Tag Archives: Film

Journalister på film

Poul Brink er den sande hovedrolle i det politiske drama om Thule-basen og det amerikanske B-52 bombefly, der forulykkede i 1968. 20 år senere dykkede Brink uden frygt og yderligere analyse af konsekvenserne ned i sagen. Brink var journalist af den gamle skole. Fra en tid hvor der ikke var tidsregistrering og DJØFfere i ledelsen – bajere til frokost og en dedikation til arbejdet, der ikke handlede om kvalitetstid med børnene og frygten for ikke at kunne betale terminen på murermestervillaen og sommerhuset. Det var en mindre kompliceret verden. De gode mod de onde. Øst mod vest. Det var før journalistikken gik digitalt med konstante opdateringer, der kan ødelægge enhver god historie.

Journalister der optræder som detektiver i sandhedens tjeneste er godt materiale. Journalister har i den gode fiktionsversion frækheden til at sparke døre ind. Charmen og snarrådigheden til at gennemskue løgnen. De afviser magtdistancen så de kan vælte en regering og ikke mindst har de skarpheden til at skrive en historie, der bliver læst, som om det var en højoktan-krimi.

Jeg er vild med den antiautoritative enspænder, der bevæger sig i et vanvittig delta, hvor storhedsvanvid og oplysningspligt flyder sammen.

Billedresultat for Alle Præsidentens Mænd’Alle Præsidentens Mænd’ (1976) er den største af dem alle. Carl Bernstein og Bob Woodward fra The Washington Post ændrede pressehistorien, da de optrevlede Watergate-sagen ved hjælp af den mytiske kilde ’Deep Throat’.

Siden har den film været inspiration for George Clooneys ’Good Night and Good Luck’ (2005), der på overfladen handler om McCarthy’ismens kommunist-paranoia i USA i 50’ernes – men faktisk er en nutidig kommentar til George W. Bushs politik.

Yderligere en direkte afledt mesterlig film er Michael Manns ’The Insider’ (1999) med en fantastisk Al Pacino i hovedrollen som journalisten, der optrevler den magtfulde tobaksindustri.

Billedresultat for kongekabale filmI Danmark står Nikolaj Arcels ’Kongekabale’ (2004) stadig som den bedste og mest effektive thriller om en journalist, der sætter sin karriere på spil for historien. Den films styrke er, at den er inspireret af virkelige hændelser – men derfra giver den fuld gas for at skabe det ultimative drama.

Genrens problem er desværre ofte, at de bygger på sande historier og nulevende personer, og derfor har svært ved at blive helt så dramatiske, som en god film kræver.

Jeg håber, at der stadig er journalister, der tør gå hele vejen for en historie. Det giver nemlig gode film.

Gud lever i biografen

’Do You Believe?’ ligger lige nu nummer syv på den amerikanske filmhitliste. Foran den nye wam-bam-boogie actionfilm ’The Gunman’ med verdensstjernen Sean Penn i hovedrollen.

’Do You Believe?’ handler eftersigende om en flok søgende sjæle, der finder ud af, at der er en kraft i Kristus’ kors. En ung pastor tvivler, men via en gade-prædikant indser den unge mand, at han med sin tro og vilje kan berøre folk med en konsekvens, som kun kan være orkestreret af Gud.

Umiddelbart kunne den plotlinje lige så godt være bagsiden på VHS-kassetten til b-horrorfilmen ’Eksorcisten 12’, men den tilhører tro-genren, der de senere år er blevet et massivt hit i USA.

Det undrede de fleste, at Mel Gibsons ’The Passion of the Christ’ tilbage i 2004 blev en af de det års største succeser. Den indspillede imponerende $611 mio. dollars på verdensplan. Filmen var dyster som bare fanden, de taler hebraisk og aramæisk – den var uden stjerner (lige med undtagelse af Jesus), og den var voldsomt grafisk voldelig. Naturligvis, ligesom den tid den skal forestille at foregå i, kunne man rettelig indvende. Og så alligevel for film med dryppende blod, afrevne lemmer og tortur hører sjældent til blandt det brede publikum.

