Monthly Archives: juni 2007

The Hitcher

Gi’r du et lift?

”The Hitcher” er et remake af en film fra 1986. Den slags projekter ender sjældent alt for godt. Dette her er ingen undtagelse.

Af Søren Høy

Hvorfor ikke for en gang skyld starte med konklusionen? Så er det frit valg, om man vil læse videre. ”The Hitcher” er lavet for at lokke teenagere i biografen. Den er for dem, der er vilde med ”Saw”, ”Hostel” og den nye latterlige udgave af ”The Texas Chainsaw Massacre”. Slasher-film kalder man dem. Eller ”Døde-Teenager-Film”. Splat og blod, masser af hvineri på grund af en psykopatisk, degenereret morder, der af en eller anden grund altid ser sig sur på en flok teenagere. Tænder man på det og de førnævnte film, så er ”The Hitcher” perfekt. Den er præcis så simpel, som genren foreskriver. Den er nøjagtig så hjernedød, at den på en absurd måde giver mening for fans af genren.

I 1986 kom den første ”The Hitcher”. Dengang gav man film løjerlige danske titler, ellers forstod vi det ikke ude i provinsen. ”På stop med en dræber” hed den. Vi var totalt eksede. Den var SÅ vild. Ung mand skal køre en bil fra Chicago til San Diego. Han tager en blaffer op, som viser sig at være en galning af en anden verden. Rutger Hauer var djævelsk i rollen som blafferen fra Helvede, der uden grund myrdede alle han mødte. John Ryder hed han. Glemmer det aldrig. Vi følte, at det kunne ha’ været os. Vi var unge, vi ville gerne køre tværs over USA – men efter den film var det slut med at tage folk op, der stod med strittende tommelfinger i vejkanten. Den var så effektiv, fordi vi så filmen gennem den unge mands øjne. Vi oplevede det, som han oplevede. Skræmmende effekt.

Nu er psyko-blafferen John Ryder så tilbage i en 2007-version. Sean Bean (Boromir i ”Ringenes Herre”) er trukket i Hauers lange oilskindsjakke, og er indledningsvis god, men når ellers ikke Hauer til sokkeholderne, hvis Hauer ellers gik med den slags. De første 20 minutter giver et par gode forskrækkelser, men ellers husker man bedst et par grinagtige, dårlige specialeffektscener og et inderligt ønske om at være 14 år igen, og se den gamle film for første gang.

Dengang var det uhyggeligt. Nu er det bare ligegyldigt.

Yippee-ki-yay, motherfu***r!

Bruce Willis har taget patent på det gamle cowboy-brøl, og har tilføjet en lille moderne vulgær krølle. Kampråbet er om noget synonymet med Willis’ rolle som den hårdtprøvede politimand John McClane i Die Hard-serien, der med den første film skabte en af filmhistoriens bedste actionfilm.

Den 27. juni har ”Die Hard 4.0” premiere over det meste af verden. Fjerde installation i serien om den heroiske og patriotiske politimand John McClane kommer 12 år efter den tredje film og 19 år efter den første, der bliver betegnet som en klassiker i actiongenren.

Bruce Willis’ plads i filmhistorien

Die Hard-tetralogi er Bruce Willis’ serie. Fra ende til anden. Han personificerer serien i den bærende hovedrolle. Det er hans franchise. I følge filmmagasinet Total Film sagde han under optagelserne til instruktøren Len Wiseman, der var 16 år da den første film kom, at han, Willis, er den eneste, der har været med i alle filmene – den eneste, der har fulgt serien fra starten. Han alene ved, hvordan det skal skrues sammen, så det virker. Han føler, at han har skabt serien fra bunden af, og det er serien og hovedfiguren McClane, der skriver ham ind i filmhistorien. Det kan der være noget om.

