Tag Archives: Lars von Trier

Filmens magiske kontrol

De bedste film starter den dag, hvor alt ændrer sig. Den dag vi mister kontrollen. Det tidspunkt vi indser, at livet er skrøbeligt, vildt og enestående. Det øjeblik hvor det går op for os, at det hele faktisk er ret tilfældigt, og at vi skal omfavne de muligheder, der opstår.

De bedste film handler om livet og årsagen til døden. Der hvor vi lever og dør sammen med de hovedpersoner, der så generøst stiller sig til rådighed de par timer, filmen varer. Der hvor vi enten lever lidt mere eller bliver lidt mere vindende om den forestående død, der jo nok desværre indtræffer på det tidspunkt.

De bedste film stiller dilemmaer op, som vi ikke lige har manualen til. Der hvor vi pludselig indser, at der ikke er et overordnet råd, der sørger for, at alt i verden foregår i en eller anden fordragelighed. Der hvor filmen ser verden gennem et filter, vi andre ikke er i stand til at sætte op.

De bedste film er dem, der udfordrer os på alt det, vi troede var rigtigt. Der hvor vi gennem filmens magi og trolddom lokker os ind i universer, rum og sind, som vi faktisk slet ikke har lyst til at være i – lige indtil filmen har fat i os, og tager os med dybt ind i vores egen frygt, begejstring og fantasier.

Der er mange gode film, der iscenesætter det, kontrol handler om. Listen med de ti afgørende film er absolut ikke udtømmende. Der er masser af andre gode film, der rammer os med en kraft, der gør, at vores liv pludselig får et klarsyn eller perspektiv. De 10 film på denne liste er alle værker, der har haft en betydelig indflydelse på mit liv. Jeg finder ofte svarene på alle mulige kompleksiteter i kunstens verden. Kunst kan komprimere voldsomt store historier, og give publikum refleksioner til indsigter, der i bedste fald varer resten af livet. De her ti film bliver uden tvivl hos mig. De har svarene på det, det hele handler om.

Tree of life (2011): Terrence Malick

Det er en spirituel rejse, en hyldest til livet via en refleksion over døden. Naturens kræfter dækker store dele af filmen. Vulkaner, havet og fænomener som uudforskede kringlede, dybe og mystiske dale. Filmen hæver sig op i universet, ser planeterne og leder efter noget. Muligvis Gud. Lyder det absurd? Det er ekspressionisme i udsøgt niveau. Under billederne hvisker skuespillerne vers, citater, filosoferinger over livets forunderlighed. Handlingen foregår i USA i 1950’erne. Troen på fremtiden blandes med restriktionerne fra fortiden. Brad Pitt er den strege far, der opdrager sine børn, som var de atleter fra DDR. De tre drenge i familien er i centrum – rundt om dem er en tavs, hjemmegående mor, hårde den far og et samfund, som de ikke forstår. Ikke fordi verden er absurd, men fordi de er drenge. De vil slås, kaste med sten, lege med vandslangen. Men far sørger for, at barndommen pilles ud af dem, ved at målrette deres indsatser. Man skal være tough, for at komme frem i verden, som han siger. Alle er navnløse, hvilket giver en neutralisering af verdenshistoriens erindring om dem. De er bare små mennesker i en stor kompliceret livscyklus.

A Clockwork Orange (1971): Stanley Kubrick

Filmen handler blandt andet om individets mulighed for at vælge, men også om den kontekst eller ramme, som vores valg tages inden for. ’A Clockwork Orange’ fremhæver forskellige faktorer, som spiller ind på spørgsmålet om, hvorvidt folk er bestemt til deres skæbne eller om fri vilje og ydre omstændigheder kan påvirke folks liv. Der er f.eks. stor forskel på, hvordan menneskets natur opfattes af bøddel og offer i filmen. Og endelig er filmens autoriteter illustreret gennem samfundets og klassekulturens konstante negative påvirkning, rædselsscenarier og skræmmebilleder. Det er alle parametre, som gør samfundet og magthaverne til ligeværdige parter i det sikkert uendeligt vidtrækkende spørgsmål om hvad, der skaber gode og onde mennesker?