Undtagelsen er åbenbart, når det er Guds Søn, der tager mod pryglene.

Billedresultat for God’s not Dead’’God’s not Dead’ blev en af sidste års store succeser i USA. Den kostede $2 mio. at producere, og den indspillede cirka $100 mio. i biograferne og betalings-tv. Filmen er virkelig low-budget. Billige kulisser, skuespillere i vildt overspil og udmalede pointer, som ellers kun ses i studentikose produktioner og de værste indiske Bollywood-film. Ikke desto mindre blev filmen endnu en massiv succes i tro-genren, som vi knapt kender i Danmark.

Vi har ikke den ekstroverte og aktive tilgang til religion, og derfor vil film som de aktuelle, på ingen måder appellere til et publikum i vores del af Europa.

I USA henvender filmene sig primært til de konservative, religiøse grupper. De er bare så tilpas store, at forretningsmodellen virker glimrende. Analytikere mener, at de evangelistiske kristne ikke vil se de massive Hollywood-shownumret om Moses og de 10 bud, ’Exodus’, der kom lige før jul. De vil se historier, der ikke handler direkte om Bibelske-episoder, men i stedet autentiske, personlige og hverdags-realistiske fortællinger, der minder om det liv, de selv lever.

Gud lever i bedste velgående i de amerikanske biografer.

 

Pretty Woman fylder 25

En smuk kvinde bliver 25 år i denne her uge.

Den romantiske klassiker ’Pretty Woman’ – med en fersk Julia Roberts på 28 somre og en distingveret Richard Gere på 40 som to kærlighedssøgende i et solbeskinnet Los Angeles.

30 år efter Pretty Woman: Her er stjernerne i dag | Femina’Pretty Woman’ er en af de film, som de fleste husker. Det er ikke one-liners og vitser, der bliver refereret til, men derimod scener. ”Jeg elsker der, hvor hun ligger i skumbad og synger Prince,” sagde en af mine veninder, da vi talte om jubilæet. ”Eller den hvor hun kommer i sin røde kjole, og han giver hende en halskæde til 250.000 dollars…,” bidrog en anden veninde med.

Det er tydeligt, at det er en film, som kvinder tydeligt husker og drømmer sig hen i. Askepot-historien blandet med My Fair Lady tilsat en smule Hollywood.

Damerne elsker scenen, hvor Vivian (som Roberts hedder i filmen) går amok på Rodeo Drive, og tømmer de eksklusive butikker med Edwards guldkort ledsaget af lystige toner fra det meget populære soundtrack.

Det interessante for mig midt i kvindernes dagdrømmeri om Vivian og Edward er, at de tilsyneladende glemmer, at hun faktisk er prostitueret. At han køber hendes selskab, hendes tid og hun underkaster sig hans økonomiske magt, når hun smæsker sig i hotellets delikatesser, pynter sig med designer rober og lever det dekadente liv for en stund.

’Pretty Woman’ blev en stor succes hos publikum, og figurerer i dag som den bedst sælgende romantiske komedie i historien. Samtidig er den vel vist nogle tusind gange bare på dansk tv, så filmen har haft alle muligheder for at møde et voldsomt stort publikum i alle aldre.

En af de respektfulde beslutninger har været, at de ikke lavede en 2’er. Dengang behøvede man ikke, at vride de sidste kommercielle dråber ud af en hver succes. Rygterne vil vide, at Roberts havde for meget gang i karrieren til, at hun ville spille den lykkelige luder endnu engang.

Som tiden er gået, har den fået klassiker-status. En af forklaringerne er, at genren i grove træk ikke har fornyet sig siden. ’Pretty Woman’ introducerede en stil, figurer og en musikalitet, som til gengæld er kopieret i hobetal siden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis filmen havde premiere i dag. Den ville blive slagtet af feminister. Den ville fylde debatprogrammer om prostitution, pigers drømme og opdragelse – sugardaddy’s og samfundsnormer.

