Tag Archives: 1864

DF vandt slaget om ’1864’

I historiebøgerne vandt tyskerne krigen i 1864. I DRs Tv-serie ’1864’ vandt Peter livet i kampen mod den ellers så sikre død, og den unge Claudia vandt en fortid og dermed måske en fremtid.

I virkelighedens verden – udenfor historiebøger og fiktionsramme – er Dansk Folkeparti vinderen af kampen om ’1864’.

Meget tidligt i seriens liv var værdiordfører Pia Kjærsgaard på krigsstien. Uden at kommentere hverken hendes kritikpunkter eller legitimiteten af samme, så satte hun en dagsorden. Hun var alle steder. Aviserne havde citater, Tv var hjemme i privaten og i diverse livedebatter lykkedes det Kjærsgaard at sætte en standard for den retorik, der fortsatte sideløbende med seriens nedslagtninger ved fronten i Sønderjylland.

Inden længe fulgte Søren Espersen efter. Sammen satte de sig effektivt og gennemtrængende på debatten uden tydelige modtræk fra DR, parnas eller politiske modstandere.

Instruktøren Ole Bornedal forholdt sig i starten til DFs kritik. I et interview kaldte han det ”noget sædvanligt DF-lort”. Senere i forløbet afviste Bornedal at stille op i en live-debat, der blev sendt lige efter seriens sidste afsnit. Jeg deltog selv sammen med blandt andre Søren Espersen. Bornedal ville ikke være med, da han følte sig spændt for DFs politiske-vogn. Måske forståeligt umiddelbart – men så alligevel ikke. For sagen er vel, at når har Bornedal lavet en serie, der kan skabe debat – har han så ikke en forpligtelse til at tage debatten? Kan det virkelig passe, at han kun vil tage debatter, hvor emnerne er skræddersyede efter instruktørens skabelon?

Hvis Bornedal mener, at DFs kritik er noget lort, så er det op til ham selv, at gøre det klart for seerne og DF.

Gennem debatten tegnede der sig et nyt billede. Hvis man var kritisk overfor serien, så gik man DFs erindre. Interessant og igen et eksempel på, at DF med konstant tilstedeværelse havde sat standarderne i den værdikamp, der opstod rundt om historisk fakta, seriens budget og politiske referencer.

’1864’ vil blive husket for værdikampen. På grund af debattens natur og indhold, er det tvivlsomt om Folketinget igen til bevilge et tilsvarende beløb en anden gang – og det er tvivlsomt, om nogen instruktører overhovedet vil tage mod pengene.

Jeg må komplimentere DF for en perfekt udført positionering i slaget om ’1864’, hvor populærkultur igen blev brugt som afsæt.

Er ’1864’ en folkelig fiasko?

På søndag ruller tysken sit artilleri ud over dansken i ’1864’. Vi nærmer os i seriens sjette afsnit med faretruende hast Dybbøl, hvor vi ved, at der i nogle drabelige aprildage ikke blev sparret krudt og bajonetter.

’1864’ har folkelige problemer. Serien er på fem uger gået fra 1.7 millioner seere til 1.2 millioner – med et dyk ned til 1.1 i fjerde afsnit.

Normalt vil man som Tv-kanal håbe, at seertallet stiger løbende gennem de planlagte afsnit. Man håber, at folk taler om kvaliteterne ved frokostbordet, i skolelokalerne og absolut ikke mindst på de sociale medier.

Det modsatte er tilfældet.

Et af ’1864’ store problemer er den usædvanlige latterliggørelse, der finder sted på specielt Twitter. For de uindviede er Twitter et medie, hvor man med 170 karakterer kvikt og kort kan fyre beskeder af sted. I ’1864’s tilfælde efterfølges alle noter af et #Mallebrok eller #1864. På den måde kan alle interesserede nemt finde alle de tweets, der handler om serien. Og tro mig – det er barske løjer. Som en af dem, jeg følger twittede, ”det er sjovere at følge 1864 på Twitter end på Tv.” Kommentarenes opfindsomhed rammer ofte direkte ind i seriens åbne sår.

Hvorfor er det katastrofalt, at ’1864’ bliver nedsablet på Twitter uge efter uge? Det er selvforstærkende. Det bliver normen at rakke ned, og derfor er der ikke mange, der modreagerer. Det aggressive publikum ser serien, ja, men de ser den for at svine den til. Sidst men ikke mindst er det et problem, at serien åbenbart ikke er spændende nok, til at holde folk fra at sidde med mobilen i hånden og bruge kostbar opmærksomhed på kritik end på seriens handling.