Her (2013): Spike Jonze

Joaquin Phoenix er suveræn som den ensomme nerdy type, der lever af at skrive kærlighedsbreve for andre. Han forelsker sig i sin nye voice control, der har Scarlett Johansons lækre stemme. En syret, smuk og hipster-futuristisk fabel om en verden med romantisk-kunstig intelligens. ’Her’ rejser stilistisk langsomt ind skyggelandet. Der hvor ensomheden bestemmer. Phoenix’ figur er tryg sammen med den computer, der styrer hans liv via en processor, der kender ham. Hans køleskab, kalender og præferencer. Derfor er fremtiden måske bare nemmere, hvis man overgiver sig til big data og kalkulerede mønstre? Filmens fantasier kulminerer, da Phoenix’ nørd gennemfører et frækt cyber-samleje med stemmen og den virtuelle krop. Dagen efter er de lidt forlegne og over-høflige overfor hinanden. Selvfølgelig. Lige som det ville være i den virkelige verden.

Breaking the Waves (1996): Lars von Trier

Der er meget få ekspressionistiske mesterværker i dansk film. Måske er Lars von Triers ’Breaking the Waves’ måske den eneste af dem, der tør overgive sig helt det uforståelige. Bess gifter sig med Jan, selvom de rettroende presbyterianere i landsbyen ikke er meget for lapsen, der arbejder på boreplatformen. Selvfølgelig er deres lyserøde sky på vej mod storm og lynild. Jan kommer dødeligt til skade på jagten efter det sorte guld i undergrunden. Bess får den noget særprægede besked fra oven, at hun skal ofre sig for Jan. Jo mere hun lader sig seksuelt udnytte af diverse mænd, jo bedre vil hendes mand få det. Trier altid leger lystigt med religion, tilfældighed og videnskab blandet med fatalisme og fantasi, så derfor bliver Jan rask, da Bess er blevet molesteret ihjel. Filmen vokser med tiden. Den er større nu, end den var i 1996, da den havde premiere. Den står nu som filmen, der forener kontrol med religion og den altdominerende styring, der kan ligge i tro.

Call me by your name (2017): Luca Guardagnino

Der er intelligentsia på spil i italienske Luca Guardagnino fremragende kærlighedsfilm baseret på André Acimans kompakte roman. Aciman er oprindeligt fra Egypten, men er nu amerikaner der har undervist på et par af de attraktive universiteter i USA. Filmatiseringer er altid lidt kompliceret terræn. Det kan sjældent betale sig, at se sin yndlingsfilm oversat til sølvlærredets manglende dybde. Guardagnino er anderledes. Hans lille genistreg er, at han markant har udeladt bogens sidste tredjedel, hvor historiens to hovedpersoner, Elio og Oliver, mødes som voksne. Elio er stadig forelsket til op over sine italienske ører, hvorimod Oliver har stiftet familie. I Guardagninos historie holdes den stramme og unge kærlighed, hvor de to unge mænd kastes ud i henholdsvis en flirt og livslang kærlighed. I sandhed en mesterlig, litterær og spirituel åben film, der tør dyrke de katolske traditioner, homosex samt sprogets, musikkens og ungdommens mangfoldighed.

Das Weisse Band (2009): Michael Haneke

Michael Haneke er uforudsigelig som få. Han er totalt kompromisløs i sin fortællestil. ’Das Weisse Band’ er en klaustrofobisk fortælling om fascismens piblen frem i Tyskland i årene inden 1. Verdenskrig. Et lille samfund i Nord-tyskland skildres i sort/hvide billeder. Ingen farve, intet håb. Hierarkiet i byen styres af præsten, lægen og baronen. De uddannede. De udfordres af den unge lærer, der kommer til med nye tanker, pædagogik og syn for de mange børn i byen. Filmen bevæger sig aldrig udenfor bymuren. Den fortæller om incest og samfunds deformitet, uden at blive sentimental og uden at opklare verdens mysterier for publikum. Hanekes film er yderst politisk – uden at vi på noget tidspunkt bliver ført udenfor bymuren. Den østrigske auteur forstår at fortæller den store historie ud fra den lille historie. Det principielle i en uoverskuelig kompleksitet. Det er kun de store mestre, der kan det.