Han fortalte JP for år tilbage, at han ser sin primære funktion i filmbranchen som actionmand og underholder. ”Jeg gør det her for at give folk en god oplevelse i biografen. Ikke andet. Og jeg ved, at Die Hard-filmene har gjort en forskel for mange mennesker. Det er de film, som jeg bliver husket for”. Han er lige blevet 52 år, og det bliver unægtelig interessant at se, om han stadig kan overføre den samme magi til publikum, som han kunne, da han var midt i 30’erne.

En følsom cowboy

Willis fik den gigantiske sum af 5 millioner dollars for den første film. Det var en uhørt høj hyre i 80’erne til en tv-skuespiller, der aldrig før havde været i nærheden af en blockbuster-succes. Producenten var Joel Silver. Han var dengang en af Hollywoods mest modige mænd. Uden garantier i form af velkendte genrer eller stjerner har han skabt serier som ”Dødbringende Våben 1-4”, ”Matrix 1-3” og ”Die Hard”. Han ville tilbage i 1988 have en ny type helt. En benhård, følsom familiemand med kvikke replikker der ikke var bange for at blive totalt smadret i filmen. Dengang var det på mode, at heltene ikke fik en plet på tøjet mens de klarede action-ærterne. Willis kunne opfylde alle kriterier. Han kunne beholde glimtet i øjet, mens han trak glasskår ud af fødderne, og han kunne charmere det kvindelige publikum med det skæve smil og sin ubrydelige kærlighed til konen Holly. En følsom cowboy – en moderne anti-yuppie-helt.

Forsømt panser

I seriens første og bedste film kommer John McClane til Los Angeles på en juledag. Han tager ind til sin kone, som meget mod hans vilje ikke vil følge med ham til New York, hvor han har fået en stilling ved NYPD. Vi fornemmer, at hun er den stærke i forholdet. Han må indrette sig efter hende. Han er ikke den hårdkogte strisser, som vi kender alt for godt fra film og serier. Kort efter at McClane er ankommet til julefrokosten, kommer han i et skænderi med Holly, fordi han opdager, at hun bruger sit ungpigenavn på arbejdet. Han bliver igen tilsidesat, og bekræfter overfor publikum, at det er ham, der må acceptere den moderne karrierekvinde og hendes valg. Da han sidder og brokker sig alene på et værelse, og alle Hollys kolleger er samlede til en juletale, kommer filmens tidlige drama. Den kyniske tyske skurk Hans Gruber – eminent spillet af Alan Rickman – og hans kumpaner indtager højhuset, og kræver intet mindre end 640 millioner dollars fra bankboksen for at frigive gidslerne. De ved ikke, at McClane er i bygningen, og han er den eneste, der kan redde Holly og hendes kolleger fra den brutale bad guy.

Genialt drama

Den dramaturgiske genistreg i filmen er udviklingen. Den er helt ren og forståelig. Der er intet artificielt over filmens følelser, og filmen lineære spændingsplot er forbilledligt godt skrevet og udført. John er i huset, fordi hans kone er der. Han er ikke inviteret til festen, men han er der udelukkende på grund af sin kærlighed til hende – og vi føler hjerteskærende sympati for ham, da vi mærker, at hun grundliggende ikke vil have, at han er der.

Den dramatiske udvikling kommer gennem skurken, Hans Gruber. Det er hans offensive brutalitet, der får den forsmåede politimand til at reagere. John er hele tiden i defensiven. Han aner ikke, hvad der sker. Som han rationelt siger til sig selv, da han ser Hollys chef bliver henrettet: ”Hvorfor gør jeg ikke noget – fordi så var jeg også blevet skudt…”. Han gennemtænker alle mulige rednings løsninger, og hele tiden ved han, at hvis det ikke lykkes for ham, så dør Holly, og alt han lever for.

Samtidig karikerer filmen forholdet mellem den aristokratiske Gruber og folkets mand McClane. Den ene med en bande håndlangere, sofistikeret og dekadent – den anden alene, simpel og svedende.

