiltrække masser af folk. Noget tyder på at det passer. Forsalget er det største i Broadways historie, så Spiderman forstætter med at sætte rekorder.

Boks:

Spiderman: Turn Off the Dark

Spiller på Foxwoods Theatre, Broadway, New York

Rekord antal forpremierer: 183

Rekord budget: 75 millioner dollars

Rekord forsalg: 1.6 millioner dollars for en uge

Instruktion: Julie Taymor og Philip William McKinley

Manuskript: Julie Taymor og Glen Berger

Musik: U2

Nikolaj Feifer – Instruktør

Nikolaj Feifer lavede sin første film, da han var 19 år gammel. 300.000 kroner kostede den. Han betalte selv gildet. Han ringede selv til Jens Okking, Anders Lund Madsen, Jakob Cedergreen og Charlotte Munck, og fik dem med på rollelisten til ”Solopgang”. Godt gået af kokkens knægt fra Århus. Det tog Feifer tre år, at få den klippet færdig, mixet lyden og få lavet en ambitiøs intro, der lignede noget fra en retro-science-fiction-apokalypse. Inden den ambitiøse film om kærlighedens lunefulde væsen, havde han siden han var 13 år gammel, fået tæsket et sted mellem 30 og 40 kort- og novellefilm sammen.

Der har tydeligvis altid været en filminstruktør i hovedet på Nikolaj Feifer. I et interview fra 2002 til et universitetsblad insisterer han på at drikke mælk. Dengang skrev journalisten, at det var et tydeligt tegn på en excentrisk attitude, altså det med mælken. Unægtelig meget morsomt i dag næsten 10 år senere, hvor man virkelig skal have fat i den store håndbog for excentrikere for at finde noget om mælk. Nå, men det var dengang. Siden har den snart 30-årige Feifer arbejdet sig vej gennem Danmarks næst-dyreste uddannelse på Filmskolen. Den kiler sig ind foran jordemor og bliver kun overhalet af jagerpiloterne. Hans afgangsfilm ”Junk Love” er en kærligheds-sci-fi, der handler om en mand, der er fanget i et beskadiget rumskib og hans kone, som står i kontrolcenteret på Jorden, hvor hun ser ham langsomt dø.

Hård proces

”Til at begynde med var der ikke stor begejstring for, at vi ville lave en science-fiction film med et rumskib i kredsløb. Måske sendte selve genrebetegnelsen et signal om b-film med elendige effekter og billige kulisser – og der var vel en begrundet frygt for, at teknikken ville blive mere afgørende end historien,” fortæller Feifer, da spørgsmålet leder hen mod både hans menneskelige og faglige proces, han måtte gennem for at lave filmen.

”Vi sørgede for, at der hele tiden var fokus på det væsentlige – skuespillerne og historien. Locations blev bygget i god tid, der var kun to af slagsen, så vi ikke skulle bruge tid på transport og logistik. Alt var indendørs, så vejr og vind var underordnet. Det betød 10 timers prøver og optagelser om dagen. Alt var designet, så der var maksimal tid til skuespillerne og den følelse, som jeg ville have frem mellem dem.”

Magi søges

Trods den minutiøse forberedelse er der stadig en vis afstand til genren – måske fordi der i dansk film er en tendens til at søge logikken fremfor magien. Netop den efterhånden historiske kendsgerning blev Feifer i denne sammenhæng udfordret på. ”Mange sagde til mig inden filmen, at jeg burde lave den med et hospital som ramme, da det jo handler om en mand, der skal dø. Efter min mening behøver alt ikke være 1:1, som det ville være på et hospital med en dødshistorie,” siger han og udbygger med en pointe, som taler til en af filmkunstens absolutte styrker, da filmen som den eneste kunstform uden problemer og store forklaringer rejser i tid og rum; ”Desuden må temaet meget gerne hæve sig op over den location, som man bruger. Et hospital havde været meget lettere, men til gengæld havde der ikke været nogen fantasi, nogen magi og det havde sikkert bare været endnu en variation over tristesse. Nu er der trods alt et guddommeligt håb, en tro på det uforklarlige – simpelthen fordi at det foregår ude i rummet, hvor der absolut er en ekspressionistisk ånd og en spiritualitet med masser af tolkningsmuligheder”.