There will be blood (2007): Paul Thomas Anderson

Andersons film bliver betegnet som en af de bedste film nogensinde – og er netop kåret af danske filmfolk som den bedste film de sidste 20 år. Hvad er det, der gør, at en film kan løftes helt op på øverste hylde? Der er trods alt få titler, der når den højde. I 1898 ser Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) en mulighed. Olie! Det klistrede sorte guld vælter op i sydstaterne, og Plainview køber bondesmart og koldblodigt land fra de naive troende farmere, der stoler på den præstelignende figur. Ingen vil da snyde en trosfælle, der sværger ved deres fælles Gud! Brutaliteten i filmen understreges af triumviratet mellem Gud, penge og blod. Pointen er vel, at det er hvad USA er bygget på. I filmens slutscene dykker vi sammen ind i the belly of the beast. Plainview giver præsten Eli et tilbud. Han vil købe præstens olierige jord, hvis Eli frasværger sig sin tro. Overvej selv hvad Eli svarer…

Eternal sunshine in spotless mind (2004): Michel Gondry

Mind fucking er klart en af de subgenrer, der er vokset ud af den digitale tidsalder, hvor alt efterhånden er kortlagt, dækket og mangfoldiggjort. Vi er vel et sted, hvor de store fortællinger skal genetableres, hvis vi ikke alle sammen får tinnitus, migræne og åndenød af al den støj, der forurener vores hjerner. Film kan om noget obstruere vores virkelighedsfornemmelse. Michel Gondry instruerede et mesterligt Charlie Kaufman-manuskript med Jim Carrey og Kate Winslet i uforglemmelige roller som parret, der har fået slettet deres hukommelse, og indleder for anden gang et forhold til hinanden. Filmen er en ultimativ hyldest til kærlighedens og mindets kraft. Den giver muligheden for, at genskabe en kærlighed der ellers er korrumperet af det moderne livs fristelser og endeløse muligheder.

A Separation (2011): Asghar Farhadi

De store gevinster findes ikke underligt i film, der ligger langt fra vores vanlige territorier, nationale identitet og lokale gangstier. Den iranske mesterinstruktør Asghar Farhadi mestrer om nogen, at finde dilemmaner, der rejser langt ud over hans eget lands grænser. Hans Oscar-vinder om det nutidige Teheranske-kosmopolitiske par Nader og Simin, der skal skilles, er et stilstudie i reverserede kønsroller og den enkelte persons forpligtelse overfor forældre og fortiden overfor børn og fremtiden. Den fortæller, at vi trods stor ægteskabelig samhørighed ikke aner, hvad der venter rundt om livets hjørne. Filmen er så pumpet op på moralske dilemmaer, at det efterlader publikum totalt smadrede af alt det, historien sætter i gang. Hvad gør du med dit eget liv, når andre kræver alt af dig? Hvor langt vil du gå for din familie? Hvem er din familie? Er det dine forældre eller din ægtefælle og dine børn – hvis du nu skal vælge, for du kan ikke få det hele?

Ordet (1955): Carl Th. Dreyer

Hver scene i ’Ordet’ har betydning. Hvert ord peger hen mod den uforudsigelige slutning. Hver figur i filmen er som mejslet ud af alt det, der var Danmark, før vi vidste bedre. Dengang det underlige kastesystem, den kuede kvinderolle og slægtens stolthed var det vigtigste i livet. Det er den mest alvorlige film, der er lavet i Danmark. Baseret på Kaj Munks vestjyske sædeskildring har Dreyer skabt et værk, der sætter videnskaben, (over)troen og mystikken ind i samme ligning. En tilsyneladende retarderet bror i familien går rundt og siger, han er Jesus. Er han mon det? I en smuk og poetisk scene tilkalder han Gud, hvorefter hans nyligt døde svigerinde genopstår. Der er ingen forklaringer. Kun tro og kærlighed.

Dogme fylder 20 år.

Af: Søren Høy

Billedresultat for Breaking the WavesMarts 1995. Lars von Trier er midt i optagelserne til det, der senere viser sig at være hans hovedværk; Breaking the Waves. Trier er midt i et kreativt bonanza. Måske ved han, at han er på vej til at skrive filmhistorie, da han under en konference i forbindelse med filmmediets 100-års fødselsdag deklarerede, at ”i de sidste 20 år har filmene været elendige, og så tænkte jeg: Hvad kan vi gøre ved det? Derfor får I nu noget, der hedder Dogme95.” Derefter smed han om sig med røde flyverblade i det gamle traditionsrige Odéon Teater, der i 225 år har lagt kulisser til historiens største dramaer.

