Tag Archives: oscar

Kunstens Oscar

Søndag nat dansk tid uddeles den 87. Oscar i Los Angeles.

Statuetten er synonym med Hollywoods stjerner og filmbranchens legender. Myten om Oscar har altid været, at det er en shownummer, der per tradition dyrker amerikansk nationalånd og kommerciel tankegang.

Tiderne og Oscar har ændret sig. Oscar er blevet en værdiorienteret begivenhed. Filmene har budskaber, der rækker ud over lærredet. Stjernerne er blevet politiske. De er i menings-generationen, der bruger demokratiet aktivt og gør meningen til en del af deres karriere og deres ansvar som kendte skuespillere eller instruktører.

Vinderne er nu smalle film, der ikke er ligegyldigt Hollywood brain candy. Det er en myte, der er svær at gøre op med. Mange tror stadig, at patriotisme og spejlblank overflade er lig med Oscar.

Den moderne version af Oscar handler om politiske film, kvalitet og opgør med historie, krige og ikoniske personer. En Oscar-vinder i dag viser tidsånd og analyserer den verden, vi er fælles om.

Statisktik er et herligt værktøj, når en pointe skal bevises. Årets favoritter er i kommerciel forstand nærmest ligegyldige. ’Boyhood’ har indspillet $25 millioner i USA. ’Birdman’ $35 mio. For 15 år siden indspillede en typisk vinder over $200 mio. Pudsigt nok har ’American Sniper’ indspillet mere ($300 mio.) end de øvrige syv nominerede til sammen.

Kunstnerisk er årets film til gengæld enestående. Ud over de nævnte favoritter er ’The Theory of Everything’ (Eddie Redmayne), ’Still Alice’ (Julianne Moore) og ’Whiplash’ (J.K. Simmons) ret sikre på at tage store priser. Det er alle film uden store salgstal, men til gengæld vil de skrive sig ind i Oscar-historien og blive husket for suveræn kunstnerisk og dramatisk udfoldelse.

De kunstneriske film henvender sig til et krævende og reflekteret publikum. Problemet er, at de ikke ser Oscar showet. Samtidig er det i den gennemregistrerede amerikanske Tv-verden et faktum, at det brede publikum ikke gider se Oscar, hvis de ikke kender de film, der er nominerede. Derfor er Oscars seertal faldet fra 55 til 40 millioner seere over de 15 år, hvor vi har set filmporteføljen ændre sig fra kommercielle blockbusters til kunstneriske triumfer.

Oscar har med sin nye profil fået større respekt i filmbranchen end nogensinde før. Det vil absolut være på sin plads, at publikum anerkender begivenheden for, at det er årets væsentligste og bedste film, der er med i ræset om verdens fornemmeste, kunstneriske filmpris.

 

Oscar-ræset starter i dag

I dag klokken 14.30 annoncerer de to instruktører Alfonso Cuaron (’Gravity’) og JJ Abrams (’Star Wars’) årets nominerende Oscar-film, og dermed starter det årlige ræs i Hollywood og omegn.

Hvad kan vi filmelskere forvente af årets Oscar-felt?

Golden Globe blev uddelt i søndags af den internationale filmpresse i Los Angeles, og traditionelt giver den uddeling et par hints til hvilke film, der kommer i bruttotruppen til Oscar, der uddeles den 22. februar.

Der er ingen danskere med, desværre. Det behøver der nu heller ikke at være hvert år, men vi har vænnet os til, at være repræsenterede i enten kortfilm eller den globaliserede kategori med film, der ikke er på engelsk.

Skandinavien kan dog regne med nomineringer og ganske tænkeligt en senere vinder. Svenske Ruben Östlund har lavet den mesterlige ’Force Majeure’. Den kommer med, men taber sikkert til russiske ’Leviathan’. Begge film kører i de danske biografer, og er vel de to film, man bør se, hvis modet og tiden er til andet end amerikanske brain candy.

Den slags står norske Morten Tyldum for. Hans 2. Verdenskrig thriller ’The Imitation Game’ om teknik-geniet og computer-pioneren Alan Turing, bliver sikkert massivt repræsenteret i flere kategorier. Dog uden de store chancer for at tage afgørende priser.

Islandske Jóhann Jóhannsson vandt en Golden Globe for sin musik til ’The Theory of Everything’. Han har boet i Danmark i mange år, og komponeret sine dybe, psykologiske toner til adskillige danske og islandske film. Han er en kunstner af en sjælden kaliber, og det er inspirerende, at hans talent rækker til øverste niveau. Instruktøren bag samme film, James Marsh (Oscar for ’Man on a Wire’), har også haft adresse i København, så lad os bare tage den smule genskin fra statuetten, vi kan.

Bedste film kommer til at stå mellem ’Birdman’ og ’Boyhood’. I kommerciel forstand er det relativt små film med stor kunstnerisk værdi og holdbarhed.

Hvert år er der en film, som alle kan lide, men som ikke kommer til at vinde noget særligt trods mange nomineringer. I år rimer det prædikat på ’The Grand Budapest Hotel’. En sympatisk og legesyg fantasi uden den store pondus.

Favoritterne viser, at feltet er en sejr for filmkunsten og endnu et bevis på, at Oscar ikke kun er et Hollywood-shownummer, men stadig verdens fornemmeste og vigtigste filmpris.

De danske Oscar-chancer

Dagens store premiere er ’Kapgang’. Niels Arden Oplevs morsomme, eftertænksomme og charmerende tilbageblik på provins-Danmark i 1970’erne. Filmen vil med sikkerhed finde et godt og stort publikum i Danmark. Vi er vilde med portrætter af os selv, og vi nyder, når en dygtig fortæller tager os tilbage til en tid, vi pludselig husker tydeligt, når vi ser detaljer som de toptunge frisurer og hører puddelrock fra de store kassettebåndspillere. Der er noget med den nationale nostalgi og erindringens romantik fra dengang, hvor livet var lidt mere simpelt. Før den digitale forstyrrelse, effektiviseringer og de brudte familiemønstre.