Kulturkamp

Billedresultat for It's A Wonderful Life
It’s a Wonderful Life

Afgangsfilmen var på flere måder kulminationen på en flerårig intern smagsdebat blandt eleverne om hvad, der kan betegnes som såkaldt rigtige film, og hvad eleverne på skolen skal stræbe efter selv at lave. ”Der hersker klart et meningstyranni, hvor man per definition skal elske Tarkovsky og Fassbinder, og der er en masse typer film, som man ikke bør lave. Det tager tid, at bevæge sig ud af det berigede miljø, og selv finde ud af, hvad man selv har lyst til at lave. Jeg følte mig ikke smagsmæssigt hjemme i den første halvdel af uddannelsen. For eksempel var de andre ved at dø af grin, da jeg på første år viste et klip fra en af mine yndlingsfilm, “It´s a Wonderful Life” – en film der betyder utrolig meget for mig, men som alle andre åbenbart så som en joke.”

Sort kaffe

Nikolaj Feifer er ude af skolen, og han arbejder lige nu på en pilot til en TV-serie om en wannabe-forfatter. Han skriver på en post-apokalyptisk kortfilm og endelig en lowbudget science-fiction spillefilm om en kvindelig forsker, der forsvinder under en ekspedition på den indlandsisen. ”Da jeg startede på Filmskolen troede jeg, at jeg skulle lære et håndværk – en metode til at håndtere skuespillere med videre. Det er naturligvis en del af uddannelsen. Men skolen har en langt stærkere mission. Vi skal lære hvilke historier, som vi vil fortælle og hvilket stof, vi er gjort af. Jeg tror, jeg er lidt mere moden til at fortælle mine historier nu,” slutter han og tager en tår kaffe. Uden mælk i øvrigt.

intern smagsdebat om hvad, der kan betegnes somå en fleraf tolkningsmulighedermer rejser i tid og rum;v gjortor, atet magi og d

Nikolaj Feifer

Født 1981

2007-2011: Filmskolen, instruktørlinjen

2005: Solopgang, instruktør

2003-2007: Eget produktionsselskab

2002: Teologi, Aarhus Universitet

5 fantastiske film ifølge Feifer

Ikiru – At Leve: Akira Kurosawa

It’s a Wonderful Life: Frank Capra

En dødsdømt flygter: Robert Bresson

Leon: Luc Besson

Rumble Fish: Francis Ford Coppola

Milad Alami

Teenagere der slår teenagere ihjel. Et skræmmende tema som de senere år er blevet brugt i flere gode film. Gus Van Sant vandt Guldpalmen i Cannes for ”Elephant” (2003), der handler

Billedresultat for Elephant movie
“Elephant”

om massakren på Columbine gymnasiet i Colorado, USA. To unge knægte lader de fuldautomatiske geværer, og tømmer magasinerne mod deres klassekammerater og lærere. Andre foruroligende eksempler fra fiktionens verden er Nick Cassevetes ”Alpha Dog” (2006), hvor en flok unge bliver grebet af selvretfærdighedens grimme ansigt, og pløkker en kammerat ned, fordi hans storebror har fornærmet dem. Instruktøren og provokatøren Larry Clark har gjort det til sin mission, at fortælle om teenage-destruktionens væsen. ”Kids” (1995), ”Bully” (2001) og ”Ken Park” (2002) har alle den fælles ident, at de behandler det tidstypiske faktum, at vi ser et andet og anderledes syn på døden og frygten. Tidligere var vi bange for vampyrer og kidnappere. Nu er angsten flyttet ind i familierne, og måske er den største trussel os selv. Senest har den eminente britiske instruktør Lynne Ramsay lavet ”We Need to Talk about Kevin” (2011) om moderen til morderen. Ordspillet er ikke tilfældigt, når man har set filmen. Computerspil, musik og film får skylden. Spæd den cocktail op med ensomhed, fraværende forældre og en sygelig trang til at sætte sit mærke på historiens gang, og BANG – krudtslam fra geværet, der bliver ført at en teenager.