Der gik tre år, før Dogme 1 og Dogme 2 var klar til verdenspremiere. ’Festen’ og ’Idioterne’ havde premiere i Cannes på den store festival, hvor alle de væsentlige filmbølger er kommet ind med tidevandet fra Golfe de la Napoule. Cannes er stedet, hvor nye dimensioner tilføjes filmkunsten. Ingen andre steder er der et så krævende publikum, opmærksomhed og potentiel latterliggørelse. En instruktørs karriere kan starte og slutte i Cannes.

Inden ugen var gået, var Thomas Vinterberg en verdensstjerne. ’Festen’, den fornemmelse og uprætentiøse stemning Vinterberg og filmholdet kom med, havde Cannes ikke set siden slut-60’erne, hvor Francis Ford Coppola hver morgen gik tur på Croisetten, og Truffaut og Godard nedlagde festivalen i sympati med franske fabriksarbejderes arbejdsvilkår. Pludselig var Cannes blevet uforudsigelig, vild, naturlig – og, tør jeg bruge et af tidens absolutte buzzwords, autentisk.

Lars von Trier sad i sit mobilehome og så til, mens verden kiggede på Danmark. ’Breaking the Waves’ blev snydt for Guldpalmen i 1996, men til gengæld betød den film, at filmkritikere, filmstjerner og publikum vidste, at de skulle se og høre efter, når Trier kom med noget nyt. Og Dogme var nyt. Frisk, anarkistisk og en demokratisering af filmen.

Det vidste vi ikke dengang, da vi alle stod i Cannes og badede os i opmærksomheden fra de største i branchen. Steven Spielberg bad om Vinterbergs nummer. Martin Scorsese løb efter Trier som en fan med autografbogen åben.

Kunstnerisk betød Dogme, at alle kunne lave film. Har du en god historie, så lav den! Tænk ikke på sminke og kulisser – kom i gang! Tanken har været en afgørende inspiration for en hel generation af unge filmmagere. Det er de unge, der har fået mest ud af Dogme. Konceptet viste sig ikke direkte bæredygtigt udenfor Danmark på den store scene, men har skabet et delta for dokumentarister, undergrund og talenter.

På Dogmes 20 års fødselsdag kan jeg konstatere, at ideen og filmene stadig har en helt afgørende placering i filmhistorien.

2628

200 ud

(Lars von Triers filmhistoriske parentes)

Premieren

330 minutters nymfomani. 5½ time i selskab med en kvindes fortælling, der er opdelt i otte kapitler. Ligesom livet er defineret af vendepunkter og markeringer. I den kommende uge kan I se Lars von Triers storværk ’Nymphomaniac’ i sin ucensurerede version. Det er tiden værd, for filmen er et usædvanligt indblik i tidsånden.

I vil få udfordret jeres politiske korrekthed, jeres seksuelle fantasier og aversioner samt ikke mindst jeres tålmodighed og kunstsyn. Måske endda jeres verdensbillede?

Forhistorien

Trier vrøvlede sig til verdens vrede i maj 2011. Ved et pressemøde i Cannes fik han med sin ironiske, hjemlige humor forviklet sig ind i en talestrøm, hvor han blandende sine inspirationer sammen med frisind, nazisme og måske ytringsfrihed. Hvem ved, for lige efter besluttede han ikke at udtale sig igen af frygt for at blive misforstået. Derefter skrev han en film om eftermatematikken.

Billedresultat for Nymphomaniac’Nymphomaniac’ kan læses som en lang reaktion og kommentar til den bornerte verden, der vælger at misforstå og ekskludere alt det, der ikke er helt normalt.

Kampagnen

Der har været 15 måneders indløb til denne uges premiere. Trier optrådte selviscenesat med gaffa-tape for munden. Hver måned dryssede der et klip ud. Hver gang eksklusivt for et af verdens største medier. Triers film fik eksponering i New York Times, The Guardian, O Globo. Plakatens motiv var en elegant parentes. En grafisk vaginal reference. Derefter stjerner i en fælles orgasme. En søgning viser, at alle de toneangivende medier har bragt elementer fra filmens kampagne. Det er den første kunstfilm, der er markedsført og modtaget som en blockbuster. Det er i sig selv filmhistorie.