Niels Arden kender det terræn og de typer, som vi danskere møder i ’Kapgang’. Den foregår i Sdr. Omme, han kommer fra Oue. Den kyndige i jysk geografi vil vide, at der er et par timers kørsel mellem de to byer, men dengang lignede små provinsbyer hinanden. Vi var tættere på hverandre, vi var mere ens, vi havde de samme referencer og dyrkede ikke forskelligheden, som mange i dag sætter en dyd i.

Billedresultat for en du elsker
En du elsker af Pernille FC

’Kapgang’ er den bedste af de tre film, der kan blive det danske Oscar-bidrag til uddelingen, der forgår til februar i Los Angeles. De to andre er Nils Malmros’ ’Sorg og Glæde’ og ’En du elsker’ af Pernille Fischer Christensen. Den danske Oscar-komite, bestående af folk fra filmbranchens forskellige brancheforeninger, nominerer i første omgang tre film. De samme mennesker vælger så om cirka tre uger den endelige film. Den procedure er lidt løjerlig,

Billedresultat for sorg og glæde
Sorg og Glade af Nils Malmros

men baggrunden er formodentlig, at komitéen gerne vil vise den samle filmbranche, at der dels er en refleksion over den bedst egnede kandidat, samt at der tidligere var meget kritik af en topstyret proces, hvor det bare blev meldt ud, hvem der var nomineret. Nu virker det mere som en demokratisk proces.

De senere år har Danmark været nomineret med ’Jagten’, ’En Kongelig Affære’ og vundet med ’Hævnen’. Alle film med internationalt snit, globaliserede historier fortalt med en dansk vinkel. Det var film med imponerende festivalliv og med kampagner tilrettelagt af filmenes amerikanske distributører, der både kender markedet og mulighederne.

I år er der ikke en oplagt kandidat som de nævnte tidligere år. Det nationale står foran det internationale.

Ingen af filmene har det udsyn og en genkendelige historie, der rækker ud over det talte sprog og referencerammen i filmen.

Desværre tror jeg ikke, at vi får en dansk spillefilm til Oscar i 2015.

 

Oscar 2014.

Af Søren Høy

Der er små tre uger til årets Oscar show. Analytikere, statistikere og branchefolk har deres lister klar med favoritter til de store priser. I USA er Oscar big business. Det er helt normalt, at et selskab bruger op mod 10-15 millioner dollars på at få en film med til Oscar. Pengene bruges på annoncering, plakater, udsendelse af DVD’er til akademimedlemmer, lækre middage for udvalgte honoratiores – alle tricks gælder på filmens slagmark og hele branchen tjener på en kampagne. Alle fra superstjerne til plakatophænger.

Vurderingen af en statuette kan aflæses ved kasse numero uno. En film som ’Slumdog Millionaire’ (2009) havde indspillet 44 millioner dollars før Oscar, og endte med en total på 377 millioner dollars. Hele verden vil se en vinder, så derfor kan promoverings-investeringen hente sig hjem mange gange. ’Kongens Tale’ (2011) havde en indtjeningsprognose på 30 millioner dollars, da den blev lavet. En lille håndfuld Oscars senere hentede den cirka 450 millioner dollars. Imponerende og tankevækkende.

Der er cirka 6000 akademimedlemmer, der stemmer. Mennesker alle sammen, naturligvis. Og de er til at præge. De læser også aviser og lister med favoritter. Den slags betyder noget. Er man i tvivl, har man en tendens til at stemme på de film, som andre gør – eller man forventer andre gør. Med andre ord betyder det noget, om man ligger højt på de store brancheblandes lister.

Placeringerne på listerne er lavet ud fra følgende kriterier:

– Priser filmene allerede har vundet. Alle fagforbund som forfatterne, instruktørerne, skuespillerne uddeler deres egne priser, og her får vi alle en retning stukket ud. Eksempelvis er skuespillerne den gruppe, der har den største repræsentation i Akademiet. Der er cirka 1200, så de kan medvirke til markant pression og vejning.

– Kampagner. Hvilke film bliver ført frem, og hvilke selskaber er bag filmene. Det er helt afgørende, da et lille selskab sjældent vil have musklerne til at køre en kampagne igennem.

– Buzz. Hvem har the vibe, the hype og hvem promoveres af stjernerne. Det kan flytte mange stemmer hvis nu, en af de store stjerner giver sin offentlige støtte til en film. Hvilken film er frisk, cool eller helt enkelt den film, der har en tidsånd, som giver et tydeligt billede af det forgange filmår.

Det minder påfaldende om en præsidentkampagne.

Nu til min liste. Den kan ændre sig inden showet den 2/3. marts – der kan ske ting, som tilter enkelte kategorier.

Bedste film:

Vinder: 12 Years a Slave

Lige efter: Gravity

Instruktør:

Vinder: Alfonso Cuarón

Lige efter: Steve McQueen

Skuespiller hovedrolle:

Vinder: Matthew McConaughey, Dallas Buyers Club

Lige efter: Leonardo DiCaprio, The Wolf of Wall Street

Skuespillerinde hovedrolle:

Vinder: Cate Blanchett, Blue Jasmine

Lige efter: Amy Adams, American Hustle

Skuespiller birolle:

Vinder: Jared Leto, Dallas Buyers Club

Lige efter: Michael Fassbender, 12 Years a Slave

Skuespillerinde birolle:

Vinder: Jennifer Lawrence, American Hustle

Lige efter: Lupita Nyong’o, 12 Years a Slave

Adapterede manuskript:

Vinder: 12 Years a Slave

Lige efter: The Wolf of Wall Street

Originale manuskript:

Vinder: American Hustle

Lige efter: Her

Animationsfilm:

Vinder: Frozen

Lige efter: The Croods

Dokumentarfilm:

Vinder: 20 Feet from Stardom

Lige efter: The Act of Killing

Udenlandske film:

Vinder: La Grande Bellezza, Italien

Lige efter: Jagten, Danmark

Cinematografi:

Vinder: Gravity

Lige efter: ingen…

Kostumer:

Vinder: The Great Gatsby

Lige efter: 12 Years a Slave

Klip:

Vinder: Gravity

Lige efter: Captain Phillips

Makeup og hår styling:

Vinder: Dallas Buyers Club

Lige efter: ingen…

Score:

Vinder: Gravity

Lige efter: Philomena

Sang:

Vinder: Let it go, Frozen

Lige efter: Happy, Despicable Me 2

Produktions design:

Vinder: Gravity

Lige efter: The Great Gatsby

Lyd redigering:

Vinder: Gravity

Lige efter: Captain Phillips

Lyd mix:

Vinder: Gravity

Lige efter: Captain Phillips

Visuelle effekter:

Vinder: Gravity

Lige efter: Hobbitten 2

Kort film:

Vinder: Helium

Lige efter: Aquel No Era Yo (It Wasn’t Me)

Korte dokumentarfilm:

Vinder: The Lady in Number 6: Music Saved My Life

Lige efter: Karama Has No Walls

Korte animationsfilm:

Vinder: Mr. Hublot

Lige efter: Room on the Broom

Oscarkampagnen starter her

Af Søren Høy, Viasat Film

De store amerikanske selskaber bruger Toronto til at starte kampagnerne for deres Oscar-film.

I salene sidder masser af medlemmer af Oscar Akademiet, der stemmer om hvem, der skal møde op i fint tøj den 2. marts i Dolby Theatre, Los Angeles. Sammen med folk fra den industrielle side af filmen sidder pressen. Vi skriver om filmene, og er med til at starte en tidlig buzz for de bedste af dem. På gangene i den store Bell Light Box biograf går de magtfulde filmchefer rundt. I går stod mægtige Harvey Weinstein (The Artist) klar udenfor screeningen af en af sine film. Han er mesteren over dem alle, når det handler om at få en film Oscar-nomineret. Han taler jovialt med folk i salen, som han kender. Giver dem et klap på skulderen, viser dem tillid. Han ved, at de godt husker ham, når de sidder hjemme med listen over de mange film, de har mulighed for at stemme på.

Det er af samme årsag, at de mange stjerner møder op i Toronto. De går relativt uforstyrret rundt i gaderne, sidder på barer og cafeer, mens de mange filmfolk spankulerer forbi. I dag sad jeg og drak kaffe ved siden af Jesse Eisenberg (Social Network) og Mark Ruffalo (Hulk). De bliver set, de virker menneskelige og er derfor tættere på dem, der skal stemme. Det hele er et stort planlagt kampagnetrick. Og det virker.

Der er medier, der bruger meget tid på at forudse, hvem der kommer til Oscar-fest. Det virker lidt overdrevet i vores del af verden, men her er det big business. Der er millioner af dollars at tjene på en Oscar-nominering. Skuespillerne laver større film efter en Oscar-film, producenterne laver bedre film med pengene – og i en perfekt verden drøner succes-centrifugen rundt.

I de her dage kommer alle eksperterne med deres bud på årets Oscar-film. Ikke underligt er syv af de ni bud på bedste film nogle, der er blevet vist for branchen i Toronto. Det er et mønster, som gør Toronto endnu stærkere i forhold til andre festivaler.

12 Years a Slave

Relateret billede
12 Years a Slave

Den film som flest tipper til en plads på podiet er Steve McQueens ’12 Years a Slave’. Bygget på en sand historie er filmen sat i 1841 godt 20 år før den amerikanske borgerkrig. Den handler om den respektable bedsteborger i New York, Solomon Northup, der bliver kidnappet fra sin familie og solgt til en farmer i de dystre sydstater. Northup er intellektuel, musiker og dekadent. Hans fangeskab ydmyger ham, tager æren og værdigheden ud af ham. Han ser pludselig hvor naivt han levede sammen med sin kone og børn blandt åndsliberale. Dengang var slaveriet sydpå en politisk diskussion med de andre i logen. Nu er han fanget et sted, hvor alle er sig selv nærmest. Resten bliver klynget op i et træ på gårdspladsen.

Chiwetel Ejiofor spiller Northup til en Oscar. Det samme gør Michael Fassbender, som den fordrukne farmer, der på den ene side pisker sine mandlige slaver samtidig med, at han seksuelt udnytter kvinderne.

Fassbender (Inglourious Basterds) er instruktør McQueens yndling. Deres samarbejder rækker over de tre film ’Hunger’, ’Shame’ og nu denne skræmmende historiske perle, der ned sit dystre tema passer godt til danskernes temperament og historiesyn. Analogierne i filmen til både jødeudryddelsen 100 år senere og nutidens flygtningesituation er tydelig. Historien har vist, at vi nemt fjerner en persons identitet, hjem og legitimitet samt mennesket før indser katastrofer, når de er indtruffet.

’12 Years a Slave’ ligner en Oscar-vinder. Der skal meget til at slå en film med det skuespil og den relevans.

Oscar-ræset er skudt i gang.

Der er 14 uger til den gyldne dørstopper uddeles i Dolby Theater i Los Angeles. Kapløbet om verdens mest prestigefulde filmpris er dog allerede startet, for lige nu gør filmselskaberne alt, for at få deres film nomineret.

AF SØREN HØY

Det er efterhånden helt normalt, at et selskab bruger op mod $10-15 millioner på at få en film med til Oscar. Pengene bruges på annoncering, plakater, udsendelse af DVD’er til akademimedlemmer, lækre middage for udvalgte honoratiores – alle tricks gælder på filmens slagmark. Hele branchen tjener på en kampagne. Alle fra tv-kanaler til plakatophænger. I sidste ende handler det om penge. En film som ’Slumdog Millionaire’ (2009) havde indspillet $44 millioner før Oscar, og endte med en total på $377 millioner. Hele verden vil se en vinder, så derfor kan promoverings-investeringen hente sig hjem mange gange. ’Kongens Tale’ (2011) var projekteret til at lave $30 millioner, da den blev lavet. En lille håndfuld Oscars senere hentede den cirka $450 millioner. Imponerende og tankevækkende.

