Tag Archives: Stanley Kubrick

Filmens magiske kontrol

De bedste film starter den dag, hvor alt ændrer sig. Den dag vi mister kontrollen. Det tidspunkt vi indser, at livet er skrøbeligt, vildt og enestående. Det øjeblik hvor det går op for os, at det hele faktisk er ret tilfældigt, og at vi skal omfavne de muligheder, der opstår.

De bedste film handler om livet og årsagen til døden. Der hvor vi lever og dør sammen med de hovedpersoner, der så generøst stiller sig til rådighed de par timer, filmen varer. Der hvor vi enten lever lidt mere eller bliver lidt mere vindende om den forestående død, der jo nok desværre indtræffer på det tidspunkt.

De bedste film stiller dilemmaer op, som vi ikke lige har manualen til. Der hvor vi pludselig indser, at der ikke er et overordnet råd, der sørger for, at alt i verden foregår i en eller anden fordragelighed. Der hvor filmen ser verden gennem et filter, vi andre ikke er i stand til at sætte op.

De bedste film er dem, der udfordrer os på alt det, vi troede var rigtigt. Der hvor vi gennem filmens magi og trolddom lokker os ind i universer, rum og sind, som vi faktisk slet ikke har lyst til at være i – lige indtil filmen har fat i os, og tager os med dybt ind i vores egen frygt, begejstring og fantasier.

Der er mange gode film, der iscenesætter det, kontrol handler om. Listen med de ti afgørende film er absolut ikke udtømmende. Der er masser af andre gode film, der rammer os med en kraft, der gør, at vores liv pludselig får et klarsyn eller perspektiv. De 10 film på denne liste er alle værker, der har haft en betydelig indflydelse på mit liv. Jeg finder ofte svarene på alle mulige kompleksiteter i kunstens verden. Kunst kan komprimere voldsomt store historier, og give publikum refleksioner til indsigter, der i bedste fald varer resten af livet. De her ti film bliver uden tvivl hos mig. De har svarene på det, det hele handler om.

Tree of life (2011): Terrence Malick

Det er en spirituel rejse, en hyldest til livet via en refleksion over døden. Naturens kræfter dækker store dele af filmen. Vulkaner, havet og fænomener som uudforskede kringlede, dybe og mystiske dale. Filmen hæver sig op i universet, ser planeterne og leder efter noget. Muligvis Gud. Lyder det absurd? Det er ekspressionisme i udsøgt niveau. Under billederne hvisker skuespillerne vers, citater, filosoferinger over livets forunderlighed. Handlingen foregår i USA i 1950’erne. Troen på fremtiden blandes med restriktionerne fra fortiden. Brad Pitt er den strege far, der opdrager sine børn, som var de atleter fra DDR. De tre drenge i familien er i centrum – rundt om dem er en tavs, hjemmegående mor, hårde den far og et samfund, som de ikke forstår. Ikke fordi verden er absurd, men fordi de er drenge. De vil slås, kaste med sten, lege med vandslangen. Men far sørger for, at barndommen pilles ud af dem, ved at målrette deres indsatser. Man skal være tough, for at komme frem i verden, som han siger. Alle er navnløse, hvilket giver en neutralisering af verdenshistoriens erindring om dem. De er bare små mennesker i en stor kompliceret livscyklus.

A Clockwork Orange (1971): Stanley Kubrick

Filmen handler blandt andet om individets mulighed for at vælge, men også om den kontekst eller ramme, som vores valg tages inden for. ’A Clockwork Orange’ fremhæver forskellige faktorer, som spiller ind på spørgsmålet om, hvorvidt folk er bestemt til deres skæbne eller om fri vilje og ydre omstændigheder kan påvirke folks liv. Der er f.eks. stor forskel på, hvordan menneskets natur opfattes af bøddel og offer i filmen. Og endelig er filmens autoriteter illustreret gennem samfundets og klassekulturens konstante negative påvirkning, rædselsscenarier og skræmmebilleder. Det er alle parametre, som gør samfundet og magthaverne til ligeværdige parter i det sikkert uendeligt vidtrækkende spørgsmål om hvad, der skaber gode og onde mennesker?