Alt det har vi glemt, når vi mindes Julia Roberts smil og Richard Geres sølvmanke.

En smuk kvinde bliver 25 år i denne her uge.

Den romantiske klassiker ’Pretty Woman’ – med en fersk Julia Roberts på 28 somre og en distingveret Richard Gere på 40 som to kærlighedssøgende i et solbeskinnet Los Angeles.

’Pretty Woman’ er en af de film, som de fleste husker. Det er ikke one-liners og vitser, der bliver refereret til, men derimod scener. ”Jeg elsker der, hvor hun ligger i skumbad og synger Prince,” sagde en af mine veninder, da vi talte om jubilæet. ”Eller den hvor hun kommer i sin røde kjole, og han giver hende en halskæde til 250.000 dollars…,” bidrog en anden veninde med.

Det er tydeligt, at det er en film, som kvinder tydeligt husker og drømmer sig hen i. Askepot-historien blandet med My Fair Lady tilsat en smule Hollywood.

Damerne elsker scenen, hvor Vivian (som Roberts hedder i filmen) går amok på Rodeo Drive, og tømmer de eksklusive butikker med Edwards guldkort ledsaget af lystige toner fra det meget populære soundtrack.

Det interessante for mig midt i kvindernes dagdrømmeri om Vivian og Edward er, at de tilsyneladende glemmer, at hun faktisk er prostitueret. At han køber hendes selskab, hendes tid og hun underkaster sig hans økonomiske magt, når hun smæsker sig i hotellets delikatesser, pynter sig med designer rober og lever det dekadente liv for en stund.

’Pretty Woman’ blev en stor succes hos publikum, og figurerer i dag som den bedst sælgende romantiske komedie i historien. Samtidig er den vel vist nogle tusind gange bare på dansk tv, så filmen har haft alle muligheder for at møde et voldsomt stort publikum i alle aldre.

En af de respektfulde beslutninger har været, at de ikke lavede en 2’er. Dengang behøvede man ikke, at vride de sidste kommercielle dråber ud af en hver succes. Rygterne vil vide, at Roberts havde for meget gang i karrieren til, at hun ville spille den lykkelige luder endnu engang.

Som tiden er gået, har den fået klassiker-status. En af forklaringerne er, at genren i grove træk ikke har fornyet sig siden. ’Pretty Woman’ introducerede en stil, figurer og en musikalitet, som til gengæld er kopieret i hobetal siden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis filmen havde premiere i dag. Den ville blive slagtet af feminister. Den ville fylde debatprogrammer om prostitution, pigers drømme og opdragelse – sugardaddy’s og samfundsnormer.

Alt det har vi glemt, når vi mindes Julia Roberts smil og Richard Geres sølvmanke.

Dogme fylder 20 år.

Af: Søren Høy

Billedresultat for Breaking the WavesMarts 1995. Lars von Trier er midt i optagelserne til det, der senere viser sig at være hans hovedværk; Breaking the Waves. Trier er midt i et kreativt bonanza. Måske ved han, at han er på vej til at skrive filmhistorie, da han under en konference i forbindelse med filmmediets 100-års fødselsdag deklarerede, at ”i de sidste 20 år har filmene været elendige, og så tænkte jeg: Hvad kan vi gøre ved det? Derfor får I nu noget, der hedder Dogme95.” Derefter smed han om sig med røde flyverblade i det gamle traditionsrige Odéon Teater, der i 225 år har lagt kulisser til historiens største dramaer.

Der gik tre år, før Dogme 1 og Dogme 2 var klar til verdenspremiere. ’Festen’ og ’Idioterne’ havde premiere i Cannes på den store festival, hvor alle de væsentlige filmbølger er kommet ind med tidevandet fra Golfe de la Napoule. Cannes er stedet, hvor nye dimensioner tilføjes filmkunsten. Ingen andre steder er der et så krævende publikum, opmærksomhed og potentiel latterliggørelse. En instruktørs karriere kan starte og slutte i Cannes.

