Tag Archives: Jindabyne

Candy uden sukker

Af Søren Høy

Sublimt skuespil forhindrer australsk drama fra at synke hen i forudsigelighed og genreklicheer.

Det nærmest vælter ind over landets art-biografer med små australske film. Tidligere så vi måske én hvert tredje år, nu er der på seks måneder kommet hele fire. Det er formodentlig ikke noget, som publikum har opdaget. Der var ikke mange, der fik set hverken ”Somersault”, ”Jindabyne” eller ”2:37”. Det

tager tid at vænne publikum til nye filmlande. Specielt hvis historierne ikke har den humor eller kant, som appellerer direkte til en specifik målgruppe.

Ingen af de tre film har haft den x-faktor, som kunne have fået publikum til at tage australsk film til sig.

Det har den aktuelle ”Candy” desværre heller ikke, selv om den er domineret af et par kendte skuespillere.

Heath Ledger, nok mest kendt som homo-cowboy i ”Brokeback Mountain” og Abbie Cornish, den eneste sympatiske figur i den skrækkelige ”A Good Year”, spiller de to kunstnere og heroinmisbrugere; Dan og Candy.

Dan er den egentlige hovedperson. Candy er hans livs kærlighed. Han elsker hende næsten lige så meget, som han elsker sin kanyle med det fede lyse stof, som han med alle junkiens ritualer fyrer ind i alle ledige blodårer.

De trækker på gaden, de snyder, stjæler og pantsætter alt af værdi for at få penge til deres dyre vane.

De prøver at blive rene, da Candy bliver gravid – men hun taber barnet, og så er de tilbage igen.

De flytter på landet sammen med en recept på metadon, men igen er fristelserne fra det gamle liv for store.

Historien er set før. Mange gange. Faktisk er alle kanyle-historier stort set identiske. Det bliver lidt trættende. Det der kvikker ”Candy” op, er spillet hos de to hovedroller. De er tæt på deres figurer, de lever med dem og forstår dem helt tydeligt. Intensiteten fra Ledger og Cornish giver en troværdig autenticitet i spillet, som historien desværre ikke kan leve op til.

Er dén her australier så noget for det danske publikum? Næppe.

Vi er nok stadig mere til Crocodile og Dundee end Candy og Dan.

Voksne menneskers valg

”Jindabyne” er en mystisk, symbolfyldt, australsk film om voksne menneskers svære valg, om naturen, og om seriemord.

Det lyder af meget på en gang, og det er det også.

Af Søren Høy

Jindabyne er en lille by. Alle kender hinanden. Børnene går i skole sammen, kvinderne mødes, når mændene tager på fisketur.

“The Deer Hunter”

Og det gør mændene. På rituel vis, som man før har set mænd gå på jagt i ”The Deer Hunter” og ”Udflugt med døden”. De har et fællesskab, der går på tværs af alder og meninger. Samtidig har de den underlige pagt med naturen, som jægere har, hvor de siger; ”hej natur, hvor er du skøn og dejlig – nu kommer jeg, og dræber alt levende, jeg ser”.

Mændene anføres af Stewart, indehaver af den lokale benzinstation, som spilles af Gabriel Byrne. Han er på vej mod en midtvejskrise på størrelse med de kæmpefisk, som de fire mænd hiver i land. Inden mændene tager på fisketur, har vi været vidner til, at en gal eneboer myrder en ung kvinde og derefter smider hende i en sø. Vi er blevet mindet om den australske naturs åndelige kræfter gennem indforståede symbolske montager, hvor vi ser landskabernes skønhed forstyrret af store elmaster og osende firhjulstrækkere, der moser sig gennem de ellers uberørte panoramaer. Der er ingen tvivl om instruktøren Ray Lawrences budskab og pointer. Moderne mennesker drøner af sted, mens de skider højt og flot på alt oprindeligt.

Tilbage til fisketuren. Stewart finder – midt i sin maskuline fisketursperformance – liget af den unge kvinde. Han er først forfærdet, og råber panisk efter de andre. Kort efter er de alle fire tilbage med fiskestænger og frihedens smil klistret på de daggamle skægstubbe.

De har ladet kvindeliget ligge i vandet. Hun er jo alligevel død, og er vel ligeglad, og de er jo på fisketur. Og de har tilsyneladende ikke tænkt sig at bruge tiden på at trække vod efter lig, men derimod at trække store flotte trofæer ind med fiskestangen.

Valget var forkert. De finder de ud af, da de kommer hjem, og den yngste i flokken sladrer til politiet. De fire mænd bliver stillet til regnskab. Af familierne, af folk i byen, af hinanden og af dem selv.

Filmen er langt mere ambitiøs, end den kan bære. Symbolikken, metaforikken og handlingen vil ikke rigtig hinanden, og derfor får filmen en lidt kedelig pseudointellektuel tone, som hverken provokerer eller pleaser, og ”Jindabyne” ender derfor som en forvirret affære uden en egentlig brugbar historie.