Her (2013): Spike Jonze

Joaquin Phoenix er suveræn som den ensomme nerdy type, der lever af at skrive kærlighedsbreve for andre. Han forelsker sig i sin nye voice control, der har Scarlett Johansons lækre stemme. En syret, smuk og hipster-futuristisk fabel om en verden med romantisk-kunstig intelligens. ’Her’ rejser stilistisk langsomt ind skyggelandet. Der hvor ensomheden bestemmer. Phoenix’ figur er tryg sammen med den computer, der styrer hans liv via en processor, der kender ham. Hans køleskab, kalender og præferencer. Derfor er fremtiden måske bare nemmere, hvis man overgiver sig til big data og kalkulerede mønstre? Filmens fantasier kulminerer, da Phoenix’ nørd gennemfører et frækt cyber-samleje med stemmen og den virtuelle krop. Dagen efter er de lidt forlegne og over-høflige overfor hinanden. Selvfølgelig. Lige som det ville være i den virkelige verden.

Breaking the Waves (1996): Lars von Trier

Der er meget få ekspressionistiske mesterværker i dansk film. Måske er Lars von Triers ’Breaking the Waves’ måske den eneste af dem, der tør overgive sig helt det uforståelige. Bess gifter sig med Jan, selvom de rettroende presbyterianere i landsbyen ikke er meget for lapsen, der arbejder på boreplatformen. Selvfølgelig er deres lyserøde sky på vej mod storm og lynild. Jan kommer dødeligt til skade på jagten efter det sorte guld i undergrunden. Bess får den noget særprægede besked fra oven, at hun skal ofre sig for Jan. Jo mere hun lader sig seksuelt udnytte af diverse mænd, jo bedre vil hendes mand få det. Trier altid leger lystigt med religion, tilfældighed og videnskab blandet med fatalisme og fantasi, så derfor bliver Jan rask, da Bess er blevet molesteret ihjel. Filmen vokser med tiden. Den er større nu, end den var i 1996, da den havde premiere. Den står nu som filmen, der forener kontrol med religion og den altdominerende styring, der kan ligge i tro.

Call me by your name (2017): Luca Guardagnino

Der er intelligentsia på spil i italienske Luca Guardagnino fremragende kærlighedsfilm baseret på André Acimans kompakte roman. Aciman er oprindeligt fra Egypten, men er nu amerikaner der har undervist på et par af de attraktive universiteter i USA. Filmatiseringer er altid lidt kompliceret terræn. Det kan sjældent betale sig, at se sin yndlingsfilm oversat til sølvlærredets manglende dybde. Guardagnino er anderledes. Hans lille genistreg er, at han markant har udeladt bogens sidste tredjedel, hvor historiens to hovedpersoner, Elio og Oliver, mødes som voksne. Elio er stadig forelsket til op over sine italienske ører, hvorimod Oliver har stiftet familie. I Guardagninos historie holdes den stramme og unge kærlighed, hvor de to unge mænd kastes ud i henholdsvis en flirt og livslang kærlighed. I sandhed en mesterlig, litterær og spirituel åben film, der tør dyrke de katolske traditioner, homosex samt sprogets, musikkens og ungdommens mangfoldighed.

Das Weisse Band (2009): Michael Haneke

Michael Haneke er uforudsigelig som få. Han er totalt kompromisløs i sin fortællestil. ’Das Weisse Band’ er en klaustrofobisk fortælling om fascismens piblen frem i Tyskland i årene inden 1. Verdenskrig. Et lille samfund i Nord-tyskland skildres i sort/hvide billeder. Ingen farve, intet håb. Hierarkiet i byen styres af præsten, lægen og baronen. De uddannede. De udfordres af den unge lærer, der kommer til med nye tanker, pædagogik og syn for de mange børn i byen. Filmen bevæger sig aldrig udenfor bymuren. Den fortæller om incest og samfunds deformitet, uden at blive sentimental og uden at opklare verdens mysterier for publikum. Hanekes film er yderst politisk – uden at vi på noget tidspunkt bliver ført udenfor bymuren. Den østrigske auteur forstår at fortæller den store historie ud fra den lille historie. Det principielle i en uoverskuelig kompleksitet. Det er kun de store mestre, der kan det.

