Fantastiske Filmfestivaler

Hver en flække har efterhånden en filmfestival. Der er cirka 300 registrerede festivaler i Europa, som man kan sige, har en vis organisation og kunstnerisk berettigelse. På toppen af bjerget med udsigt residerer Cannes, Berlin og Venedig i prioriteret prestige-rækkefølge. Under dem en pæn gruppe der er ukendt for de fleste. Baskiske San Sebastian, Karlovy Vary i Tjekkiet og Locarno i Schweiz. Der er sikkert ingen uden for branchen, der aner, hvad de festivaller går ud på.

Under den kategori finder man aktuelle CPH PIX, der ligger pænt side om side med blandt andre Stockholm, Sarajevo og Rom og mange andre.

Det fælles for festivaller er, at de generelt viser film, der ikke kommer i normal distribution. Filmene er enten for eksperimenterende til et bredt publikum eller ikke i stand til at konkurrere med de store stjerner, så biografejerne ikke tør satse på filmens attraktion ved billetlugerne.

Festivalen kan tillade sig den luksus, at en enkelt fuld sal er rigeligt. Normalt ville en biografejer gerne have en hel uge med kø ud på gaden, hvis filmen skal spille sig hjem. Derfor kan en festival tage chancer, som en normal biograf ikke kan.

Filmskaberne møder meget sjældent deres publikum. I forbindelse med en premiere kan det være, at de nødtvunget tager på en turne, hvor det egentlig bare gælder om at få nogle millimeter i aviserne og nogle minutter på TV. Der er sjældent hverken ærlighed eller oprigtighed i de interview, der egentlig bare er kampagnestof uden konflikt.

Under de fleste festivaler optræder instruktører afslappede. De taler om deres op- og nedture – de tør fortælle sandheden, da de for en sjælden gang skyld er frigjorte fra krav om positiv historiefortælling. Filmfestivalerne er blevet et af de få steder, hvor filmbranchen virkelig handler om film.

Vi er som publikum enormt konservative. Vi er svære at lokke ind til noget, vi ikke kender. I sig selv en såkaldt Catch 22 – hvor et problems løsning er identisk problemets konflikt. Med andre ord er det ualmindeligt svært, at få folk ind at se nye typer af film.

Festivalerne skal ses som en mulighed for at lære noget nyt. Se noget andet. Udfordre sin egen smag, tålmodighed og tradition.

En filmfestival skal ikke vurderes på antal solgte billetter. Festivaler er for fans, cineaster og feinschmeckere, og skal derfor måles på mod, identitet og integritet. Min udfordring til læserne er, at de skal prøve at købe en billet til en film, de ikke aner hvad er. Chancen er der nu i København.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s