Tag Archives: Film

De menneskelige ekstremister

En scene fra filmen ’Timbuktu’:

To jihadister besøger en smuk kvinde og hendes datter mens familiens mand og far er ude af byen. De to islamiske ekstremister er henholdsvis lokal og udlænding.

Vi er i det nordlige Mali i 2012, hvor stedets naturlige skønhed brydes af geværerne over de unge jihadist-mænds skuldre og deres bistre attituder. Kvinden nægter at tage sit tørklæde over håret, og hun siger til de to mænd, at hvis de ikke kan lide at se hendes hår, må de se den anden vej.

Scenen drejer ned af den humoristisk vej, da den lokale jihadist skal oversætte kvindes lille oprør overfor den udenlandske mand, som tydeligvis havde forventet, at kvinden både vil adlyde og måske er lidt bange.

Terrorens væsen er portrætteret både morsomt, underligt og menneskeligt i ’Timbuktu’. Filmen af den mauriske instruktør Abderrahmane Sissako har siden sin premiere ved sidste års Cannes festival suget kontroversiel opmærksomhed til sig. Filmens terrortema bliver tydeligt og uhyggeligt understøttet af virkeligheden – og eftersom filmen viser menneskerne bag religiøs fundamentalisme, er det klart, den skaber debat.

Kort efter januars brutale nedskydning af tegnere og journalister på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, blev visninger af filmen aflyst i Paris. Kritikere af filmen mente, at den underskylder terror med sociale forklaringer på ekstremisternes bevæggrunde. Senere skete det samme i flere afrikanske stater, da Boko Harams nedslagtninger eskalerede.

’Timbuktu’ viser en detaljeindsigt og hverdags-overvejelserne for en gruppe terrorister. De taler i smug om deres favoritfodboldhold, selvom sport er forbudt. En anden kæmper hårdt med sit rygestop. En tredje er lidt i tvivl om hvor hårdt doktrinen om musikforbud skal håndhæves, nu da de unge hører musik der lovpriser Allah.

Filmens pointer rækker ind nyhedernes dækning af fundamentalisme. Den kan ses som en visuelt koreograferet dokumentarfilm. Den adskiller sig ved, at den taler til publikum inde fra bæstets mave.

’Timbuktu’ er en del af manualen til forståelse af verden. Jeg er spændt på at se, om filmen skaber debat i Danmark. Er vi interesserede i at lære ekstremismen at kende gennem fiktion? Hvordan bliver den læst og analyseret? Provokerer den os, eller er vi for langt fra Afrika til at kunne oversætte den til trods for, at filmen har en klar global agenda?

Af Søren Høy

Kina tager magten i biografen

’The Avengers: Age of Ultron’ bliver med overhængende sandsynlighed årets mest sete film på verdensplan.

Billedresultat for The Avengers: Age of Ultron

Filmen kommer med en usædvanlig potent forhistorie.

De mange superhelte i filmen har hver sin succesfulde franchise, hvor de snildt trækker mellem 750 millioner og 1 milliard dollars ind ved billetlugerne.

Den første ’The Avengers’-film fra 2012 figurerer i dag som den tredje mest indtjenende film i historien, hvis der ikke korrigeres for inflation. Den samlede imponerende 1,5 mio. dollars hjem til Disney, inden den senere solgte for 225 mio. dollars på DVD og Blue-Ray. ’Avengers’-serien udmærker sig ved at være langt mere munter end de øvrige superhelte-serier. Den dyrker ikke de muterede kraftkarles dunkle fortid, men hæfter sig i stedet ved deres sammenarbejde, for at holde ondskaben ude af vores galakse.

Siden sidst heltene i meget stramt outfit skulle redde universet, er der sket en del i den virkelige biografverden. Den nye mega-spiller på markedet, er Kina.

For tre uger siden skete der noget historisk. For første gang nogensinde, indspillede de kinesiske biografer flere penge end de amerikanske på en uge. Er det så stor en nyhed, kan man passende spørge? I filmens verden betyder den slags alt. Indtil nu har en blockbuster haft sit primære marked i USA. Det er her, filmen er lavet, her stjernerne bor – og ikke mindst ser USA sig som filmbranchens altdominerende stormagt.

Selvforståelsen er under angreb.