En film kommer med i spillet om de mange dollars ved, at selskaberne indstiller deres film i de forskellige relevante kategorier. Dernæst kan tidligere nominerende eller vindere i den enkelte kategori, for eksempel de 375 instruktører, nominere i netop instruktionskategorien, og ikke andre kategorier.

Det giver i reglen fem nominerede i hver kategori. Derefter kan alle stemme i alle kategorier. Det er ikke så kringlet, og det virker som et fair system, for det er fagfolk, der i første omgang giver bud indenfor deres respektive ekspertiser.

Der er 5783 stemmeberettigede. Skuespillerne er de mest dominerende i akademiet med 1311 medlemmer. Man kan komme med i det fornemme selskab, hvis man har vundet, været nomineret eller hvis man er blevet foreslået af et medlem, fordi man har ydet et unikt bidrag til sit fagområde.

Medlemmerne kan naturligvis manipuleres, de kan præges.

Husk at det er mennesker, der stemmer. Laves der en hype, et buzz, hvis er der en film, som alle taler om – film som kan påvirke en politisk tilstand eller som kan

Billedresultat for The Hurt Locker
The Hurt Locker

manifestere filmbranchens uafhængighed fra de kommercielle interesser. Den slags virker – som da ’The Hurt Locker’ vandt over ’Avatar’. Vinderen havde cashet $14 millioner ind. Taberen havde rundt $2,3 milliarder. Triumfen for den lille anti-krigsfilm betød i øvrigt et DVD-salg på hele $31 millioner. Uhørt for en kunstfilm, men en Oscar på coveret kan gøre underværker.

Den danske ’En Kongelig Affære’ kommer til Oscar.

Jeg er helt sikker.

Er vi heldige kommer den både med i ’Bedste ikke-engelsksprogede film’ og ’Bedste Kostume’.

Taktikken med den film har indtil videre virket. Den er blevet sluppet løs på det Nordamerikanske marked efter et par fantastiske festival-visninger. Først ved Telluride i Californien og blev dernæst ved den vigtige Toronto Festival, hvor Akademi-medlemmerne sidder bænket op for at se de bedste film fra Europa. Som kun en af tre film fik den en stående ovation, hvilket hyppigt bliver omtalt i de amerikanske medier. Hvad betyder det? At folk husker den. At den bliver i de stemmeberettigedes bevidsthed. At den har bevist sig overfor et krævende publikum.

Lige nu promoveres den heftigt af den amerikanske distributør, Magnolia Pictures, som pumper den ud til Akademi-medlemmerne. Det er interessant at følge Magnolias arbejde. Det er direkte marketing, det er kun målrettet mod dem, som kan stemme. Hvis den kommer med, hvis den vinder, så skal publikum nok finde filmen. Med cirka 40 millioner tv-seere i USA og adskillige hundrede millioner på verdensplan, findes der ikke bedre marketingsplatform end podiet til en Oscar-show.

Den 10. januar 2013 bliver nomineringerne offentliggjort – og priser uddeles den 24. februar. Lige nu foregår en benhård positionering af de film, som vi kommer til at se til uddelingen af verdens vigtigste filmpris.

De forbigåede mesterværker

Oscarvinderne skriver sig ind i filmhistorien. Taberne husker ingen – lige med undtagelse af de tabere, hvor filmene senere viste sig at blive klassikere, og de instruktører som blev legender helt uden en Oscar på hylden.

AF SØREN HØY

Tre af historiens vigtigste instruktører nåede aldrig at komme på scenen for at modtage prisen som bedste instruktør – og deres bedste film blev udkonkurreret af film, som siden kun har vist sig som parenteser i filmhistorien.

Billedresultat for A Clockwork Orange
A Clockwork Orange

Stanley Kubrick. Manden bag flere mesterværker: ”Rumrejsen 2001”, ”Dr. Strangelove”, ”Ondskabens Hotel” og ”A Clockwork Orange”. Titler som blev forbigået uden den store interesse fra Oscar Akademiet.

Orson Wells. Han lavede et af filmens helt afgørende værker, ”Citizen Kane”, han skabte en klassiker med ”Touch of Evil” – men alligevel fik han aldrig en Oscar.

Billedresultat for vertigo movie
Vertigo

Alfred Hitchcock. Et frygtindgydende navn. Titler som ”Psycho”, ”Vertigo” og ”North by Northwest” giver ikke kun gåsehud og dårlig nattesøvn – de giver panderynken over, at filmbranchen i de dage ikke kunne se kvaliteten og Oscar-potentialet i de film, som i dag konstant fremhæves som de bedste, kunstformen kan tilbyde.

Hvorfor blev de forbigået?

Kubrick havde 4 nomineringer, Hitchcock 5 og Wells 1 – så det er ikke fordi, at de blev helt overset af Akademiet. Det skete for Charlie Chaplin, der trods en filmografi, der overgår langt de flestes, måtte nøjes med en Oscar for musikken til ”Limelight” i en karriere der strakte sig over cirka 75 år og 75 film. I hans tilfælde handlede det om, at hans politiske synspunkter ikke harmonerede med den konservative filmbranche, og at han allerede i slutningen af 20’erne sagde jokende, at han ville bruge sin Oscar som dørstopper. Han havde tydeligvis ikke den store respekt for Akademiets filmpræferencer.

