Tag Archives: Cannes

Stillet-revolution i Cannes

Cannes Festivalen er kendt for den røde løber, der går op til indgangen i Lumière-biografen, hvor gallaforestillingerne bliver vist for filmstjerner, topmodeller og Formel 1-kørere.

Af Søren Høy

Det er høj prestige, at tage turen op gennem blitzlyset fra de cirka 500 fotografer, der står langs løberen. Missionen er først fuldendt for aftenens smukkeste kvinde, hvis hun ender på forsiderne dagen efter. Samtidig er stjernerne blevet varemærker. De har millioner af følgere på sociale medier, og honoreres godt for at have mærkevare på kroppen.

Reglerne og koden på den røde løber har i mands minde været kjole til kvinderne og smoking til mændene. Kvinder i høje hæle og mænd i lædersko. Flade gummisko giver kun et spark bag i. Har mændene glemt slipset, må de håbe på, at de kan købe et til overpris blandt publikum.

I 2015 er Cannes’ til tider arrogante traditioner udfordrede. Det startede med, at Cannes forbød stjerne at tage selfies på den røde løber. Pointen er, at de skal nyde momentet og ikke tænke på deres Instagram-profil. Det giver mening. Det er et specielt øjeblik med opmærksomheden fra folk, fotografer og filmverdenen, og det skal selvfølgelig nydes uden selvportræt med trutmund.

Cannes har dog forregnet sig, når det handler om de magtfulde kvinders fodtøj. I år er et par markante kvinder blevet bortvist for at have flade sko på. Cannes tydeligvis glemt, at vi er midt i en tid, hvor kvinder ikke gider se sig fremstillede som pyntedukker med doktriner og regler for påklædning. I øvrigt vil de kyndige sikkert argumentere, at hælhøjde-moden varierer mere end Cannes’ gammeldags dresskode-system. Enhver med ergonomisk indsigt ville sikkert heller ikke anbefale 10-12 cm sylespidse hæle til en seance på flere timer.

Historien breder sig ud i verdens medier, og Cannes kommer nemt til at se lidt umoderne ud, når store stjerner opfordrer ALLE til at tage flade sko på.

En alternativ maskulin reaktion kommer der fra stjernerne Benicio Del Toro og Josh Brolin, der i sympati med de hæl-lidende kvinder vil tage stilletter på, når de skal op ad løberen.

Selfie- og stillet-revolutionen har bredt sig.

Normalt retter folket ind efter Cannes’ konservative system. No-Selfie har der været forståelse for – men med ’flatgate’, skoproblemet, tror jeg, at trykket fra sociale medier og stjerner betyder, at der for første gang i festivalens historie snart bliver dømt ’fri sko’ på den røde løber.

 

 

Dogme fylder 20 år.

Af: Søren Høy

Billedresultat for Breaking the WavesMarts 1995. Lars von Trier er midt i optagelserne til det, der senere viser sig at være hans hovedværk; Breaking the Waves. Trier er midt i et kreativt bonanza. Måske ved han, at han er på vej til at skrive filmhistorie, da han under en konference i forbindelse med filmmediets 100-års fødselsdag deklarerede, at ”i de sidste 20 år har filmene været elendige, og så tænkte jeg: Hvad kan vi gøre ved det? Derfor får I nu noget, der hedder Dogme95.” Derefter smed han om sig med røde flyverblade i det gamle traditionsrige Odéon Teater, der i 225 år har lagt kulisser til historiens største dramaer.

Der gik tre år, før Dogme 1 og Dogme 2 var klar til verdenspremiere. ’Festen’ og ’Idioterne’ havde premiere i Cannes på den store festival, hvor alle de væsentlige filmbølger er kommet ind med tidevandet fra Golfe de la Napoule. Cannes er stedet, hvor nye dimensioner tilføjes filmkunsten. Ingen andre steder er der et så krævende publikum, opmærksomhed og potentiel latterliggørelse. En instruktørs karriere kan starte og slutte i Cannes.

Inden ugen var gået, var Thomas Vinterberg en verdensstjerne. ’Festen’, den fornemmelse og uprætentiøse stemning Vinterberg og filmholdet kom med, havde Cannes ikke set siden slut-60’erne, hvor Francis Ford Coppola hver morgen gik tur på Croisetten, og Truffaut og Godard nedlagde festivalen i sympati med franske fabriksarbejderes arbejdsvilkår. Pludselig var Cannes blevet uforudsigelig, vild, naturlig – og, tør jeg bruge et af tidens absolutte buzzwords, autentisk.

Lars von Trier sad i sit mobilehome og så til, mens verden kiggede på Danmark. ’Breaking the Waves’ blev snydt for Guldpalmen i 1996, men til gengæld betød den film, at filmkritikere, filmstjerner og publikum vidste, at de skulle se og høre efter, når Trier kom med noget nyt. Og Dogme var nyt. Frisk, anarkistisk og en demokratisering af filmen.

