Tag Archives: The Hitcher

The Hitcher

Gi’r du et lift?

”The Hitcher” er et remake af en film fra 1986. Den slags projekter ender sjældent alt for godt. Dette her er ingen undtagelse.

Af Søren Høy

Hvorfor ikke for en gang skyld starte med konklusionen? Så er det frit valg, om man vil læse videre. ”The Hitcher” er lavet for at lokke teenagere i biografen. Den er for dem, der er vilde med ”Saw”, ”Hostel” og den nye latterlige udgave af ”The Texas Chainsaw Massacre”. Slasher-film kalder man dem. Eller ”Døde-Teenager-Film”. Splat og blod, masser af hvineri på grund af en psykopatisk, degenereret morder, der af en eller anden grund altid ser sig sur på en flok teenagere. Tænder man på det og de førnævnte film, så er ”The Hitcher” perfekt. Den er præcis så simpel, som genren foreskriver. Den er nøjagtig så hjernedød, at den på en absurd måde giver mening for fans af genren.

I 1986 kom den første ”The Hitcher”. Dengang gav man film løjerlige danske titler, ellers forstod vi det ikke ude i provinsen. ”På stop med en dræber” hed den. Vi var totalt eksede. Den var SÅ vild. Ung mand skal køre en bil fra Chicago til San Diego. Han tager en blaffer op, som viser sig at være en galning af en anden verden. Rutger Hauer var djævelsk i rollen som blafferen fra Helvede, der uden grund myrdede alle han mødte. John Ryder hed han. Glemmer det aldrig. Vi følte, at det kunne ha’ været os. Vi var unge, vi ville gerne køre tværs over USA – men efter den film var det slut med at tage folk op, der stod med strittende tommelfinger i vejkanten. Den var så effektiv, fordi vi så filmen gennem den unge mands øjne. Vi oplevede det, som han oplevede. Skræmmende effekt.

Nu er psyko-blafferen John Ryder så tilbage i en 2007-version. Sean Bean (Boromir i ”Ringenes Herre”) er trukket i Hauers lange oilskindsjakke, og er indledningsvis god, men når ellers ikke Hauer til sokkeholderne, hvis Hauer ellers gik med den slags. De første 20 minutter giver et par gode forskrækkelser, men ellers husker man bedst et par grinagtige, dårlige specialeffektscener og et inderligt ønske om at være 14 år igen, og se den gamle film for første gang.

Dengang var det uhyggeligt. Nu er det bare ligegyldigt.