There will be blood (2007): Paul Thomas Anderson

Andersons film bliver betegnet som en af de bedste film nogensinde – og er netop kåret af danske filmfolk som den bedste film de sidste 20 år. Hvad er det, der gør, at en film kan løftes helt op på øverste hylde? Der er trods alt få titler, der når den højde. I 1898 ser Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) en mulighed. Olie! Det klistrede sorte guld vælter op i sydstaterne, og Plainview køber bondesmart og koldblodigt land fra de naive troende farmere, der stoler på den præstelignende figur. Ingen vil da snyde en trosfælle, der sværger ved deres fælles Gud! Brutaliteten i filmen understreges af triumviratet mellem Gud, penge og blod. Pointen er vel, at det er hvad USA er bygget på. I filmens slutscene dykker vi sammen ind i the belly of the beast. Plainview giver præsten Eli et tilbud. Han vil købe præstens olierige jord, hvis Eli frasværger sig sin tro. Overvej selv hvad Eli svarer…

Eternal sunshine in spotless mind (2004): Michel Gondry

Mind fucking er klart en af de subgenrer, der er vokset ud af den digitale tidsalder, hvor alt efterhånden er kortlagt, dækket og mangfoldiggjort. Vi er vel et sted, hvor de store fortællinger skal genetableres, hvis vi ikke alle sammen får tinnitus, migræne og åndenød af al den støj, der forurener vores hjerner. Film kan om noget obstruere vores virkelighedsfornemmelse. Michel Gondry instruerede et mesterligt Charlie Kaufman-manuskript med Jim Carrey og Kate Winslet i uforglemmelige roller som parret, der har fået slettet deres hukommelse, og indleder for anden gang et forhold til hinanden. Filmen er en ultimativ hyldest til kærlighedens og mindets kraft. Den giver muligheden for, at genskabe en kærlighed der ellers er korrumperet af det moderne livs fristelser og endeløse muligheder.

A Separation (2011): Asghar Farhadi

De store gevinster findes ikke underligt i film, der ligger langt fra vores vanlige territorier, nationale identitet og lokale gangstier. Den iranske mesterinstruktør Asghar Farhadi mestrer om nogen, at finde dilemmaner, der rejser langt ud over hans eget lands grænser. Hans Oscar-vinder om det nutidige Teheranske-kosmopolitiske par Nader og Simin, der skal skilles, er et stilstudie i reverserede kønsroller og den enkelte persons forpligtelse overfor forældre og fortiden overfor børn og fremtiden. Den fortæller, at vi trods stor ægteskabelig samhørighed ikke aner, hvad der venter rundt om livets hjørne. Filmen er så pumpet op på moralske dilemmaer, at det efterlader publikum totalt smadrede af alt det, historien sætter i gang. Hvad gør du med dit eget liv, når andre kræver alt af dig? Hvor langt vil du gå for din familie? Hvem er din familie? Er det dine forældre eller din ægtefælle og dine børn – hvis du nu skal vælge, for du kan ikke få det hele?

Ordet (1955): Carl Th. Dreyer

Hver scene i ’Ordet’ har betydning. Hvert ord peger hen mod den uforudsigelige slutning. Hver figur i filmen er som mejslet ud af alt det, der var Danmark, før vi vidste bedre. Dengang det underlige kastesystem, den kuede kvinderolle og slægtens stolthed var det vigtigste i livet. Det er den mest alvorlige film, der er lavet i Danmark. Baseret på Kaj Munks vestjyske sædeskildring har Dreyer skabt et værk, der sætter videnskaben, (over)troen og mystikken ind i samme ligning. En tilsyneladende retarderet bror i familien går rundt og siger, han er Jesus. Er han mon det? I en smuk og poetisk scene tilkalder han Gud, hvorefter hans nyligt døde svigerinde genopstår. Der er ingen forklaringer. Kun tro og kærlighed.

Kubrick og Spielbergs skatkammer åbnes

Stanley Kubrick og Steven Spielberg bliver betegnet som to af de største filmmagere i historien. Inden Kubricks død i 1999 lavede de sammen forarbejdet til filmen ”A.I. Artificial Intelligence”. En ny bog fortæller om de to mestres hemmelige arbejde med filmen.