Det vidste vi ikke dengang, da vi alle stod i Cannes og badede os i opmærksomheden fra de største i branchen. Steven Spielberg bad om Vinterbergs nummer. Martin Scorsese løb efter Trier som en fan med autografbogen åben.

Kunstnerisk betød Dogme, at alle kunne lave film. Har du en god historie, så lav den! Tænk ikke på sminke og kulisser – kom i gang! Tanken har været en afgørende inspiration for en hel generation af unge filmmagere. Det er de unge, der har fået mest ud af Dogme. Konceptet viste sig ikke direkte bæredygtigt udenfor Danmark på den store scene, men har skabet et delta for dokumentarister, undergrund og talenter.

På Dogmes 20 års fødselsdag kan jeg konstatere, at ideen og filmene stadig har en helt afgørende placering i filmhistorien.

2628

200 ud

Cannes classic

Den 67. udgave af Cannes Festivalen åbnede i går med vanlig glamour og tradition.

Cannes er det eneste sted i filmens verden, hvor dekadence og uendelig rigdom kombineres med de mest brutale menneskelige skildringer. Der er tydelige kontraster i, at verdens største filmstjerner, modeller og fodboldspillere står i kø, for at blive fanget af de glubske fotografers linser på den røde løber, mens de er på vej ind og se smalle kunstfilm. Cannes tilgodeser som det eneste sted både tabloidpressen, autografjægerne og cineasterne, der dyrker radikal finkultur.

Cannes bliver betegnet som den flotteste filmfestival i verden. Årets program er hverken specielt modigt, overraskende eller provokerende. Jeg fornemmer, at mange af instruktørerne i år har deres bedste film bag sig.

De 18 film, der er med i kampen om Guldpalmen, er signeret af adskillige tidligere vindere og velkendte navne på Croisetten. Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at Cannes udtager navne, som de kender. I Cannes handler det mest af alt om instruktøren. Kvaliteten af filmene og temaerne kommer bagefter. Det er instruktørerne, der er med til at skrive Cannes’ historie, og Cannes sætter en dyd i, at præsentere kunstneriske livsværker fra de såkaldte auteurs. Instruktører kunstnerisk integritet og særegent udtryk.

De fleste af navnene er nok ukendte for selv vanlige biografgængere. Det fortæller en hel del, at de to engelske socialrealister Ken Loach og Mike Leigh nok er de mest genkendelige navne. Lige efter dem kommer den syrede canadier David Cronenberg og den karakterfulde Tommy Lee Jones, der har castet Sonja Richter til en stor rolle i ’The Homesman’.

Billedresultat for The Homesman

Australske Jane Campion sidder for bordenden i juryen, der også tæller Nicolas Winding Refn, som efterhånden er en integreret del af Cannes-familien. De har muligheden for at tildele belgiske Jean-Pierre & Luc Dardenne Guldpalmen for tredje gang, hvilket i fald vil være en imponerende rekord.

Refn og Richter bliver nationalt akkompagneret af western-filmen ’The med Mads Mikkelsen i hovedrollen og den meget lovende gyser ’Når dyrene drømmer’ af Jonas Alexander Arnby. Ingen af filmene kan vinde Guldpalmen, men de vinder med sikkerhed respekt, og er slet ikke så ringe, for man siger, at de 5000 journalister i Cannes er verdens hårdeste publikum at imponere. De har set alt, og de ved alt om film.

Lørdag den 24. maj uddeles Guldpalmen.

Fantastiske Filmfestivaler

Hver en flække har efterhånden en filmfestival. Der er cirka 300 registrerede festivaler i Europa, som man kan sige, har en vis organisation og kunstnerisk berettigelse. På toppen af bjerget med udsigt residerer Cannes, Berlin og Venedig i prioriteret prestige-rækkefølge. Under dem en pæn gruppe der er ukendt for de fleste. Baskiske San Sebastian, Karlovy Vary i Tjekkiet og Locarno i Schweiz. Der er sikkert ingen uden for branchen, der aner, hvad de festivaller går ud på.

Under den kategori finder man aktuelle CPH PIX, der ligger pænt side om side med blandt andre Stockholm, Sarajevo og Rom og mange andre.

Det fælles for festivaller er, at de generelt viser film, der ikke kommer i normal distribution. Filmene er enten for eksperimenterende til et bredt publikum eller ikke i stand til at konkurrere med de store stjerner, så biografejerne ikke tør satse på filmens attraktion ved billetlugerne.

Festivalen kan tillade sig den luksus, at en enkelt fuld sal er rigeligt. Normalt ville en biografejer gerne have en hel uge med kø ud på gaden, hvis filmen skal spille sig hjem. Derfor kan en festival tage chancer, som en normal biograf ikke kan.