I Kina pibler det frem med biografer. I 2014 var der 24.000 lærreder i Kina. Det er næsten en fordobling siden 2012, hvor den seneste ’Avengers’-film kom ud.

I USA er der cirka 40.000 lærreder for nuværende. I Kina er potentialet 70.000 lærreder. Den stærkt voksende middelklasse har penge til underholdning fra øverste Hollywood-hylde. De vil se action. De elsker helte og skurke, der ikke er asiatiske.

Med andre ord er ’Age of Ultron’ på vej til at blive markant større i Kina end i USA. Indtil nu er det kun ’Transformers 4’, der kan prale af den slags.

For filmproduktionen betyder det nye ’leading market’, at indhold, kampagner og produktion langsomt vil få et tættere forhold til Kina og den store nations smag. Alt andet vil være dumt, nu da det er der, publikum står i kø for at se de store actionbrag.

Hvis jeg var amerikansk producent, ville jeg tage et kvikt kursus i kinesisk. Det ser ud til at betale sig.

 

700.000 billetter savnes

Vi er midt i et ekstraordinært filmforår. Ni danske film har allerede fået premiere i biograferne. Det store antal film har betydet, at dansk film har en markedsandel på hele 43% i årets første 4½ måned. I alt er der solgt cirka 2 mio. billetter til dansk film. Det tal inkluderer salg fra to film, der fik premiere i juledagene i 2014, og derfor har haft deres primære salg i 2015. Til sammenligning blev der solgt 3.35 mio. billetter til danske film i hele 2014.

Det er imponerende tal. Uden tvivl. Den slags giver et overordnet statistisk argument for dansk films succes.

Hvis vi kigger lidt dybere ned i statistikken, er der dog lidt en anden historie, vi er nødt til at forholde os til.

Billedresultat for Susanne Biers ’En Chance Til’

 

Susanne Biers ’En Chance Til’ endte på 215.613. Bier er normalt godt for +500.000 – men lad os bare konservativt sige, at 300.000 havde været godkendt for denne her film. 75.000 på den gale side.

 

’Min Søsters Børn og Guldgraverne’ nåede 310.838. De tidligere installationer i serien har nemt nået 400.000, så her mangler der 90.000.

’Mænd og Høns’ er årets topscorer med 357.093. En Anders Thomas Jensen film med masser af stjerner burde kunne sælge 400.000. Cirka 40.000 under forventning.

’Steppeulven’ viste sig at misse sit det brede publikum. 40.000 købte billet. Et estimat på 150.000 inden premieren kunne ikke have skræmt nogen. 110.000 bagud.

’Albert’ har solgt 108.881 til dato. For en Ole Lund Kierkegaard-filmatisering med klassiker status er en forventning på 250.000 på sin plads. 140.000 fra den vurdering.

Erik Clausens ’Mennesker bliver spist’ med 225.706 er mere end godkendt.

’9. April’ er stadig aktiv i markedet – for nu med 201.807 billetter. Den burde have cirka 50.000 mere i sig, for at nå sit potentiale.

’Skammerens Datter’ står lige nu på 155.356. Den mangler vel cirka 150.000 for at være den succes, som det litterære forlæg og filmens kvalitet berettiger til.

’Idealisten’ åbnede i weekenden med cirka 18.000. Det ligner dermed et salgstal på 50-60.000. Halvdelen af et konservativt estimat.

Tre af filmene har stadig en chance for at forbedre resultatet.

Pointen er, at statistikken er pæn, men at med så mange danske film på kort tid, mangler stort set alle film en pæn sjat billetter, for at være den forventede forretning.

Hvad der for den samlede danske filmbranche ligner en god historie, er for den enkelte producent i flere tilfælde en mindre katastrofe.

 

Journalister på film

Poul Brink er den sande hovedrolle i det politiske drama om Thule-basen og det amerikanske B-52 bombefly, der forulykkede i 1968. 20 år senere dykkede Brink uden frygt og yderligere analyse af konsekvenserne ned i sagen. Brink var journalist af den gamle skole. Fra en tid hvor der ikke var tidsregistrering og DJØFfere i ledelsen – bajere til frokost og en dedikation til arbejdet, der ikke handlede om kvalitetstid med børnene og frygten for ikke at kunne betale terminen på murermestervillaen og sommerhuset. Det var en mindre kompliceret verden. De gode mod de onde. Øst mod vest. Det var før journalistikken gik digitalt med konstante opdateringer, der kan ødelægge enhver god historie.