Inden ugen var gået, var Thomas Vinterberg en verdensstjerne. ’Festen’, den fornemmelse og uprætentiøse stemning Vinterberg og filmholdet kom med, havde Cannes ikke set siden slut-60’erne, hvor Francis Ford Coppola hver morgen gik tur på Croisetten, og Truffaut og Godard nedlagde festivalen i sympati med franske fabriksarbejderes arbejdsvilkår. Pludselig var Cannes blevet uforudsigelig, vild, naturlig – og, tør jeg bruge et af tidens absolutte buzzwords, autentisk.

Lars von Trier sad i sit mobilehome og så til, mens verden kiggede på Danmark. ’Breaking the Waves’ blev snydt for Guldpalmen i 1996, men til gengæld betød den film, at filmkritikere, filmstjerner og publikum vidste, at de skulle se og høre efter, når Trier kom med noget nyt. Og Dogme var nyt. Frisk, anarkistisk og en demokratisering af filmen.

Det vidste vi ikke dengang, da vi alle stod i Cannes og badede os i opmærksomheden fra de største i branchen. Steven Spielberg bad om Vinterbergs nummer. Martin Scorsese løb efter Trier som en fan med autografbogen åben.

Kunstnerisk betød Dogme, at alle kunne lave film. Har du en god historie, så lav den! Tænk ikke på sminke og kulisser – kom i gang! Tanken har været en afgørende inspiration for en hel generation af unge filmmagere. Det er de unge, der har fået mest ud af Dogme. Konceptet viste sig ikke direkte bæredygtigt udenfor Danmark på den store scene, men har skabet et delta for dokumentarister, undergrund og talenter.

På Dogmes 20 års fødselsdag kan jeg konstatere, at ideen og filmene stadig har en helt afgørende placering i filmhistorien.

Franchise

Hvorfor spiller store karakterskuespillere med i de såkaldte ’franchises’? Serier af film der i tiden er båret af fantasy, effekter og ungdommens lethed. Serier der tydeligt appellerer til teenagere, og hvor skuespillerne ikke behøver vurdere mulighederne for kunstneriske priser. ’Hunger Games’, ’The Maze Runner’ og den storslåede generationsfortælling ’Harry Potter’ er tydelige eksempler.

Ugens store film er anden del af ’Divergent’-serien, der har fået titlen ’Insurgent’.

Et stykke nede på rollelisten er Oscar-vinderen Kate Winslet. Hun spiller en relativt nem rolle for en kvinde af hendes kaliber. Den magtsyge herskerinde der får det meste af tiden er buret inde i sit tech-tårn, hvorfra hun styrer resterne af civilisationen, alt mens hun jagter vores heltinde med sine kyniske soldater.

I en endnu mindre roller er en anden Oscar-vinder, Octavia Spencer (Niceville), der stort set uden replikker bringer sin almoderlige karma ind blandt de unge rebeller i filmen.

Engang troede jeg, at de store stjerner var med i den slags film udelukkende for at tjene penge. Det gav i min egen logik mening. De har jo også en husleje, der skal betales.

Sidste år fik jeg mulighed for at spørge en par stjerner om hvorfor, de fra tid til anden er med i de larmende actionfilm, nu da de tydeligvis ellers har Oscar-potentiale.

Jeremy Renner var nomineret for ’The Hurt Locker’ og året efter for ’The Town’. Umiddelbart efter var han med i ’Iron Man’ og ’Bourne 4’. ”Helt ærligt er jeg nødt til at lave film, som bliver set af folk. Selvom jeg elsker de små film, så kan det være frustrerende som skuespiller, hvis dit arbejde knapt bliver bemærket,” fortalte han. ”Jeg arbejdede i to år på hver af de film. De blev rigtig gode, men knap nok min familie så dem,” sagde han med henvisning til filmens meget moderate salgstal.