Filmskaberne møder meget sjældent deres publikum. I forbindelse med en premiere kan det være, at de nødtvunget tager på en turne, hvor det egentlig bare gælder om at få nogle millimeter i aviserne og nogle minutter på TV. Der er sjældent hverken ærlighed eller oprigtighed i de interview, der egentlig bare er kampagnestof uden konflikt.

Under de fleste festivaler optræder instruktører afslappede. De taler om deres op- og nedture – de tør fortælle sandheden, da de for en sjælden gang skyld er frigjorte fra krav om positiv historiefortælling. Filmfestivalerne er blevet et af de få steder, hvor filmbranchen virkelig handler om film.

Vi er som publikum enormt konservative. Vi er svære at lokke ind til noget, vi ikke kender. I sig selv en såkaldt Catch 22 – hvor et problems løsning er identisk problemets konflikt. Med andre ord er det ualmindeligt svært, at få folk ind at se nye typer af film.

Festivalerne skal ses som en mulighed for at lære noget nyt. Se noget andet. Udfordre sin egen smag, tålmodighed og tradition.

En filmfestival skal ikke vurderes på antal solgte billetter. Festivaler er for fans, cineaster og feinschmeckere, og skal derfor måles på mod, identitet og integritet. Min udfordring til læserne er, at de skal prøve at købe en billet til en film, de ikke aner hvad er. Chancen er der nu i København.

Balladen om Cannes-vinderen

Af Søren Høy

Det hører til sjældenhederne, at skuespillere efter en film går i flæsket på instruktøren, og anklager ham for at være en brutal bisse. Det er absolut enestående, når det handler om en Guldpalme-vinder fra Cannes. Og det gør ikke historien mindre kulørt, at filmen har dampende hede lesbiske sexscener med delikate pikanterier og positioner i de op til 10 minutter, det enkelte samleje sagtens kan sprede sig ud over i filmen. Tro mig. 10 minutters dansende bryster og vaginal synkronisitet i nærbilleder virker intimiderende lang tid på et 200 kvadratmeter lærred.

Instruktøren af ’Adèles Liv – Kapitel 1 & 2’, franske Abdellatif Kechiche, så overordentlig lykkelig ud, da han sammen med sine to smukke hovedroller Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux stod på podiet i Cannes i maj måned. De havde lavet festivalens bedste og mest besnærende film. De havde efterladt journalister og branchefolk med røde knopper på halsen og med et stort dominerende spørgsmål rumsterende: Gjorde de det rigtigt? Det ser unægtelig sådan ud.

Kort efter premieren rasede forfatteren af tegneserien, som filmen er inspireret af. Julie Maroh mente, at intimiteten var blevet til porno og at det var useriøst og urealistisk, at de to roller bliver spillet af tydeligt heteroseksuelle kvinder og instrueret af en mand, der ikke forstår sig på lesbiske følelser.

Historien bliver ikke dårligere af, at de to hovedroller har anklaget instruktøren for at være en torturende diktator. Han optog eftersigende cirka 750 timers materiale og pinte hver en dråbe ud af sine skuespillere. Det tog 10 dage at indspille en sexscene, hvor kvinderne følte sig ydmygede og prostituerede. Han beordrede dem til at slå hinanden gentagne gange under et skænderi, og han totalt manglede respekt for dem. ”Vi vil aldrig arbejde med ham igen”, fortalte de magasinet ’Daily Beast’.

Kechiche skød tilbage ved at kalde dem forkælede med en forkert opdragelse. Desuden truede han med at kalde filmen tilbage fra alle markeder, fordi de havde ødelagt publikums oplevelse af filmen med deres udlevering af hans kunstneriske proces. ”Jeg vil lige minde om, at de er de to samme skuespillere, der græd i mine arme i Cannes og takkede mig for at få muligheden for at være med i filmen,” sagde han til The Guardian i den periode, hvor han sågar overvejede at lægge sag mod dem.

Det koster at lave stor kunst. Ingen af de involverede i denne sag ser ud til at have formatet til at indse det.

For meget bling der kører i ring

Af Søren Høy, Viasat Film

Billedresultat for Sofia CoppolaSofia Coppola er et hot navn i Cannes. Hun er cool, et stilikon og hun laver film, der har tidsånd. Hun portrætterer ensomhed, ligegyldighed og manglen på åndelighed og sunde værdier. Den film de fleste husker er ’Lost in Translation’ (2003). Komisk, underfundig og med præcis indsigt i kærlighedens løjerligheder – mindeværdigt spillet af Scarlett Johansson og Bill Murray som de fortabte i Tokyos kulturelle kaos.

I Venedig-vinderen ’Somewhere’ (2010) bevægende de illusionsløse figurer sig rundt i et tavst Los Angeles i en eller anden for rastløshed. Det gav et indsigtsfuldt billede af en generation, som har alt, men som ikke aner, hvad de skal gøre med de materielle statussymboler, de knapt har gjort sig fortjent til.

