Monthly Archives: april 2015

De menneskelige ekstremister

En scene fra filmen ’Timbuktu’:

To jihadister besøger en smuk kvinde og hendes datter mens familiens mand og far er ude af byen. De to islamiske ekstremister er henholdsvis lokal og udlænding.

Vi er i det nordlige Mali i 2012, hvor stedets naturlige skønhed brydes af geværerne over de unge jihadist-mænds skuldre og deres bistre attituder. Kvinden nægter at tage sit tørklæde over håret, og hun siger til de to mænd, at hvis de ikke kan lide at se hendes hår, må de se den anden vej.

Scenen drejer ned af den humoristisk vej, da den lokale jihadist skal oversætte kvindes lille oprør overfor den udenlandske mand, som tydeligvis havde forventet, at kvinden både vil adlyde og måske er lidt bange.

Terrorens væsen er portrætteret både morsomt, underligt og menneskeligt i ’Timbuktu’. Filmen af den mauriske instruktør Abderrahmane Sissako har siden sin premiere ved sidste års Cannes festival suget kontroversiel opmærksomhed til sig. Filmens terrortema bliver tydeligt og uhyggeligt understøttet af virkeligheden – og eftersom filmen viser menneskerne bag religiøs fundamentalisme, er det klart, den skaber debat.

Kort efter januars brutale nedskydning af tegnere og journalister på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, blev visninger af filmen aflyst i Paris. Kritikere af filmen mente, at den underskylder terror med sociale forklaringer på ekstremisternes bevæggrunde. Senere skete det samme i flere afrikanske stater, da Boko Harams nedslagtninger eskalerede.

’Timbuktu’ viser en detaljeindsigt og hverdags-overvejelserne for en gruppe terrorister. De taler i smug om deres favoritfodboldhold, selvom sport er forbudt. En anden kæmper hårdt med sit rygestop. En tredje er lidt i tvivl om hvor hårdt doktrinen om musikforbud skal håndhæves, nu da de unge hører musik der lovpriser Allah.

Filmens pointer rækker ind nyhedernes dækning af fundamentalisme. Den kan ses som en visuelt koreograferet dokumentarfilm. Den adskiller sig ved, at den taler til publikum inde fra bæstets mave.

’Timbuktu’ er en del af manualen til forståelse af verden. Jeg er spændt på at se, om filmen skaber debat i Danmark. Er vi interesserede i at lære ekstremismen at kende gennem fiktion? Hvordan bliver den læst og analyseret? Provokerer den os, eller er vi for langt fra Afrika til at kunne oversætte den til trods for, at filmen har en klar global agenda?

Af Søren Høy

Kina tager magten i biografen

’The Avengers: Age of Ultron’ bliver med overhængende sandsynlighed årets mest sete film på verdensplan.

Billedresultat for The Avengers: Age of Ultron

Filmen kommer med en usædvanlig potent forhistorie.

De mange superhelte i filmen har hver sin succesfulde franchise, hvor de snildt trækker mellem 750 millioner og 1 milliard dollars ind ved billetlugerne.

Den første ’The Avengers’-film fra 2012 figurerer i dag som den tredje mest indtjenende film i historien, hvis der ikke korrigeres for inflation. Den samlede imponerende 1,5 mio. dollars hjem til Disney, inden den senere solgte for 225 mio. dollars på DVD og Blue-Ray. ’Avengers’-serien udmærker sig ved at være langt mere munter end de øvrige superhelte-serier. Den dyrker ikke de muterede kraftkarles dunkle fortid, men hæfter sig i stedet ved deres sammenarbejde, for at holde ondskaben ude af vores galakse.

Siden sidst heltene i meget stramt outfit skulle redde universet, er der sket en del i den virkelige biografverden. Den nye mega-spiller på markedet, er Kina.

For tre uger siden skete der noget historisk. For første gang nogensinde, indspillede de kinesiske biografer flere penge end de amerikanske på en uge. Er det så stor en nyhed, kan man passende spørge? I filmens verden betyder den slags alt. Indtil nu har en blockbuster haft sit primære marked i USA. Det er her, filmen er lavet, her stjernerne bor – og ikke mindst ser USA sig som filmbranchens altdominerende stormagt.

Selvforståelsen er under angreb.

I Kina pibler det frem med biografer. I 2014 var der 24.000 lærreder i Kina. Det er næsten en fordobling siden 2012, hvor den seneste ’Avengers’-film kom ud.

I USA er der cirka 40.000 lærreder for nuværende. I Kina er potentialet 70.000 lærreder. Den stærkt voksende middelklasse har penge til underholdning fra øverste Hollywood-hylde. De vil se action. De elsker helte og skurke, der ikke er asiatiske.

Med andre ord er ’Age of Ultron’ på vej til at blive markant større i Kina end i USA. Indtil nu er det kun ’Transformers 4’, der kan prale af den slags.

For filmproduktionen betyder det nye ’leading market’, at indhold, kampagner og produktion langsomt vil få et tættere forhold til Kina og den store nations smag. Alt andet vil være dumt, nu da det er der, publikum står i kø for at se de store actionbrag.

Hvis jeg var amerikansk producent, ville jeg tage et kvikt kursus i kinesisk. Det ser ud til at betale sig.