AF SØREN HØY

”Her ligger Stanley begravet”. Kubricks producer Jan Harlan viser rundt på The Kubrick Estate, der ligger 20 kilometer nord for London i byen St Albans. Det gyser lidt i kroppen. Ikke af angst, men af respekt. Gravstenen er stor. Den ligger bagerst i haven, med udsigt ud over markerne, der ligger rundt om godset. ”Stanley kunne ikke lide at rejse, så derfor virkede det naturligt, at han blev begravet herhjemme.” Det viser sig, at i Hertfordshire er det kun forfatteren Bernard Shaw og Kubrick, der har fået lov til at ligge i baghaven på privaten. Shaw var irer, Kubrick var amerikaner. Ironisk af de to største kunstnere, der har boet i området, ikke er englændere.

På godset skal der senere på dagen være udgivelses-fest. Bogen om tilblivelsen af filmen ”A.I – Artificial Intelligence” udkommer. Den er redigeret af Jan Harlan, der var Kubricks producer fra Barry Lyndon (1975) til epilogen Eyes Wide Shut (1999), der havde premiere seks måneder efter Kubricks død den 7. marts 1999. Harlan kendte Kubrick bedre end de fleste. Harlans søster, Christiane, var gift med Kubrick, og i dag er det Harlan der sammen med en lille kerne af betroede medarbejdere kuraterer Kubricks efterladte arbejder og sørger for, at publikum og fans får indsigt i mesterens processer.

Spielberg

Stanley Kubrick begyndte i 1974 at overveje at lave en film over Brian Aldiss’ novelle ”Supertoys Last All Summer Long” (1969). Han ville kalde den ”A.I”. ”Stanley var fascineret af en mulig fremtidig verden, hvor den kunstige intelligens havde overtaget den naturlige”, fortæller den nu 84-årige Aldiss over en drink. Han ligner ”Q” fra James Bond. Han er så britisk, at man kan riste toast på ham. ”Vi udviklede sammen nogle år”, fortsætter Aldiss, ”han købte rettighederne i 82, og vi arbejdede sammen på projektet indtil 1990, hvor jeg simpelthen mistede interessen på grund af hans langsommelige og pertentlige arbejdsproces.”

Et par år efter, i 1984, fortalte Kubrick om ideen til filmen til sin unge ven, Steven Spielberg. ”Det var underligt”, fortæller Spielberg i forbindelse med bogudgivelsen, ”for han fortalte aldrig om sine projekter, han havde aldrig før – og heller ikke senere – involveret mig i sine ideer, i sine kommende film. Men denne her viste han mig. Det var som om, at han vidste, at den på et tidspunkt ville havne hos mig”. Men der skulle gå lang tid, før Spielberg igen så historien om den kunstige dreng, der efter at han bliver forladt af sin familie, drager ud i verden for at blive til en rigtig dreng, så han kan vende tilbage til sin mor.

Det visuelle design

Kubrick lagde historien til side, og den fik status som alle de andre film, som han løbende udviklede på.

Harlan fortæller: ”Stanley skiftede meget mening, han havde mange film, som han gerne ville lave. I dette tilfælde måtte han vente på, at de tekniske muligheder var så udviklede, at han kunne lave filmen. Science fiction kræver computere og digitale effekter. De var ikke opfundet endnu, da han startede sit arbejde på ”A.I””.

I 1993 kom en afgørende mand på forproduktionen af filmen. ”Jeg var ikke meget mere end 30 år, da Kubrick ringede”. Chris Baker viser rundt i Kubricks bibliotek, hans film samling og dimser fra alle hans film. ”Jeg troede først ikke på det, da manden i den anden ende af røret sagde, at han var Stanley Kubrick og at han havde læst nogle af de tegneserier, som jeg havde illustreret – og at han gerne ville faxe mig nogle sider af et manuskript, som han gerne ville se nogle tegninger på”. Baker sidder lidt stille og husker tilbage. ”Det foregik på fax og på telefon. Det var før Internettet, så det gik lidt langsomt – men det passede Stanley fint. Han tog sin tid, han kom med kommentarer og langsomt udviklede vi en stil, hvor jeg ikke kun lavede et story board, men jeg kom med meget vilde, vovede og groteske bud på et design”.