Billedresultat for somewhere movie

’The Bling Ring’ følger samme hedonistiske kritik. Er vi grebet så meget af nydelseskulturen, at vi kun lader os drive af lyst?

Filmen er skabt over en artikel i ’Vanity Fair’, der handler om en gruppe unge, der i 2008 kørte rundt i Hollywood, og brød ind i kendtes huse. De tog smykker, penge og tøj. De unge var hverken fattige eller materielt forsømte. De ville bare have mere. De ville have et adrenalin kick midt i deres ideologiløse hverdag med forældre, der bare arbejder eller dyrker en inferiør spirituel retning.

Parodien på stjernernes vanvittige forbrug og eksponering virker, men det gør filmen desværre ikke som samfundskritik. Den gentager konstant sin tydelige pointe, og har ikke Coppolas ellers fine blik for popkulturen, som ellers er en af de få instruktører, der forstår sig på.

Panikken breder sig i Cannes

Af Søren Høy, Viasat Film

Der sker underlige ting i Cannes i de her dage. I biograferne er det helt naturligt, at vi bliver revet rundt i løjerlige virkeligheder. Alt fra rumvæsner over japanske spædbarns-forbytninger til narkobaroner i Mexico. I salenes mørke accepterer vi stor set alt. Ude i virkeligheden bliver det en smule komplekst det, når systemerne bliver udfordret.

Relateret billede
Model Elsa Hosk iført Chopard-smykker

Natten til fredag blev Chopard-smykker for 5,8 millioner kroner stjålet fra et fancy hotel i byen. Chopard er officiel sponsor for festivalen, og langt de fleste starletter bærer derfor det eksklusive mærke på den røde løber, hvor de sultne fotografer giver smykke-giganten eksponering i alverdens magasiner, websider og tv-programmer. Det nyeste er, at man mistænker en ansat på hotellet eller en fra smykke-transporten, for at have tippet røverne om smykkernes opbevaring. No shit, Sherlock. Eftersom de var godt gemt væk dybt inde i det store hotel, så ville det trods alt kræve en film-forbryder at finde dem. Røveriet betød pudsigt nok, at sikkerheden og adskillige taskecheck på festivalen fik det hele til at ligne en lufthavn. Ved alle indgange er der nu visitering og ingen tasker går igennem med lukket lynlås.

Som om det ikke er nok, så blev den lettere opskruede stemning yderligere forstyrret fredag eftermiddag, hvor der pludselig var svært bevæbnet politi og blinkende salatfade på Croisetten. Rygterne buldrede allerede. Der var affyret pistolskud udenfor den Le Grand Journals tv-studie, hvor de hele dagen sender live fra festivalen. Jurymedlemmerne Christoph Waltz og franske Daniel Auteil, begge skuespillere, var midt i et interview, da bragene lød. Waltz blev under turmulten eskorteret ud med sikkerhedsvagter som levende skjold. Da krudtrøgen havde lagt sig viste det sig, at en eller anden sjover havde fyret fyrværkeri af for at lave sin egen lille happening.

Den onde gerningsmand blev overmandet og sidder nu i brummen indtil man finder ud af, hvad straffen er for at tænde kanonslag, når der er stjerner i nærheden.

Regnen siler ned og det sætter en dæmper på oprøret, der muligvis ligger og rumler under festivalens filmiske dramaer.

Mads Mikkelsen

Danmarks største stjerne. Intet mindre. Hans karriere er bygget omhyggeligt op over 15 år, og han er nu i den enestående position, at han er klar til en bærende hovedrolle i en international film.

Af Søren Høy, Viasat Film

Mads Mikkelsen vandt i maj 2012 prisen for bedste skuespiller ved Cannes Festivalen. Det er den flotteste pris, som en dansk skuespiller har vundet. Nogensinde. Pudsigt nok slog han Mikkel Boe Følsgaard, der vandt skuespillerprisen tidligere på året i Berlin for sin rolle i ’En Kongelig Affære’, hvor Mads Mikkelsen trækker det store læs som livlægen Struensee – demokratiets reformator og monarkiets store trussel. ’En Kongelig Affære’ trak efterfølgende 530.000 mennesker i biografen i Danmark. Filmen ser ud til at få en Oscar-nominering i dag, og er i øvrigt den mest sete danske film nogensinde i England.

Kort efter prisen i Cannes landende Mikkelsen den prestigefulde hovedrolle i tv-serien om Hannibal Lecter. Eller ’Hannibal The Cannibal’ som han kaldes. En af de sidste 20 års mest ikoniske, bedste og mest intelligente skurke.

For at runde et vanvittigt Mikkelsen-år af, så åbner ’Jagten’ i dag i 114 biografer landet over. Mads Mikkelsens portræt er på busser, på plakatsøjler, i aviser. Han er ansigtet på den succes, som ’Jagten’ fortjener, for det er en fremragende film med en hovedrolle præstation, der sågar blev rygtet god nok til en Oscar-nominering.

