Tag Archives: 12 Years a Slave

Kunsten at se kunstfilm

Overskriften har sikkert allerede fået de første til at løbe skrigende væk. Det viser statistikken i alle tilfælde, at de fleste gør, når de kommer i nærkontakt med en kunstfilm.

Kunstfilmen er modsætningen til mainstreamfilmen. Det er den smalle film, der som udgangspunkt er tiltænkt et søgende publikum, der vil udfordres, og ikke lader sig skræmme af komplicerede handlinger og ekspressionistiske dimensioner, der kræver analyse og refleksion.

I dag har en af de her krævende kunstfilm premiere. Det er den store Oscar-favorit ’12 Years a Slave’ der handler om 1840ernes raceopdelte USA, hvor frihedskampen blev kæmpet indenfor de nationale grænser. Filmen er lavet af britiske Steve McQueen, der før han begyndte at lave spillefilm, var en respekteret, eksperimenterende visuel kunstner, der som oftest fik sine film vist på gallerier og expo’er for et smalt avantgarde publikum.

’12 Years a Slave’ har indspillet 46 millioner dollars i USA her 10 dage før, Oscarshowet bliver fyret af. Den store konkurrent, 3D-rumextravaganzaet Billedresultat for gravity movie’Gravity’, har til sammenligning rundet 700 millioner dollars på verdensplan. ’Slave’ er i amerikansk økonomisk forstand en lille film. Den har en stærk social og samfundskommenterende dimension. Den trækker lige linjer til nutidens flygtninge, immigranter og minoriteter, der marginaliseres og udstødes på grund af frygt, nationalisme og protektionisme. Den slags bliver aldrig mega populært hos publikum. Temaerne er for krævende. Man skal sætte sig ind i alt for meget. Alt fra historiens autenticitet og korrekthed til metaforer og analogier i den måde, hvorpå historien fortælles. Man er som publikum nødt til at tage stilling. Når filmen er slut, så kræver det, at man taler om filmen og konsekvenser af den førte politik, som filmen problematiserer. Faktisk kræver denne type film, at man handler, og gør noget ved de urimeligheder, som vi er i gang med gøre til normaliteter.

Jeg møder ofte folk, der ikke orker se de her ’kvalitetsfilm’, som de paradoksalt kaldes i USA. Det er langt nemmere at se en komedie, erkendt. De vil som regel ikke publikum mere, end det der kan afvikles på 90 minutter.

Det kræver kontinuitet og tilvænning at se kunstfilm. De fleste kan heller ikke lide sushi første gang, de smager det. Man skal øve sig, udfordre sin filmsmag og hele tiden turde se noget, som udvikler og ændrer vores syn på verden.

Oscarkampagnen starter her

Af Søren Høy, Viasat Film

De store amerikanske selskaber bruger Toronto til at starte kampagnerne for deres Oscar-film.

I salene sidder masser af medlemmer af Oscar Akademiet, der stemmer om hvem, der skal møde op i fint tøj den 2. marts i Dolby Theatre, Los Angeles. Sammen med folk fra den industrielle side af filmen sidder pressen. Vi skriver om filmene, og er med til at starte en tidlig buzz for de bedste af dem. På gangene i den store Bell Light Box biograf går de magtfulde filmchefer rundt. I går stod mægtige Harvey Weinstein (The Artist) klar udenfor screeningen af en af sine film. Han er mesteren over dem alle, når det handler om at få en film Oscar-nomineret. Han taler jovialt med folk i salen, som han kender. Giver dem et klap på skulderen, viser dem tillid. Han ved, at de godt husker ham, når de sidder hjemme med listen over de mange film, de har mulighed for at stemme på.

Det er af samme årsag, at de mange stjerner møder op i Toronto. De går relativt uforstyrret rundt i gaderne, sidder på barer og cafeer, mens de mange filmfolk spankulerer forbi. I dag sad jeg og drak kaffe ved siden af Jesse Eisenberg (Social Network) og Mark Ruffalo (Hulk). De bliver set, de virker menneskelige og er derfor tættere på dem, der skal stemme. Det hele er et stort planlagt kampagnetrick. Og det virker.

Der er medier, der bruger meget tid på at forudse, hvem der kommer til Oscar-fest. Det virker lidt overdrevet i vores del af verden, men her er det big business. Der er millioner af dollars at tjene på en Oscar-nominering. Skuespillerne laver større film efter en Oscar-film, producenterne laver bedre film med pengene – og i en perfekt verden drøner succes-centrifugen rundt.

I de her dage kommer alle eksperterne med deres bud på årets Oscar-film. Ikke underligt er syv af de ni bud på bedste film nogle, der er blevet vist for branchen i Toronto. Det er et mønster, som gør Toronto endnu stærkere i forhold til andre festivaler.

12 Years a Slave

Relateret billede
12 Years a Slave

Den film som flest tipper til en plads på podiet er Steve McQueens ’12 Years a Slave’. Bygget på en sand historie er filmen sat i 1841 godt 20 år før den amerikanske borgerkrig. Den handler om den respektable bedsteborger i New York, Solomon Northup, der bliver kidnappet fra sin familie og solgt til en farmer i de dystre sydstater. Northup er intellektuel, musiker og dekadent. Hans fangeskab ydmyger ham, tager æren og værdigheden ud af ham. Han ser pludselig hvor naivt han levede sammen med sin kone og børn blandt åndsliberale. Dengang var slaveriet sydpå en politisk diskussion med de andre i logen. Nu er han fanget et sted, hvor alle er sig selv nærmest. Resten bliver klynget op i et træ på gårdspladsen.

Chiwetel Ejiofor spiller Northup til en Oscar. Det samme gør Michael Fassbender, som den fordrukne farmer, der på den ene side pisker sine mandlige slaver samtidig med, at han seksuelt udnytter kvinderne.

Fassbender (Inglourious Basterds) er instruktør McQueens yndling. Deres samarbejder rækker over de tre film ’Hunger’, ’Shame’ og nu denne skræmmende historiske perle, der ned sit dystre tema passer godt til danskernes temperament og historiesyn. Analogierne i filmen til både jødeudryddelsen 100 år senere og nutidens flygtningesituation er tydelig. Historien har vist, at vi nemt fjerner en persons identitet, hjem og legitimitet samt mennesket før indser katastrofer, når de er indtruffet.

’12 Years a Slave’ ligner en Oscar-vinder. Der skal meget til at slå en film med det skuespil og den relevans.