Punken lever! Eller er den faktisk død?

Punken er charmerende og livsbekræftende i Lukas Moodyssons ’Vi er de bedste!’. I hans film lever punken og mindet om den sminkede urbane stamme med den stramme livskode. Bobo er en drenget-udseende 13-årig pige. Hun har klippet sit hår helt kort, med den effekt at sygekassebrillerne på sin lille næsetip fremhæves til hendes store fortrydelse. Heldigvis har hun sin gode veninde fra klassen, Klara, der har lavet en lidt slatten hanekam, som hun forsøger at stive af med håndsæbe.

Moodysson var selv 13 år i 1982. ”Jeg var samme alder som pigerne i filmen 82, og ville gerne være sej, høre musikken og have det sorte tøj på,” fortalte han mig, da vi for nyligt sludrede om filmen.

Han har ikke lavet den store svenske historie om punk. Så skulle den have foregået nogle år tidligere, hvor bandet ’Ebba Grön’ under ledelse af legenden Joakim Thåström gjorde radiokanalerne usikre med anti-system titler som ’Skjut en snut’ (Skyd en betjent) og ’We’re only in it for the drugs’.

Moodyssons karakteristik af punken handler om den direkte aktion. Man synes noget, og så siger man det. ”Hvis man hader sin mor, så skriver man en sang, der hedder ’Mor, jeg hader dig’.” Punken er lyrikkens Tourette.

Jeg kommer selv fra en lille by, der ligger 12 kilometer nord for Randers. Punken kom aldrig til Spentrup. Den nåede aldrig ud på landet. Det var ovre, før vi overhovedet fattede, hvad der foregik. Når vi en sjælden gang så et billede af en punker, så grinede vi af sminken, håret og de vrede positurer. Som digteren Søren Ulrik Thomsen engang fortalte mig, så var punkerne i København en attraktion for turisterne. ”Se, der kommer en såkaldt punk-rocker,” sagde de udtalt på engelsk med jysk accent og så tog de ellers billeder. Måske er det meget sigende.

Mange af de første punkere er i dag blevet bedsteborgere. Dengang var de oprører, bz’ere og pionerer – i dag har de monopoliseret vildskaben, og trækker gerne punk-kortet hver gang, at de anklages for at være blevet småborgerlige og overenskomstansatte. I dag sidder de på aviserne, tv-kanalerne og reklamebureauerne og påkalder sig stadig ånden fra 80’erne, når det er formålstjenesteligt. Ligeledes er der i København stadig en diskussion om, hvem der var først, størst og hvem der solgte ud. Det har de fleste af dem gjort. I dag leder de efter all-inclusive ferier, Berlingoer og sikre cykelhjelme. Det er hvad, der er tilbage af p

Danskerne ser ikke westerns

I dag åbner ’The Salvation’ i 65 danske biografer. Den første ægte danske western. Filmens ultimative attraktion er dansk films største stjerne, Mads Mikkelsen. Han på plakaten, han er i stort set samtlige scener. Men om det er nok til at lave en national succes, det er spørgsmålet?

Formlen er velkendt. En fremmed kommer til byen, tidens vanvid og brutalitet påføres vores helt, han tager hævn og alle dør i forbryder-hierarkisk rangorden.

Mikkelsen er en hævner på linje med legenden Clint Eastwood i ’Unforgiven’ (1992), Gary Cooper i ’High Noon’ (1952) og ikonet John Wayne i ’The Man Who Shot Liberty Valance’ (1962).

Hans familie er udslettet, så derfor kan han lige så godt spore krikken ind på helvedes-ruten, og få nedkæmpet alle banditterne, der er i gang med at overtage magten i den lille olie-oase, der passende hedder ’Black Creek’.

’The Salvation’ kommer i bedste fald til at sælge i nærheden af 100.000 billetter i Danmark. Prognosen er stillet efter at have udsat genren for big data. Alt peger i den samme retning: I Danmark er vi ikke specielt vilde med klassiske westernfilm.

Historisk har mange danskere et forhold til westerns. Vi ser dem bare ikke i biograferne. Sidste år solgte den stort promoverede ’The Lone Ranger’ med Johnny Depp cirka 100.000 billetter.

Den nævnte Oscar-vinder ’Unforgiven’ nappede cirka 140.000 billetter i 1992. Acceptabelt men ikke meget for en film, der i dag har noget nær klassiker status indenfor genren.

Coen-brødrenes skønne ’True Grit’ fra 2011 kravlede op på 129.000 trods masser af Oscar-buzz.

Publikum løb helt flade i den lange titel til den mega hypede ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ med Brad Pitt, der endte med at sælge 7.500 billetter.

Hvert år bliver der lavet mellem 10 og 20 westerns i verden. Vi er heldige, hvis én af dem kommer til Danmark.

Det store publikum gider ikke den klassiske western, hvor hævn, heste og Winchester-rifler udfylder den afprøvede skabelon, der havde sin storhedstid i 50’erne.

En moderne western skal overraske og bryde genrens traditioner. Quentin Tarantinos ’Django Unchained’ og Seth MacFarlanes kommende ’A Million Ways to Die in the West’ kan netop det – og derfor bliver de succeser i Danmark, for de bliver ikke set som westerns men som henholdsvis en Tarantino-film og en super sjov komedie.