Tilbage til seertallet. 1.2 millioner lyder af meget, men det er bekymrende tal, når det handler om DR kl. 20.00 søndag aften. DR har ikke råd til, at seerne ikke kommer automatisk ind gennem lugen på det tidspunkt. De har siden slut-90’erne bygget et loyalitet og stort publikum op med alt fra ’Taxa’, ’Rejseholdet’ og ’Krøniken’ over ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’ til ’Arvingerne’. En serie på det tidspunkt skal bonne +1.5 millioner. Alt under er ikke godt nok.

Upåagtet seriens fortælling, skuespil, damp på slagmarken og hele det politiske virvar udenfor skærmen, skal en serie af den dimension være en folkelig succes eller i det mindste vinde folkets respekt. Ingen af dele er tilfældet.

Derfor spørgsmålet; er ’1864’ en folkelig fiasko?

Web

Det er tænkeligt også seriens problem, at alle afsnit bliver anmeldt hver uge af de store dagblade. Jeg kan ikke erindre, at en serie har fået så meget opmærksomhed. Set ud fra et nyhedsperspektiv er det ikke relevant. Seriens faldende seertal og vaklende kvalitet kunne betyde, at der er andre ting, som kulturredaktionerne burde interessere sig for. Men nu da de anmelder den hver uge, så bekræftes seerne i, at serien har problemer. De overbevises via deres avis og den debat, der følger med.

Serien får dermed ikke sit eget liv, men den følges tæt og bedømmes konstant med 170-millioner-kroners-budgettet og politiker-fokus som bagtæppe for argumenterne.

Danmarkshistorien i dramatisk fremstilling

Debatten om ’1864’ er stort set lige så underholdende som serien. Jeg kan dog forestille mig, at meningerne blandt politikere og andet godtfolk har den modsatte dramaturgi end de otte afsnit. Hvor serien formodentlig topper i slutningen af afsnit syv med en voldsom cliffhanger til otteren, vil debatten sikkert toppe lige rundt andet afsnit, hvor vi for alvor bliver konfronterede med nationalisme, sigøjnere og ikke mindst åndsaristokratiets og politikernes drømme om storhed på nationens vegne.

Hver gang en instruktør forsøger at dramatisere historiske begivenheder, giver det god grund til få vendt bunken af fortolkninger, forskning og folklore.

Vi ved kollektivt en masse om vores fælles historie. Det betyder selvsagt, at der findes voldsomt mange indholdseksperter.

Ud over de certificerede eksperter er vi, publikum, som oftest ret vidende om historieske emner. Det interesserer os.

Hvis man nu som instruktør vil dæmme op for akkuratessens kritik er det klart det nemmeste, at vælge et emne, der ikke lægger sig tæt op af historier, der har sit udgangspunkt i en historisk veldokumenteret begivenhed.

’Matador’, ’Krøniken’ og ’Borgen’ er nyere tids bedste eksempler på serier, hvor de politiske budskaber ligger i analysen og fortolkningen. De er inspirerede af vores fælles historie, men kan ikke klandres for at være upræcise, lemfældige eller tilfældige. Hvis de nævnte serier ellers holder sig til mærkedatoer i Danmarkshistorien, så tilgiver vi resten.

Billedresultat for Hvidsten Gruppen filmFor to år siden havde ’Hvidsten Gruppen’ premiere. Den solgte cirka 765.000 biografbilletter, og blev en af de senere års største succeser. Kritikerne kaldte fortællingen for nationalistisk og patriotisk. Andre hyldende den for ramme tidens ånd og indramme krigens gennemsyrende indvirkning på de danske familier.

I 2. Verdenskrigsfilm er enige om, hvem fjenden er. Klask et hagekors ind, og vi har en klar ide om, hvem vi skal holde med.

’1864’ bærer det nationale skurke-dilemma, at pilen peger på os selv. Det kræver selvindsigt og selvransagelse at se dramatiseringer af historien, hvor vi selv bliver stillet til ansvar.

Mit bedste bud er, at vi skal igennem en tilsvarende omgang historisk bezzerwizzer, når der til marts er premiere på ’9. april’, der handler om dagen i 1940, hvor tyskerne besatte Danmark.

Skyld, ansvar og nationalidentitet vil præge debatten hver gang, at vi dramatiserer vores lille lands store historier.