Forstyrrende tema

Indledningen har sit formål, for den skal beskrive, at Milad Alami har fat i et generationstema i sin afgangsfilm ”Intet kan røre mig”. Et gymnasium rammes af kuglerne fra jagtgevær. En pige ser våbenføreren fra sit skjul på toilettet. Han ser hende i spejlets refleksion. Hvorfor skåner han hende? Historien fører publikum hjem til morderen, hvor en lille bande vil hævne sig. ”Det mest chokerende er, at der er en reel risiko for, at den slags kan ske i Danmark,” fortæller Alami. ”Selvom det danske skolesystem har blik for de marginaliserede, og der er stor bevidsthed om at undgå det – så er det en fare, som hele tiden er til stede”, siger han og forstætter; ”I min research læste jeg det manifest, som en finsk teenager skrev, inden han mejede sine kammerater ned. Han ønskede at være martyr, og han fandt et fællesskab på nettet, hvor der tydeligvis er andre, der tror på det samme som ham. Dermed bliver det større, end bare at være ked af det. De føler sig som den del af en bevægelse, hvor de sågar giver hinanden råd og vejledning om selvmord og andre lignende voldsomme ting.”

Ufarlige afgangsfilm

Alami kommer selv fra et dystert miljø i en lille flække nord for Umeå ud til den Botniske Golf, og inspirationen kommer til dels fra en opvækst i et sted uden drømme, fremtid og med desillusionen over livet hængende som en sort sky over de unge. Kombinationen af erfaringer fra sted, som nemt kunne rammes af en tragedie, og en lyst til at kommentere et foruroligende problem skabte den brutale og tankevækkende film, som Alami har lavet. Generationsportrættet i filmen er meget bevidst og det er absolut meningen, at historien skal rykke noget hos publikum. ”Afgangsfilm fra Filmskolen, Super 16 og andre steder er ofte lidt ufarlige. De fortæller små historier, der visuelt fungerer, men uden kant og samfundsproblematikker – jeg ville risikere noget, jeg ville lave en film, der var så troværdig, at den fik publikum til at tænke på den reelle trussel og hvor dramatiske konsekvenser det kan få for vores skolesystem, hvis det sker her”.

Film skal laves i morgen

Den iransk/svenske/danske instruktør skal efter ferien i gang med at lave film. Mange film. Der skal tænkes og udvikles. ”Før Filmskolen havde jeg den der deterministiske indgang til at lave film, at den næste produktion hver gang skulle føre mig et nyt sted hen og tage mig videre. Det var højspændt hver gang, for det var som om, at hver film besluttede, om jeg skulle fortætte i branchen. Filmskolen har i fire år fået parkeret den fornemmelse, da vi havde ro til at lave fejl og lære håndværket. Nu er den samme cutting edge tilbage. Det er alvor nu, og det giver et enormt drive til at lave noget, der er vigtigt, noget der betyder noget, noget der rykker publikum.”

Milad Alami er i gang med at udvikle flere forskellige historier. Projekterne spænder vidt. Fra komedie over endnu en brutal teenage-historie til en thriller. Alle sammen low budget produktioner med historien i centrum og film hvor man med Alamis ord kun skal spørge sig selv: ”Hvordan kan jeg komme i gang med at lave filmen i morgen?”.

Milad Alami

Født 1982

2007-2011: Filmskolen, Instruktør

2007: Ett-Två-Tre Martyr

2004-2007: Instruktørassistent på flere kort- og spillefilm

2003: Häst utan tyglar

5 fantastiske film ifølge Alami:

Gegen die Wand: Fatih Akin

Winter’s Bone: Debra Granik

Faces: John Cassavetes

Children of Men: Alfonso Cuaron

En blondines kærlighed: Milos Forman

Sturla Brandth Grøvlen

Sturla Brandth Grøvlen – filmfotograf

20160407-103656-3.jpgDet er en ubetinget fornøjelse, at lave portrætter af afgangseleverne fra Filmskolen. De er stærke i troen. De har set masser af film. De kender filmsprogets kringlede grammatik. De er godt uddannede i livets skole. De er sundt kritiske overfor det system, som de kender. De er sundt sultne på livet udenfor de institutionelle rammer. De overrasker med virkeligheder, som vinker til ungdommens ideologi og som minder en selv om dengang, hvor man lige var drejet ud på hovedvejen. Man kom fra grusstien, og endelig var der rigtig asfalt. Endelig en afmærkning, som signalerede en eller anden form for civilisation. Jo nærmere man kom byen, jo mere forsvandt det åbne landskab. Neonlyset blinkede lystent i det fjerne. Siden har livet ikke været det samme.

