Tag Archives: Udflugt med døden

Voksne menneskers valg

”Jindabyne” er en mystisk, symbolfyldt, australsk film om voksne menneskers svære valg, om naturen, og om seriemord.

Det lyder af meget på en gang, og det er det også.

Af Søren Høy

Jindabyne er en lille by. Alle kender hinanden. Børnene går i skole sammen, kvinderne mødes, når mændene tager på fisketur.

“The Deer Hunter”

Og det gør mændene. På rituel vis, som man før har set mænd gå på jagt i ”The Deer Hunter” og ”Udflugt med døden”. De har et fællesskab, der går på tværs af alder og meninger. Samtidig har de den underlige pagt med naturen, som jægere har, hvor de siger; ”hej natur, hvor er du skøn og dejlig – nu kommer jeg, og dræber alt levende, jeg ser”.

Mændene anføres af Stewart, indehaver af den lokale benzinstation, som spilles af Gabriel Byrne. Han er på vej mod en midtvejskrise på størrelse med de kæmpefisk, som de fire mænd hiver i land. Inden mændene tager på fisketur, har vi været vidner til, at en gal eneboer myrder en ung kvinde og derefter smider hende i en sø. Vi er blevet mindet om den australske naturs åndelige kræfter gennem indforståede symbolske montager, hvor vi ser landskabernes skønhed forstyrret af store elmaster og osende firhjulstrækkere, der moser sig gennem de ellers uberørte panoramaer. Der er ingen tvivl om instruktøren Ray Lawrences budskab og pointer. Moderne mennesker drøner af sted, mens de skider højt og flot på alt oprindeligt.

Tilbage til fisketuren. Stewart finder – midt i sin maskuline fisketursperformance – liget af den unge kvinde. Han er først forfærdet, og råber panisk efter de andre. Kort efter er de alle fire tilbage med fiskestænger og frihedens smil klistret på de daggamle skægstubbe.

De har ladet kvindeliget ligge i vandet. Hun er jo alligevel død, og er vel ligeglad, og de er jo på fisketur. Og de har tilsyneladende ikke tænkt sig at bruge tiden på at trække vod efter lig, men derimod at trække store flotte trofæer ind med fiskestangen.

Valget var forkert. De finder de ud af, da de kommer hjem, og den yngste i flokken sladrer til politiet. De fire mænd bliver stillet til regnskab. Af familierne, af folk i byen, af hinanden og af dem selv.

Filmen er langt mere ambitiøs, end den kan bære. Symbolikken, metaforikken og handlingen vil ikke rigtig hinanden, og derfor får filmen en lidt kedelig pseudointellektuel tone, som hverken provokerer eller pleaser, og ”Jindabyne” ender derfor som en forvirret affære uden en egentlig brugbar historie.