Journalister der optræder som detektiver i sandhedens tjeneste er godt materiale. Journalister har i den gode fiktionsversion frækheden til at sparke døre ind. Charmen og snarrådigheden til at gennemskue løgnen. De afviser magtdistancen så de kan vælte en regering og ikke mindst har de skarpheden til at skrive en historie, der bliver læst, som om det var en højoktan-krimi.

Jeg er vild med den antiautoritative enspænder, der bevæger sig i et vanvittig delta, hvor storhedsvanvid og oplysningspligt flyder sammen.

Billedresultat for Alle Præsidentens Mænd’Alle Præsidentens Mænd’ (1976) er den største af dem alle. Carl Bernstein og Bob Woodward fra The Washington Post ændrede pressehistorien, da de optrevlede Watergate-sagen ved hjælp af den mytiske kilde ’Deep Throat’.

Siden har den film været inspiration for George Clooneys ’Good Night and Good Luck’ (2005), der på overfladen handler om McCarthy’ismens kommunist-paranoia i USA i 50’ernes – men faktisk er en nutidig kommentar til George W. Bushs politik.

Yderligere en direkte afledt mesterlig film er Michael Manns ’The Insider’ (1999) med en fantastisk Al Pacino i hovedrollen som journalisten, der optrevler den magtfulde tobaksindustri.

Billedresultat for kongekabale filmI Danmark står Nikolaj Arcels ’Kongekabale’ (2004) stadig som den bedste og mest effektive thriller om en journalist, der sætter sin karriere på spil for historien. Den films styrke er, at den er inspireret af virkelige hændelser – men derfra giver den fuld gas for at skabe det ultimative drama.

Genrens problem er desværre ofte, at de bygger på sande historier og nulevende personer, og derfor har svært ved at blive helt så dramatiske, som en god film kræver.

Jeg håber, at der stadig er journalister, der tør gå hele vejen for en historie. Det giver nemlig gode film.

Gud lever i biografen

’Do You Believe?’ ligger lige nu nummer syv på den amerikanske filmhitliste. Foran den nye wam-bam-boogie actionfilm ’The Gunman’ med verdensstjernen Sean Penn i hovedrollen.

’Do You Believe?’ handler eftersigende om en flok søgende sjæle, der finder ud af, at der er en kraft i Kristus’ kors. En ung pastor tvivler, men via en gade-prædikant indser den unge mand, at han med sin tro og vilje kan berøre folk med en konsekvens, som kun kan være orkestreret af Gud.

Umiddelbart kunne den plotlinje lige så godt være bagsiden på VHS-kassetten til b-horrorfilmen ’Eksorcisten 12’, men den tilhører tro-genren, der de senere år er blevet et massivt hit i USA.

Det undrede de fleste, at Mel Gibsons ’The Passion of the Christ’ tilbage i 2004 blev en af de det års største succeser. Den indspillede imponerende $611 mio. dollars på verdensplan. Filmen var dyster som bare fanden, de taler hebraisk og aramæisk – den var uden stjerner (lige med undtagelse af Jesus), og den var voldsomt grafisk voldelig. Naturligvis, ligesom den tid den skal forestille at foregå i, kunne man rettelig indvende. Og så alligevel for film med dryppende blod, afrevne lemmer og tortur hører sjældent til blandt det brede publikum.

Undtagelsen er åbenbart, når det er Guds Søn, der tager mod pryglene.

Billedresultat for God’s not Dead’’God’s not Dead’ blev en af sidste års store succeser i USA. Den kostede $2 mio. at producere, og den indspillede cirka $100 mio. i biograferne og betalings-tv. Filmen er virkelig low-budget. Billige kulisser, skuespillere i vildt overspil og udmalede pointer, som ellers kun ses i studentikose produktioner og de værste indiske Bollywood-film. Ikke desto mindre blev filmen endnu en massiv succes i tro-genren, som vi knapt kender i Danmark.

Vi har ikke den ekstroverte og aktive tilgang til religion, og derfor vil film som de aktuelle, på ingen måder appellere til et publikum i vores del af Europa.

