Tag Archives: Dansk film

700.000 billetter savnes

Vi er midt i et ekstraordinært filmforår. Ni danske film har allerede fået premiere i biograferne. Det store antal film har betydet, at dansk film har en markedsandel på hele 43% i årets første 4½ måned. I alt er der solgt cirka 2 mio. billetter til dansk film. Det tal inkluderer salg fra to film, der fik premiere i juledagene i 2014, og derfor har haft deres primære salg i 2015. Til sammenligning blev der solgt 3.35 mio. billetter til danske film i hele 2014.

Det er imponerende tal. Uden tvivl. Den slags giver et overordnet statistisk argument for dansk films succes.

Hvis vi kigger lidt dybere ned i statistikken, er der dog lidt en anden historie, vi er nødt til at forholde os til.

Billedresultat for Susanne Biers ’En Chance Til’

 

Susanne Biers ’En Chance Til’ endte på 215.613. Bier er normalt godt for +500.000 – men lad os bare konservativt sige, at 300.000 havde været godkendt for denne her film. 75.000 på den gale side.

 

’Min Søsters Børn og Guldgraverne’ nåede 310.838. De tidligere installationer i serien har nemt nået 400.000, så her mangler der 90.000.

’Mænd og Høns’ er årets topscorer med 357.093. En Anders Thomas Jensen film med masser af stjerner burde kunne sælge 400.000. Cirka 40.000 under forventning.

’Steppeulven’ viste sig at misse sit det brede publikum. 40.000 købte billet. Et estimat på 150.000 inden premieren kunne ikke have skræmt nogen. 110.000 bagud.

’Albert’ har solgt 108.881 til dato. For en Ole Lund Kierkegaard-filmatisering med klassiker status er en forventning på 250.000 på sin plads. 140.000 fra den vurdering.

Erik Clausens ’Mennesker bliver spist’ med 225.706 er mere end godkendt.

’9. April’ er stadig aktiv i markedet – for nu med 201.807 billetter. Den burde have cirka 50.000 mere i sig, for at nå sit potentiale.

’Skammerens Datter’ står lige nu på 155.356. Den mangler vel cirka 150.000 for at være den succes, som det litterære forlæg og filmens kvalitet berettiger til.

’Idealisten’ åbnede i weekenden med cirka 18.000. Det ligner dermed et salgstal på 50-60.000. Halvdelen af et konservativt estimat.

Tre af filmene har stadig en chance for at forbedre resultatet.

Pointen er, at statistikken er pæn, men at med så mange danske film på kort tid, mangler stort set alle film en pæn sjat billetter, for at være den forventede forretning.

Hvad der for den samlede danske filmbranche ligner en god historie, er for den enkelte producent i flere tilfælde en mindre katastrofe.

 

Folkets Film

Vi skal til at lære noget nyt i Danmark.

Vi skal crowdfunde.

Crowdfunding betyder, at flokken finansierer. Og i denne sammenhæng er vi, borgerne og brugerne, flokken.

Vi skal til at investere små eller store penge i projekter, som vi interesserer os for.

Det kan være initiativer og ideer, der ligger udenfor de vanlige støttesystemer, og som ikke kan komme forbi de kræsne gatekeepers, der sidder og varetager offentlige midler eller fondenes snævre rammer og muligheder for at få finansiering til et projekt.

Den slags er aldrig nemt. Specielt ikke i et land hvor vi traditionelt ikke opfatter kunst og kultur som noget, vi ikke skal investere vores egne penge i – lige med undtagelse af udgiften til entrebilletten.

Vi har vænnet os til, at statens puljer sørger for, at vi får et konstant flow af spillefilm, Tv-produktioner og dokumentarfilm.

Crowdfunding er folkets mulighed for at være med til at præge hvad, der bliver produceret. Vi bliver medproducenter og medskabere. Vi bliver involverede i udbredelse af viden og interesser.

Sagen i Danmark er desværre den, at Tv-kanaler og diverse konsulenter generelt spiller sikkert. DE giver helst giver penge til ting, der kan blive brede succeser. Det er forståeligt, for de har et konstant publikumskrav at forholde sig til. De skal notorisk forholde sig til seertal og billetsalg. Man kan sågar argumentere, at det med den nuværende stramme økonomi er naivt, hvis de ikke forsøger at få så meget for deres støttekroner som muligt.

I lande som England og Australien bliver der crowdfunded til alle mulige projekter. Ikke kun kunst og kultur – men alt fra iværksætterprojekter over produktion til konferencer.

Et nyligt eksempel fra filmens verden er en australsk dokumentarfilm om børn, der har forældre af samme køn. Det offentlige system mente ikke, at det var en relevant historie – men det mente folket, så på kort tid havde de med donationer svarende til fra 100 til 10.000 kroner fået samlet en million, og dermed fået en film i produktion.

Mit skøn er, at vi om få år vil opfatte crowdfunding som en helt naturlig del af vores demokratiske pligt.

Vi kommer til at tage ansvar for de væsentlige historier, der bare venter på at blive fortalt, og vi bliver afgørende for at en ide bliver til realitet. Den tilfredsstillelse, det ansvar og den deltagelse, er på mange måder større end blot og bare at betale ved kassen, når vi går ind i biografens mørke.

 

 

Hvor er lysten til at se danske film?

