Tag Archives: Danmark

Amatørskuespillere

Fra tid til anden popper diskussionen op i film- og Tv-branchen om værdien og signalet i at bruge amatørskuespillere i spillefilm og Tv-serier.

Snakken er absolut relevant, for det er et uomtvisteligt faktum, at en film sjældent er særlig god, hvis skuespillet ikke fungerer. Det er trods alt skuespillerne, som publikum ser nede fra salens mørke. Publikum kan sjældent forholde sig til instruktion, klip og billedbeskæringer. Men skuespillet, samspillet og kemien på lærredet – de ting afslører meget om filmens grundkvalitet for selv det mest uerfarne publikum.

Flere danske instruktører føler sig besnærende af den uspolerede skuespiller. Det lidt naive, det utrænede og måske det lidt afventende. En uddannet skuespiller er alt andet end det. De kan spille naive og afventende – men det vil være metode, rolle og figurarbejde.

Skuespillerforbundet og agenter brokker sig, når der kommer en ny stime af danske film, hvor rollerne er fundet på gaden, som man siger.

Skuespilleruddannelse i Danmark spytter hvert år 24 nye ansigter ud på markedet. Mange bliver arbejdsløse, mange laver meget andet end skuespil. Med en uddannelses-stykpris på cirka 1,4 millioner kroner og fire år på teaterskolen kan det virke absurd at bruge en amatør til en stor rolle.

Det skulle da lige være, hvis en instruktør vil lave en børnefilm. Børn er som bekendt i Danmark (modsat USA) at regne som amatører. Deres primære arbejde bør og skal være at gå i skole.

Valget af ikke-uddannede er gældende hvis filmen foregår i miljøer, hvor der notorisk ikke er mange skuespillere. En rockerfilm er et eksempel. Der er bare ikke 50 danske skuespillere med +10.000 styrkeløft og overarme på 70 cm i omkreds. Eller fotomodeller. En skuespiller ligner bare ikke en supermodel efter fire år på teaterskolen.

Kommercielt set er det ikke verdens bedste ide at bruge amatører. Der er kun få eksempler på, at publikum interesserer sig for den slags eksperimenteren med det væsentlige og synlige i filmen. Det bliver i reglen opfattet som et smalt kunstnerisk greb, og reaktionen er derfor ofte, at det store publikum løber hurtigt hen i køen til en amerikanske blockbuster. Der ved vi jo, hvad vi får for pengene.

Jeg vil altid gå efter den dygtigste til rollen, uanset om vedkommende er uddannet eller ej. Kunstnerisk talent findes heldigvis andre steder end i uddannels

Folkets Film

Vi skal til at lære noget nyt i Danmark.

Vi skal crowdfunde.

Crowdfunding betyder, at flokken finansierer. Og i denne sammenhæng er vi, borgerne og brugerne, flokken.

Vi skal til at investere små eller store penge i projekter, som vi interesserer os for.

Det kan være initiativer og ideer, der ligger udenfor de vanlige støttesystemer, og som ikke kan komme forbi de kræsne gatekeepers, der sidder og varetager offentlige midler eller fondenes snævre rammer og muligheder for at få finansiering til et projekt.

Den slags er aldrig nemt. Specielt ikke i et land hvor vi traditionelt ikke opfatter kunst og kultur som noget, vi ikke skal investere vores egne penge i – lige med undtagelse af udgiften til entrebilletten.

Vi har vænnet os til, at statens puljer sørger for, at vi får et konstant flow af spillefilm, Tv-produktioner og dokumentarfilm.

Crowdfunding er folkets mulighed for at være med til at præge hvad, der bliver produceret. Vi bliver medproducenter og medskabere. Vi bliver involverede i udbredelse af viden og interesser.

Sagen i Danmark er desværre den, at Tv-kanaler og diverse konsulenter generelt spiller sikkert. DE giver helst giver penge til ting, der kan blive brede succeser. Det er forståeligt, for de har et konstant publikumskrav at forholde sig til. De skal notorisk forholde sig til seertal og billetsalg. Man kan sågar argumentere, at det med den nuværende stramme økonomi er naivt, hvis de ikke forsøger at få så meget for deres støttekroner som muligt.

I lande som England og Australien bliver der crowdfunded til alle mulige projekter. Ikke kun kunst og kultur – men alt fra iværksætterprojekter over produktion til konferencer.

Et nyligt eksempel fra filmens verden er en australsk dokumentarfilm om børn, der har forældre af samme køn. Det offentlige system mente ikke, at det var en relevant historie – men det mente folket, så på kort tid havde de med donationer svarende til fra 100 til 10.000 kroner fået samlet en million, og dermed fået en film i produktion.

Mit skøn er, at vi om få år vil opfatte crowdfunding som en helt naturlig del af vores demokratiske pligt.

Vi kommer til at tage ansvar for de væsentlige historier, der bare venter på at blive fortalt, og vi bliver afgørende for at en ide bliver til realitet. Den tilfredsstillelse, det ansvar og den deltagelse, er på mange måder større end blot og bare at betale ved kassen, når vi går ind i biografens mørke.

 

 

Blodbad i biograferne

Salgstallene for de danske film i biograferne er skræmmende i de her uger. Ikke årsgennemsnit eller medianer over de sidste tre års generelle udvikling – men den enkelte film lige nu.