Kunstnerisk sjæl

Sturla Brandth Grøvlen er lige kommet fra Roskilde Festivalen og plejer kroppen efter en lille uge sammen med 100.000 festende godtfolk, regnbyger med advarselslamper og et selvmord fra frit fald. Det har været en dramatisk omgang i et virvar af musik og gøglere. ”Jeg var opsøgende i år”, fortæller han om favoritkoncerterne. ”Det var som om, at jeg var disponeret for noget nyt, noget udfordrende – når de rigtig store navne ikke forstyrrer ens planlægning, så går man ofte mod det eksperimenterende, som altid overrasker langt mere, end man forventer”. Det er en sund betragtning, som han kommer med, den 31-årige Trondheimer. ”Det er det samme med min filmsmag. Jeg er slet ikke til blockbustere. Jeg bliver fascineret og forført af formsproget i kunstneriske film, som giver mig mulighed for at analysere og finde mine egne svar. Film der tør være kompromisløse og konsekvente, når de undersøger filmsproget.”

Tanken passer meget godt til den æstetiske ide bag ”M for Markus” – den voldsomme og ekspressionistiske afgangsfilm, som han har fotograferet.

Den vilde film

”M for Markus” er en surreel rejse gennem forskellige handlingslag, der er bundet sammen af et galleri af mennesker, som i hvert handlingslag har en ny rolle. Måske er de alle sammen en abstraktion fra et mareridt? Måske er de perverse skurke i en absurd mordhistorie? Måske er de bare et produkt af kedsomhedens fantasier, som til alt held giver os lov, til at lade tankerne flyve?

”Udgangspunktet for instruktøren (Ali Abbasi) var, at vi skulle lave ekspressiv dokumentarisme. Det skulle være meget impulsivt, jeg skulle følge skuespillerne 360 grader, og ikke tage hensyn til konventionelle vinkler og skudretninger.” Alle optagelser blev lavet på forskellige måder, hvor karaktererne spillede scenerne med forskelligt udtryk. Netop for at understrege det paranoide og syrede ved figurerne. ”Vi lavede lange takes, så spillerne kunne gå på opdagelse i scenerne, og selv komme med deres bud på den følelse, som deres figur skulle have. Det var en vild og eksperimenterende proces, hvor vi under optagelserne så mange forskellige film udfolde sig for øjnene af os.” Det lyder ikke umiddelbart som noget, man anbefaler unge filmskabere at gå i gang med. Normalt skal de have stramme skudplaner og storyboards, for overhovedet at komme hjem med en film. ”Vi vidste, hvad vi ville. Vi havde brugt flere uger på at kortlægge farver, scenografi og spillernes muligheder. Men den er klart, at jeg nok aldrig kommer til at lave sådan en film igen. Metoden, arbejdsformen og resultatet – det var alt sammen designet til historien, og det er muligt, at det fra nu af bliver lidt mere konventionelt, det som jeg skal lave.”

Fremtiden

Grøvlen bliver i Danmark. Det er her, at hans kone, venner og netværk er. ”Jeg vil tage nogle chancer, og prøve nogle vilde ting af – gerne udenfor det etablerede system, hvis det er der, at de spændende opgaver er,” siger han, mens han med en vis selvfølge drømmer om at lave spillefilm; ”Måske sker det indenfor de næste tre-fire år. Men jeg har ikke nogen naiv tro på, at det bliver let. Nu tager jeg til Island og laver en kortfilm, og så giver jeg mig i kast med mine egne kunst-projekter, indtil at det rigtige samarbejde viser sig.”

Sturla Brandth Grøvlen

Født 1980

2007-2011: Filmskolen, filmfotograf

2003-2006: Kunsthøjskolen i Bergen, Norge

2001-2002: European Film College, Ebeltoft

5 væsentlige film ifølge Grøvlen

Sange fra Anden Sal: Roy Andersson

La vie Nouvelle: Philippe Grandrieux

Buffalo 66: Vincent Gallo

Ratcatcher: Lynne Ramsay

Koyaanisqatsi: Godfrey Reggio