Derfor elsker publikum deres helt i filmen. Alt er mod ham, og alligevel vinder han, selvom han skal gennem to timers pinsler, skud og eksplosioner inden han får has på Hans og et par andre nederdrægtige typer.

Verdens bedste actionfilm

Den første film blev en succes. Økonomisk gik den rimeligt, det var måske forventet – men hvad der overraskede, var kritikkens enstemmige klapsalver. Actionfilmen var igen begavet, og 80’erne sluttede med at lave en film, der gav et tiltrængt skud adrenalin til den forsømte og udskældte genre.

Filmens status blev understreget i sidste uge, da det store anerkendte amerikanske magasin Entertainment Weekly kårede ”Die Hard” som den bedste actionfilm nogensinde. Den slags kan diskuteres, men det forstærker filmens renomme og status som Willis’ afgørende bidrag til underholdningsindustrien.

Die Harder og Mega Hard

Seriens handlingsmæssige udgangspunkt er terror. Nummer 2 fulgte 1’erens drivkraft med kærlighedshistorien mellem John og Holly, der denne gang bliver obstrueret af ondsindede, deserterede lejesoldater. De vil ikke lade Hollys fly lande i lufthavnen, da hun er på vej hjem for at holde jul med John, og flyet løber langsomt tør for brændstof.

2’eren er overdrevet dramatisk instrueret af finske Renny Harlin, der kan ødelægge selv det bedste plot, med sine unødigt udpenslede voldelige scener.

3’eren har som 1’eren en fascinerende skurk. Denne gang spillet af Jeremy Irons. Han er terroristen Peter Krieg. En godt tænkt sidehistorie er, at han skal forestille at være Hans Grubers bror. Krieg er ude på hævn, efter at McClane slog brormand ihjel i den første film.

John McTiernan havde fået klaptræet tilbage, og lavede en godkendt spændingsfilm, som dog led under, at Holly ikke var med, og dermed var Johns ultimative drive fra de to første film fjernet. Det var der en grund til. 3’eren var oprindeligt skrevet til andre skuespillere, og en helt anden helt – men i jagten på materiale til at fortsætte serien, versionerede man historien, så den kunne indeholde Willis’ figur.

Nummer 4

”Jeg ville have, at 4’eren skulle have så få computereffekter som muligt – den skulle være så rå og kontant som muligt”, sagde Willis, da han for nylig gav cyberinterview på Afterlife. Hvis man har set trailerne til 4’eren, så ser det ud som om, at han fik, hvad han ville. Det er der en grund til. Willis producerer, og betaler dermed selv for filmen. Han har lugtet, at det her bliver et hit. I samme interview sagde han i øvrigt, at han er klar på en 5’er. Respekt til en gammel cowboy, der gerne vil give publikum en god gang ramasjang.

Hvorfor ikke slutte med McClanes berømte one liner; ”Yippee-ki-yay, motherfu***r!”, og så ellers komme af sted til biografen.


Die Hard 1-4

Die Hard, 1988
Dansk titel: Die Hard (med videoundertitlen: Tårnhøj Spænding)
Instruktion: John McTiernan
Indtjening i hele verden: $ 137,4 mio.
Produktions omkostninger: $ 28 mio.


Die Hard 2 – Die Harder, 1990

Dansk titel: Die Hard 2
Instruktion: Renny Harlin
Indtjening i hele verden: $ 237,5 mio.
Produktions omkostninger: $ 70 mio.


Die Hard 3 – Die Hard with a Vengance, 1995

Dansk titel: Die Hard – Mega Hard, 1995
Instruktion: John McTiernan
Indtjening i hele verden: $ 365 mio.
Produktions omkostninger: $ 90 mio.


Die Hard 4 – Live Free or Die Hard, 2007

Dansk titel: Die Hard 4.0
Instruktion: Len Wiseman
Produktions omkostninger: $ 100 mio.