Billedresultat for Liam Neeson

William John Liam Neeson er en britisk skuespiller. Liam vandt op gennem halvfemserne stor popularitet gennem roller i bl.a. Schindlers liste og Star Wars Episode I:William John Liam Neeson er en britisk skuespiller. Liam vandt op gennem halvfemserne stor popularitet gennem roller i bl.a. Schindlers liste og Star Wars Episode I:

Liam Neeson fortalte mig, at ’Star Wars’ og ’Narnia’ fik ham ud til et publikum, som han senere har gjort god brug af i sine succesfulde ’Taken’-film.

Han er ikke vild fan af sine franchises, men må erkende, at det ikke er signaturroller som ’Schindler’s List’ eller ’Michael Collins’, der giver ham udbredelse.

I USA er det en lille gylden regel, at hvis man vil ses, høres og bevise sin folkelighed, skal man være med i en franchise.

De danske krigsfilm

”Aldrig mere en 9. april,” sagde Anders Justesen til mig forleden. Han er 95 år gammel, og er en af de få overlevende veteraner fra den dag i 1940, hvor de tyske tropper gik ind over den danske grænse. Dagen står som et af de åbne nationale sår, og derfor er der en vis naturlighed over, at dagen endelig får sin egen film – her 75 år efter.

Filmen ’9. April’ bliver med stor sandsynlighed en succes hos publikum. 2. Verdenskrig har stadig en tydelig placering i vores fælles historie, og diverse fiktionaliseringer trækker folk til huse. Specielt når de fremhæver vores lille nations stolte folk. Det betyder ikke, om at danskerne altid fremstilles som helte. Men vi skal kunne genkende os selv, og den nationale ånd vi er rundet af.

’9. April’ er den første tre danske krigsfilm, der kommer ud på markedet i 2015. I sen-sommeren (27. august) kommer Tobias Lindholms ’Krigen’ og til efteråret (22. oktober) detonerer Martin Zandvliets ’Under Sandet’.

Lindholm har tidligere leveret tankevækkende realisme i fængselsfilmen ’R’ og ’Kapringen’, der med sit stærke samtidspolitiske tema blev set af samtlige meningsmennesker i landet.

Zandvliet har lavet ’Applaus’ og senest ’Dirch’. Begge succesfulde dystre film om kunstens og komikkens sorte sjæl. Misbrug, ensomhed og brudte familier.

’Krigen’ er en nutidig fortælling om en soldat, der bliver fanget i en ildkamp mod Taleban i Helmand, Afghanistan. For at redde sine mænd træffer han et valg, der fører ham tilbage til Danmark, anklaget for en krigsforbrydelse.

’Under Sandet’ forgår i tiden lige efter tyskernes kapitulation i 1945, hvor en gruppe unge tyske krigsfanger med håndkraft beordres til at fjerne de over to millioner miner, tyskerne har placeret på Vestkysten.

Det er en voldsom mængde krigsfilm for et lille marked som det danske. Selvom de handler om forskellige emner og hver i sær har historier, der vrider vores selvforståelse og de livsdefinerende dilemmaer, krige udfordrer specielt soldater med.

Publikum kan derfor godt begynde at forberede sig på en biografsæson, hvor vi ser den danske krigsindsats med det historiske periskop og nutidens klarsyn.

Det er svært at forestille sig, at markedet kan kapere så meget filmkrig på trekvart-år. Annoncer, kampagner, interview og klip har en fare for vælte over hinanden – set fra publikums synspunkt. Der bliver kamp til sidste celluloid-dråbe om opmærksomhed og billetsalg.

 

 

Johnny og Wills store nedtur

Johnny Depp og Will Smith.

Det var for 10 år siden et par stærke navne at caste til en Hollywoodfilm. De to charmetrolde tog gerne cirka $20 mio. for en hovedrolle, men de var pengene værd. Deres film bonnede snildt $500 mio. på verdensplan – og flere gange i nærheden af det dobbelte. De var på en top 10 over skuespillere, der kunne sælge en film, anset hvad den handlede om. Publikum så en ’Johnny Depp-film’ uden at referere til handling, rolle eller andre ellers så interessante omstændigheder.

