Tag Archives: Gravity

Kunsten at se kunstfilm

Overskriften har sikkert allerede fået de første til at løbe skrigende væk. Det viser statistikken i alle tilfælde, at de fleste gør, når de kommer i nærkontakt med en kunstfilm.

Kunstfilmen er modsætningen til mainstreamfilmen. Det er den smalle film, der som udgangspunkt er tiltænkt et søgende publikum, der vil udfordres, og ikke lader sig skræmme af komplicerede handlinger og ekspressionistiske dimensioner, der kræver analyse og refleksion.

I dag har en af de her krævende kunstfilm premiere. Det er den store Oscar-favorit ’12 Years a Slave’ der handler om 1840ernes raceopdelte USA, hvor frihedskampen blev kæmpet indenfor de nationale grænser. Filmen er lavet af britiske Steve McQueen, der før han begyndte at lave spillefilm, var en respekteret, eksperimenterende visuel kunstner, der som oftest fik sine film vist på gallerier og expo’er for et smalt avantgarde publikum.

’12 Years a Slave’ har indspillet 46 millioner dollars i USA her 10 dage før, Oscarshowet bliver fyret af. Den store konkurrent, 3D-rumextravaganzaet Billedresultat for gravity movie’Gravity’, har til sammenligning rundet 700 millioner dollars på verdensplan. ’Slave’ er i amerikansk økonomisk forstand en lille film. Den har en stærk social og samfundskommenterende dimension. Den trækker lige linjer til nutidens flygtninge, immigranter og minoriteter, der marginaliseres og udstødes på grund af frygt, nationalisme og protektionisme. Den slags bliver aldrig mega populært hos publikum. Temaerne er for krævende. Man skal sætte sig ind i alt for meget. Alt fra historiens autenticitet og korrekthed til metaforer og analogier i den måde, hvorpå historien fortælles. Man er som publikum nødt til at tage stilling. Når filmen er slut, så kræver det, at man taler om filmen og konsekvenser af den førte politik, som filmen problematiserer. Faktisk kræver denne type film, at man handler, og gør noget ved de urimeligheder, som vi er i gang med gøre til normaliteter.

Jeg møder ofte folk, der ikke orker se de her ’kvalitetsfilm’, som de paradoksalt kaldes i USA. Det er langt nemmere at se en komedie, erkendt. De vil som regel ikke publikum mere, end det der kan afvikles på 90 minutter.

Det kræver kontinuitet og tilvænning at se kunstfilm. De fleste kan heller ikke lide sushi første gang, de smager det. Man skal øve sig, udfordre sin filmsmag og hele tiden turde se noget, som udvikler og ændrer vores syn på verden.

Årets film 2013

Af Søren Høy, Viasat Film

Årets sjoveste amerikanske film var ’This is the end’. Skrevet, instrueret og spillet af gummiansigtet Seth Rogen og alle hans venner. Det er en hysterisk morsom parodi på katastrofefilm, buddy movies og ikke mindst alle de medvirkendes eget liv og karriere. Det har ikke været det sjoveste danske filmår, men ’Alle for to’ står foran meget få andre bud med en moderne og tempofyldt komedie, godt holdt sammen af Mik Øgendahl, der vel nok er vores eneste rendyrkede filmkomiker.

Ingen god film uden godt skuespil. I dansk film leverede Mads Mikkelsen i ’Jagten’ en af de flotteste præstationer nogensinde. Det er ikke så lidt. Lige efter ham står i 2013 Pilou Asbæk og Nicolas Bro i ’Spies & Glistrup’ og ’Nordvests’ spændende brødre Gustav og Oscar Dyekjær Giese. Løjerligt nok er der knapt en kvinderolle, der har været værd at bemærke. Sonja Richter er solid og troværdig i ’Kvinden i buret’, men ud over det er der knapt en præstation, som jeg husker. Det er både kedeligt, skuffende og en huskekage til branchen.

Årets actionfilm er beslægtede i ånd og sjæl. Den amerikanske pris går til charmetrolden Robert Downey Jr som playboyen Tony Stark i ’Iron Man 3’. Downey kan levere en superhelt, så man godt gider have ham på penalhuset. Det samme gælder Oscar Dietz i den danske ’Antboy’, der med respekt og finesse leverede en ny helt for de små knægte.

I kunstfilmkategorien har et par store mestre været suveræne. Den italienske ’La Grande Bellezza’, om en charlatans tilsyneladende indholdsløse liv, og Lars von Triers ’Nymphomaniac’, om en nymfomans tydeligvis begivenhedsrige liv, står tydeligt frem med kunstnerisk kompromisløshed og filmisk storhed.

Det efterlader kun årets bedste film i et flot år med adskillige mesterlige film ud af de 250 premierer, der har været i de danske biografer i det forgange år.