Jan Harlan var Kubricks producer gennem 30 år, og han fortæller til Indblik, at det nagede den amerikanske instruktør, at han aldrig fik den sidste anerkendelse fra kollegerne, der stemmer til Oscar; ”Stanley var vokset op med Oscar, og mange af hans egne helte havde vundet. Han havde set takketalerne og showet – og selvom han allerede i 60’erne blev betegnet som en af kunstfilmens store navne, så manglede han en Oscar på hylden,” fortæller Harlan fra The Kubrick Estate, hvor han i dag kuraterer Kubricks efterladte værker. ”Han var ambitiøs og ville anerkendes som den bedste. Det ønske har alle store kunstnere.”

Der var muligvis noget tilsvarende på spil hos Hitchcock. Den danske instruktør og forfatter Christian Braad Thomsen kender om nogen Hitchcock, da han i en menneskealder har dyrket hans film og forsket i hans temaer og psykologiske motiver. ”Jeg er ikke stødt ind i bitterhed eller lignende hos Hitchcock, fordi han blev forbigået af Akademiet, men han var jo også et uhyre konservativt menneske og har bestemt ment, at det var under hans værdighed at udtrykke nogen form for følelser i den anledning,” fortæller Braad Thomsen, der i 1990 udgav bogen ”Hans liv og hans film” om den britiske mesterinstruktør. ”Men kender jeg Hitchcock ret, har han selvfølgelig bag sin ophøjede ligegladhed følt sig dybt og barnligt forurettet, forbitret og forbigået. Og med al mulig grund. Han var frem for nogen 1940’erne og 50’ernes Mr. Hollywood, men fik alligevel ikke Hollywoods største pris – det er og bliver ubegribeligt. Men det hænger vel sammen med, at selv Hollywood ikke opfattede Hitchcocks film som kunst, fordi thrillergenren vel ikke var så anset.”

Hvem ventede for længe?

Det er tankevækkende, hvor mange talentløse døgnfluer, der har stået på scenen, efter den ene gode film, de har lavet – mens andre kæmper en lang karriere og gentagne gange leverer film, som bliver anerkendt både blandt cineaster, kritikere og branchefolk.

Martin Scorsese bar i mange år en Oscar-forbandelse, som betød, at både ”Taxi Driver”, ”Raging Bull” og ”Goodfellas” på det skammeligste blev forbigået. I 40 år ventede Scorsese på anerkendelsen, og den fik han paradoksalt nok for et remake af en asiatisk film. ”The Departed” er ikke en af hans bedste film, men det lugtede i 2006 af, det var nu eller aldrig for den gamle mester.

Den danske forfatter og filmanalytiker Annette Wernblad er internationalt anerkendt som Scorsese-ekspert. ”Det har betydet enormt meget for hans karriere, at han ikke vandt for sine store værker i 70’erne. Det har været et konstant pres for ham, og han konstaterede selv efter ”Raging Bull” ikke vandt, at hvis han overhovedet ville overleve i filmbranchen, så ville han være en outsider, der stod uden for det gode selskab,” fortæller Wernblad, der i 2011 udgav bogen ”The Passion of Martin Scorsese”, der er en af de mest gennemgribende analyser af Scorseses film og karriere. ”Det har i de senere år virket som om, at han har indgået kompromisser i sine film, for at Akademiet skulle se hans vej,” siger hun og henviser til, at ”The Departed” og årets nominerede film, ”Hugo”, er langt fra gamle dages den brutale og dæmoniske Scorsese. ”The Departed” er fuld af fejl, mangler logik og er helt atypisk for Scorsese, der normalt er detaljens mester. Men det var åbenbart lige hvad der skulle til, for at få en Oscar,” slutter Wernblad.

Billedresultat for Raging Bull
Raging Bull

The End

Oscar laver et fingeraftryk af USA. Hvert år pejler filmen nationens tilstand. Stemningen, regeringen, den førte politik. Da landet ville ud af Irak og Afghanistan, valgte Akademiet den lille anti-krigsfilm ”The Hurt Locker” fremfor den bedst indtjenende film i historien ”Avatar”. Dengang den politiske tiltro falmede og magtdistancen og ærefrygten for Det Hvide Hus og præsidenten blegnede, valgte man en film om grusomhederne i Vietnam og nationens efterregning i ”The Deer Hunter”.

Andre gange sejrer en feel-good film, som ingen husker dagen efter priserne er uddelt.

Vi har ikke set det sidste mesterværk blive forbigået af Oscar Akademiet.

Top 10 – mesterværker der ikke fik en Oscar

1. Citizen Kane, Orson Wells (1941)

2. Raging Bull, Martin Scorsese (1980)

3. Taxi Driver, Martin Scorsese (1976)

4. Rumrejsen 2001, Stanley Kubrick (1968)

5. Vertigo, Alfred Hitchcock (1958)

6. Apocalypse Now, Francis Ford Coppola (1979)

7. All the President’s Men, Alan J. Pakula (1976)

8. Once upon a time in America, Sergio Leone (1984)

9. The Third Man, Carol Reed (1949)

10. The Shawshank Redemption, Frank Darabont (1994)

Rod i kulissen

Der er ballade backstage hos Det Amerikanske filmakademi, der uddeler verdens flotteste filmpris; den gyldne Oscar-statuette. I nat er det ceremoni nummer 84, og der har sjældent været så meget furore op til den årlige aften med superstjerner og takketaler.

Af SØREN HØY

Det er ikke nemt, at være chef for Oscar showet i de her år. Der er ikke rigtig noget, der vil lykkes, der er ikke rigtig nogen, der synes om alle de nye ting, som bliver afprøvet. Oscar Akademiet forsøger med vold og magt, at få begivenheden til at blive en succes hos tv-seerne igen.

Seerne forsvinder

Seertallet i USA er det, som betyder noget i denne her sammenhæng. Det er i USA, at annoncerne skal sælges til reklamepauserne og det er her, at filmindustrien skal sørge for, at publikum vælter i biograferne. Med andre ord er det på hjemmebanen, at filmproducenterne skal finansiere deres film, filmstjernerne skal indgå de gyldne kontrakter, tv-kanalerne skal drive forretning og alle andre rundt om Oscar skal hive deres skillinger ud af det fantastiske filmcirkus. De senere år har seertallet raslet ned som husene i en katastrofefilm. Siden 1998 har 20-30 millioner seere fundet sig en anden kanal på den store filmaften – og fra at der tidligere sad mellem 60 og 70 millioner og så på, skal networket ABC nu være lykkelige, hvis de kan trække 40 millioner. Til sammenligning ser mere end 110 millioner finalen i Super Bowl, når den afvikles i midten af februar.

