Les Misérables

’Les Misérables’ er en svær omgang, at komme igennem. Der er ikke en scene i filmen, som jeg tilnærmelsesværdigt kan holde ud. Dette her er en af de mest vulgære og ødelæggende versioner af det store frihedsdrama, jeg har set. Ikke at jeg nogensinde har været den store fan af filmene, der tager udgangspunkt i Victor Hugos roman fra 1862. Det hårde er, at figurerne synger alle replikker. Den slags er så fremmedgørende, at jeg ikke kan lade være med grine højlydt under filmen. Det udstiller i den grad skuespillerne, som intet kan stille op i en fjollet en ramme. Filmen er pumpet op med voldsomme bag-projektioner og masser af effekter. Det ser meget godt ud, og er godt håndværk, og dermed er der nyheder i fortolkningen af den gamle traver. Jeg havde lyst til at holde mig for ørerne, så jeg kunne nyde billederne i fred.

Identity Thief, instruktion Seth Green

En grænseoverskridende og tæer krummende komedie? Ja tak, meget gerne. Jeg er vild med den slags. Det er ikke nødvendigt med den store handling, bare der lige er kit nok til at holde skidtet sammen. Og det er der i ’Identity Thief’, hvor den stærke Jason Bateman som altid er præcis i komikkens følsomme væsen og timing – og overfor ham den brutale, originale og totalt uforfængelige Melissa McCarthy.

Hun stjæler hans identitet, det vil sige kreditkort og lignende, og ikke som i en sci-fi-film hans sjæl og ansigt. Det sjove er, at han hedder Sandy, normalt et pigenavn, og det kommer der adskillige gakkede scener ud af.

Filmen er i familie med den skønne ’Planes, Trains & Automobiles’ med Steve Martin fra 80’erne, hvor ensomhed, idealer og ansvar ligger lige under den tossede overflade. Jeg har top underholdt i et par timer, og et par af de hysteriske scener sidder stadig fast.

MGP Mission, instruktion Martin Miehe-Renard

En knægt fra Hvide Sande og en tøs fra Nørrebro hooker op. De vil til MGP i Herning. Mon de klarer den, mon de vinder, mon det hele går godt til sidst?

Det er store, små spørgsmål, der er på spil i MGP Missionen, som måske nok afslører det meste af sin handling i dels titlen og dels det pressebillede, som er trykt over alt, hvor pigen i hovedrollen som en anden bokser får løftet sin højre arm i luften af Jacob Riising.

Well, well. Mine børn var fint underholdt og grinede høfligt af alle jyde vs cph jokes, men desværre faldt fascinationen, da filmen konflikt blev løst alt for gelinde og gemacht. Den slags lurer ungerne hurtigt.

Som positivt indstillet voksen kan det undre, at stort set alle filmens to-kulturelle figurer er så arketypiske, at filmen ikke rykker synderligt ved det eksisterende billede, som jeg allerede havde af de udfordringer som en ung muslim står overfor.

Til alt held bliver man ikke dummere, af at se filmen – som jeg til tider har det med børnefilm fra USA, og den har da med sikkerhed et par gode opbyggelige pointer, som ungerne ikke kan få banket ind for ofte; at samhørighed, venskab, forståelse og tilgivelse er fundamentet for opdragelse og stor-kulturel fremtid.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s