Arbejdet fortsatte i flere år. Bogen viser mange af de flere end 1000 minutiøse tegninger, som Baker lavede over fire år. Der er noter, breve og betragtninger fra den ene kunstner til den anden. Kubrick sender korte sekvenser til en åbning, Baker svarer uger senere med ideer til en fremtid, der senere vil vise sig at skabe en unik karriere for den unge Chris Baker.

Hemmelige Kubrick

”Stanley var et meget privat menneske. Han kunne bedst lide, at han havde frihed til at arbejde på alle sine projekter, uden at skulle fortælle alle om det hele tiden. Det blev respekteret selv af Warner Brothers, der lavede stort set alle hans film. Han skiftede mening, researchede alt i mindste detalje, tog mange år om alle filmene – og han vidste, at det ville være uforståeligt for folk, hvis det så ud som om, at han ikke kunne bestemme sig. Samtidig fandtes der kun få billeder af ham, så han kunne faktisk bevæge sig ubemærket rundt i byen”. Harlan viser sit og Kubricks arbejdsrum frem. Kasser, film, aviser og noter – det hele ser ud som den dag, Kubrick pludselig faldt død om i sit hjem. ”Han gemte alt. Manuskripter, fotografier, research og interview som han lavede med eksperter i mange ting. Han efterlod ikke noget instrukser eller manual til os, da han døde, men det er sikkert, at han ikke havde gemt det, for at det skulle smides væk.” Harlan ser gennem en stak billeder fra Århus og omegn, hvor det var meningen, at Kubricks Holocaustfilm ”Aerial Papers” skulle optages. Projektet blev annulleret efter tre års forberedelse, da Kubrick fandt ud af, at Steven Spielberg havde gang i ”Schindler’s Liste” (1993). Kubrick vidste, at han ville tage så lang tid om sin film, at den først var færdig længe efter Spielbergs. Derfor trak han stikket på den. ”Verden havde ikke brug for to Holocaust film på samme tid”, sagde Kubrick dengang. Man tør slet ikke tænke på, at Kubrick ville have optaget en film i Danmark!

2. Verdenskrigsfilmen blev droppet, og Kubrick tog igen fat om den kunstige dreng, og en verden der bliver overtaget af kunstig intelligens.

”Det var i de samme kasser, at vi fandt det materialet til ”A.I”, som han ikke allerede havde givet til Steven Spielberg. Alle de gamle versioner af manuskriptet, som forskellige forfattere havde haft fingrene i, efter at Aldiss havde forladt projektet i 1990”.

”Stanley var i gang med at lave en robot-dreng til rollen. Han vidste, at det ville tage fire-fem år at lave filmen, og derfor kunne han ikke bruge en rigtig dreng. Han ville jo vokse, og det passede ikke til en robot. Vores mekaniske drenge var meget skræmmende, så skræmmende at vi ikke turde bruge dem. Folk ville ha skreget i biografen. Stanley var sort og dyster, men ikke så sort – han ville ikke jage folk væk”. Jan Harlan viser de tegninger og optegnelser, robotten skulle bygges efter. ”Hvis vi havde lavet filmen, var den ikke blevet så varm, som Spielbergs film trods alt er. Den havde været brutal, dystopisk, apokalyptisk – det er nok godt, at det blev Steven, der kom til at lave den. Hans version kan jo ses, uden at man går i definitiv depression”, reflekterer Harlan med et skævt smil på læberne.

Filmen bliver til virkelighed

”Stanley gav mig tilbuddet om at overtage filmen i 1993 efter at han havde set ”Jurassic Park” (1993), skriver Spielberg i et brev, der blev læst op til bogens reception. ”Han kunne se, at teknikken nu var klar til historien. Jeg huskede historien fra næsten 10 år tidligere, hvor han fortalte mig om den. Jeg fløj til St. Albans til den stue, hvor I sikkert nu står. Chris Baker var til stede, og jeg fik både overdraget hans arbejde og alt research fra Stanley – det eneste jeg måtte love var, at jeg aldrig ville fortælle nogen om det før efter hans død, hvilket jeg kan gøre nu uden bekymringer.”

