Tag Archives: Grind House

Tag den, din dumme zombie

”Planet Terror” er anden del af projektet ”Grind House”, hvor Quentin Tarantino (”Death Proof”) og Roberto Rodriguez genopliver kitchede 70’er horrorfilm. De to film bør være kanon for alle filmfreaks.

Relateret billedeVi har flere gange omtalt ”Grind House” projektet i kulturspalterne. I USA blev de to film ”Death Proof” og ”Planet Terror” vist som en lang dobbeltforestilling, kun afbrudt af trailers for film, der aldrig er lavet, men som de to instruktører Tarantino og Rodriguez ville elske var lavet.

Det hele er et stort hjerteprojekt for Brødrene Blod, som de kaldes jævnfør deres lemfældige omgang med splat. I Europa bliver de to film lanceret hver for sig. Tarantinos del kom i Danmark 1.6, og er stort set feset hen over hovedet på publikum. De fatter ikke hans hyldest til de ekstreme b-film, han voksede op med i 70’erne i Tennessee. Nu kommer så anden del af ”Grind House”, der er skrevet, instrueret, filmet og klippet af Roberto Rodriguez, der i øvrigt også har lavet musikken til ”Planet Terror”.

Rodriguez er en skarpeste instruktører i USA lige nu. I 2005 lavede han ”Sin City” – en filmatisering af Frank Millers klassiske, futuristiske tegneserie-voldsorgie.

”Sin City” er en af de mest afgørende film fra de seneste fem år. Teknisk udviklende og overlegen. Drabelig og grafisk udmalet psycho-vold, men lavet raffineret og frækt så det lignede et moderne kunstværk. Rodriguez taler et nutidigt filmsprog, som vel kun matches af hans partners in crime; Quentin Tarantino og Guillermo del Toro (Pans Labyrint).

Rodriguez fortsætter sin provokerende og blodige stil i ”Planet Terror”. Historien er ligegyldig. Et par zombier er løs i Texas, og havde det ikke været for de lækre El Wrey (Freddy Rodriguez) og Cherry Darling (Rose McGowern), så havde vi alle sammen sikkert vraltet rundt med et tomt blik, og ledt efter friske indvolde til at gnaske i os. De to klarer zombie-sagerne, og stinker så meget af sex mens de gør det, at man næsten glemmer, at holde øje med de tekniske lækkerier, der foregår rundt om de to, mens de lystigt nedslagter de sultne dødsgængere. 

Specielt én scene står forrest, når anekdoterne om filmen skal fortælles. Sent i filmen får vores overlevende helte fat i en helikopter. De når lige ind i cockpittet, inden de bliver omringet af zombierne. Chopperen letter, og i stedet for at flygte, peger piloten snuden mod jorden, så rotorbladene fungerer som en kæmpe zombie-klipper – og man ser hoveder og legemsdele flyve til alle sider. Det lyder sikkert grumt og ulækkert, men det er samtidig godt tænkt, skrevet og lavet. Det må blive en af jubelscenerne i zombiefilmens historie.

De ultra makabre scener serveres med humor og visuelt overskud og elegance, og det afmonterer de ellers voldsomme begivenheder, så det aldrig bliver andet end film, når film er bedst. Vi kan alle sammen se, at det er film – vi ved, det er film, og derfor kan man trygt læne sig tilbage og nyde løjerne.

Rodriguez’ bidrag til ”Grind House” er som film bedre end Tarantinos. ”Planet Terror” er en langt mere ren fortolkning af den beskidte splatter-genre.

Planet Terror er definitionen af cool. Super lækre seje tøser, smarte koldblodige mænd. Kæmpe våben og et arsenal af one liners, der bliver skudt af hele filmen igennem.

Uanset at elskere af kunstfilmens traurighed ville hævde, at dette her er vulgært og en omgang kommercielt fræs, så vil jeg påstå, at det er alt andet end det. Det kræver et ekstraordinært talent at lave en film som ”Planet Terror”. Grind House-genren – kitch og kult – er mindst lige så populær på verdensplan, som filmatiseringer af periode-litteratur. Det vil sige, at det er lige så svært, at lave en perfekt hyldest til b-filmen, som det er at lave en fortolkning af litterær mursten. Iderigdommen i hver scene i ”Planet Terror” er så gennemført scenografisk og æstetisk, at den ikke minder om noget andet på filmscenen. Det er minutiøst orkestreret af Rodriguez, som igen beviser, at det er ham mere end nogen anden lige nu, der udvikler den del af filmen, der hører til om natten – for de få, for de mærkelige – for alle dem, der elsker de ekstremer som Rodriguez’ visuelle extravaganza tilbyder.

