En succes gentages

Af Søren Høy

Kan I huske dengang for 20 år siden, hvor en computer fyldte det meste af en 1-værelses lejlighed. Det tog så lang tid, at starte den op, at man kunne nå at brygge kaffe og tage et bad. Den pattede så meget strøm, at lysstyrken gik på halvt blus, og det krævede store overvejelser, om den skulle stå tændt, hvis nu man lige skulle ned i kiosken efter cigaretter. Og det forbandende var, hvis den store maskine skulle ’rebootes’. Genstartes. Puha. Det gav nervøse trækninger, når menuen anbefalede en ’reboot’. Var informationer, store tanker og potentielt videnskabelige gennembrud gået tabt?

Jeg har samme frygt, når jeg finder ud af, at en legendarisk filmserie skal ’rebootes’. Det samme, gamle computoriske begreb bruges, når filmbranchen graver en bedaget succes frem, og håber, at det gamle publikum glæder sig, og det nye publikum bare tager filmen til sig, som om det var deres egen.

’Mad Max: Fury Road’ er nyeste ’reboot’. På 30-året for den tredje film med Mel Gibson i rollen som Max, har den nu 70-årige australske instruktør George Miller, banket sandet af de hysteriske potente ørken-biler og genoplivet den post-apokalypse, der var på mode i starten af 80’erne.

Dengang var Mad Max frihedskæmperen, der tavst troede på en bedre verden efter den atomkrig, der både havde udslettet retfærdighed og menneskelighed. Han var på en måde den sidste overlevende fra tiden inden apokalypsen.

Dengang var Mad Max sammen med film som ’Aliens’ og ’Blade Runner’ stærke antikapitalistiske film om en verden, som vi var fascinerede af og samtidig skrækslagne for. Det var science-fiction om vores potentielle selvudslettelse.

Billedresultat for ’Robocop’’Robocop’ fejlede big time, da den sidste år forsøgte med endnu en tur i ringen. Sagen er nok, at vi i en tid med droner og robotisk angst, ikke har brug for den slags. Da den første kom i 1987, var det cyperpunk og opgør med kold krig.

’Mad Max’-serien får eftersigende yderligere to-tre film.

Tom Hardy er en stærk moderne version af Gibsons Max. Charlize Theron er betagende som Max’ kvindelige spejlbillede.

Spørgsmålet er nok nærmere, om det nye publikum har lyst til endnu en genstartet serie som deres forældre forbinder med en tid, hvor verden – og dermed kompleksitet og problemer – var mindre end i dag.

Lidt ligesom de formodentlig ikke gider have vores computere fra dengang.

Af Søren Høy

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s