Den 47-årige københavner og hans agent Ulrich Møller-Jørgensen har omhyggeligt bygget en karriere op, som har haft et solidt fokus; nemlig at lande de gode, store roller i udlandet. Derfor har han de seneste fem år kun været med i to danske film.

Når en dansker skal have roller i udlandet, er det et langsommeligt arbejde. Kan man spille til kameraet, kan man klare sig overfor de erfarne skuespillere, der er vant til den amerikanske form og filmstil? Dernæst er der sproget. Vi tror jo typisk, at vi er gode til engelsk – men når vi står overfor en topklasse stjerne, så kan vi nemt lyde provinsielle og falde helt ud af den tone, som man forventer af en Hollywood-film.

Mads Mikkelsens store gennembrud kom, da han fik den eftertragtede skurkerolle i James Bond-serien som ’Le Chiffre’ i ’Casino Royale’. Heldet var med Mikkelsen, for det var samtidig en historisk stor pr-kampagne, da Daniel Craig skulle relancere den ikoniske agent.

Det resulterede i en kæmpesucces, som blev bemærket. Rollen blev brugt til bevise næste led i udviklingen. At Mikkelsen kan være med til at løfte en blockbuster. Det betyder meget, for ingen er i tvivl om hans kunstneriske potentiale. Men kan man udfylde en rolle i en film, der indtjener over 3 milliarder kroner, så har man også et kommercielt potentiale.

De efterfølgende år fik Mikkelsen roller i mildt sagt tvivlsomme film, hvor han det meste af tiden fægtede rundt med klap for øjet og spillede en tavs og indesluttet håndlanger. Film som ’Clash of the Titans’ og ’De Tre Musketerer’ bliver nok hurtigt glemt, men hans disciplinerede arbejde gav en kontrakt med den respekterede amerikanske agent Theresa Peters, der har flere solide navne i mappen. Hun var i 2012 på en liste over de 100 mest magtfulde kvinder i Hollywood. Den slags giver adgang til hovedroller. Får Mikkelsen succes med Hannibal The Cannibal, så vil han potentielt snart være med i en amerikansk film, der konkurrerer om en Oscar.

Mads Mikkelsen er typen, der ringer til sine instruktører klokken 2 om natten for at tale sine replikker igennem. Han er uden sammenligning den mest hårdtarbejdende skuespiller, jeg har oplevet. Hans kamp for at blive bedre til engelsk, er et godt billede på disciplinen. Det har i flere år været hans eneste store hæmsko. Uden en perfekt udtale er man de facto sendt over i køen med roller, hvor man enten er østeuropæisk skurk eller tavs hævner. Der ser Mads Mikkelsen retfærdigt ikke sig selv. Han hører til i forreste geled.

Verdens bedste Cannes

I dag åbner den 64. Cannes Festival. Programmet er det mest lovende i 10 år. Lars von Trier og Nicolas Winding Refn repræsenterer Danmark i det 20 film store felt, der manifesterer Cannes som verdens vigtigste festival.

AF SØREN HØY

CANNES

”Hvad kommer Lars von Trier til at provokere os med i år?”, spørger min amerikanske kollega, da vi ankommer til Cannes. Godt spørgsmål – for som sædvanlig aner ingen af os, hvad Trier kommer med. Vanen tro for Trier er der stort set ikke sluppet noget ud om ”Melancholia”, som filmen hedder. Det er noget med et bryllup og noget med en planet, der er på vej til at kollidere med Jorden. Apokalypsen er på vej. Menneskehedens selvudslettelse er blevet overhalet af universets lyst til at destruere os, før vi selv får det klaret med bomber, affald og udpining af de sidste naturlige ressourcer. Triers film bliver vist sidst på festivalen. Det er nyt. Normalt er hans film programsat tidligere. Det har flere gange givet mulighed for, at alle andre film blev målt kvalitativt op mod Triers film og hans lystige, provokerende udtalelser om branchen, konkurrencen og hans egen status som verdens bedste instruktør trækker festivalen igennem overskrifter i verdens aviser og blade. Hans stjerner trækker normalt forsider på magasinerne, og er yndede gæster til de celebre fester, der hver aften bydes op til på Croisetten. Men ikke i år. Trier kommer sent, hans film vises sent, og dermed vil man i år ikke opleve det som om, at det er ham, der dikterer festivalen.

Men lad os nu se. Mon ikke Trier har et kanonslag i ærmet på hørjakken, som kommer til at kunne høres, når filmen bliver vist den 18. maj?

Den store mester

Mens vi venter på Trier, er der heldigvis adskillige andre, der på navne og meritter bør sætte forventningerne til årets festival højt.