I USA henvender filmene sig primært til de konservative, religiøse grupper. De er bare så tilpas store, at forretningsmodellen virker glimrende. Analytikere mener, at de evangelistiske kristne ikke vil se de massive Hollywood-shownumret om Moses og de 10 bud, ’Exodus’, der kom lige før jul. De vil se historier, der ikke handler direkte om Bibelske-episoder, men i stedet autentiske, personlige og hverdags-realistiske fortællinger, der minder om det liv, de selv lever.

Gud lever i bedste velgående i de amerikanske biografer.

 

Pretty Woman fylder 25

En smuk kvinde bliver 25 år i denne her uge.

Den romantiske klassiker ’Pretty Woman’ – med en fersk Julia Roberts på 28 somre og en distingveret Richard Gere på 40 som to kærlighedssøgende i et solbeskinnet Los Angeles.

Billedresultat for pretty woman jazucci and champagne’Pretty Woman’ er en af de film, som de fleste husker. Det er ikke one-liners og vitser, der bliver refereret til, men derimod scener. ”Jeg elsker der, hvor hun ligger i skumbad og synger Prince,” sagde en af mine veninder, da vi talte om jubilæet. ”Eller den hvor hun kommer i sin røde kjole, og han giver hende en halskæde til 250.000 dollars…,” bidrog en anden veninde med.

Det er tydeligt, at det er en film, som kvinder tydeligt husker og drømmer sig hen i. Askepot-historien blandet med My Fair Lady tilsat en smule Hollywood.

Damerne elsker scenen, hvor Vivian (som Roberts hedder i filmen) går amok på Rodeo Drive, og tømmer de eksklusive butikker med Edwards guldkort ledsaget af lystige toner fra det meget populære soundtrack.

Det interessante for mig midt i kvindernes dagdrømmeri om Vivian og Edward er, at de tilsyneladende glemmer, at hun faktisk er prostitueret. At han køber hendes selskab, hendes tid og hun underkaster sig hans økonomiske magt, når hun smæsker sig i hotellets delikatesser, pynter sig med designer rober og lever det dekadente liv for en stund.

’Pretty Woman’ blev en stor succes hos publikum, og figurerer i dag som den bedst sælgende romantiske komedie i historien. Samtidig er den vel vist nogle tusind gange bare på dansk tv, så filmen har haft alle muligheder for at møde et voldsomt stort publikum i alle aldre.

En af de respektfulde beslutninger har været, at de ikke lavede en 2’er. Dengang behøvede man ikke, at vride de sidste kommercielle dråber ud af en hver succes. Rygterne vil vide, at Roberts havde for meget gang i karrieren til, at hun ville spille den lykkelige luder endnu engang.

Som tiden er gået, har den fået klassiker-status. En af forklaringerne er, at genren i grove træk ikke har fornyet sig siden. ’Pretty Woman’ introducerede en stil, figurer og en musikalitet, som til gengæld er kopieret i hobetal siden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis filmen havde premiere i dag. Den ville blive slagtet af feminister. Den ville fylde debatprogrammer om prostitution, pigers drømme og opdragelse – sugardaddy’s og samfundsnormer.

Alt det har vi glemt, når vi mindes Julia Roberts smil og Richard Geres sølvmanke.

En smuk kvinde bliver 25 år i denne her uge.

Den romantiske klassiker ’Pretty Woman’ – med en fersk Julia Roberts på 28 somre og en distingveret Richard Gere på 40 som to kærlighedssøgende i et solbeskinnet Los Angeles.

’Pretty Woman’ er en af de film, som de fleste husker. Det er ikke one-liners og vitser, der bliver refereret til, men derimod scener. ”Jeg elsker der, hvor hun ligger i skumbad og synger Prince,” sagde en af mine veninder, da vi talte om jubilæet. ”Eller den hvor hun kommer i sin røde kjole, og han giver hende en halskæde til 250.000 dollars…,” bidrog en anden veninde med.

Det er tydeligt, at det er en film, som kvinder tydeligt husker og drømmer sig hen i. Askepot-historien blandet med My Fair Lady tilsat en smule Hollywood.

Damerne elsker scenen, hvor Vivian (som Roberts hedder i filmen) går amok på Rodeo Drive, og tømmer de eksklusive butikker med Edwards guldkort ledsaget af lystige toner fra det meget populære soundtrack.