Censur

I Triers univers er der ikke mange nemme løsninger. Måske handler ’Nymphomaniac’ om censur. I den sammenhæng er det paradoksalt, at filmen først udkom i en forkortet, censureret udgave. For cineaster, kunstinteresserede og søgende biografgængere er der naturligvis kun én version.

Fremtiden

Filmens premiere markerer afslutningen på tre års kontinuerlige historier om Trier. Han er et markant større navn nu, end før han lavede denne produktion. Myten om ham er stærkere. Hans kunstneriske bedrift er større. Hans mission er lykkedes. Tavst råber han højere end nogensinde.

Trier skal til at lave en Tv-serie. Tidsåndens fortælling. Mon ikke den serie skriver endnu et kapitel i filmhistorien?

Forsvaret for geniet

Af Søren Høy

Hver eneste gang Lars von Trier laver en ny film, kommer dansken frem fra gemmestedet bag ligusterhækken.

Det er tydeligt, at Trier vækker en vrede. En stor del af danskerne forstår ham ikke. Han er underlig, synes de.

Han er brutal, gemen, ondskabsfuld, udspekuleret og afstumpet med storhedsvanvid i en vanvittig depressiv kunstnerkrop – og i øvrigt er han en selvcentreret provokatør, der suger urimeligt på borgernes skattepenge.

Hvorfor kalder Trier den vrede frem?

Hvad er det, han gør, som film efter film fremkalder reaktioner, ingen anden kunstner i dette til tider åndsforladte land skal stå model til?

Forklaringen skal findes i nogle komponenter, der i sidste ende peger tilbage på en nation, hvor der ganske enkelt har været så få afgørende mennesker, at vi ikke aner, hvordan vi skal håndtere dem – endsige hvordan vi skal prædikere deres geni.

Havde Trier været videnskabsmand med en række målbare og valide formler og figurer, havde det været lettere.

Nu handler det om kunst, og så er det straks en anden sag, for her spiller folks smag ind. Hvis man ikke kan lide ham eller hans film, føler man sig i sin gode ret til at anklage for elitær snobberi med referencer til eventyret om Kejserens nye klæder.

Trier udvider filmsproget, han skaber nye fortællinger og stilarter. Han skriver figurer og historier med temaer, som ingen andre. Mange af de største instruktører i verden identificerer Trier som en af de største nogensinde. Hele verden kigger på Trier, og det er fordi han skriver et nyt kapitel i filmhistorien, hver gang han laver en ny film.

Trier laver ikke kunst for alle. Han er ekspressionisten, der laver film, som han mener, de skal laves. Han tænker ikke på publikum, og det provokerer tydeligvis i en tid, hvor kunden altid har ret og hvor vi alle ved bedst.

I Triers film er der ingen nemme løsninger, ingen manualer og ingen leflen for trends og tidstypiske identifikationspunkter. Man er på egen hånd, når man ser en Trier-film.

Det sjove er, at han sikkert ville give sine kritikere ret i det hele, hvilket blot og bare ville gøre dem endnu mere spruttende og forvirrede.

Men der er heller ingen tvivl om, at Trier gerne vil anerkendes som vores tids største danske kunstner.

Det burde vi være enige om at gøre. Bagefter kan vi så bruge resten af tiden på at diskutere filmene.

Det ville klæde os som nation.

Nymfomanen kommer!

Af Søren Høy, Viasat Film

Der er cirka 4½ måned til Lars von Triers dobbelt-spillefilm ’Nymphomaniac’ rammer verdens biografer.

Den 25. december har den danske weirdo par excellence premiere på sin historie om nymfomanen, hvis liv filmen følger fra fødsel, til hun er cirka 50 år gammel.

Der er længe til, erkendt, og der skal nok blive plads til endnu mere om filmen i disse spalter, men den opmærksomme har lagt mærke til, at vi allerede nu jævnligt bliver pirret.

Hver måned kommer der en lille nyhed om filmen. Et billede, en plakat eller et lille klip. Langsomt spændes vi op til forløsningen, der med sikkerhed bliver fulgt af alverdens medier.

