”2:37” er et skræmmende blik ind i 6 teenageliv, fyldt med angst, misbrug og død.
Af Søren Høy
Titlen ”2:37” refererer til det tidspunkt på dagen, hvor katastrofen indtræffer.
Og det er det tidspunkt, hvor filmen starter. Kameraet viser os en 15-årig pige banke på en toiletdør på det gymnasium, hvor hun går, lever, ånder og hvor hele hendes verdensbillede starter og slutter, som det jo gjorde for os alle i de år. Hun banker og banker – råber for at få veninden inde på toilettet til at åbne døren. Musikken bliver skinger, kameraet søger efter svaret på larmen og den stressede stemning med nye tilskuere udenfor toilettet, og til sidst finder kameraet en lind strøm blod, der kommer ud under døren. Pigerne skriger, de voksne er rådvilde. Kameraet går udenfor, efterlader balladen, peger op mod de blomstrende træer, billedet defokuserer, og giver den dødes sjæl fri.
Filmen spoler tiden tilbage til starten på dagen, og vi med knugende ubehag og intensitet får opklaret, hvorfor vi skulle se introsekvensen. Handlingen skifter elegant hovedperson og vinkel. Historien oplevers fra seks sider. På den måde udstilles og fremstilles teenagerens mange ansigter. Det seje ansigt overfor vennerne, det forsømte overfor forældrene, det usikre i enerum. Vi finder ud af, at gymnasiet er en tikkende bombe. Det er kun et spørgsmål om tid, før en eller anden pakker en pistol ud af madkassen, og plaffer vildt omkring sig. Den historie er så aktuel, at det giver kvalme.
Filmens tema er ikke originalt, og det er set bedre før, i f.eks. ”Elephant” fra 2003. Hvis det for filmens publikum virker som om, at behandlingen af temaet er en smule naivt, så er forklaringen, at instruktøren Murali K. Thalluri kun var 20 år gammel, da han skrev og instruerede filmen – uden nogen former for autoriseret filmisk træning. Den er lavet for en figenmad og en minimælk. Set i det lys er filmen imponerende.
Det er så faktisk så imponerede, at jeg tror, vi har en lille ny australsk mesterinstruktør blandt os.
Søren Høy 