Men så gik det galt. Så grueligt galt at man nu med god grund kan være i tvivl om, de overhovedet kan genrejse deres karrierer.

I denne uge var det meningen, at den seneste Depp-film ’Mordecai’ skulle have haft dansk premiere. Men efter at den floppede ved billetlugerne i USA og blev høvlet ned af kritikerne, er den blevet pillet af premierelisten igen. Nu må de sidste vedholdende Depp-fans vente, til de kan streame filmen.

Will Smith har i dag premiere på ’Focus’. Det er en form for en romantisk komedie. Det er dog, desværre for ham, blevet hans dårligste åbning i 10 år, og filmen er endt et godt stykke under selv de mest konservative prognoser.

For stjerner af denne her kaliber handler det udelukkende om, hvor mange penge deres film tjener.

I Depps filfælde er det femte film i træk, der flopper. Han er stadig et stort navn, men publikum vil hellere læse om ham i sladderspalterne end se ham på lærredet. Problemet kan være, at han siden 2003, hvor han for første gang vimsede rundt som pyntede Jack Sparrow i ’Pirates of the Caribbean’, har (over)spillet den samme rolle hver gang. Han fremstår dekadent, verdensfjern og fimset uanset filmens plot. Han har mistet sin evne til at komme fri af tosserierne, og jeg savner helt enkelt et menneske inde bag sminken og de sjove hatte.

Billedresultat for Esquire will smith
Covert for bladet “Esquire” – marts 2015.

Smith gav for nylig et brutalt ærligt interview til bladet ’Esquire’. Det eneste der har drevet ham i 15 år, er at være nummer 1 på hitlisten. Han startede først sin refleksion efter karrieres største fiasko ’After Earth’ (2013), der tænkeligt går over i filmhistorien, som en af de værste film, der nogensinde er lavet.

Hvordan det kan gå så galt for to megastjerner skyldes, de ikke har evnet, at udfordre deres egne kunstneriske valg. De er blevet fanget i en økonomisk maskine, hvor der kun spekuleres i at give deres fans det, som man tror, giver gevinst. De har begge fået elendig rådgivning og udvist miserabel dømmekraft.

Heldigvis virker min VHS-afspiller stadig. Så kan jeg se film fra dengang, de stadig havde en plan med deres karriere.

China goes Hollywood.

Kina får stadig større magt i filmindustrien.

Landet har et gigantisk og attraktivt publikum, men censur og vestens generelle betænkelighed ved stormagtens økonomiske muligheder begynder at vise sig.

Af Søren Høy

I Kina beslutter China Film Group hvornår en film skal ud på markedet. Hvad der i resten af verden er en stor konkurrence orienteret kabale, er i det store land lidt mere praktisk og tilfældigt. For eksempel blev ’Skyfall’ sat til at åbne samme dag som ’Hobbitten’. Det var aldrig sket i vesten. To af årets største satsninger som man må antage henvender sig til samme målgruppe. Normalt kommercielt selvmord for producenterne men i Kina national planlægning.

En anden interessant faktor er censuren, som mange film bliver udsat for. I ’Skyfall’ dræber James Bond en kinesisk sikkerhedsvagt. Det er helt fjernet fra filmen. Der blev ændret i dialogforståelsen i filmen. Bond spørger baben Severine om hun blev tvunget til prostitution i Shanghai. Her er underteksten ifølge Internet-kilder ændret, så ordet ’prostitution’ ikke indgår. Den slags foregår ikke på kinesisk jord.

Det er ikke unormalt. Der er en berømt historie om, at Kate Winslets eller meget fyldige og flotte bryster blev fjernet, da ’Titanic 3D’ i foråret 2012 havde re-premiere i Kina – og den kommende ’Cloud Atlas’ har fået choppet hele 38 minutter. Blandet andet på grund af sexscener.