Trier er en god historie. Da han i 2011 lavede sit kamikaze-nazi-stunt i Cannes blev han den mest citerede dansker i verdens medier det år. Foran Outgames, homo-olympiaden, og diverse sportslige og kulturelle nyheder.

Mange troede fejlagtigt, at den oppustede, og på sin vis medieskabte, skandale på Croisetten ville ødelægge Triers navn og muligheder.

Der er sket det modsatte.

Interessen for ham og hans film har aldrig været større.

Samtlige dryp i den føromtalte, yderst veltilrettelagte kampagne er blevet citeret i alt fra de største amerikanske medier til serbiske undergrundsblogs.

Trier har allerede inden filmen endnu engang manifesteret sig som den største nulevende danske kunstner – og det gør han blandt andet ved en yderst moderne kampagne for filmen, hvor den bredes langsomt ud, så den sniger sig ind på publikum. Trier har aldrig før benyttet sig så markant og effektivt af medierne i en lancering.

Rygerne taler om et mesterværk. Lad os håbe, de har noget på sig.

Triers ironiske eskapader

AF SØREN HØY – kpn’s udsendte medarbejder

Så røg han ud, Trier. Persona non grata, som de kalder det. Han må åbenbart ikke vise sig på festivalen mere i denne her omgang. Filmen er stadig i konkurrencen, men efter den seneste udvikling, er det usandsynligt, at han vinder noget på søndag. Det ville trods alt være for kontroversielt, hvis juryen hopper hen over den hedeste nyhed på en varm dag i Cannes.

Provo

Han har det med at provokere, Lars von Trier. Her er et udpluk af one liners fra gårsdagens møde med pressen i forbindelse med verdenspremieren på ”Melancholia”.

”Jeg er nazist”. ”Du skal spille en runken pik”. ”Kirsten Dunst skal være med i min pornofilm”. ”Jeg er mere pornografist end nazist”. ”Der bliver en masse pikslikkeri”. ”Susanne Bier skal slappe af og se Kat på et varmt bliktag”. ”Jeg er færdig med at undskylde”.

Den sidste statement her, udtrykker meget godt hvor lidt alvor, der er i hans udbrud. For allerede i går aftes sendte han en officiel undskyldning til alle dem, som han havde fornærmet tidligere på dagen.

Listen er lang

Det er absolut ikke første gang, at Trier har taget overskrifterne efter mødet med pressen eller i forbindelse med prisuddelingen, hvor hans første offentlige, sarkastiske og ironiske fornærmelse blev citeret og refereret i verdenspressen.

1991: Europa, der vandt den tekniske pris i Cannes

Ved prisuddelingen måbede det smoking-klædte publikum, da en karseklippet Trier gik på scenen og sagde, at det var fint, at han havde vundet en teknisk pris. Men eftersom han ikke er teknikker, så skulle juryen (som traditionelt sidder på et podium på scenen) møde en teknikker. Og op på scenen trækker han Henning Bahs, der havde lavet produktions design på filmen. Bahs stod tavs og undrende ved siden af Trier, der overlod applausen til Bahs.

Senere toppede han den happening med at sige, at juryformanden, Roman Polanski, er en dværg, der ikke har forstand på film.

1996: Breaking the Waves

Triers hovedværk blev vist i Cannes uden hans deltagelse. Han blev hjemme og han efterlod ansvaret og forklaringerne på det ekspressionistiske mesterværk til skuespillerne, der sikkert var lige så forvirrede og søgende efter svar som alle andre var.

1998: Idioterne

Trier havde sammen med Thomas Vinterberg formuleret Dogme95. Et kyskhedsløfte der skulle fjerne alt det unødvendige i filmen.

Triers film om en flok dekadente provokatører, der spiller/leger åndssvage, fik Cannes til at måbe. Gruppesex, tosserier og et regelsæt, som Trier bakkede op med en udtalelse, som gik verden rundt. Han sagde, at der de sidste 30 år kun er lavet lortefilm, og at det her var filmens redning. Tilbage til rødderne, tilbage til historien og ud med knaldende effekter og stjernenykker.

Senere har han i den grad leget med lyd, lyd, talende dyr og nu effekt-planeter.

Samtidig besteg han den røde trappe inden premieren til tonerne af Internationale, og med knytnæven i vejret lod han sig hylde som en anden diktator. Det er aldrig sket før, at en kunstner fik lov til at ændre fra den officielle Cannes-hymne til en politisk kampsang.