Ingen kender filmene

Årsagen skal ifølge analytikere findes i, at publikum ikke har set filmene, som bliver nominerede. Og har de ikke det, så gider de heller ikke se, hvem der vinder priserne. Konkurrencen er ikke spændende, hvis man ikke kender dem, der stiller op. De nominerede film er de senere 10 år blevet kommercielt smallere og langt mere kunstneriske end tidligere. Det er film, med en undtagelse i ”Avatar”, der indspiller relativt få penge i biograferne. F.eks. dette års store favorit, stumfilmen ”The Artist”, der trods sine mange fremragende anmeldelser, stadig kun har indtjent 25 millioner Dollars i USA. En klatskilling på de breddegrader.

Komiske nyskabelser

Oscar Akademiet forsøger at kompensere for den svage kendskabsgrad ved at mase nyskabelser ind i tv-formatet. De prøver med unge skuespillere som værter, komikkere, provoer – de forsøger sig med varieté-stil og bytter rundt på priserne, så de ikke får en kedelig periode midt i det hele, hvor alle teknik-priserne uddeles. Lige lidt hjælper det – for det er filmene, som trækker opmærksomhedslæsset.

Ballade i kulissen

Billedresultat for Brett Ratner
Brett Ratner

I 2012 er balladen ikke blevet mindre af, at showets producer, Brett Ratner, blev fyret kort inden den endelige planlægning. Han var kommet til at fyre en diskriminerende vittighed af om homoseksuelle i et radioprogram. Den slags går ikke i det politisk korrekte USA. Men da Ratner røg, så forduftede årets vært, Eddie Murphy, også. Han er ven med Ratner, og var hyret af ham – så i loyalitet forlod Murphy den prestigefulde hverv som Oscar-vært. Ud fra vokskabinettet kom Bill Crystal showet til undsætning. Han har otte gange før leveret varen, og bliver betegnet som en af historiens bedste værter sammen med legenden Bob Hope, der stod for orkestreringen hele 18 gange.

Sponsor fallit

Oven i det kaos gik celluloid-fabrikanten Kodak fallit i forrige uge, og forsøger nu med et arsenal af advokater i ryggen, at komme ud af deres 20-årige sponsor-aftale med det The Kodak Teatre på Hollywood Boulevard, som Oscar traditionelt afholdes i. Krisen har i den grad fat i kraven på Oscar i de her år, og der kræver vist mere end en enkelt superhelt, for at klare ærterne for den ellers så eftertragtede 84-årige guldmand.

Årets favoritter:

Bedste film: The Artist

Instruktør: Michel Hazanavicius (The Artist)

Mandlige skuespiller: Jean Dujardin (The Artist)

Kvindelige skuespiller: Viola Davis (The Help)

Mandlige birolle: Christopher Plummer (Beginners)

Kvindelige birolle: Octavia Spencer (The Help)

De smarte, de sentimentale og de virk’li’ slemme

Der er brug for skandaler. De store, de små, skandaløse taler, fifleri i kulissen. Vi husker dem, for de bidrager til showet, myterne og underholdningen.

Af Søren Høy

Det er svært at tilrettelægge en god Oscar-skandale, som alle husker. Det kræver enten nøje planlægning, uendelig dumhed eller et udviklet entertainment-gen. Det kræver en sand mester at lave en skandale, der ryger verden rundt på samtlige nyhedsbureauer, som rammer alt fra tabloidforsider og rundbordsdiskussioner i branchen til nørdede blogs.

Den sande skandale betyder, at reglerne ændres, at organisationen bag tv-showet og Oscar-akademiet må nedsætte etiske udvalg, der skal udtænke nye procedurer og forretningsgange for at undgå lignende skandaler i fremtiden.

Manipulation i kulissen

Lad os bare starte sidste år, hvor skandalefyrbøderen havde en travl optakt til showet.

The Hurt Locker stod over for Avatar. Den lille mørke krigsfilm mod den store tur i den blå eventyrrutsjebane. Krigsfilmen havde indspillet $13 millioner i USA, Avatar $730 millioner. Avatar havde en promotionsmuskel, der var pumpet godt op, da akademimedlemmerne skulle stemme på årets film. Overalt i branchebladene var der nyheder om Avatar. Filmen, der ændrer verden, 3D-formatets udrulning og ikke mindst filmens værdi for showet, som i flere år havde lidt under, at meget få amerikanere kendte de nominerede film.

Folkene bag The Hurt Locker havde lugtet, at den ville blive svær at hente hjem med krigshistorier og spin om filmens væsentlighed. Derfor besluttede en af producenterne, Nicolas Chartier, sig for en lettere alternativ og direkte kampagne for sin film.

Han havde betalt det meste af filmen, så ”hvad fanden”, tænkte han sikkert. ”Hvorfor ikke give den gas?”

Chartier sendte en mail til alle, der i hans mailkartotek skulle stemme, og her advokerede han for sin film. ”Herregud,” kan man sige, men på amerikansk siger man: ”Oh, My God,” når der virkelig er noget at tilkalde de højere magter for. Det må man nemlig ikke.
Efter en reprimande, hvor man truede Chartier med at fratage hans billetter til showet, fandt han ud af, at han havde endnu en bombe klar til detonation. Chartier sendte endnu en mail, hvor han gjorde opmærksom på det faktum, at hvis de alle sammen gav hans film ti points, men kun Camerons film et point, ja, så ville The Hurt Locker hurtigt udkonkurrere Avatar.

