Tag Archives: 2;37

Candy uden sukker

Af Søren Høy

Sublimt skuespil forhindrer australsk drama fra at synke hen i forudsigelighed og genreklicheer.

Det nærmest vælter ind over landets art-biografer med små australske film. Tidligere så vi måske én hvert tredje år, nu er der på seks måneder kommet hele fire. Det er formodentlig ikke noget, som publikum har opdaget. Der var ikke mange, der fik set hverken ”Somersault”, ”Jindabyne” eller ”2:37”. Det

tager tid at vænne publikum til nye filmlande. Specielt hvis historierne ikke har den humor eller kant, som appellerer direkte til en specifik målgruppe.

Ingen af de tre film har haft den x-faktor, som kunne have fået publikum til at tage australsk film til sig.

Det har den aktuelle ”Candy” desværre heller ikke, selv om den er domineret af et par kendte skuespillere.

Heath Ledger, nok mest kendt som homo-cowboy i ”Brokeback Mountain” og Abbie Cornish, den eneste sympatiske figur i den skrækkelige ”A Good Year”, spiller de to kunstnere og heroinmisbrugere; Dan og Candy.

Dan er den egentlige hovedperson. Candy er hans livs kærlighed. Han elsker hende næsten lige så meget, som han elsker sin kanyle med det fede lyse stof, som han med alle junkiens ritualer fyrer ind i alle ledige blodårer.

De trækker på gaden, de snyder, stjæler og pantsætter alt af værdi for at få penge til deres dyre vane.

De prøver at blive rene, da Candy bliver gravid – men hun taber barnet, og så er de tilbage igen.

De flytter på landet sammen med en recept på metadon, men igen er fristelserne fra det gamle liv for store.

Historien er set før. Mange gange. Faktisk er alle kanyle-historier stort set identiske. Det bliver lidt trættende. Det der kvikker ”Candy” op, er spillet hos de to hovedroller. De er tæt på deres figurer, de lever med dem og forstår dem helt tydeligt. Intensiteten fra Ledger og Cornish giver en troværdig autenticitet i spillet, som historien desværre ikke kan leve op til.

Er dén her australier så noget for det danske publikum? Næppe.

Vi er nok stadig mere til Crocodile og Dundee end Candy og Dan.

Foruroligende ungdom

”2:37” er et skræmmende blik ind i 6 teenageliv, fyldt med angst, misbrug og død.

Af Søren Høy

Titlen ”2:37” refererer til det tidspunkt på dagen, hvor katastrofen indtræffer.

Og det er det tidspunkt, hvor filmen starter. Kameraet viser os en 15-årig pige banke på en toiletdør på det gymnasium, hvor hun går, lever, ånder og hvor hele hendes verdensbillede starter og slutter, som det jo gjorde for os alle i de år. Hun banker og banker – råber for at få veninden inde på toilettet til at åbne døren. Musikken bliver skinger, kameraet søger efter svaret på larmen og den stressede stemning med nye tilskuere udenfor toilettet, og til sidst finder kameraet en lind strøm blod, der kommer ud under døren. Pigerne skriger, de voksne er rådvilde. Kameraet går udenfor, efterlader balladen, peger op mod de blomstrende træer, billedet defokuserer, og giver den dødes sjæl fri.

Filmen spoler tiden tilbage til starten på dagen, og vi med knugende ubehag og intensitet får opklaret, hvorfor vi skulle se introsekvensen. Handlingen skifter elegant hovedperson og vinkel. Historien oplevers fra seks sider. På den måde udstilles og fremstilles teenagerens mange ansigter. Det seje ansigt overfor vennerne, det forsømte overfor forældrene, det usikre i enerum. Vi finder ud af, at gymnasiet er en tikkende bombe. Det er kun et spørgsmål om tid, før en eller anden pakker en pistol ud af madkassen, og plaffer vildt omkring sig. Den historie er så aktuel, at det giver kvalme.

Filmens tema er ikke originalt, og det er set bedre før, i f.eks. ”Elephant” fra 2003. Hvis det for filmens publikum virker som om, at behandlingen af temaet er en smule naivt, så er forklaringen, at instruktøren Murali K. Thalluri kun var 20 år gammel, da han skrev og instruerede filmen – uden nogen former for autoriseret filmisk træning. Den er lavet for en figenmad og en minimælk. Set i det lys er filmen imponerende.

Det er så faktisk så imponerede, at jeg tror, vi har en lille ny australsk mesterinstruktør blandt os.