Tag Archives: Cykling

Myten om Touren

”HelvedesTouren” er to timers billeddokumentation af de mytiske strabadser i Tour de France. Med det tyske Telekom hold i centrum føres vi med over de højeste bjerge og ind bag forhænget til massagerummet under verdens hårdeste cykelløb i 2003-udgaven.

Af Søren Høy

Den danske instruktør og stilskaber Tomas Gislason lavede under Tour de France i 2004 en spændende cykelfilm. ”Overcoming” var titlen, og Gislason prøvede som en af de første at lave en dramaturgisk model over løbet og aktørerne på cyklerne og rundt om holdet.

Året inden var den tyske instruktør Pepe Danquarts på en tilsvarende mission. Han havde fået en eksklusiv adgangsbillet til Touren – han fulgte det store tyske Telekom-hold.

På daværende tidspunkt kørte holdets store leder og karismatiske figur, sprinteren Erik Zabel, på halvflade dæk. Han kunne ikke længere følge med de unge frygtløse sprintere, og derfor er han en naturlig hovedperson i filmen. Han er ærlig. Han bruger tid på at forklare om sine problemer med at køre fra den italienske spurtkanon Pettachi, og han fortæller åbent om sine overvejelser, når han kaster sig ind i de sidste 50 meter af en spurt. For en cykelfanatiker har spurten altid været et adrenalinkick af de voldsomme.

Lår som dampstempler, der smadrer cyklen af sted med op til 70 km/t – de vanvittige svaj fra side til side, når de skaber sig plads mellem de andre topsprintere, der har samme enkle mission: At vinde. Der er kun én vinder i en spurt. På en bjergetape er det til tider ok at blive 2’er, hvis rytteren sammenlagt har vundet tid i forhold til konkurrenterne. Men en sprint er for de seje, for de frygtløse. Zabel er hverken eller i 2003. Han er ved at være gammel. Han tænker for meget. På livet, på familien, på sin værelseskammerat Rolf Aldag, som han har delt værelse med i 11 år i træk.

Teknisk er ”HelvedesTouren” lækkert lavet. Den veksler mellem fortidens legender og nutidens stress og pres – alle vinkler på løbet er dækket. Tilskuerne på bjerget, der venter i timevis, panoramiske helikopterbilleder og masser af cykelløb. Det er det, vi gerne vil se. Stigninger, der giver åndenød – nedkørsler, der giver angst. Publikum, der er ved at vælte rytterne på vej op af Alpe D’Huez. Det er legendarisk. Og legender bliver aldrig for gamle. Derfor gør det heller ikke noget, at filmen er et par år gammel. Filmen er for cykelfolk. Alle andre er sikkert ligeglade. Men det er også fint, så beholder vi den bare for os selv.