Monthly Archives: juni 2015

LA gennembrud part 1

 

af Søren Høy

Raphael Saadiq

”Det er den første af fire koncerter,” siger danske Jacob Lundgaard Andersen, der sidder på kanten af scenen. Bag ham er R&B-kunstneren Raphael Saadiq ved at line sit orkester op. Vi er på Yoshi’s Jazz Club, Oakland, Californien. Den legendariske klub ligger ud til vandet. Gennem ruderne glimter Oakland Inner Harbors vand. ”Vi skal ende op med en fuld koncertoptagelse, så Raphael skal give den gas,” griner Jacob.

En palet af farvede lamper skiftes til at oplyse scenen i en tilfældig rækkefølge.

På de skrå brædder står, the soul man, Raphael Sadiq, iført afslappet jogging tøj og synger små strofer ind i mikrofonen.

Bag ham står det seks mand store band bag pænt og afventer deres tur til at få indstillet instrumenterne til lydprøven.

Jacob Lundgaard Andersen og hans filmkamera fiser rundt blandt dem på scene. ”De har vænnet sig til, at jeg er over alt,” siger han mens han fanger stemningen og jokes musikere imellem og stikker kameraet helt op i fjæset Hr. Saadiq, der ikke trækker en mine. Han kender efterhånden danskerens nære beskæringer.

Alle på scenen virker upåvirket af Jacob tilstedeværelse uanset, hvor nærgående han bliver. De kender ham som det syvende medlem af truppen, for Jacob har fulgt Raphael Saadiq rundt på turne i to måneder med henblik på at lave en serie af reportage-musikvideoer om musikerens life-on-the-road.

”Den vanskeligste del af processen er af skabe et intimt rum, hvor de medvirkende kan være sig selv, velvidende at deres små karakterbrister bliver foreviget. Det er især gældende, når man har med personer at gøre, der delvist lever af deres image.” Jacob har arbejdet med adskillige musikere og filmfolk i sine efterhånden otte år i branchen. Det handler om at komme tæt på, lære dem at kende, få deres tillid – så kommer magien.

De får endeligt får alle instrumenter til at stemme overens, og afslutter seancen med et par sange fra aftens setliste, alt imens Jacob dokumenterer den legende generalprøve og afsøger de bedste kameravinkler til aftens show, han markere og notere til hukommelsen.

Lydprøven er overstået, og bandet bliver hængende til lidt let jam, men Jacob følger Raphael backstage, hvor den glamourøse side af showbiz hurtigt bliver skraldet af.

Gangene er mørke og snævre, og her lugter stadig lidt af spildt øl og cigaretter fra aftens før, men Jacobs kamera er konstant aktivt, bevæger de sig mod Raphaels omklædningsrum. De snakker om løst og fast. Hvordan var lydprøven? Hvilke nummer skal Raphael spille i aften? Hvad skal de spise senere?

Omklædningsrummet er spartansk, men der er en en sofa og lidt forplejning. På et stativ hænger Raphaels kostumer til aftenens show samt et selektivt udvalg af sko og hatte.

I det ende hjørne er Jacobs gear nøje linet op.

Han skifter lynhurtigt batterier og sætter en ny optik på kameraet, mens Raphael slænger sig i sofaen.

Snakken forsætter og pudselig befinder de sig i et afslappet interview, som teknisk set bare er en optaget samtale.

Helt afslappet.

”Der er utrolig meget downtime på turne, og det er der, at jeg får mine mest ærlige kommentar og indsigt i de musikere jeg følger,” fortæller Jacob. ”Nogen har brug for et mentalt frirum, og andre har forretning og agenter, der skal opdateres sideløbende med en turne. Det er alt sammen meget interessant.”

Jacob har lavet film for ’30 Seconds to Mars’, anført af Hollywood stjernen Jared Leto, samt den spanske charlatan, Enrique Iglesias.

At være på turne er at være i konstant bevægelse, og for Jacob betyder det at være opstillingsparat. Miljøet og omstændighederne ændres fra dag til dag – endda time til time.

”Det er hårdt for alle. Jeg skal forsøge, at komme så tæt på jeg kan, uden at blive en chikane, men når man har boet i den sammen bus i over 2 uger, så bliver de sgu bare trætte af at se mig og mit kamera,” siger Jacob med et smil.

Det næste led i processen bliver at koge de mange timers optagelse ned til to musikvideoer, som Jacob kontinuerligt redigerede, mens optagelserne fandt sted.

Filmen skal lanceres af Sony Music i USA med henblik på at skabe en hype omkring Raphaels showmanship samt et mere nøgent billede af manden og musikeren.

Men for nu er tiden kommet til at arbejde. ”It’s showtime,” som de siger i klassikeren, Oscarvinderen ’All That Jazz’.

Jacob er klædt som en krigsfotograf med et kamera i hånden og et over skulderen, samt en taske med ekstra optikker, batterier og memorycards. Den fyldte spillesal jubler begejstret, da bandet træder ind på scenen og spiller op. Under hele koncerten er det svært at få øje på Jacob i længere tid af gangen. Han er overalt, midt på scenen, på balkonen, blandt publikum, hvor han bedste kan fange stemningen og showet.

Faktaboks:

Den danske filminstruktør Jacob Lundgaard Andersen startede sin filmkarriere på European Film College i Ebeltoft, hvor han instruerede flere kortfilm. Han arbejdede et par år i den danske filmbranche, blandt andet på Thomas Vinterbergs film ’Submarino’ og den prisbelønnede ’Jagten’. Han flyttede til Los Angeles i 2011. Han var blevet optaget på filmskolen, The American Film Institute Conservatory (AFI), hvor drømmen om gennembruddet i USA startede.