Noget tyder på at ’The Salvation’ skal hente sit primære publikum udenfor Danmark.

Cannes classic

Den 67. udgave af Cannes Festivalen åbnede i går med vanlig glamour og tradition.

Cannes er det eneste sted i filmens verden, hvor dekadence og uendelig rigdom kombineres med de mest brutale menneskelige skildringer. Der er tydelige kontraster i, at verdens største filmstjerner, modeller og fodboldspillere står i kø, for at blive fanget af de glubske fotografers linser på den røde løber, mens de er på vej ind og se smalle kunstfilm. Cannes tilgodeser som det eneste sted både tabloidpressen, autografjægerne og cineasterne, der dyrker radikal finkultur.

Cannes bliver betegnet som den flotteste filmfestival i verden. Årets program er hverken specielt modigt, overraskende eller provokerende. Jeg fornemmer, at mange af instruktørerne i år har deres bedste film bag sig.

De 18 film, der er med i kampen om Guldpalmen, er signeret af adskillige tidligere vindere og velkendte navne på Croisetten. Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at Cannes udtager navne, som de kender. I Cannes handler det mest af alt om instruktøren. Kvaliteten af filmene og temaerne kommer bagefter. Det er instruktørerne, der er med til at skrive Cannes’ historie, og Cannes sætter en dyd i, at præsentere kunstneriske livsværker fra de såkaldte auteurs. Instruktører kunstnerisk integritet og særegent udtryk.

De fleste af navnene er nok ukendte for selv vanlige biografgængere. Det fortæller en hel del, at de to engelske socialrealister Ken Loach og Mike Leigh nok er de mest genkendelige navne. Lige efter dem kommer den syrede canadier David Cronenberg og den karakterfulde Tommy Lee Jones, der har castet Sonja Richter til en stor rolle i ’The Homesman’.

Australske Jane Campion sidder for bordenden i juryen, der også tæller Nicolas Winding Refn, som efterhånden er en integreret del af Cannes-familien. De har muligheden for at tildele belgiske Jean-Pierre & Luc Dardenne Guldpalmen for tredje gang, hvilket i fald vil være en imponerende rekord.

Refn og Richter bliver nationalt akkompagneret af western-filmen ’The med Mads Mikkelsen i hovedrollen og den meget lovende gyser ’Når dyrene drømmer’ af Jonas Alexander Arnby. Ingen af filmene kan vinde Guldpalmen, men de vinder med sikkerhed respekt, og er slet ikke så ringe, for man siger, at de 5000 journalister i Cannes er verdens hårdeste publikum at imponere. De har set alt, og de ved alt om film.

Lørdag den 24. maj uddeles Guldpalmen.

Musikfilm

Danmark er overstrøget med pailletter og popsange i de her dage på grund af melodigrandprixet, og det giver god anledning til at se lidt på, hvad musikfilmene er for en størrelse.

Jeg har altid haft en voldsom ambivalens i forhold til musikfilmene. Muligvis fordi filmene sjældent handler om musik. Som oftest følger en ret så skabelonisk og forudsigelig struktur, hvor hovedpersonens liv portrætteres fra de naive amatørdage over det pludselig gennembrud, der efterfølges af misbrug, degradering og nedtur. En sjælden gang tændes der et psykologisk lys i slutningen af filmen, så vi ikke forlader fortællingen helt nedbrudte over den kranke skæbne, djævelskab og søle, som de stakkels musikere bliver trukket igennem fordi kyniske bagmænd prygler det maksimale ud af stjernestunden og opmærksomheden.

Denne her formel er forståelig set med filmiske øjne. Der er en god spændvidde og dramatik i forholdet mellem den glamourøse yderside, hvor blitzlys, guld og jordbær bliver blandet med champagne og kemiske lækkerier til næsetøjet – og så den dæmoniske bagside af berømmelsen, hvor paranoia og storhedsvanvid hurtigt bliver til skandaler, orgier og ensomhed. Det er godt stof. Specielt når det bliver garneret med de velkendte hits, der med cirka 15 minutters interval drysses ud over filmene. I centrum er som regel stjernen, hvor vi endelig ser sandheden bag alle myterne og tabloidpressens forsider.

Gode biografiske film som ’Ray’ om klaver-virtuosen Ray Charles og ’Walk the Line’ om cowboy number 1 Johnny Cash er stærkt musikalske film, der stort set er ens i opbygning og pointe. Det samme er Per Flys loyale ’Monica Z’, der stadig kan fanges i biograferne. Meningen er, at vi skal forstå tidsånden igennem hovedrollen. Vi skal se det kunstneriske nybrud og menneskelige offer, der har en tendens til at hænge sammen, desværre. Berømmelse og ikonisk status kommer ikke uden en pris.

For mig står Alan Parkers to modsætninger ’The Wall’ og ’The Commitments’ som afgørende repræsentanter for henholdsvis det syrede og det livsbekræftende. Begge originale og skabt med stor musikalitet.

I Danmark venter vi stadig på filmen om bodega-poeten John Mogensen, som Ole Bornedal vist har en ide til. Jeg har selv i flere år skrevet på en punk-film, der er så sort og hård, at den sikkert kun udkommer på et udfaset videosystem.

Nyd weekendens farvelade-hitparade. Der skal nok blive både og op-nedture, tårer og happy end.