Den excentriske amerikaner Terrence Malick og hans længe ventede film ”The Tree of Life” får med sikkerhed større international interesse end nogen anden. Hans film tæller klassikere som ”Badlands” (1973) og ”Days of Heaven” (1978),

“Days of Heaven”

film, der fortalte om en nations forandring – om de bristede drømme, om ungdommens anarkisme i et dybt konservativt samfund. Malick forsvandt fra filmbranchen og dukkede først op igen i 1999, hvor hans sene karrieres tema blev lanceret. I ”The Thin Red Line” brugte han krigens gru som metaforer for skabelsesberetningen og samme skabelon blev lagt ned over ”The New World” (2005) om Amerikas blodige undfangelse.

”The Tree of Life” signalerer, at Malick stadig excellerer i tankerne om den åndelighed, som binder os sammen på tværs af religion, kontinenter og tid.

”The Tree of Life”

Malick møder med topnavne som Brad Pitt og Sean Penn på den røde løber – og han er med sin tematik, stjerner og renomme et godt bud på en prismodtager.

Europæisk virkelighed

Cannes Festivalen skal bruge held for at kunne at kunne præsentere de bedste instruktører og deres film. Filmene lavpraktisk være færdige til Cannes, og de skal have en kvalitet, så instruktørerne tør vise dem for det publikum, der er blevet kaldt verdens mest kritiske. Der er top-anmeldere fra hele verden i salen, og er filmen katastrofal, er den dræbt, før den når ud af hovedvejen til Nice.

I år kommer ”Le Gamin au Vélo” (Drengen med en cykel) fra

Le Gamin au Vélo

belgiske Jean-Pierre og Luc Dardenne, der to gange har vundet Guldpalmen for deres trøstesløse skæbneportrætter, der gerne malede i en forstand til Liege. Rosetta (1999) og Barnet (2005) stak af med førstepræmien, og selv om der ikke er mange billetkroner i brødrenes film, så skal de respekt for deres kompromisløshed og deres præcise blik på en virkelighed uden velsondrede logikker, uden kommercielle interesser og kun med livets brutale fortælling i centrum.

Spansk dekadence

Et solidt navn på art cinema-scenen er Pedro Almodóvar. Han er kendt for sine ekstravagante og farverige fortællinger fra Madrid – kvinder i knibe, mændene er nogle forbandende svin og moralen er gemt i kærlighedens komplikationer. Almodóvar er ikke den auteur, som han har været. Tidligere krængede han med en matematikers nøjagtige beregning følelserne ud, så vi led og græd med hans ildestede muser, gerne spillet af tidens femme fatale i spansk film. ”Alt om min mor” (1999) og ”Volver” (2006) var gode, indsigtsfulde og moderne fatalistiske fortællinger. De senere år har han dyrket genre-pastichen og forfulgt et kunstnerisk ideal som er svært at gennemskue og genkende. Det samme ser ud til at gøre sig gældende med årets film; ”La Piel Que Habito” (Huden som jeg bor i) – en bestialsk historie om en plastikkirurg, spillet af Antonio Banderas, der med mennesker som forsøgskaniner, vil genskabe lækker hud til sin forbrændte kone. Det virker surreelt – men Pedro kender sine virkemidler, så lad os håbe, at han igen kan bidrage med en unik filmoplevelse.

Refns sorte fortælling

Nicolas Winding Refn har de senere år skabt sig et solidt og troværdigt navn udenfor Danmark. Det har han brugt på at lave ”Drive”, der bliver vist som en af de sidste af hovedkonkurrencens film. Refn tropper op med tre af tidens mere interessante navne i Ryan Gosling (”Blue Valentine”), Carey Mulligan (”An Education”) og Barbara Hendricks (”Mad Men”). De medvirker i en historie fra samfundets bagside. En stunt-kører entrerer med byens førende gangstere, og inden han har set sig om, er der kun en mulighed, og det er at trykke på sømmet, for at holde sig i den levende ende af livet. Umiddelbart virker det som Refns terræn. Der er ikke langt til hans ”Pusher”-trilogi og hans filmiske syn på underverdenens kyniske og kontante afregning. Det bliver spændende at se Refns introduktion på den fornemme Cannes-scene.

Robert De Niros bande

Årets jury der skal bedømme Trier, Malick, Dardenne, Almodóvar, Refn og de 15 andre instruktører, ledes af ikonet Robert De Niro. ”Bob” som de indforståede kalder ham. Han er kendt for sin viden om film, sin evne til at spotte talenter og udelukkende med sin tilstedeværelse gør han Cannes til et sitrende sted at bruge 12 dage på at se det absolut bedste, som filmen kan tilbyde netop nu. Med to danske instruktører i hovedkonkurrencen tangeres den nationale rekord fra 1998 og de hysteriske Dogme-dage. Om 12 dage ved vi, om dansk film igen kan rydde forsider, om Trier igen kan provokere mens han fornyer filmen og om Refn taler til De Niros gamle Taxi Driver-hjerte. Filmkunsten har alle muligheder for at leve i Cannes 2011.