Entertainment Weeklys top 5 over de bedste actionfilm nogensinde – kåret af bladets filmanmeldere:

1. Die Hard (John McTiernan, 1988)
2. Aliens (James Cameron, 1986)
3. Indiana Jones: Raiders of the lost Arc (Steven Spielberg, 1981)
4. Mad Max 2: The Road Warrior (George Miller, 1981)
5. The Matrix (Larry og Andy Wachowski, 1999)


Bruce Willis

Walter Bruce Willis
Født: 19. marts 1955 i Oberstein, Tyskland
Willis’ far var militærmand – udstationeret i Tyskland.
Han har tre døtre. Alle med skuespillerinden Demi Moore, som han var gift med fra 1987 til 2000.


Vigtigste film:

Die Hard 4.0 (2007): John McClane
Planet Terror (2007): Lt. Muldoon
Sin City (2005): Hartigan
Unbreakable (2000): David Dunn
Den 6. Sans (1999): Dr. Malcolm Crowe
The Siege (1998): Major General Devereaux
Armageddon (1998): Harry S. Stamper
The Fifth Element (1997): Korben Dallas
Twelve Monkeys (1995): James Cole
Die Hard – Mega Hard (1995): John McClane
Pulp Fiction (1994): Butch Coolidge
Die Hard 2 (1990): John McClane
Die Hard (1988): John McClane

Candy uden sukker

Af Søren Høy

Sublimt skuespil forhindrer australsk drama fra at synke hen i forudsigelighed og genreklicheer.

Det nærmest vælter ind over landets art-biografer med små australske film. Tidligere så vi måske én hvert tredje år, nu er der på seks måneder kommet hele fire. Det er formodentlig ikke noget, som publikum har opdaget. Der var ikke mange, der fik set hverken ”Somersault”, ”Jindabyne” eller ”2:37”. Det

tager tid at vænne publikum til nye filmlande. Specielt hvis historierne ikke har den humor eller kant, som appellerer direkte til en specifik målgruppe.

Ingen af de tre film har haft den x-faktor, som kunne have fået publikum til at tage australsk film til sig.

Det har den aktuelle ”Candy” desværre heller ikke, selv om den er domineret af et par kendte skuespillere.

Heath Ledger, nok mest kendt som homo-cowboy i ”Brokeback Mountain” og Abbie Cornish, den eneste sympatiske figur i den skrækkelige ”A Good Year”, spiller de to kunstnere og heroinmisbrugere; Dan og Candy.

Dan er den egentlige hovedperson. Candy er hans livs kærlighed. Han elsker hende næsten lige så meget, som han elsker sin kanyle med det fede lyse stof, som han med alle junkiens ritualer fyrer ind i alle ledige blodårer.

De trækker på gaden, de snyder, stjæler og pantsætter alt af værdi for at få penge til deres dyre vane.

De prøver at blive rene, da Candy bliver gravid – men hun taber barnet, og så er de tilbage igen.

De flytter på landet sammen med en recept på metadon, men igen er fristelserne fra det gamle liv for store.

Historien er set før. Mange gange. Faktisk er alle kanyle-historier stort set identiske. Det bliver lidt trættende. Det der kvikker ”Candy” op, er spillet hos de to hovedroller. De er tæt på deres figurer, de lever med dem og forstår dem helt tydeligt. Intensiteten fra Ledger og Cornish giver en troværdig autenticitet i spillet, som historien desværre ikke kan leve op til.

Er dén her australier så noget for det danske publikum? Næppe.

Vi er nok stadig mere til Crocodile og Dundee end Candy og Dan.

Bornedal er tilbage

Det er 5½ år siden, Ole Bornedal sidst havde en film ude i biograferne. I morgen har science fiction filmen ”Vikaren” premiere, og allerede til august kommer dramaet ”Kærlighed på film”. Ole Bornedal er tilbage.

Af: Søren Høy

”Jeg har sparet en masse historier op de seneste fem år. Nu kommer de ud i et vanvittigt tempo”. Ole Bornedal er i topform. Klar til debat, klar til provokationer, klar til at vise sine nye film frem.