 

700.000 billetter savnes

Vi er midt i et ekstraordinært filmforår. Ni danske film har allerede fået premiere i biograferne. Det store antal film har betydet, at dansk film har en markedsandel på hele 43% i årets første 4½ måned. I alt er der solgt cirka 2 mio. billetter til dansk film. Det tal inkluderer salg fra to film, der fik premiere i juledagene i 2014, og derfor har haft deres primære salg i 2015. Til sammenligning blev der solgt 3.35 mio. billetter til danske film i hele 2014.

Det er imponerende tal. Uden tvivl. Den slags giver et overordnet statistisk argument for dansk films succes.

Hvis vi kigger lidt dybere ned i statistikken, er der dog lidt en anden historie, vi er nødt til at forholde os til.

Billedresultat for Susanne Biers ’En Chance Til’

 

Susanne Biers ’En Chance Til’ endte på 215.613. Bier er normalt godt for +500.000 – men lad os bare konservativt sige, at 300.000 havde været godkendt for denne her film. 75.000 på den gale side.

 

’Min Søsters Børn og Guldgraverne’ nåede 310.838. De tidligere installationer i serien har nemt nået 400.000, så her mangler der 90.000.

’Mænd og Høns’ er årets topscorer med 357.093. En Anders Thomas Jensen film med masser af stjerner burde kunne sælge 400.000. Cirka 40.000 under forventning.

’Steppeulven’ viste sig at misse sit det brede publikum. 40.000 købte billet. Et estimat på 150.000 inden premieren kunne ikke have skræmt nogen. 110.000 bagud.

’Albert’ har solgt 108.881 til dato. For en Ole Lund Kierkegaard-filmatisering med klassiker status er en forventning på 250.000 på sin plads. 140.000 fra den vurdering.

Erik Clausens ’Mennesker bliver spist’ med 225.706 er mere end godkendt.

’9. April’ er stadig aktiv i markedet – for nu med 201.807 billetter. Den burde have cirka 50.000 mere i sig, for at nå sit potentiale.

’Skammerens Datter’ står lige nu på 155.356. Den mangler vel cirka 150.000 for at være den succes, som det litterære forlæg og filmens kvalitet berettiger til.

’Idealisten’ åbnede i weekenden med cirka 18.000. Det ligner dermed et salgstal på 50-60.000. Halvdelen af et konservativt estimat.

Tre af filmene har stadig en chance for at forbedre resultatet.

Pointen er, at statistikken er pæn, men at med så mange danske film på kort tid, mangler stort set alle film en pæn sjat billetter, for at være den forventede forretning.

Hvad der for den samlede danske filmbranche ligner en god historie, er for den enkelte producent i flere tilfælde en mindre katastrofe.

 

Journalister på film

Poul Brink er den sande hovedrolle i det politiske drama om Thule-basen og det amerikanske B-52 bombefly, der forulykkede i 1968. 20 år senere dykkede Brink uden frygt og yderligere analyse af konsekvenserne ned i sagen. Brink var journalist af den gamle skole. Fra en tid hvor der ikke var tidsregistrering og DJØFfere i ledelsen – bajere til frokost og en dedikation til arbejdet, der ikke handlede om kvalitetstid med børnene og frygten for ikke at kunne betale terminen på murermestervillaen og sommerhuset. Det var en mindre kompliceret verden. De gode mod de onde. Øst mod vest. Det var før journalistikken gik digitalt med konstante opdateringer, der kan ødelægge enhver god historie.

Journalister der optræder som detektiver i sandhedens tjeneste er godt materiale. Journalister har i den gode fiktionsversion frækheden til at sparke døre ind. Charmen og snarrådigheden til at gennemskue løgnen. De afviser magtdistancen så de kan vælte en regering og ikke mindst har de skarpheden til at skrive en historie, der bliver læst, som om det var en højoktan-krimi.

Jeg er vild med den antiautoritative enspænder, der bevæger sig i et vanvittig delta, hvor storhedsvanvid og oplysningspligt flyder sammen.

Billedresultat for Alle Præsidentens Mænd’Alle Præsidentens Mænd’ (1976) er den største af dem alle. Carl Bernstein og Bob Woodward fra The Washington Post ændrede pressehistorien, da de optrevlede Watergate-sagen ved hjælp af den mytiske kilde ’Deep Throat’.

Siden har den film været inspiration for George Clooneys ’Good Night and Good Luck’ (2005), der på overfladen handler om McCarthy’ismens kommunist-paranoia i USA i 50’ernes – men faktisk er en nutidig kommentar til George W. Bushs politik.

Yderligere en direkte afledt mesterlig film er Michael Manns ’The Insider’ (1999) med en fantastisk Al Pacino i hovedrollen som journalisten, der optrevler den magtfulde tobaksindustri.

Billedresultat for kongekabale filmI Danmark står Nikolaj Arcels ’Kongekabale’ (2004) stadig som den bedste og mest effektive thriller om en journalist, der sætter sin karriere på spil for historien. Den films styrke er, at den er inspireret af virkelige hændelser – men derfra giver den fuld gas for at skabe det ultimative drama.

Genrens problem er desværre ofte, at de bygger på sande historier og nulevende personer, og derfor har svært ved at blive helt så dramatiske, som en god film kræver.

Jeg håber, at der stadig er journalister, der tør gå hele vejen for en historie. Det giver nemlig gode film.