Hvad hjælper det Cykelmyggen Egons flade dæk, at Lille Per har kæmpe succes? Man skal have de store, kulturnationale briller på, være politiker eller fra Filminstituttet for at kunne se de positive bevægelser i det nuværende marked.

Billedresultat for Cykelmyggen og Minibillen’Cykelmyggen og Minibillen’ åbnede i 77 biografer i torsdags. Pæn modtagelse og en stor national-anakronisme, som vel på en god uge, ville lokke de mindste og deres forældre i biograferne. Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers film solgte første weekend 3.682 billetter. Det er i runde tal cirka 30.000 fra at være godkendt.

Billedresultat for NÃ¥r dyrene drømmer’Når dyrene drømmer’ kom med genre-nybrud, teenage-varulv og tidsånd fra Cannes-premieren, hvilket gav god presse og omtale i samtlige af de store blade og aviser. Den kan ses i 33 biografer landsdækkende, og blev den første weekend set af 1.749. På en god åbning havde den lokket 25.000 ind.

’Miraklet’ er en sag for sig, men tæller trods alt i statistikken med filmens historiske fiasko med kun 540 solgte billetter. Instruktør Simon Staho bliver ikke normalt bedømt på billetsalg, men denne gang er det svært at bruge den kunstneriske dimension som legitimation af hans katastrofale film, der er en musical uden sangnumre.

Billedresultat for The Salvation

’The Salvation’ har Mads Mikkelsen i hovedrollen. Den har kostet 80 millioner kroner. Den var i Cannes. Den er blevet solgt til det meste af verden. Filmens problem i Danmark er, at det er en western. Vi ser ikke westernfilm. Uanset hovedrollestjernen, budgettet, filmfestivaler og verdens præferencer. Med et salg på 44.456 efter fire uger i salene, skal den være heldig, hvis den ender på 60.000. Det er 40.000 mindre end man burde kunne forlange.

’En du elsker’ er i Biografklub Danmark. Den slags giver vanligt +200.000 billetter, og med Trine Dyrholm på rollelisten, burde et familiedrama kunne vække de slumrende danskere. Den har solgt 162.377, hvilket er 90.000 mindre, end den burde have trukket.

’Detektiverne’, ’Klumpfisken’ og ’Ækte Vare’ har tilsvarende pauvre tal, men her taler vi om film med langt mindre eksponeringskraft og erfaring foran og bag kameraet.

Publikum bestemmer, om en film er god nok i kommerciel forstand. Lige nu mener danskerne ikke, at de danske film er værd, at bruge penge og tid på.

Svensk inspiration

Af Søren Høy

Svenskerne er foran danskerne, når det gælder kulturel udvikling og kapitalstærke kunstneriske tiltag.

I 1970’erne og 80’erne var det indenfor popmusikken, at vores naboer i det uhyrligt langstrakte land gav os en kommerciel lektion, som vi vel aldrig helt er kommet os over. De hamrede hits ud på alverdens toplister, og de smilende omkvæds-snedkere blev stjerner i en branche, hvor en døgnflue knapt overlever nattens udskejelser.

Svenskerne har skabt spændingsplot, før vi forstod, at krimier er alt, folket vil have.

Alt fra Jan Guillous ’Hamilton’ over Sjöwall og Wahlöös ’Beck’ til Stieg Larssons ’Millennium’-fænomen var kæmpe succeser, før det gik op for os, at vi selv havde tilsvarende evner og historier.

Filmproduktion er ingen undtagelse. Film i Väst i Västra Götaland tiltrækker ekstraordinære produktioner til den grå betonby Trollhättan. Mod signifikant kontant indskud og med stor produktionserfaring har de fået fingrene i majoriteten af de væsentligste film, der er lavet i Skandinavien de seneste 15 år samt efterhånden en imponerende række af internationale produktioner.

I 2013 er vi i gang med at forsøge med en tilsvarende filmfond i København.

TV-serier er tidens absolut bedste samtaleemne. Det vælter ud med kvalitet i et så hysterisk tempo, at man er nødt til at tage et par års orlov, hvis man skal have samlet op.

Også her er de blå/gule ikke overraskende en generation foran os. I 2005 skabte de en kæmpe succes med ’Wallander’, der senere blev indspillet på engelsk og tysk og dermed pludselig henvender sig til et markant større marked. Fremsynet og internationalt tænkt.

Flere år senere fandt vi på ’Forbrydelsen’, ’Borgen’ og ’Broen’.

Seneste ide, som vi burde kigge nøje efter, er, at Svensk TV4 netop har lavet deres første amerikanske sit-com. ’Welcome to Sweden’ mønstrer imponerende et par af tidens førende komikere i Amy Poehler og Will Ferrell, der begge garanterer et publikum og en kvalitet, der er uhørt for en skandinavisk produktion.

Serien handler om en New Yorker-fyr, der flytter til Sverige sammen med sin svenske kæreste. Serien er netop blevet købt af det store amerikanske network NBC, der i øvrigt også sender kannibal-krimien ’Hannibal’ med Mads Mikkelsen i titelrollen.

Det er svært ikke at være voldsomt imponeret over svenskernes evne til at skabe rammer for kreativ udvikling af nytænke formater og ideer.

Vi behøver ikke se forfærdelig langt, for at få inspirationen til den næste danske succes.