’Det andet liv’ havde premiere i et begrænset antal biografer for 14 dage siden. Filmen fik en flot presseeksponering med magasin- og avisartikler, Tv-indslag og masser af radio-minutter. Den modige instruktør Jonas Elmer blev interviewet om metode, webdating og nutidens unge. Charmerende Karen, der normalt bruger sit fornavn i musikkens verden, fortalte om kærlighed og kunst. Den tidligere ’Nattergal’ Uffe Rørbæk måtte rundt om tinnitus og livet efter de 50. Med andre ord adskillige fokuspunkter hvor publikum havde muligheden for, at finde sig selv.

Den store indsats er indtil videre blevet honoreret med 1014 solgte billetter.

Konklusionen er vel, at pressen er mere interesserede i filmen og folkene bag, end publikum er?

Billedresultat for Klassefesten 2
Billede fra “Klassefesten 2” 

14 danske spillefilm har haft premiere i årets første 8½ måned. ’Far til Fire’ og ’Klassefesten 2’ klarede sig flot ved lugerne. ’Kartellet’ og ’En du elsker’ gjorde det rimeligt. De fire film har solgt 1,2 millioner ud af de 1,5 millioner billetter, der samlet er solgt til danske film hidtil i år.

Resten har reelt set enten underpræsteret eller floppet. Flere at filmene har det, som vi ellers går og brøler om, at vi savner i danske film. Nye ansigter, genrefilm og fortællinger fra miljøer, der ikke kan nås med et solidt stenkast fra Rådhuspladsen i København.

’Klumpfisken’, ’Når dyrene drømmer’, ’Lev Stærkt’ og ’Detektiverne’ forsøgte at gradbøje genrer, og i de nævnte film var der mulighed for at opleve en række skuespillere, der ikke optræder i populære serier og i danseprogrammer. Nye friske typer der ikke er spolerede af reklamer og overeksponering. Det pauvre resultat for filmene viser, at de nye ansigter ikke kan trænge igennem hos publikum, og det bekræfter kun branchen i, at de skal satse på den velkendte folkelige garde. Filmene blev set af så få, at de på ingen måde ramte de målgrupper og nicher, de var tiltænkt.

Publikum har mistet tiltroen og lysten til danske film, der udfordrer dem. De fravælger filmene fremfor primært det amerikanske udbud. Det er for så vidt forståeligt, for der ved man, hvad man får.

Billedresultat for Kapgang
Kapgang

Året vil sikkert blive reddet statistisk af ’Kapgang’, ’Fasandræberne’, ’Krummerne’ og Bille Augusts ’Stille Hjerte’. Men det ændrer ikke på, at vi står i en problematisk situation, hvor filmbranchens store udfordring er, tilliden til de danske film skal genvindes.

Danskerne ser ikke westerns

I dag åbner ’The Salvation’ i 65 danske biografer. Den første ægte danske western. Filmens ultimative attraktion er dansk films største stjerne, Mads Mikkelsen. Han på plakaten, han er i stort set samtlige scener. Men om det er nok til at lave en national succes, det er spørgsmålet?

Formlen er velkendt. En fremmed kommer til byen, tidens vanvid og brutalitet påføres vores helt, han tager hævn og alle dør i forbryder-hierarkisk rangorden.

Mikkelsen er en hævner på linje med legenden Clint Eastwood i ’Unforgiven’ (1992), Gary Cooper i ’High Noon’ (1952) og ikonet John Wayne i ’The Man Who Shot Liberty Valance’ (1962).

Hans familie er udslettet, så derfor kan han lige så godt spore krikken ind på helvedes-ruten, og få nedkæmpet alle banditterne, der er i gang med at overtage magten i den lille olie-oase, der passende hedder ’Black Creek’.

’The Salvation’ kommer i bedste fald til at sælge i nærheden af 100.000 billetter i Danmark. Prognosen er stillet efter at have udsat genren for big data. Alt peger i den samme retning: I Danmark er vi ikke specielt vilde med klassiske westernfilm.

Historisk har mange danskere et forhold til westerns. Vi ser dem bare ikke i biograferne. Sidste år solgte den stort promoverede ’The Lone Ranger’ med Johnny Depp cirka 100.000 billetter.

Den nævnte Oscar-vinder ’Unforgiven’ nappede cirka 140.000 billetter i 1992. Acceptabelt men ikke meget for en film, der i dag har noget nær klassiker status indenfor genren.

Coen-brødrenes skønne ’True Grit’ fra 2011 kravlede op på 129.000 trods masser af Oscar-buzz.

Publikum løb helt flade i den lange titel til den mega hypede ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ med Brad Pitt, der endte med at sælge 7.500 billetter.

Hvert år bliver der lavet mellem 10 og 20 westerns i verden. Vi er heldige, hvis én af dem kommer til Danmark.

Det store publikum gider ikke den klassiske western, hvor hævn, heste og Winchester-rifler udfylder den afprøvede skabelon, der havde sin storhedstid i 50’erne.

En moderne western skal overraske og bryde genrens traditioner. Quentin Tarantinos ’Django Unchained’ og Seth MacFarlanes kommende ’A Million Ways to Die in the West’ kan netop det – og derfor bliver de succeser i Danmark, for de bliver ikke set som westerns men som henholdsvis en Tarantino-film og en super sjov komedie.

Noget tyder på at ’The Salvation’ skal hente sit primære publikum udenfor Danmark.