De kinesiske bloggere er over de senere år blevet langt mere åbne i deres kritik af kontrollen over den amerikanske underholdningsindustri. Dels kan man, som filmfreaken der kalder sig Kong Kong fra Shanghai skriver på sin blog, ’bare hente en 127 minutters version af ’Cloud Atlas’ online – og hvorfor fanden skulle man så gå i biografen og en se en skamklippet version’.

En anden kritiker optræder ved navn og titel. Wei Xinhong er redaktør ved Shanghai Literature and Art Publishing Bureau skrev på sin twitter-profil den 21. januar da ’’ havde premiere: Hvad er det der foregår i det her land? Vil de stadig prøve at kontrollere folks hjerner?’ Med andre ord, hvis nogen er i tvivl, så ved den oplyste del af Kinas befolkning godt, at censuren er obstruerende. Internettet har trods alt gjort, at de med få klik kan finde den sandhed, som er meget svær at skjule.

Mens censuren presser filmene på indhold og integritet, så arbejder rygtesmedjen på højtryk. Der begynder at poppe historier op om at kinesiske selskaber vil købe sig ind i det amerikanske studiesystem, hvor fem-seks selskaber sidder på stort set al magten, da det er dem, der laver de massivt store film, som alle i verden ser.

Det startede med, at den tredje største producent af fladskærme, TCL, købte navnerettigheden til det legendariske Chinese Theatre på Hollywood Boulevard, så det nu hedder TCL Chinese Theatre de næste 10 år. Vi taler her om et nationalt symbol, en institution, som jo pudsigt nok er kinesisk inspireret – men har været på amerikanske hænder siden 1927. Samme firma, TCL, har også netop tegnet en voldsom stor product placement aftale med den kommende blockbuster ’Iron Man 3’. Med andre ord er de store kinesiske firmaer ved at prøve markedet af.

Og det er der en grund til. Biografmarkedet i Kina buldrer frem. Fra 2002 til 2012 er antallet af biografsale gået fra 1.400 til 16.000. Indtægten er gået fra cirka 600 millioner til 15 milliarder kroner.

Kina har gysserne til at investere i den risikofyldte branche, hvor man aldrig kan garantere en succes, for penge er tydeligvis ikke et problem for de kinesiske investorer. Og eftersom filmbranchen er presset på økonomien, så er de til at tale med. Samtidig har Kina en befolkning, der gerne til se film – så hvis vi ikke var så bange for den østlige kapital og medfølgende censur, så ligner et samarbejde ellers en forretningsmodel med fremtid.

Film bliver spist…

Af: Søren Høy

13.965 mennesker. Så mange købte billet til ’Steppeulven’ i sidste weekend. Filmen er ude i 84 biografer. Med fortjente gode anmeldelser, en certificeret og begavet instruktør i Ole Christian Madsen og en flot designet kampagne må det tal betegnes som en mindre katastrofe. En film af den kaliber burde kunne trække cirka 40.000 ind i biografmørket på åbningsweekenden.

Hvad er der i vejen med historien om hippieskjalden Eik Skalø, siden at den må nøjes med et så beskedent billetsalg de første tre dage? Som udgangspunkt er der ikke noget i vejen. Filmen har et suverænt koreograferet tidsbillede, befriende frivol og imponerende unge ansigter i hovedrollerne.

Det, der er i vejen, er det danske biografmarked.

2014 var ikke et vanvittigt spændende filmår. Der var få, store succeser og en masse film, som publikum knapt husker. 2015 så derimod spændstigt ud. Masser af spændende og forskellige film.

Susanne Biers ’En Chance til’ åbnede året. Den blev hurtigt afløst af ’Mænd og Høns’, som kvikt blev efterfulgt af ’Steppeulven’, og allerede på torsdag kommer Erik Clausen med sin seneste samfunds-kommentar ’Mennesker bliver spist’, en titel der refererer til John Mogensens nummer fra 1975. Clausen har knapt spist sit halve stykke smørrebrød, før Roni Ezras stærke ’9. april’, om tyskernes invasion i 1940, kommer til at fylde spalter og kanaler. 14 dage efter kommer ’Skammerens datter’ og lige efter Christina Rosendahls længe ventede politiske thriller ’Idealisten’. Oven i dem der er børne- og familiefilm, man sagtens kan forsvare at prioritere, hvis man er det sted i livet.