Grind House

Der skulle have været filmfest for alle filmnørderne. Quentin Tarantino og Roberto Rodriguez har lavet en tre-timers hyldest til 70’ernes dårlige filmsmag. Men festen er aflyst, fordi det amerikanske publikum ikke forstår filmen.

Navn: Søren Høy

Den 20.4.2007. Argh, hvor har jeg glædet mig til den dag i lang tid. I et år. Mindst. 20-4-7. Sig tallene på engelsk, og det betyder noget, der sker døgnet rundt. Twenty-four-seven. ”Grind House” var premieresat den dato. En film på tre timer og 11 minutter. Eller rettere to film, der var sat sammen. En film af Quentin Tarantino, en film af Roberto Rodriguez. De to blodbrødre. For et par år siden lavede de sammen ”Sin City”. Efter min mening en af de

“Sin City”

væsentligste film de seneste år. Grafisk brutal, virkelighedsfjern, syret og teknisk stilskabende. Optaget i et grønt virtuelt studie, alle effekter og baggrunde lagt på bagefter. Wauw, hvor var den film vild. Lækre kvinder, topseje mænd. Kannibaler, mutanter og hitmen i syndens by. Rodriguez stod for det meste. Tarantino var med i baggrunden.

Tarantino er genial. Den vigtigste instruktør igennem de sidste 15 år. ”Håndlangerne”, ”Pulp Fiction”, ”Kill Bill 1+2”. Han hylder og elsker kitsch, og han klistrer det sammen med den bedste og hurtigste dialog i filmens verden. Denne dialogform er faktisk blevet opkaldt efter ham: ”Quentin-dialog” kalder man den. Kvikke replikskift om popkultur og om ingenting. Tarantino skaber stil. Rundt om verden laves der masser af film med hans silhuet i baggrunden. Han er king of Cool. Hans venner kalder ham QT.

QT og Rodriguez elsker 70-er horror, zombiefilm, blacksploitation, splat, kung fu og spaghettiwesterns. Den slags har altid været dårlig smag. Og film for dem med dårlig smag blev for 20 år siden vist i et ”Grindhouse”. ”Grind” refererer i denne forbindelse til formen på et knivblad. Med andre ord er et ”Grind House” et sted, hvor blodet flyder fra knivene. Horror og splat. Ulækre meningsløse blodsudgydelser. Det får man i et Grind House, og det får man i de to film vi her omtaler.

QT har lavet ”Death Proof”. Kurt Russel er den gamle stuntman, der kører rundt og myrder unge kvinder. Rodriguez har lavet ”Planet Terror”. En zombiefilm med Bruce Willis på rollelisten. Det var meningen at der skulle vises trailers for film, der aldrig er lavet, imellem de to film. De falske trailers skulle referere til film, som ifølge Quentin og Roberto kunne have været seje at se. ”Machete” er én titel. ” Werewolf Women of the S.S.” er en anden – med Nicolas Cage i øvrigt. ”Jeg fik ideen til de flaske trailers, og QT flippede fuldstændig over det. Det var det sejeste, han havde hørt” fortæller Rodriguez i et klip på YouTube. En tredje trailer hedder ”Hobo with a Shotgun”.

Alt i projektet er en ultimativ hyldest til kultfilm, dårlig smag og filmbuffs. Det er måske derfor, jeg har glædet mig så ufattelig meget.

Men hvad sker der så, da kalenderen nærmer sig 20-4-7?

”Grind House” forsvinder fra premiereplanen. Pist væk. Fortvivlelsen kommer nærmere. Den udvikler sig til desperation. Muligvis til depression. Hvor er filmen? Hvem har taget den?

Det viser sig, at der er problemer med filmen i USA.