Det interessante for mig midt i kvindernes dagdrømmeri om Vivian og Edward er, at de tilsyneladende glemmer, at hun faktisk er prostitueret. At han køber hendes selskab, hendes tid og hun underkaster sig hans økonomiske magt, når hun smæsker sig i hotellets delikatesser, pynter sig med designer rober og lever det dekadente liv for en stund.

’Pretty Woman’ blev en stor succes hos publikum, og figurerer i dag som den bedst sælgende romantiske komedie i historien. Samtidig er den vel vist nogle tusind gange bare på dansk tv, så filmen har haft alle muligheder for at møde et voldsomt stort publikum i alle aldre.

En af de respektfulde beslutninger har været, at de ikke lavede en 2’er. Dengang behøvede man ikke, at vride de sidste kommercielle dråber ud af en hver succes. Rygterne vil vide, at Roberts havde for meget gang i karrieren til, at hun ville spille den lykkelige luder endnu engang.

Som tiden er gået, har den fået klassiker-status. En af forklaringerne er, at genren i grove træk ikke har fornyet sig siden. ’Pretty Woman’ introducerede en stil, figurer og en musikalitet, som til gengæld er kopieret i hobetal siden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis filmen havde premiere i dag. Den ville blive slagtet af feminister. Den ville fylde debatprogrammer om prostitution, pigers drømme og opdragelse – sugardaddy’s og samfundsnormer.

Alt det har vi glemt, når vi mindes Julia Roberts smil og Richard Geres sølvmanke.

 

 

Dogme fylder 20 år.

Af: Søren Høy

Billedresultat for Breaking the WavesMarts 1995. Lars von Trier er midt i optagelserne til det, der senere viser sig at være hans hovedværk; Breaking the Waves. Trier er midt i et kreativt bonanza. Måske ved han, at han er på vej til at skrive filmhistorie, da han under en konference i forbindelse med filmmediets 100-års fødselsdag deklarerede, at ”i de sidste 20 år har filmene været elendige, og så tænkte jeg: Hvad kan vi gøre ved det? Derfor får I nu noget, der hedder Dogme95.” Derefter smed han om sig med røde flyverblade i det gamle traditionsrige Odéon Teater, der i 225 år har lagt kulisser til historiens største dramaer.

Der gik tre år, før Dogme 1 og Dogme 2 var klar til verdenspremiere. ’Festen’ og ’Idioterne’ havde premiere i Cannes på den store festival, hvor alle de væsentlige filmbølger er kommet ind med tidevandet fra Golfe de la Napoule. Cannes er stedet, hvor nye dimensioner tilføjes filmkunsten. Ingen andre steder er der et så krævende publikum, opmærksomhed og potentiel latterliggørelse. En instruktørs karriere kan starte og slutte i Cannes.

Inden ugen var gået, var Thomas Vinterberg en verdensstjerne. ’Festen’, den fornemmelse og uprætentiøse stemning Vinterberg og filmholdet kom med, havde Cannes ikke set siden slut-60’erne, hvor Francis Ford Coppola hver morgen gik tur på Croisetten, og Truffaut og Godard nedlagde festivalen i sympati med franske fabriksarbejderes arbejdsvilkår. Pludselig var Cannes blevet uforudsigelig, vild, naturlig – og, tør jeg bruge et af tidens absolutte buzzwords, autentisk.

Lars von Trier sad i sit mobilehome og så til, mens verden kiggede på Danmark. ’Breaking the Waves’ blev snydt for Guldpalmen i 1996, men til gengæld betød den film, at filmkritikere, filmstjerner og publikum vidste, at de skulle se og høre efter, når Trier kom med noget nyt. Og Dogme var nyt. Frisk, anarkistisk og en demokratisering af filmen.

Det vidste vi ikke dengang, da vi alle stod i Cannes og badede os i opmærksomheden fra de største i branchen. Steven Spielberg bad om Vinterbergs nummer. Martin Scorsese løb efter Trier som en fan med autografbogen åben.

Kunstnerisk betød Dogme, at alle kunne lave film. Har du en god historie, så lav den! Tænk ikke på sminke og kulisser – kom i gang! Tanken har været en afgørende inspiration for en hel generation af unge filmmagere. Det er de unge, der har fået mest ud af Dogme. Konceptet viste sig ikke direkte bæredygtigt udenfor Danmark på den store scene, men har skabet et delta for dokumentarister, undergrund og talenter.

