Tag Archives: Erik Clausens

Opgøret med nutiden

”Jeg er afvænnet”. ”Ja, men ikke med at tale tyndskid”. Så er tonen slået an til Erik Clausens nye samfundskomedie ”Ledsaget Udgang”. Den er komisk, den har skønne scener og figurer – men falder sammen på grund af et altmodisch manuskript, der ikke holder i den moderne verden.

Af Søren Høy

Erik Clausen er sjov. Sådan er det bare. Han er Woody Allens flabede danske fætter. Han kan snedkerere en dialog, og han kan udforme scener, der er morsomme og flertydige – ordene vælter ud af Clausens figurer, tit og ofte med et dejligt gammeldags bandeord som exitreplik. ”Luk nu røven, kælling”. Det er jo lige før, at det er en sød og næstekærlig bemærkning i forhold til den fucking-shit-ho-bitch-lingo, der bliver slynget ud nu til dags.

Og det er netop en af pointerne i ”Ledsaget Udgang”. De gamle dage overfor de nye dage. Fortiden overfor nutiden.

Clausen spiller den gamle Vesterbro-gangster, John.

John sidder i spjældet. En af gutterne stak ham, da han var på vej over grænsen med en lastbil hash. Da vi møder ham, er han ved at gøre klar til en udgang fra brummen. Hans søn, Kenneth, skal giftes på Københavns Rådhus. Derefter er der middag på Hovedbanegården. Altså i cafeteriet. Det er noget, som Johns ex-kone, Kylle, har arrangeret. ”Hun elsker Hovedbanen, så er det som om, at man skal ud og rejse”, som John forklarer sin ledsagende fængselsbetjent Bo, spillet med svingende kvalitet af Jesper Asholt.

Nu er John imidlertid ikke så nem at få ind på Rådhuset, som Bo havde fået skematiseret i sine procedurer fra fængslet. John laver alle mulige charmerende krumspring for at møde sine gamle sjukker fra Vesterbronx.

Bo kommer med på Johns tur ned af mindernes boulevard – der ikke ser ud helt, som da John var ung. Der er rygning forbudt i hans gamle baggård. ”Det har vi faktisk vedtaget i andelsforeningen”, som en forulempet blød far med baby surt kommenterer. Verden er slet ikke, som John husker den. Globaliseringen har overtaget fællesskabet – hans søn netdater, og man kan ikke længere gå til en ærlig luder, uden at hun er topstyret et eller andet sted fra.

Clausens pointer falder morsomt – men monotomt. Hans eget manuskript er for let og for gennemskueligt til, at den spidse dialog får en historie at holde fast i. Det er synd, for der er med sikkerhed andre end Clausen, der føler, at verden drøner af sted med jetfart, som man sagde i Randers i gamle dage.

Nutiden bør behandles kritisk og humoristisk. Clausen er en af dem, der normalt kan den slags. Det lykkes desværre ikke helt i ”Ledsaget Udgang”. Filmen vil formodentlig finde sit trofaste Clausen-publikum, der formodentlig synes det samme om den nye verden som Clausen.