Jyllands-Posten i Cannes

Morgenavisen Jyllands-Posten dækker festivalen i avisen og på kpn.dk, hvor der hver dag er nyheder, en frisk blog og samtlige danske anmelderes vurderinger af filmene i konkurrence. De store film i konkurrence bliver omtalt umiddelbart efter deres premiere, så læserne fra time til time kan følge de mest interessante film.


De 20 film i konkurrence

BIR ZAMANLAR ANADOLU’DA: Nuri Bilge CEYLAN

DRIVE: Nicolas WINDING REFN

HABEMUS PAPAM: Nanni MORETTI

HANEZU NO TSUKI: Naomi KAWASE

HEARAT SHULAYIM: Joseph CEDAR

HARA-KIRI: DEATH OF A SAMURAI: Takashi MIIKE

L’APOLLONIDE – SOUVENIRS DE LA MAISON CLOSE: Bertrand BONELLO

LA PIEL QUE HABITO: Pedro ALMODÓVAR

LA SOURCE DES FEMMES: Radu MIHAILEANU

LE GAMIN AU VÉLO: Jean-Pierre og Luc DARDENNE

LE HAVRE: Aki KAURISMÄKI

MELANCHOLIA: Lars VON TRIER

MICHAEL: Markus SCHLEINZER

PATER: Alain CAVALIER

POLISSE: MAÏWENN

SLEEPING BEAUTY: Julia LEIGH

THE ARTIST: Michel HAZANAVICIUS

THE TREE OF LIFE: Terrence MALICK

THIS MUST BE THE PLACE: Paolo SORRENTINO

WE NEED TO TALK ABOUT KEVIN: Lynne RAMSAY


Udenfor kampen om Guldpalmen vises bl.a.

LABRADOR: Frederikke Aspöck

PIRATES OF THE CARIBBEAN – ON STRANGER TIDES: Lee Marshall

MIDNIGHT IN PARIS: Woody Allen

THE BEAVER: Jodie Foster

RESTLESS: Gus van Sant

Oslo, 31. August: Joachim Trier


Årets jury

Robert DE NIRO – skuespiller og instruktør / USA

Martina GUSMAN – skuespiller og producer / Argentina

Nansun SHI – producer / Hong Kong

Uma THURMAN – skuespiller, producer / USA

Linn ULLMANN – forfatter og kritiker / Norge

Olivier ASSAYAS – instruktør / Frankrig

Jude LAW – skuespiller, producer / UK

Mahamat Saleh HAROUN – instruktør / Chad

Johnnie TO – instruktør, producer / Hong Kong

Krøllet Cannes

Den 63. festival i Cannes starter i dag. 19 film er i konkurrence om Den Gyldne Palme, og sjældent har feltet været så åbent, som det er i år. Tim Burtons jury kan umuligt at pege på en favorit, og det gør juryens arbejde mere udfordrende og spændende end mange tidligere år.

af SØREN HØY

Den amerikanske instruktør Tim Burton sidder for bordenden. Han er formand for den jury, der om 12 dage skal uddele den prestigefyldte Guldpalme til den film, der vinder årets festival i Cannes. Burton er lige så krøllet i hjernen, som det store, sorte hår, der danner en eventyrhjelm på hans hoved.

Hans filmiske meritter spænder fra de tidlige “Batman” (1989) og “Edward Saksehånd” (1990) over kitch i “Ed Wood” (1994) og ” Mars Attacks!” (1996) til 3D-toner i den nyeste “Alice in Wonderland” (2010).

Burton har altid været et avantgarde legebarn. Han dyrker sin barndoms yndlingshistorier, og elsker det groteske og det gotiske. Han har i mange år repræsenteret den sidste uskyld i filmbranchens kommercielle virkelighed, og derfor er det en smule ironisk, at han får den fornemme titel som juryformand for verdens største kunstneriske festival i den periode af sin karriere, hvor han synes at have mistet sin dejlige, naive historielyst, og er begyndt at gentage sig selv, mere end godt er.

Der er dog et håb om, at Burton tør gå efter en film, der ikke er alt for konventionel. Hans forkærlighed for alt, der er underligt, kan betyde, at det er en ny type fortælling, der kommer på podiet.

De krøllede film

Det mest interessante navn er den mexicanske Alejandro González Iñárritu. Hans film “Biutiful” kan vise sig at være

“Biutiful”

lige så smuk, som titlen antyder. Iñárritu brød igennem i 2006 med sin globaliseringsfabel “Babel”, som han vandt en instruktørpris for i Cannes. Iñárritu er en moderne auteur, der arbejder med sin helt egen stil og kringlede fortællinger.

Iñárritu tiltrækker sig en del interesse, da han siden “Babel” har bevæget sig op i arthouse-hierarkiet, men det siger meget om årets program, at han må betegnes som det største, nye navn i hovedkonkurrencen. Han er vel ikke kendt ud over en relativt lille kreds af biografgængere.