På Dogmes 20 års fødselsdag kan jeg konstatere, at ideen og filmene stadig har en helt afgørende placering i filmhistorien.

2628

200 ud

Franchise

Hvorfor spiller store karakterskuespillere med i de såkaldte ’franchises’? Serier af film der i tiden er båret af fantasy, effekter og ungdommens lethed. Serier der tydeligt appellerer til teenagere, og hvor skuespillerne ikke behøver vurdere mulighederne for kunstneriske priser. ’Hunger Games’, ’The Maze Runner’ og den storslåede generationsfortælling ’Harry Potter’ er tydelige eksempler.

Ugens store film er anden del af ’Divergent’-serien, der har fået titlen ’Insurgent’.

Et stykke nede på rollelisten er Oscar-vinderen Kate Winslet. Hun spiller en relativt nem rolle for en kvinde af hendes kaliber. Den magtsyge herskerinde der får det meste af tiden er buret inde i sit tech-tårn, hvorfra hun styrer resterne af civilisationen, alt mens hun jagter vores heltinde med sine kyniske soldater.

I en endnu mindre roller er en anden Oscar-vinder, Octavia Spencer (Niceville), der stort set uden replikker bringer sin almoderlige karma ind blandt de unge rebeller i filmen.

Engang troede jeg, at de store stjerner var med i den slags film udelukkende for at tjene penge. Det gav i min egen logik mening. De har jo også en husleje, der skal betales.

Sidste år fik jeg mulighed for at spørge en par stjerner om hvorfor, de fra tid til anden er med i de larmende actionfilm, nu da de tydeligvis ellers har Oscar-potentiale.

Jeremy Renner var nomineret for ’The Hurt Locker’ og året efter for ’The Town’. Umiddelbart efter var han med i ’Iron Man’ og ’Bourne 4’. ”Helt ærligt er jeg nødt til at lave film, som bliver set af folk. Selvom jeg elsker de små film, så kan det være frustrerende som skuespiller, hvis dit arbejde knapt bliver bemærket,” fortalte han. ”Jeg arbejdede i to år på hver af de film. De blev rigtig gode, men knap nok min familie så dem,” sagde han med henvisning til filmens meget moderate salgstal.

Billedresultat for Liam Neeson

William John Liam Neeson er en britisk skuespiller. Liam vandt op gennem halvfemserne stor popularitet gennem roller i bl.a. Schindlers liste og Star Wars Episode I:William John Liam Neeson er en britisk skuespiller. Liam vandt op gennem halvfemserne stor popularitet gennem roller i bl.a. Schindlers liste og Star Wars Episode I:

Liam Neeson fortalte mig, at ’Star Wars’ og ’Narnia’ fik ham ud til et publikum, som han senere har gjort god brug af i sine succesfulde ’Taken’-film.

Han er ikke vild fan af sine franchises, men må erkende, at det ikke er signaturroller som ’Schindler’s List’ eller ’Michael Collins’, der giver ham udbredelse.

I USA er det en lille gylden regel, at hvis man vil ses, høres og bevise sin folkelighed, skal man være med i en franchise.

De danske krigsfilm

”Aldrig mere en 9. april,” sagde Anders Justesen til mig forleden. Han er 95 år gammel, og er en af de få overlevende veteraner fra den dag i 1940, hvor de tyske tropper gik ind over den danske grænse. Dagen står som et af de åbne nationale sår, og derfor er der en vis naturlighed over, at dagen endelig får sin egen film – her 75 år efter.

Filmen ’9. April’ bliver med stor sandsynlighed en succes hos publikum. 2. Verdenskrig har stadig en tydelig placering i vores fælles historie, og diverse fiktionaliseringer trækker folk til huse. Specielt når de fremhæver vores lille nations stolte folk. Det betyder ikke, om at danskerne altid fremstilles som helte. Men vi skal kunne genkende os selv, og den nationale ånd vi er rundet af.

’9. April’ er den første tre danske krigsfilm, der kommer ud på markedet i 2015. I sen-sommeren (27. august) kommer Tobias Lindholms ’Krigen’ og til efteråret (22. oktober) detonerer Martin Zandvliets ’Under Sandet’.

Lindholm har tidligere leveret tankevækkende realisme i fængselsfilmen ’R’ og ’Kapringen’, der med sit stærke samtidspolitiske tema blev set af samtlige meningsmennesker i landet.