Filmen gik ikke godt derovre den første uge rent publikumsmæssigt. Den gik faktisk rigtig dårligt. Den indspillede under det halve af det forventede. Kun 11,4 millioner dollars.

Chefen for filmselskabet bag filmen, Harvey Weinstein, fortæller til New York Post; ”Jeg er ikke sikker på, at publikum forstår konceptet. De gik ud efter den første film, ”Planet Terror”, og troede, at det hele var ovre.” Et par dage senere sagde han samme sted; ”vi er nødt til at sende filmene ud igen, måske i længere versioner, men i alle tilfælde hver for sig. Jeg forstår ikke logikken bag, at folk ikke forstår, at det er to film for en films pris – men jeg er nødt til at følge publikums forståelse af konceptet.”

Én ting er helt sikkert. Det europæiske publikum får aldrig muligheden for at misforstå den sublime ide. De to film udsendes med to måneders mellemrum nu. I juni måned kommer ”Death Proof” og i september ”Planet Terror”. Uden fup-trailers mellem filmene. Nørde-festen er aflyst.

Chokket over opdelingen var overrumplende, som chok jo er.

Jeg besluttede mig for at ringe til Kenneth. Min gamle ven, som engang mødte QT i New York, hvor sidstnævnte stod i en port på Times Square og røg en cigar.

– Har du hørt, at de klipper ”Grind House” over i to – og viser filmene med to måneders mellemrum?

Hvad gør de? Det er jo sindssygt. Hvorfor gør de det?

– De siger, det er noget med USA. De fatter ikke ideen derovre.

Det er sgu da det mest åndssvage, jeg har hørt.

Kenneth har ret. Det er ret åndssvagt.

”Grind House” blev ellers godt modtaget af kritikerne i USA, da den havde premiere den 6. april. Joe Morgenstern fra Wall Street Journal skrev; ”Ideen er eksorbitant – Tarantinos film er den bedste af de to. Den har et actionklimaks med bemærkelsesværdig følelsesmæssig intensitet.” Dennis Lim fra Los Angeles Times beskriver oplevelsen sådan her: ”Grind House er et fuldblods forsøg på at genoplive fortidens evne til at lave ægte filmisk vildskab.”

Hvad er så forklaringerne på, at publikum i USA ikke gider se dobbelt-filmen, hvilket så forhindrer os andre i at være på vej i biografen til 191 minutters mesterlig, outreret grotesk-retro-kitch-filmshow?

I USA mener analytikere fra brancheavisen The Hollywood Reporter, at påsken traditionelt er helliget familiefilm og at hele konceptet med to film, trailere og hyldest til gamle dage er alt for mange budskaber for det yngre publikum. De mener  også, at det samlede projekt simpelthen er feset hen over hovederne på det amerikanske publikum.

Stephen Hunter fra The Washington Post vurderer, at problemet ligger et helt andet sted. Nemlig hos de to mænd der har fundet på det hele; ”Det publikum, som der længdes efter to skrækfilm, som begge ligner mareridt fra 70’erne og bliver vist lige efter hinanden, kan tælles på to fingre. Og det publikum hedder Tarantino og Rodriguez!”

Hmm. Jeg er stadig sur, skuffet og hævngerrig. Om jeg så skal tage til USA næste weekend, så SKAL jeg se de to film og de falske trailers. Hvis nogle af læserne vil med, så sig endelig til. Det bliver en filmfest.


Grind House

Film: Death Proof og Planet Terror
Instruktører: Quentin Tarantino og Roberto Rodriguez
Budget: 53 millioner dollars.
Dansk premiere: juni (Death Proof) og september (Planet Terror)


Tarantino, født 27. marts 1963

2007: Death Proof
2004: Kill Bill 2
2003: Kill Bill 1
1997: Jackie Brown
1994: Pulp Fiction
1992: Håndlangerne


Rodriguez, født 20. juni 1968

2007: Planet Terror
2005: Sin City
2003: Once Upon a Time in Mexico
2003: Spy Kids 3-D: Game Over
2002: Spy Kids 2: Island of Lost Dreams
2001: Spy Kids
1998: The Faculty
1996: From Dusk Till Dawn
1995: Desperado
1992: El Mariachi