Spielberg lavede ikke filmen lige med det samme, han udviklede videre på den dystre fremtidsfabel. Som en del af tavshedspligten skrev Spielberg selv det endelige manuskript, han overlod det ikke til andre, og fra dette tidspunkt blev projektet skabt mellem de to venner, Kubrick og Spielberg – med Chris Baker på sidelinien. Hans mere end 1000 tegninger og overvejelser var nu hos Spielberg. ”Jeg var lidt overrasket til en start”, fortæller Baker. ”Men det gik op for mig, at Kubrick ikke kunne lave filmen. Den var blevet for stor, for svær, for krævende. Han var ved at være en ældre mand, og dette ville have været hans mest krævende, tekniske film. Vi havde lavet designet så ambitiøst, at det ville kræve flere hundrede millioner dollars at lave den, og det var slet ikke det, som Kubrick ville.” Harlan bakker det synspunkt op. ”Kubrick så filmen som en Spielberg-film. Steven behersker de komplekse, digitale optagelser – han arbejder hurtigt, og havde ikke brug for en robot-dreng. Samtidig ville Steven kunne lave en film, som folk ville se. Kubricks version havde været dyr og usælgelig, da den sikkert ville have provokeret mere end underholdt”. Filmen kom i 2001. To år efter Kubricks død, og samme år som Kubricks egen science fiction ”Rumrejsen 2001” (1968) foregår. Ringen var sluttet.

Siden er Chris Baker blevet Spielbergs foretrukne designer og Baker har lavet James Bond, Indiana Jones for bare at nævne et par af de film, som han har arbejdet på. ”A.I.” gjorde ham til en stjerne, Kubrick så rigtigt, da han i 1993 ringede til den dengang ukendte tegner, der kaldte sig for ”Fangorn” – et navn han stadig optræder under ved specielle lejligheder.

Nyskabelsen

Bogen er en nyskabelse indenfor filmdesign og et sjældent blik indenfor i filmkunstens værksted.

”Læseren oplever hvor minutiøst og præcist store kunstnere arbejder, hvor lidt der er overladt til tilfældighederne. Spielberg har løftet Bakers tegninger og Kubricks ideer ind på lærredet, hvilket beviser hvor visionært og fremtidssikret Bakers arbejde var lang tid før, filmen skulle laves”. Harlan har sagt farvel til de få udvalgte gæster, der fejrede bogen og mindedes Kubrick. ”Der er ingen tvivl om, at det er udgivelser som denne, der fastholder Stanley Kubrick og Steven Spielberg som to af de største filmmagere i historien”, siger gamle Brian Aldiss på vejen ud. Butleren står klar med frakken. ”Og jeg er den eneste, der fik lov til at skrive for dem begge to”, griner han, og sender en hilsen mod gravstenen i baghaven.

”A.I Artificial Intelligence – From Stanley Kubrick to Steven Spielberg: The vision behind the film” er udkommet på forlaget Thames&Hudson, og kan købes på internettet (pris: 23 Pund).

Stanley Kubrick

26.7.1928-7.3.1999

Vigtigste film:

1999: Eyes Wide Shut

1987: Full Metal Jacket

1980: The Shining

1975: Barry Lyndon

1971: A Clockwork Orange

1968: 2001: A Space Odyssey

1964: Dr. Strangelove

1962: Lolita

1960: Spartacus

Steven Spielberg

18.12.1946

Vigtigste film:

2008: Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull

2005: War of the Worlds

2002: Minority Report

2001: AI – Artificial Intelligence

1998: Saving Private Ryan

1997: The Lost World: Jurassic Park

1993: Schindler’s List

1993: Jurassic Park

1989: Indiana Jones and the Last Crusade

1985: The Color Purple

1984: Indiana Jones and the Temple of Doom

1982: E.T.: The Extra-Terrestrial

1981: Raiders of the Lost Ark

1977: Close Encounters of the Third Kind

1975: Jaws