Prisen for den bedste danske film ender hjemme hos Thomas Vinterberg. ’Jagten’ er med sin intensitet og stærke historie en flot repræsentant for 2013, og vil formodentlig ende sin imponerende rejse ved Oscar-showet til marts. Ved samme lejlighed kan Vinterberg hilse på Alfonso Cuarón, der med sublim teknik og en rørende, spirituel historie i ’Gravity’ totalt udmanøvrerede alle konkurrenter. Den film er årets største filmiske bedrift og viser med suverænitet hvor stor filmkunsten og biografoplevelsen i forening kan være.

Top 10 Danske film

Jagten: Thomas Vinterberg

Nymphomaniac: Lars von Trier

Spies & Glistrup: Christoffer Boe

Nordvest: Michael Noer

Antboy: Ask Hasselbalch

Only God Forgives: Nicolas Winding Refn

Kvinden i buret: Mikkel Nørgaard

Blodets Bånd: Pernille B Jørgensen & Christian S Jepsen

Sepideh: Berit Madsen

Alle for to: Rasmus Heide

Top 10 USA

Gravity: Alfonso Cuarón

The Master: Paul Thomas Anderson

Django Unchained: Quentin Tarantino

Zero Dark Thirty: Kathryn Bigelow

Silver Linings Playbook: David O. Russell

Mud: Jeff Nichols

This Is The End: Seth Rogen & Evan Goldberg

Iron Man 3: Shane Black

Blue Jasmin: Woody Allen

Frances Ha: Noah Baumbach

Top 10 verden (minus Danmark og USA, naturligvis)

La Grande Bellezza: Paolo Sorrentino

La Vie d’Adèle: Abdellatif Kechiche

The Past: Asghar Farhadi

Metalhead: ragnar Bragasson

Philomena: Stephen Frears

Gloria: Sebastián Lelio

The Grandmaster: Wong Kar-wai

Omar: Hany Abu-Assad

An Episode in the Life of an Iron Picker: Danis Tanovic

A Touch of sin: Jia Zhangke

Rum-revolution i 3D

Af Søren Høy

’Gravity’ er årets bedste film. Og hvorfor er den så det?

Det er den fordi, at den både teknisk og historiemæssigt er dybt betagende.

Instruktøren Alfonso Cuarón, hans mesterlige fotograf Emmanuel Lubezki og ikke mindst special effects designer Tim Webber, har skabt det umulige; nemlig at konstruere en filmoptagelse, hvor begge skuespillere i stort set alle scener er i vægtløs tilstand.

Teknisk er filmen en revolution. Aldrig før har 3D-mediet tilført en film samme mulighed. Her er vi inde bag hjelmen og dragten sammen med Bullock i hendes tumultariske rum-mareridt, hvor publikum konstant overraskes og udfordres. Både handlingsmæssigt og eksistentialistisk. Hvad tror man på, når man ser Jorden fra rummet?

Lubezkis overlegne brug af farver, dybdeskarphed og kamerabevægelser udmanøvrerede alle tidligere bud indenfor kvalitetsfilmens brug af 3D. Han beviser, at formatet kan andet end effektmageri – der gemmer sig nye billedoplevelser, som tilfører fortællingen dybe lag.

I 3D bliver filmene større end livet, og netop det er i høj grad, hvad film handler om. At kunne vise en verden, som vi ellers aldrig vil kunne få at se.

en spirituel, enkel historie med dybder og fortolkningsmuligheder.

teknisk revolution, en spirituel, enkel historie med dybder og fortolkningsmuligheder.

Andre instruktører har brugt teknikken til at udvide filmens historie, skuespil og ikke kun styrket oplevelsespotentialet. Bedste eksempel er Martin Scorsese med ’Hugo’. Scorsese er normalt til gangstere og brutalitet, men denne gang ramte han eventyret og magien.

Scorseses overlegne brug af farver, dybdeskarphed og kamerabevægelser udmanøvrerede alle tidligere bud indenfor kvalitetsfilmens brug af 3D. Han beviste, at formatet kan andet end effektmageri – der gemmer sig nye billedoplevelser, som tilfører fortællingen flere lag.

Den tyske mesterinstruktør Wim Wenders gik nye veje, da han forrige år lavede dansedokumentaren ’Pina’ om en legendarisk tysk performancekunstner. Hun reformerede dansen, og Wenders gjorde det samme for dokumentarfilmen med sit eksperiment, som ramte en målgruppe, der normalt bevæger sig langt væk fra multiplex-biografernes popcorn-skyer. De modne biografgængere tog letvægtsbrillerne på, og blev udsat for ro, refleksion og dans. Pludselig kunne det segment ikke påberåbe sig, at 3D kun er for de unge.

I 3D bliver filmene større end livet, og netop det er i høj grad, hvad film handler om. At kunne vise en verden, som vi ellers aldrig vil kunne få at se.

Det samme gjald Ang Lees Oscar-vinder ’Life of Pi’. Filmens centrale handling foregår på en redningsbåd, hvor en ung inder er havnet sammen med en bengalsk tiger.

Det giver muligheden for at lege med virkeligheder og naturens overraskende, spirituelle og lunefulde væsen.