Han har siden sidst været teaterdirektør på Aveny-T, og lavet en stribe populære Storebælt-reklamer med Ib og Ib forklædt som Mads Mikkelsen og Nicolas Bro på vej over broen. Sidste gang Bornedal gik op af den røde løber til galla på en af sine egne film, var i februar 2002, hvor storfilmen ”Jeg er Dina” mødte publikum. Den havde et budget på 140 millioner kroner, og var den dyreste skandinaviske filmproduktion nogensinde. ”Dina blev aldrig den succes, vi havde håbet på. Den gik kun lige rundt. Det er jeg stadig lidt ked af. Alle instruktører er forfængelige. De vil have succes, og de vil have, at så mange som muligt ser deres film”.

Bornedal har vænnet sig til, at publikum ser hans produktioner. ”Nattevagten” fra 1994 reformerede det danske filmsprog med en effektiv mainstream stil, et sejt soundtrack fra Sort Sol og en underholdningsværdi, der jordede alt man tidligere havde set i de moderne danske biografer. Filmen solgte 500.000 billetter, og Bornedal havde skabt en nutidig klassiker for det tempo hungrende publikum. Bornedals trick var, at han fangede tidsånden. Han kunne se, at publikum manglede den uforpligtende, velturneret spænding. Ud med de historiske dramaer og lange dialoger i lukkede rum. I 1994 var det her nye tanker.

Vikaren

Om den nye film ”Vikaren” reformerer børnefilmen, vil de kommende uger vise. Den har potentialet til det. Det er effektfuld science fiction med en skræmmende god Paprika Steen i hovedrollen som vikaren fra det ydre rum. Hun ankommer med dæmonisk lyst til disciplin til en 6. klasse, hvor omgangstonen og evnen til at sidde stille ville give de fleste fornuftige folkeskolelærere nervesammenbrud. Filmen er solidt proppet med hårrejsende scener, hvor vikaren gør, hvad hun kan for at skræmme livet ud af publikum, samtidig med at hun vil bortføre hele klassen til sin planet.

”Vikaren” er havnet i en ny og på overfladen lidt kompliceret genre”, fortæller Bornedal. ”Det er eksistentiel religiøs action science fiction. Det var ikke helt meningen, at filmen skulle have så mange prædikater, og jeg var heller ikke klar over kompleksiteten, før filmen vandt to priser ved en stor børnefilmfestival i Malmø i foråret”. ”Vikaren” vandt for bedste film, men fik samtidig også en kirkelig pris. ”Det var surreelt at have lavet en vild effektfilm med masser af gys, og så stå sammen med en flok gamle præster, der hyldede filmen for dens rene sjæl og eksistentielle behandling af kampen mellem det gode og det onde”.

Kærlighed på film

Allerede 23. august kommer ”Kærlighed på film” med Nikolaj Lie Kaas og Anders W. Berthelsen i hovedrollerne.

Bornedal beskriver den selv som ”en brutal thriller med to brødre, hvor den ene gik ind af den rigtige dør til livet, og den anden gik ind af den forkerte”.

”Off the record”, siger han, og læner sig ind over bordet uvidende om, at alt er on the record, ”så er ”Kærlighed på film”, det bedste jeg har lavet indtil nu. Den kommer til at ryste publikum”. Vi får se. Det lyder som om, at han mener det, den 48-årige nordjyde. Og som bekendt, så er det ikke et folkefærd, man skal forvente storladne, guldrandede udmeldinger fra.

