Tag Archives: The Commitments

Musikfilm

Danmark er overstrøget med pailletter og popsange i de her dage på grund af melodigrandprixet, og det giver god anledning til at se lidt på, hvad musikfilmene er for en størrelse.

Jeg har altid haft en voldsom ambivalens i forhold til musikfilmene. Muligvis fordi filmene sjældent handler om musik. Som oftest følger en ret så skabelonisk og forudsigelig struktur, hvor hovedpersonens liv portrætteres fra de naive amatørdage over det pludselig gennembrud, der efterfølges af misbrug, degradering og nedtur. En sjælden gang tændes der et psykologisk lys i slutningen af filmen, så vi ikke forlader fortællingen helt nedbrudte over den kranke skæbne, djævelskab og søle, som de stakkels musikere bliver trukket igennem fordi kyniske bagmænd prygler det maksimale ud af stjernestunden og opmærksomheden.

Denne her formel er forståelig set med filmiske øjne. Der er en god spændvidde og dramatik i forholdet mellem den glamourøse yderside, hvor blitzlys, guld og jordbær bliver blandet med champagne og kemiske lækkerier til næsetøjet – og så den dæmoniske bagside af berømmelsen, hvor paranoia og storhedsvanvid hurtigt bliver til skandaler, orgier og ensomhed. Det er godt stof. Specielt når det bliver garneret med de velkendte hits, der med cirka 15 minutters interval drysses ud over filmene. I centrum er som regel stjernen, hvor vi endelig ser sandheden bag alle myterne og tabloidpressens forsider.

Gode biografiske film som ’Ray’ om klaver-virtuosen Ray Charles og ’Walk the Line’ om cowboy number 1 Johnny Cash er stærkt musikalske film, der stort set er ens i opbygning og pointe. Det samme er Per Flys loyale ’Monica Z’, der stadig kan fanges i biograferne. Meningen er, at vi skal forstå tidsånden igennem hovedrollen. Vi skal se det kunstneriske nybrud og menneskelige offer, der har en tendens til at hænge sammen, desværre. Berømmelse og ikonisk status kommer ikke uden en pris.

For mig står Alan Parkers to modsætninger ’The Wall’ og ’The Commitments’ som afgørende repræsentanter for henholdsvis det syrede og det livsbekræftende. Begge originale og skabt med stor musikalitet.

I Danmark venter vi stadig på filmen om bodega-poeten John Mogensen, som Ole Bornedal vist har en ide til. Jeg har selv i flere år skrevet på en punk-film, der er så sort og hård, at den sikkert kun udkommer på et udfaset videosystem.

Nyd weekendens farvelade-hitparade. Der skal nok blive både og op-nedture, tårer og happy end.