I to år efter uddannelsen har han lavet musikvideoer for flere kunstnere.

Han håber, at erfaringerne fører til kontakter og måske en mulighed for at komme til at lave film i Los Angeles.

 

Gå aldrig tilbage til en dino

 

Af Søren Høy

’Jurassic World’ tager ikke hensyn til, at der blev lavet to mindre gode efterfølgere til den banebrydende ’Jurassic Park’, der kom i 1993. Den starter stort set, hvor den første film i serien sluttede.

’The Lost World’ (1997) og ’Jurassic Park III’ (2001) var udtrampede versioner af 1’eren. De kæmpede med kedelige historier, der virkede som filmede computerspil.

Den nye film kommer 22 år efter Steven Spielbergs klassiker, der som den første film indtjente mere end 1 milliard dollars i biograferne verden over. Den flåede den markedsmæssige milepæl op af jorden, og talte til en generation af videnskabs-nørder, filmgeeks og tempo-junkier med sådan et eftertryk, at alle andre også var nødt til at se den betagende historie om kæmpe-dyrene. Det var før Internet og sociale medier. Alle detaljer om ”tilsyneladende levende kæmpeøgler” og deres smidige, graciøse bevægelser blev genfortalt til kolleger og venner med en forbløffelse og betagelse. Filmen var et forvarsel og et signal om at nu kunne filmindustrien genskabe alt.

Teknologisk var ’Jurassic Park’ revolutionerende. En af mine veninder, Victoria Livingstone, arbejdede på filmen. Hun var med til at skabe en scene, der er gået over i filmhistorien. Hun har fortalt, at deres store problem var, at de ikke kunne finde ud af, hvilken type bule en bil får, når den får et skulderskub af en dinosaurus. I filmen kører en film med fuld fart, hvorefter den bliver løbet op af en meget adræt øgle, der, som i et stock car ræs, forsøger at skubbe bilen omkuld. Det hele foregår i rasende tempo, og scenen skal både indeholde forskrækkede skuespillere, en arrig dino og en bil, der gradvist bliver smadret.

De fandt programmerings-formlen ved at løbe ned af gangene på produktionskontoret og hoppe ind i dørene. Hver gang dinoen rammer bilen, vakler den lidt og er lidt forvirret – som et menneske, der løber med fuld fart og giver skulderskub til noget hårdt undervejs. Så manuelt og fysisk var udviklingen af en scene, der kom til at definere action-sekvenserne fra den dag af. Alle store action-scener hvor noget computerskabt rammer noget fysisk, er i princippet lavet på samme måde.

Jeg håber, at ’Jurassic World’ byder på teknologiske overraskelser og gerne nyskabelser.

Ellers kan vi ligeså godt se 1993-versionen, der fuldt fortjent står som en filmteknologisk klassiker.

Trans-skønheder i glamourens verden

Af Søren Høy

Forsiden af det verdensberømte magasin ’Vanity Fair’. Den mest prestigefulde position for en celebrity. Hvis man bliver cover-stjerne på glamourens glittede power-blad, er berømmelsen komplet. ’Vanity Fair’ bryder normer og regler – de provokerer og udfordrer. Fotograferne, der knipser de stylede stjerner, er selv mega-ikoner indenfor deres metier. Både Elefantordnen og Blå Bog ryger ud til storskrald, hvis Annie Leibovitz tager billedet. Det er popkunstens ridderslag. Hun står bag legendariske billeder af John Lennon og Yoko Ono. Det er hende, der har taget motivet af en nøgen Demi Moore med stor gravid mave, sorte Woopie Goldberg i et bad med mælk, Cindy Crawford kun i ført en slange i Edens Have.

Denne uges forside på ’Vanity Fair’ bliver skrevet ind i populærkulturens historie. Caitlyn Jenner pryder iført en beige stropløs kjole, som tydeligvis sender en hilsen til Marilyn Monroe og alle de andre divaer, der siden har forført forsiden med et frækt blik, der forplanter sig dybt i kvinders selvforståelse og mænds libido.Caitlyn Jenner hed de første 65 år af sit liv Bruce Jenner.

Caitlyn er tidligere OL-vinder i 1976 i mændenes tikamp, og er senere blevet reality-stjerne i USA på grund af sit ægteskab med Kris Jenner, der er mor til de berygtede Kardashian-søstre, der hærger nettets sladdersider som en daglig rutine. Caitlyn er på kort tid blevet verdens mest berømte transkønnede menneske.

Billedresultat for bruce jenner olympics 1976

Transkønnede, transseksuelle og transvestitter er tidens varme emne rundt i Los Angeles’ farverige landskab. Sidste års bedste nye Tv-serie havde den tolkbare titel ’Transparent’. Den spiller på den direkte oversættelse ’gennemsigtig’ og at filmens hovedperson, den joviale familiefar, en dag kommer hjem som kvinde. Trans-forælderen der med sin erkendelse åbner familiens vindue, så alle kan se ind.

Smukke Laverne Cox blev den første åbne transkønnede skuespillerinde, der blev nomineret til en Emmy for sin rolle i kvindefængsels-serien ’Orange is the new Black’. Senere samme år var hun på forsiden af TIME. ’Nu tipper det for os,” sagde hun dengang. Hun fik ret.

Symbolikken i Leibovitz’ billede er stor. Hun har gennem 40 år bidraget til kvindernes frigørelse og kamp for ligeret. Nu gør hun det samme for ’trans-skønheder’, som hun selv kalder det nyeste mærke på kønsskalaen.

Glamourens verden er blevet rigere. Spørgsmålet er, om folkets accept følger med?