Og tænk engang, det lykkedes sgu. Uanset hvad der gjorde, at Oscar så sin største overraskelse i mange år, endte Chartiers film med statuetten. Bravo for en simpel og veludført manipulation!

Pinligheder på scenen

MGM-bossen Louis B. Mayer, der i 20’erne undfangede idéen til Oscar-prisen, havde anderledes gedulgte metoder til at skaffe sine stjerner Oscars. Han skal blandt andet have beordret de mange MGM-medarbejdere til at stemme på MGM-kandidater, hvilket skaffede Mary Pickford en uretfærdig Oscar for Koketten i 1929.
Nok manipulation – nu skal der pinligheder på scenen.

Takketalerne har det altid med at tiltrække sig opmærksomhed. Det er lidt fy og tacky at kunne lide talerne, men det er så dejligt pinligt, og det bliver husket.

Gwyneth Paltrow står til dato for den mest grådlabile tale med snot og hele pibetøjet. I 1999 stod hun der pludselig med statuetten for en alt andet end mindeværdig rolle i Shakespeare in Love. Amerikanerne eeeelsker bare en fellow american, der både kan tale britisk og tage et kostume på, så det ligner noget fra før, USA blev opfundet. Gwyn tudede sig gennem sin tale og nåede både at takke hunden og den afdøde bedstemor.

Talen findes i sin helhed på nettet og er faktisk længere, end man husker den. Efter den dag er grænsen sat til 45 sekunder, før musikken spiller op, og mikrofonen forvinder ned i gulvet.


Letbenede stunts

Af de kuriøse skandaler huskes Adrien Brody. Han fik i 2003 en Oscar for hovedrollen i The Pianist, og den smukke Halle Berry var på scenen for at overrække prisen. Charmetrolden Brody greb chancen sugede sig fast på Berrys læber. Han blev hængende, mens publikum begyndte at huje og pifte. Man kan ikke bebrejde manden, og han topper diverse letbenede lister med ”Oscar Moments” i nyere tid.

Og Marlon Brando lavede et historisk stunt, da han i 1973 sendte den lille, smukke indianer Sasheen Littlefeather op for at hente prisen for hovedrollen i The Godfather. Efter sigende var det i sympati med de pauvre forhold for native americans i filmbranchen. Indianeren var udstyret med et femten siders brev, som hun skulle læse op fra scenen, men en af de tilsynsforordnede fik nys om det og kortet hende ned til en abrupt hilsen fra Brando. Det lille stunt betød, at det nu kun er vinderen selv, der kan modtage en Oscar.
I samme kategori hvor mastodonterne byder op til kontrovers findes den legendariske skandale i 1971, hvor den store George C. Scott nægtede at montage en Oscar for sin hovedrolle i Patton. Han kaldte ceremonien for ”a two-hour meat parade, a public display with contrived suspense for economic reasons …” En svada han nok kan have ret i, men som ikke siden er brugt af hans kolleger i branchen. Kan man overhovedet forestille sig, at en skuespiller i dag nægter at modtage en pris? Næppe. Dertil er forfængelighed, forpligtelser og fornuft for stor.

Skandalernes nødvendighed

De skandaløse optrin virker altid opløftende på showet og det politiske spil i kulissen. De fortæller os, at ikke alt i denne kontrollerede, rituelle verden er planlagt og kan styres. Vi venter altid på overraskelserne, vi nyder de passager, hvor det stramt kontrollerede manuskript bliver til flyveblade i stormvejr.                                    

”Shame on you, Mr. Bush”

Michael Moore fik i 2003 fortjent fik en plads i skandalehistorien. Han sørgede for det mest upassende indlæg, det mest politisk potente og det mest diskuterede udbrud nogensinde fra en Oscar-vinder.

Tre dage før showet var USA gået ind i Irak, og der var en trykket stemning. Den røde løber var aflyst. Der var for første gang en våbendetektor ved indgangen. Alle jokes om verdens tilstand var skrevet ud af det familievenlige manuskript. Men så trådte Michael Moore, der fik en Oscar for dokumentarfilmen Bowling for Columbine, op på scenen. ”Vi lever i en tid, hvor vi har fiktive valgresultater, der vælger fiktive præsidenter,” sagde han, mens salen måbede af forbløffelse. ”Vi lever i en tid, hvor vi har en mand, der sender os i krig af fiktive grunde.”
Og han fortsatte under fanfaren: ”Shame on you, Mr. Bush. SHAME ON YOU … Any time you got the Pope and the Dixie Chicks against you, you’re time is up!” Han blev spillet ud, buet ud, klappet ud. Siden har det aldrig rigtigt været det samme. Hverken med talerne eller med Moore.

Oscar skandaler

Der er brug for skandaler. De store, de små – skandaløse taler, fifleri i kulissen. Vi husker dem, for de bidrager til showet, myterne og underholdningen.

AF SØREN HØY

Det er svært at tilrettelægge en god Oscar-skandale, som alle husker. Det kræver enten nøje planlægning, uendelig dumhed eller et udviklet entertainmentgen. Vi taler med andre ord om, at det kræver en sand mester, for at lave en skandale, der ryger verden rundt på samtlige nyhedsbureauer, som rammer alt fra tabloidforsider, rundbordsdiskussioner i branchen til nørdede blogs.

Den sande skandale betyder, at reglerne ændres, at organisationen bag TV-showet og Oscar Akademiet må nedsætte etiske udvalg, der skal udtænke nye procedurer og forretningsgange, for at undgå lignende skandaler i fremtiden.

Manipulation i kulissen

Lad os bare starte sidste år, hvor skandalefyrbøderen havde en travl optakt til showet.

