Historiens rekonstrueres

Vi har i Danmark en stor dokumentarinstruktør-stjerne. Han hedder Anders Østergaard. Han er manden bag flere afgørende film, der på den ene side åbner verdens øjne for konflikter, og på den anden side bruger så afgørende rekonstruktioner, at publikum skal gøre op med sig selv, om de tror på filmenes fremlægning af verden.

Rekonstruktionsmetoden blev testet i ’Tintin og Mig’ om den belgiske mestertegner og –forfatter Herge.

Efterfølgende kom Danmarkshistoriens mest succesfulde dokumentarfilm til dato; Gasolin. Den film solgte mere end 250.000 billetter i biograferne. Normalt vil 10.000 betalende tilskuere til en dokumentar være godkendt.

Rockportrættet blev afløst af hovedværket ’Burma VJ – reporter i et lukket land’, der som den første danske film i historien blev vist for USA’s præsident i biografen i Det Hvide Hus, inden den senere på sin succesfulde turne rundt i verden blev nomineret til en Oscar.

De tre film placerede Østergaard i filmlandskabet som en blændende billedmager, en forfatter med sans for drama, politik og tidsånd. Men vigtigst af alt lærte han gradvist, hvor meget han kan fabrikere, redigere og rekonstruere historiens kendsgerninger.

I filmen om Herge havde han et interview på et gammelt spolebånd. Det var alt. Han genskabte verden og hverdag i fuld respekt for den kontroversielle Herge.

Billedresultat for Gasolin’Gasolin’ havde adskillige rekonstruktioner. Østergaard tog næste skridt. Han gav gruppens medlemmer ungdommens kroppe og lod skuespillere gentage bandets rejse. Publikum købte hele pakken med hits, anekdoter og konstruktioner.

’Burma VJ’ ville endnu mere. Ud fra begrænsede håndholdte illegale optagelser lavet af burmesiske demonstranter lavede Østergaard en politisk thriller, hvor han brugte sjældent sete fortællekneb for at fortælle verden om en konflikt, de knapt havde registreret.

I dag er der premiere på ’1989’ om Jerntæppets nedsmeltning, hvor dialoger, hemmelige møder og beslutninger truffet mellem tidens magtfulde mænd rekonstrueres ud fra research og arkivmateriale. Østergaard laver endnu en gradbøjning af dokumentargenrens muligheder.

Spørgsmålet er, om filmene kommer tættere på sandheden end de ville gøre, hvis der ikke blev brugt rekonstruktion? Jeg tror det. Historiefortællere må bruge de tricks, der er nødvendige form, at den bedst mulige og mest effektive historie bliver fortalt. Om det så er dokumentar, fiktion eller sted midt imellem – den tager vi en anden dag.

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s