Jeg forstår godt, hvis I er forpustede. Syv film som man bør se på årets første fire måneder. Oven i det skal der lægges det sædvanlige potpourri af amerikanske blockbusters og europæiske kunstfilm, der nemt kan tage en af de to biografbilletter, danskerne i gennemsnit køber om året.

Lige nu sidder der et par instruktører med sved i håndfladerne.

Det er et sjældent set kannibalistisk filmforår. De danske titler æder hinanden billetmæssigt, da de et godt stykke hen ad vejen appellerer til det samme publikum.

Billedresultat for Steppeulven susanne biers
Susanne Biers film “Steppeulve”

Biers ’En chance til’ ender på cirka 200.000 billetter. Det lyder umiddelbart godt, men hun er normalt god for 500.000. ’Steppeulven’ ligner næste offer. Af de kommende fire film vil to af dem med ret stor sandsynlighed floppe billetmæssigt, og publikum vil knapt nå at opfatte dem, før en ny danske film har premiere.

Kunstens Oscar

Søndag nat dansk tid uddeles den 87. Oscar i Los Angeles.

Statuetten er synonym med Hollywoods stjerner og filmbranchens legender. Myten om Oscar har altid været, at det er en shownummer, der per tradition dyrker amerikansk nationalånd og kommerciel tankegang.

Tiderne og Oscar har ændret sig. Oscar er blevet en værdiorienteret begivenhed. Filmene har budskaber, der rækker ud over lærredet. Stjernerne er blevet politiske. De er i menings-generationen, der bruger demokratiet aktivt og gør meningen til en del af deres karriere og deres ansvar som kendte skuespillere eller instruktører.

Vinderne er nu smalle film, der ikke er ligegyldigt Hollywood brain candy. Det er en myte, der er svær at gøre op med. Mange tror stadig, at patriotisme og spejlblank overflade er lig med Oscar.

Den moderne version af Oscar handler om politiske film, kvalitet og opgør med historie, krige og ikoniske personer. En Oscar-vinder i dag viser tidsånd og analyserer den verden, vi er fælles om.

Statisktik er et herligt værktøj, når en pointe skal bevises. Årets favoritter er i kommerciel forstand nærmest ligegyldige. ’Boyhood’ har indspillet $25 millioner i USA. ’Birdman’ $35 mio. For 15 år siden indspillede en typisk vinder over $200 mio. Pudsigt nok har ’American Sniper’ indspillet mere ($300 mio.) end de øvrige syv nominerede til sammen.

Kunstnerisk er årets film til gengæld enestående. Ud over de nævnte favoritter er ’The Theory of Everything’ (Eddie Redmayne), ’Still Alice’ (Julianne Moore) og ’Whiplash’ (J.K. Simmons) ret sikre på at tage store priser. Det er alle film uden store salgstal, men til gengæld vil de skrive sig ind i Oscar-historien og blive husket for suveræn kunstnerisk og dramatisk udfoldelse.

De kunstneriske film henvender sig til et krævende og reflekteret publikum. Problemet er, at de ikke ser Oscar showet. Samtidig er det i den gennemregistrerede amerikanske Tv-verden et faktum, at det brede publikum ikke gider se Oscar, hvis de ikke kender de film, der er nominerede. Derfor er Oscars seertal faldet fra 55 til 40 millioner seere over de 15 år, hvor vi har set filmporteføljen ændre sig fra kommercielle blockbusters til kunstneriske triumfer.

Oscar har med sin nye profil fået større respekt i filmbranchen end nogensinde før. Det vil absolut være på sin plads, at publikum anerkender begivenheden for, at det er årets væsentligste og bedste film, der er med i ræset om verdens fornemmeste, kunstneriske filmpris.