”The Hurt Locker” stod overfor ”Avatar”. Den lille mørke krigsfilm mod den store tur i den blå eventyrrutsjebane. Krigsfilmen havde indspillet $13 millioner i USA. ”Avatar” $730 millioner på det tidspunkt. ”Avatar” havde selvsagt en spændt promotionmuskel, der var pumpet godt op, da akademimedlemmerne skulle stemme på årets film. Overalt i branchebladene var der nyheder om ”Avatar”. Filmen der ændrer verden, 3D-formatets udrulning skete med filmen og ikke mindst filmens værdi for showet, som i flere år havde lidt under, at meget få amerikanere kendte de nominerede film.

Billedresultat for avatar

Folkene bag ”The Hurt Locker” havde lugtet, at den ville blive svær at hente hjem med krigshistorier og spin om filmens væsentlighed. Derfor besluttede en af producenterne, Nicolas Chartier, sig for en lettere alternativ og direkte kampagne for sin film.

Han havde betalt det meste af filmen, så ”Hvad fanden”, tænkte han sikkert. ”Hvorfor ikke give den gas?”.

Han tænkte strategisk, han tænkte smart. Chartier sendte en mail ud til alle i sit mailkartotek, der skulle stemme, hvor han advokerede for sin film. ”Herregud”, kan man sige – men på amerikansk siger man ”Oh, My GOD”, når der virkelig er noget at tilkalde de højere magter for. Det må man nemlig ikke. Ikke desto mindre fandt Chartier ud af, efter en mindre reprimande, hvor man truede ham med at tage hans billetter til showet fra ham, at han havde endnu en bombe klar til detonation, hvis man skal holde sig til en direkte filmisk metaforer. Chartier sendte endnu en mail, hvor han gjorde opmærksom på det pudsige faktum, at hvis de alle sammen gav hans film 10 points, men kun Camerons film 1 point, ja så ville ”Hurt Locker” hurtigt udkonkurrere ”Avatar”.

Og tænk engang. Det lykkedes sgu. Uanset hvad der gjorde, at Oscar så sin største overraskelse i mange år, så endte Chartiers film med statuetten. Bravo for en godt udført manipulation.

De fede Weinstein’s

De to Weinstein-brødre Bob og Harvey er kendte for at være nogle hårde gutter at arbejde med. En tidligere ansat fortalte mig engang, at de kørte et frygtregime, hvor de bare råbte højt, sagde ubehagelige ting til alle og at ingen turde sige dem imod. Der er nok noget om snakken, for det lader heller ikke til Oscar Akademiet rigtigt kan sige nej til de to overvægtige brødre. De har to fantastiske, manipulatoriske triumfer på skandale-cv’et.

I 2001 fik den über-sukrerede Lasse Hallström-film, ”Chocolat”, hele 5 nomineringer. Bl.a. for ”bedste film”. Branchen, kritikere og publikum fik både belgiske praliner og tyske milchschnitten i den gale hals, da fede Harvey og Bob fik udmanøvreret Coen-brødrenes ”Oh Brother…”, Cameron Crowes ”Almost Famous”, den fine, lille ”You Can Count On Me” og den politiske konspirations thriller ”The Contender”. Alle film der både havde langt større filmiske kvaliteter, og som ville have tilført showet en moderne kant, som det dengang absolut savnede.

”Chocolat” fik heldigvis ikke noget med hjem, men det gjorde den næste film, som de to frygtindgydende brødre besluttede sig for at skam-promovere ind i showet. I 2003 stjal den forvirrede musical ”Chicago” hele 6 Oscars ud af de forbløffende 13 nomineringer. Weinstein’s havde luret, at folket havde brug for lethed, sang og dans i en tid, hvor nationen talte om krig og hævn over 9/11.

Pinligheder på scenen

Nok om manipulationen. Nu skal der pinligheder på scenen.

Takketalerne har det altid med at tiltrække sig opmærksomhed. Det er lidt fy og tacky at kunne lide talerne. Det er ikke altid god smag, det der sker på scenen. Men det er så dejligt pinligt, og det bliver husket!

Gwyneth Paltrow står til dato for den mest grådlabile tale med snot og hele pivtøjet. I 1999 stod hun der pludselig med statuetten for en alt andet end mindeværdig rolle i ”Shakespeare in Love”. Amerikanerne eeeelsker bare en fellow american, der både kan tale britisk og tage et kostume på, så det ligner noget fra før USA blev opfundet. Nå, Gwyn tudede sig gennem sin tale, og nåede både hunden og den afdøde bedstemor. Den findes i sin helhed på nettet, og er faktisk længere end man husker den. Efter den dag er grænset sat til 45 sekunder, før musikken spiller op, og mikrofonen forvinder ned i gulvet.

Af de kuriøse skandaler huskes Adrien Brody i 2003 for hovedrollen i ”The Pianist”. Den smukke Halle Berry var på scenen for at overrække prisen, og charmetrolden Brody greb chancen sugede sig fast på Berrys læber. Han blev hængende, mens publikum begyndte at huje og pifte. Man kan ikke bebrejde manden, at han gjorde som han gjorde – og han topper diverse lister med Oscar moments i nyere tid.

Kontroversielle Moore

Michael Moore fik i 2003 fortjent en plads i skandale-historien. Han sørgede for det mest upassende indlæg, det mest politisk potente og det mest diskuterede udbrud nogensinde fra en Oscar-vinder under showet. USA var lige gået ind i Irak 3 dage før showet, og der var en trykket stemning. Den røde løber var aflyst, der var for første gang en våbendetektor ved indgangen, og alle jokes om verdens tilstand var skrevet ud af det familievenlige manuskript. Efter sin dokumentarpris for ”Bowling for Columbine” kunne Moore ikke dy sig. Han råbte ”Shame on You, Mr Bush. SHAME ON YOU”, og han fortsatte under fanfaren med ”Every time you got the Pope and The Dixie Chicks against you, you know you’re time is up!”. Han blev spillet ud, buet ud, klappet ud. Siden har det aldrig rigtigt været det samme. Hverken med talerne eller med Moore. Hans film fortæller stadig den samme historie, og andre har indset, at showet ikke er det rigtige sted, at skrige sine inderste politiske tanker ud.