Tag Archives: LA Confidential

Supermans selvmord

Der er filmiske hilsner i ”Hollywoodland” til James Ellroys ”LA Confidential” og Polanskis ”Chinatown”. En lille mand sætter sig op mod glamour-verdenen, der fungerer efter sine egne bundrådne regler og korrupte love i 50’ernes Los Angeles.

Af Søren Høy

Superman var en helt på tv-skærmen. Ungerne elskede ham. Han bøjede forbrydernes pistoler, som var de af lakrids (hvilket de var), og han kunne løbe fra et tog (det kunne min far også dengang, siger han). Men Superman var en stakkel i virkeligheden. George Reeves hed han. Godt spillet af Ben Affleck. Reeves var en middelmådig skuespiller med et godt ansigt. Som skåret i granit, ville en fritidsstenhugger nok udtrykke det. Reeves havde ikke nogen nævneværdig karriere udenfor de grå tights og det store S på maven af sparkedragten.

Det han huskes for, er hans død.

Enten begik han selvmord, eller også blev han myrdet.

Sikkert er det, at blev han fundet med baghovedet splattet ud over sin soveværelsesvæg.

Mysteriet om hans død har været kendt af filmfreaks siden. Det indgår på linie med andre notabiliteters forsvinden eller pludselige død. Det er godt stof. Det er den slags, myter bliver skabt af.

Derfor er det oplagt filmmateriale. En skræmmende og fascinerende cocktail: Kendt skuespiller, misbrug, elskerinder gaslores, et strejf af gangster, champagne for boblerne og lidt blod for farvens skyld.

Filmen handler om opklaringen af mordet. En klassisk ”Who dunnit?”. En detektiv på jagt efter en morder. Normalt er det butleren, der får skylden. I ”Hollywoodland” er det forfængelighed, tv, filmindustrien, samfundet. Og så er der egentlig ikke mere i den film. Der er derimod en del at hente i filmens metaforik.

Superman bliver et symbol på filmstjernernes paradoks. De er kun super og udødelige, når de arbejder mellem kulisserne – ude i virkeligheden er de som alle andre. Lige så sårbare, lige så menneskelige. Det kan være lige så svært for dem selv at forstå, som det kan for publikum.

Filmen bliver dog aldrig den kritik af Hollywoods djævelske sjæl, som den lægger op til. Filmbyen i Californien og stjernelivet lider af sin helt egen form for absurde logik, og der skal mere til end opklaringen af mordet på Superman for at komme til bunds i det mysterium.