USA

Bornedals filmiske stil minder om noget, som man har set fra USA. Højt produktionsniveau, lækre billeder og en klar kommerciel mission med produktet. Derfor undrede det heller ikke, at han efter ”Nattevagten” tog til Hollywood for at lave film sammen med branchens topfolk. Anstrengelserne gav et middelmådigt remake af ”Nattevagten” med Nick Nolte som Ulf Pilgaard og Ewan McGregor som Nikolaj Coster Waldau. ”Det løb ud i sandet. Jeg skulle i gang med en stor, dyr film, og jeg ville gerne have Russell Crowe i hovedrollen. Det var et par år før han vandt en Oscar for ”Gladiator”. Selskabet bag filmen ville KUN have Tom Cruise. Da vi havde ventet på ham nogle måneder, gad jeg ikke mere, og så tog jeg hjem.”

Det er blevet til flere amerikanske tilbud gennem årerne.

”I deres verden er jeg til dybe, sorte, psykologiske thrillers. Jeg er blevet tilbudt en masse lort. B-film uden mening. Jeg var dog tæt på en interessant film, der kommer op snart. ”14.08” hedder den. Men jeg kunne ikke kommunikere med producenten, så han endte med at give filmen til svenskeren Mikael Håfstrøm (”Ondskaben”, ”Derailed”). Sådan går det i USA. Det er svært at stole på projekterne”.

Dyre film

Der er en lige linie fra Bornedals stil, der ikke er typisk dansk, over hans USA-tur til de budgetter, som han arbejder med. ”Jeg er Dina” var som nævnt en økonomisk sværvægter, og de to aktuelle film er også i den dyre ende. Med budgetter på 25-27 millioner kroner ligger de cirka 10 millioner over gennemsnittet for danske film. ”Mine film er lidt dyre i forhold til andre lige nu. Men det er min opfattelse, at dogme ikke var godt for alt i dansk film. Pludselig skulle alle lave low budget film uden magi og det filmsprog, som gør filmen til et unikt medie. Jeg gider ikke alt det der minimalistiske fis uden lys og med dansende kameraer”.

Fremtiden

”Jeg er jo et beskeden menneske”, siger han med et skævt smil. ”Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har lavet min karrieres bedste film endnu. Man lærer hele tiden, og forfiner gennem hele livet evnen til at fortælle”.

Bornedals næste forfinelse af filmen kommer allerede om et år, hvor ”Fri os fra det onde” har forventet premiere.

Den bliver med Bornedals egne ord ”den mest voldelige film der nogensinde er lavet i Europa med hilsner til Martin Scorsese og Quentin Tarantino. Det er så underligt med europæere. Vi hylder Scorsese for at lave en scene, hvor en mand bliver smadret med et baseballbræt, men vi tør ikke lave det selv. Det skal der laves om på nu!”.

Det er svært at sige, om dansk film har savnet Bornedal, mens han har været væk. Men det er nu meget rart, at han er tilbage.


Ole Bornedal

  • Født: 26. maj 1959
  • Filmografi:
  • 2008: Fri os fra det onde
  • 2007: Kærlighed på film
  • 2007: Vikaren
  • 2002: Jeg er Dina
  • 1999: Dybt Vand (TV)
  • 1997: Nightwatch
  • 1996: Charlot og Charlotte (TV)
  • 1994: Nattevagten
  • Box: Vikaren
  • Instruktion: Ole Bornedal
  • Manuskript: Bornedal og Henrik Pripp
  • Medvirkede: Paprika Steen, Ulrich Thomsen, Sonja Richter og en masse skønne børn med Jonas Wandschneider i spidsen.
  • Handling: 6.B. har fået ny vikar. Men vikaren er ikke, som den slags plejer at være – hun kan øjensynlig læse børnenes tanker, og når hun er alene med eleverne i klassen, er hun ligefrem ondskabsfuld. Børnene klager selvfølgelig over hende, men det lykkes vikaren at overbevise alle forældre om, at hun er fantastisk – på trods af at børnene fremsætter påstande om, at hun er en alien fra en fremmed planet. Men hun klarer sig igennem på sin uimodståelige charme og snart vender forældrene deres mistanke mod børnene, hvis overdrevne fantasi synes belastet af alt for meget science fiction, syge spil og vanvittige film.