Kunsten at se kunstfilm

Overskriften har sikkert allerede fået de første til at løbe skrigende væk. Det viser statistikken i alle tilfælde, at de fleste gør, når de kommer i nærkontakt med en kunstfilm.

Kunstfilmen er modsætningen til mainstreamfilmen. Det er den smalle film, der som udgangspunkt er tiltænkt et søgende publikum, der vil udfordres, og ikke lader sig skræmme af komplicerede handlinger og ekspressionistiske dimensioner, der kræver analyse og refleksion.

I dag har en af de her krævende kunstfilm premiere. Det er den store Oscar-favorit ’12 Years a Slave’ der handler om 1840ernes raceopdelte USA, hvor frihedskampen blev kæmpet indenfor de nationale grænser. Filmen er lavet af britiske Steve McQueen, der før han begyndte at lave spillefilm, var en respekteret, eksperimenterende visuel kunstner, der som oftest fik sine film vist på gallerier og expo’er for et smalt avantgarde publikum.

’12 Years a Slave’ har indspillet 46 millioner dollars i USA her 10 dage før, Oscarshowet bliver fyret af. Den store konkurrent, 3D-rumextravaganzaet Billedresultat for gravity movie’Gravity’, har til sammenligning rundet 700 millioner dollars på verdensplan. ’Slave’ er i amerikansk økonomisk forstand en lille film. Den har en stærk social og samfundskommenterende dimension. Den trækker lige linjer til nutidens flygtninge, immigranter og minoriteter, der marginaliseres og udstødes på grund af frygt, nationalisme og protektionisme. Den slags bliver aldrig mega populært hos publikum. Temaerne er for krævende. Man skal sætte sig ind i alt for meget. Alt fra historiens autenticitet og korrekthed til metaforer og analogier i den måde, hvorpå historien fortælles. Man er som publikum nødt til at tage stilling. Når filmen er slut, så kræver det, at man taler om filmen og konsekvenser af den førte politik, som filmen problematiserer. Faktisk kræver denne type film, at man handler, og gør noget ved de urimeligheder, som vi er i gang med gøre til normaliteter.

Jeg møder ofte folk, der ikke orker se de her ’kvalitetsfilm’, som de paradoksalt kaldes i USA. Det er langt nemmere at se en komedie, erkendt. De vil som regel ikke publikum mere, end det der kan afvikles på 90 minutter.

Det kræver kontinuitet og tilvænning at se kunstfilm. De fleste kan heller ikke lide sushi første gang, de smager det. Man skal øve sig, udfordre sin filmsmag og hele tiden turde se noget, som udvikler og ændrer vores syn på verden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s