Agenterne

I biografernes mørke er agenterne coole, nærkampsstærke og lækre helte, som gerne går i stramt tøj og som behersker adskillige våbentyper. De redder verden fra undergang og uretfærdighed. De er charmerende og kvikke i replikken. Publikum elsker en god agent, for de er ligesom en sublimeret drøm, de er som de fleste af os egentlig gerne vil være.

I filmens verden er en agent en noget anden størrelse udenfor biografens mørke end indenfor. Agenterne er dem, der styrer skuespillernes liv. De rådgiver, forhandler roller og løn og de blander sig generelt i alt, hvad en skuespiller foretager sig.

Professionen var stort set ukendt i Danmark, da jeg startede i filmbranchen i slutningen af 90’erne. Dengang ringede vi bare til en skuespiller, hvis vi ville have et interview, hyre dem til en optræden eller snakke med dem om en rolle.

Deres numre var enten i den store murstens-gule telefonbog eller i Skuespillerforbundets årbog, hvor alle medlemmer af fagforeningen stod listet op.

Skuespillernes liv ændrede sig omkring år 2000, hvor film og tv-serier for alvor fik fat i danskerne. Publikum ville vide mere om de ansigter, som de fik ind i stuerne hver søndag. Lønningerne steg for de største navne, og pludselig var de ægte danske celebrities.

Kort efter havde de alle sammen en agent. Ingen direkte samtaler uanset hvor uformelt det måtte være. Agenten begyndte at styre informationer og lave karriereplaner. Det så pludselig ud som om, at skuespillerne kun havde en karriere, hvis de også havde en agent. Sådan er det stadig.

Anders W. Berthelsen var den første, der fortalte på sin telefonsvarer, at hvis det handlede om arbejde, så skulle det gennem hans agent. Hun ordnede hans kalender, hans forhandlinger og tog de grimme og irriterende samtaler, som den sympatiske skuespiller ikke længere ville tage. Det tog tid og fokus fra hans arbejde.

Når jeg spørger skuespillerne, så siger de, at der er to grunde til, at de har brug for en buffer. Dels er journalisterne blevet markant flere med lige så mange agendaer. Aviser, magasiner, Internet. Nogle er der for filmen, andre er der for private følerier. Skuespillerne magter ikke at skulle tage stilling til hvem, der skal have adgang. Det er langt nemmere, at den slags styres centralt.

Den anden grund er producerne. Dem der betaler for filmene. Eftersigende er de så hårde og til tider urimelige i deres forhandlingsmetoder og krav om kontraktuelle bindinger, at skuespillerne ikke kan gennemskue motiverne. I sidste ende vil de jo bare gerne have gode roller.

Professionalismen har overtaget folkeligheden. Alt er nu en del af en plan, en strategi og en forretning.

Sonja Richter er en af dem, der har sagt fra overfor det styrede system, hvor der bliver booket togbilletter og smurt madpakker – hvor selvstændigheden er fjernet fra ikke kun arbejdslivet men også store dele af privatlivet. Hun har tidligere været i agent-systemet, men klarer nu selv sine ting i Danmark.

Agenterne tager enten et fast beløb eller en procentsats af indtjeningen om måneden for at styre kalender, privat- og forretningsøkonomi. Agenterne leder efter de kommende stjerner på samme måde, som man kender det fra sportens verden. Det er selvsagt god business, hvis man har Mads Mikkelsen eller Nikolaj Coster-Waldau i stalden. Men en ung nyudklækket elev fra teaterskolen? Det eneste de får ud af det, er det løjerligt distanceret forhold til både branche og selvstændighed.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s