Tag Archives: Jennifer Lawrence

Jennifer Lawrence-måned

Billedresultat for Jennifer LawrenceI kommer til at høre, læse og se meget til Jennifer Lawrence den kommende tid.

I går havde teenage-franchisen ’Hunger Games’ premiere på den tredje af fire film, hvor Lawrence spiller den imponerende Katniss Everdeen, der bærer et helt folks håb på skuldrene af den meget stramme våddragt, filmens designere kalkuleret har skruet hende ned i.

’Hunger Games’ bliver naturligvis en succes, og hun er en af grundene. Hun er en moderne heltinde. Stærk, skrøbelig, modig og bange. Hun er det hele. Et menneske vi kan genkende. Lawrence har figuren og skuespillet til at bære en serie. Det er de færreste, der kan det. Hun vinder dog ingen priser for filmen. Dertil er den stadig for meget koncept og for lidt kunst.

Hun er 24 år. Hun har allerede en Oscar og to nomineringer, og er vel lige nu verdens største kvindelige stjerne. Men ikke alt går hendes vej. Faktisk vil jeg tro, at det seneste semester har tæret grundigt på hendes ellers så skønne og livlige humør.

Om en uge kommer ’Serena’. Den kommer med en løjerlig lang forhistorie. Den blev indspillet i marts 2012, var færdig ved juletid samme år, og har siden ligget på filmhylden og ventet på at få premiere. Lawrence spiller overfor et andet af tidens varme navne; Bradley Cooper.

Noget tyder dog på, at filmen er usympatisk. Kritikerne i USA og England kan ikke lide den. Og de kan heller ikke lide Lawrence i rollen som hævngerrig femme fatale.

Det ligner ikke en prisvinder for de senere års award-darling.

Det var hendes sag i forrige måned heller ikke. En serie frække selfies blev lækket på nettet, og det var som om, at hendes uskyldige væsen og joviale attitude forståeligt ændrede sig. Nu var hun pludselig sat i bås med alle de tvivlsomme personager, hvis indholdsløse karrierer løfter sig med den opmærksomhed et par nøgenbilleder giver.

Måske var nøgen-balladen grunden til, at hendes korte, gakkede optræden som sig selv i den kommende Jim Carrey-komedie ’Dum og Dummere 2’, blev klippet ud. Den slags er der kun plads til i en karrieresituation, hvor man føler sig sikker og selvtillidsfuld.

Lawrences styrke er naturlighed i en ellers meget lidt naturlig branche. Jeg håber ikke, at tabloidpresse, hackere og dårlige filmvalg kommer til at spolere hende.

Hun er alt for stort et forbillede, for stort et talent og fremfor alt for godt et menneske til, at branchens forbandelser skal kastes over hende.

Hackede Hollywoodstjerner

En nøgen Jennifer Lawrence. Sikkert en kinky selfie som den sympatiske 24-årige stjerne har taget af sig selv, mens hun slænger sig i sin sofa og kælent sutter på sin pegefinger. Spekulation, erkendt!

Teenage-fantasien blev spredt ud over internettet i denne uge. Hele 101 Hollywood-stjerner havde fået deres iCloud-konto hacket af (formodentlig) en fyr, der havde smidt billederne op på den virtuelle opslagstavle ’4chan’. Sitet bukkede efter få minutter under for det massive pres fra verdens online-brugere, der ville have et glimt af de nøgne herligheder. Publikummet til den slags er selvsagt enormt.

Det er langt fra første gang, at en stjerne får sine private dele sendt i digitalt omløb. Jeg husker tydeligt mine klamme håndflader, da jeg sammen med en kammerat i midten af 90’erne fandt Pamela Andersons eskapader på det dengang helt nye, spændende internet. Hendes karriere var mærket for altid. Dengang skænkede vi ikke en tanke, at alle 20 år senere ville have et kamera i hånden, have adgang til et hurtigt og globalt net samt at der ville komme en generation for hvem, en fræk selfie bare hører til det at være ung.

Sagen med Jennifer Lawrence og de 100 andre stjerner er skam alvorlig nok. Det er forbudt at dele eller gemme billederne, og FBI er i fuld gang med at finde hackeren, der i fald han bliver fanget, bliver buret grundigt inde, formodentlig uden en computer i bagagen. Sidst en tilsvarende sag blev rullet op med Scarlett Johansson i den nøgne hovedrolle, fik hackeren 10 års fængsel.

Skandalen kan også ende med at blive alvorlig for Lawrence, der indtil nu har været et pletfrit forbillede. Hun er på få år blevet en naturlig Oscar-favorit, der i sin unge alder allerede har en Oscar og to yderligere nomineringer. Lawrence har med sine hackede billeder sat sit pæne image på spil i Oscar sammenhæng. Uanset at det ikke er hendes egen skyld, at billederne havnede på nettet, så vil hun fremover blive mindet om billederne i alle mulige sammenhænge. USA langt mere moralsk, tenderende til det religiøse, end de fleste andre steder.

Lawrences’ trængsler er muligvis ikke ovre endnu. Rygter truer med, at der er en sexvideo med hende på vej i omløb. Hun er cool og skal nok komme sig, men perspektivet er skræmmende. Det er ikke sidste gang, at vi ser stjerners private billeder kompromitteret på nettet. Det der er underholdning for folket, er nedbrydende og degraderende for dem, det går ud over.