Et andet eksempel på årets uforudsigelige program er den ungarske “Tender Son – The Frankenstein Project”. Tim Burton sidder allerede med et smil på læben. Burton er vild med Frankenstein, og er netop nu i gang med et udvikle sit eget syn på den myte. Instruktøren hedder Kornél Mundroczó – og filmen beskrives som et syret mix af splatterkomedie, talentshow og usentimentalt socialdrama der fokuserer på det moderne Ungarns rendesten. Tja, det lyder vanvittigt, men det skulle ikke undre, om Burton netop leder efter noget i den stil.

Kendte navne

Der er vanen tro flere kendte navne på listen med den 19 film – ingen af dem repræsenterer noget nyt og spændende, men tradition har sin plads i Cannes, og der er en vis respekt forbundet med tidligere vindere, som nemmere end andre får en plads i konkurrencen.

Britiske Ken Loach fik i mandags sin nye film “Route Irish” med på programmet. Direkte fra laboratoriet kommer filmen, der behandler den nationale krise i forbindelse med Englands involvering i Afghanistan. Loach er i Cannes for 13. gang, og han vandt i 2006 for “The Wind That Shakes The Barley”, så han kender turen op af den røde løber.

Det samme gør hans gamle ven og landsmand, Mike Leigh. Han hænger stadig fast i de såkaldte “kitchen zink” fortællinger fra arbejdsklassens England. Filmene foregår ved køkkenvasken, og der er ikke gund til at forvente noget nyt fra Leigh. Nyeste film hedder “Another Year”. Han vandt i 1996 for “Hemmeligheder og Løgne”, og har siden været trofast på Croisetten.

Danskerne

Der er ingen danske film i hovedkonkurrencen, men der er et par film i Cannes, hvor specielt den ene kommer til at tiltrække opmærksomhed. Janus Metz’ krigsdokumentar “Armadillo” deltager i et sideprogram, der hedder “Kritikerugen”. Det betegnes som det program, hvor man giver chancen til nye, interessante instruktører og eksperimenter. “Armadillo” er den første danske dokumentar

“Armadillo”

i Cannes, og rygterne er løbet filmen i forvejen. Eftersigende er det et brag af en film, så mon ikke den med sit potente tema om danske soldater, der plaffer Talebanere i Afghanistan, får en del opmærksomhed.

Christoffer Boe er med i et lidt mindre sideprogram ved navn “Director’s Fortnight”. Hans film “Alting bliver godt igen” blev forbigået af det danske publikum, hvor kun 11.000 så historien om en filminstruktør, der bliver besat af en historie om mishandling af krigsfanger. Boe vandt debutantprisen i 2003 for “Reconstruction”, og mens han venter på at få sin første film i hovedkonkurrencen, er det både ærefuldt og en validering af hans kunstneriske kunnen, at han er med i Cannes.

Burtons beslutning

Mere end 5000 journalister og blitzende kameraer, 2000 film, stjerner og vandbærere – Cannes vil de kommende 12 dage byde på det hele. Tim Burtons jury sidder om de samme 12 dage med beslutningen om årets vindere.


Årets film i hovedkonkurrencen:

  • ANOTHER YEAR: Mike LEIGH
  • BIUTIFUL: Alejandro GONZÁLEZ IÑÁRRITU
  • CERTIFIED COPY: Abbas KIAROSTAMI
  • DES HOMMES ET DES DIEUX: Xavier BEAUVOIS
  • FAIR GAME: Doug LIMAN
  • HORS LA LOI: Rachid BOUCHAREB
  • LA NOSTRA VITA: Daniele LUCHETTI
  • LA PRINCESSE DE MONTPENSIER: Bertrand TAVERNIER
  • LUNG BOONMEE RALUEK CHAT: Apichatpong WEERASETHAKUL
  • OUTRAGE: Takeshi KITANO
  • POETRY: LEE Chang-dong
  • RIZHAO CHONGQING: WANG Xiaoshuai
  • ROUTE IRISH: Ken LOACH
  • SCHASTYE MOE: Sergei LOZNITSA
  • TENDER SON – The Frankenstein Project: Kornél MUNDRUCZÓ
  • THE HOUSEMAID: IM Sangsoo
  • TOURNÉE: Mathieu AMALRIC
  • UN HOMME QUI CRIE: Mahamat-Saleh HAROUN
  • UTOMLYONNYE SOLNTSEM 2: PREDSTOYANIE: Nikita MIKHALKOV

Jyllands-Posten i Cannes

Jyllands-Posten dækker festivalen i avisen og på jp.dk. Hver dag der nyheder, en frisk blog og samtlige danske anmelderes vurderinger af filmene i konkurrence.

Desuden vil de store film i konkurrence blive omtalt umiddelbart efter deres premiere, så læserne fra time til time kan følge de mest interessante film. Årets største og væsentligste filmfestival er i gang.