Zandvliet har lavet ’Applaus’ og senest ’Dirch’. Begge succesfulde dystre film om kunstens og komikkens sorte sjæl. Misbrug, ensomhed og brudte familier.

’Krigen’ er en nutidig fortælling om en soldat, der bliver fanget i en ildkamp mod Taleban i Helmand, Afghanistan. For at redde sine mænd træffer han et valg, der fører ham tilbage til Danmark, anklaget for en krigsforbrydelse.

’Under Sandet’ forgår i tiden lige efter tyskernes kapitulation i 1945, hvor en gruppe unge tyske krigsfanger med håndkraft beordres til at fjerne de over to millioner miner, tyskerne har placeret på Vestkysten.

Det er en voldsom mængde krigsfilm for et lille marked som det danske. Selvom de handler om forskellige emner og hver i sær har historier, der vrider vores selvforståelse og de livsdefinerende dilemmaer, krige udfordrer specielt soldater med.

Publikum kan derfor godt begynde at forberede sig på en biografsæson, hvor vi ser den danske krigsindsats med det historiske periskop og nutidens klarsyn.

Det er svært at forestille sig, at markedet kan kapere så meget filmkrig på trekvart-år. Annoncer, kampagner, interview og klip har en fare for vælte over hinanden – set fra publikums synspunkt. Der bliver kamp til sidste celluloid-dråbe om opmærksomhed og billetsalg.

 

 

Johnny og Wills store nedtur

Johnny Depp og Will Smith.

Det var for 10 år siden et par stærke navne at caste til en Hollywoodfilm. De to charmetrolde tog gerne cirka $20 mio. for en hovedrolle, men de var pengene værd. Deres film bonnede snildt $500 mio. på verdensplan – og flere gange i nærheden af det dobbelte. De var på en top 10 over skuespillere, der kunne sælge en film, anset hvad den handlede om. Publikum så en ’Johnny Depp-film’ uden at referere til handling, rolle eller andre ellers så interessante omstændigheder.

Men så gik det galt. Så grueligt galt at man nu med god grund kan være i tvivl om, de overhovedet kan genrejse deres karrierer.

I denne uge var det meningen, at den seneste Depp-film ’Mordecai’ skulle have haft dansk premiere. Men efter at den floppede ved billetlugerne i USA og blev høvlet ned af kritikerne, er den blevet pillet af premierelisten igen. Nu må de sidste vedholdende Depp-fans vente, til de kan streame filmen.

Billedresultat for will smith focusWill Smith har i dag premiere på ’Focus’. Det er en form for en romantisk komedie. Det er dog, desværre for ham, blevet hans dårligste åbning i 10 år, og filmen er endt et godt stykke under selv de mest konservative prognoser.

For stjerner af denne her kaliber handler det udelukkende om, hvor mange penge deres film tjener.

I Depps filfælde er det femte film i træk, der flopper. Han er stadig et stort navn, men publikum vil hellere læse om ham i sladderspalterne end se ham på lærredet. Problemet kan være, at han siden 2003, hvor han for første gang vimsede rundt som pyntede Jack Sparrow i ’Pirates of the Caribbean’, har (over)spillet den samme rolle hver gang. Han fremstår dekadent, verdensfjern og fimset uanset filmens plot. Han har mistet sin evne til at komme fri af tosserierne, og jeg savner helt enkelt et menneske inde bag sminken og de sjove hatte.

Billedresultat for Esquire will smith
Covert for bladet “Esquire” – marts 2015.

 

Smith gav for nylig et brutalt ærligt interview til bladet ’Esquire’. Det eneste der har drevet ham i 15 år, er at være nummer 1 på hitlisten. Han startede først sin refleksion efter karrieres største fiasko ’After Earth’ (2013), der tænkeligt går over i filmhistorien, som en af de værste film, der nogensinde er lavet.

Hvordan det kan gå så galt for to megastjerner skyldes, de ikke har evnet, at udfordre deres egne kunstneriske valg. De er blevet fanget i en økonomisk maskine, hvor der kun spekuleres i at give deres fans det, som man tror, giver gevinst. De har begge fået elendig rådgivning og udvist miserabel dømmekraft.

Heldigvis virker min VHS-afspiller stadig. Så kan jeg se film fra dengang, de stadig havde en plan med deres karriere.