2000: Dancer in the Dark

Endelig vandt han den store pris. Sikkert en lettelse for forfængeligheden – men inden da havde han haft en umanerlig svær produktion med den islandske super-kunstner, Bjørk, der både spillede hovedrollen og komponerede musikken.

”Jeg hader skuespillere”, fik han derefter fyret af. Den blev også taget til indtægt, og han har siden brugt en masse krudt på at afmontere den udtalelse. Ikke mindst hans skuespillere griner af det. De står i kø for at arbejde med ham, og efterfølgende bruger de stadig en masse tid på at lovprise hans arbejde med sine menneskelige instrumenter.

2003: Dogville

Filmen om den unge Grace (Nicole Kidman i sit livs rolle) kommer til byen Dogville. De elsker hende, hun er den søde nabo og den hjælpsomme ven. Inden længe begynder byen at udnytte hende, voldtage hende og ydmyge hende.

Filmen var Triers billede af USA, og den første i en planlagt trilogi om landet, som han aldrig har besøgt.

”Jeg kunne aldrig finde på at besøge det land”, sagde han og påkaldte sig surmulen over sin dom over supermagten, som han tydeligvis kun har politisk foragt overfor.

2005: Manderlay

Billedresultat for Manderlay”Jeg burde have stemmeret i USA. De betyder så meget, og bestemmer så meget, som vi alle sammen skal rette os efter, så det ville være rimeligt” – lød det efter filmen, der foregår i USA, som hans film ofte gør.

Filmen var en 2’er og en opfølgning på ”Dogville”, og måske derfor var der ikke den store kontrovers det år.

Om George W. Bush sagde han, at han var sikker på, at Bush var forelsket i Condoleezza Rice, og at han drømte om at blive pisket af hende.

2009: Antichrist

”Jeg er verdens bedste instruktør”, lød det, da han havde vist sin film. Folk grinede, og han smilede og brugte sit sædvanlige lurendrejer blik. Dagen efter var det overskriften på samtlige internationale blade, og han måtte gang på gang tage stilling til Scorsese, Fellini og alle de andre, som journalisterne følte sig kaldet til at fremhæve.

2011: Melancholia

Denne gang er præsentationen nok overflødig, da toppen af artiklen viser, at han også denne gang har leveret en kaskade af overskrifter til alle medier.

Er han seriøs?

Hvornår har han ment noget af det, som han har sagt? Sjældent, måske aldrig. Han forsøger altid at peppe pressekonferencerne op, så det ikke bare bliver en sludder om filmen. Måske er det også fordi, at han ikke har lyst til at forklare sine film. Måske skal de bare ses, som de er, uden hans manual til dem.

Triers legesyge ironi læses altid som morskab af danskerne. Vi kender ham, vi kender hans historik og sågar er der nogen, der har samme form for humor.

Dernæst siger han det, som falder ham ind. Uden at tænke over, at mange af tilhørerne ikke kender hans forhistorie med Susanne Bier, de mange år af livet, hvor han troede, han var jøde og ikke mindst følger kun få alt, hvad han gør og siger – men eftersom han lystigt refererer til gamle konflikter, episoder fra film og samtidig har en evne til at lade sig tale varm på et tema, så er der alle muligheder for, at han bliver misforstået, hvis man tager en sætning ud af sammenhængen.

Han associations-snakker, han laver selv-refererende vitser og han leger en kompliceret leg, hvor han selv kommer med modpartens svar.

Hans misundelse på Susanne Bier, den ændrede fortælling om ham selv, da hans mor på dødslejet fik sagt, at han ikke er jøde, samt hans aversion mod det politiske Israel blev blandet sammen med hans fascination for nazi-æstetik. Som i en løs snak rundt om middagsbordet, hvor jokes og diskussion blandes, konkluderer han derfor, at han jo så nok er nazist.

Derfor er han nu hængt ud og smidt ud.

Gik han for langt denne gang? Det gjorde han, og det må han så bøvle med nu. Rygterne går på, at flere lande er i gang med at komme ud af deres aftale med Zentropa om at distribuere filmen.

Næste kapitel i denne her farce er med sikkerhed ikke skrevet endnu.