Tag Archives: Cannes Festival

Mads Mikkelsen storspiller i problematisk film

Af Søren Høy

Mads Mikkelsen er et stort navn i Cannes. Han gør sig godt på den røde løber, og sidste år vandt han prisen for bedste skuespiller i ’Jagten’. Siden har han landet titelrollen i den amerikanske serie ’Hannibal’, hvor han spiller moderne films mest ikoniske skurk med mere smag for naboen end man bryder sig om. Hans ansigt er netop kåret som det bedste i Cannes, og det forstår man. Han har en stor dramatisk rækkevidde, og han bærer uden problemer komplicerede hovedroller, hvor han er i stort set hvert billede.

Jagten

I 2013 hedder filmen ’Michael Kohlhaas’, og bag den relativt neutrale titel er historien om en frihedskæmper i Frankrig cirka år 1600. Vi taler altså brynjer, heste og store svær. Mikkelsen kender formen fra ’En Kongelig Affære’ og et par amerikanske film, hvor han også måtte i klæd-ud tøjet.

Michael Kohlhaas

Michael Kohlhaas var en tysk hestehandler, der i renæssancetidens politiske vinde, der blæste ned gennem Europa, gjorde oprør mod kirken, adelen og det feudale system.

Den franske film har en stor visuel ambition, og den ønsker tydeligt, at tilføje et mytisk kapitel til fortællingen med søgende billeder, farver og tætte portrætter af stenansigter, der leder efter en fremtid med retfærdighed og en form for demokrati.

Filmen når aldrig helt sine mål. Meget af handlingen foregår udenfor billederne, og den slags er sjældent specielt vellykket. Historien får derfor svært ved at lande sine pointer, og umiddelbart er det utydeligt, hvem filmen henvender sig til. Det ligner en svær fødsel ved biograflugerne.

Heldigvis er Mads Mikkelsen god. Han er stærk i sit fysiske spil, han lykkes at gøre Kohlhaas til et menneske i sorg, tvivl og samtidig i kamp for en større retfærdighed, der rækker langt ud over hans tid.

Det lugter ikke af en ny Palme til Mikkelsen.

Dertil er filmen for svag og konkurrencen for stor.

Cannes har brug for Lars von Trier

Cannes Festivalen bekendtgjorde i denne uge, at Trier igen er velkommen på Croisetten. Smart gjort for festivalen har brug for den danske mesterinstruktør.

Af Søren Høy, Viasat Film

I 2011 skrev Lars von Trier filmhistorie endnu en gang. Han blev som den første nogensinde erklæret uønsket på Cannes Festivalen. Persona non grata som det så fint kaldes. En politisk term for den skammekrog, som Trier blev placeret i efter sit efterhånden velkendte og –dokumenterede nazi-stunt til et pressemøde.

Historien løb så hurtigt verden rundt, at selv Usain Bolt må ha’ været imponeret. Inden dagen var gået, havde Trier skabt den mest citerede danske nyhed i alverdens medier i flere år. Trier markerede sin udbredelse og position gennem sin aparte, og i øvrigt temmelig misforståede, optræden. Som en af de få kunstnere i verden kan han rydde forsider og skabe vild debat.

Det tog ham 10 minutter foran verdenspressen, at rykke hele festivalens øvrige program fra hinanden og sætte den traditionsrige filmfejring skatmat.

Alt handlede fra det tidspunkt om Trier.

Siden har historien ligget og ulmet som en kunstnerisk vulkan. Hvad ville der ske, når Trier igen havde en film klar?

Konfrontationen blev i første gang ikke aktuel. Triers storværk over to spillefilm, ’Nymphomaniac’, er ikke færdig. Den kommer først til november, og derfor var det gratis for Cannes, at ophæve Triers eftersidning.

Alle i Cannes ved jo, at han er en af de største filmkunstnere nogensinde, og naturligvis vil de gerne kunne præsentere de navne, der understreger festivalens position som det sted, hvor filmkunsten defineres.

Cannes lever af sine instruktører, og derfor har Cannes brug for Trier.

Måske endda mere end Trier har brug for Cannes.

Den 60. Cannes Festival nærmer sig sin afslutning.

Den 60. Cannes Festival nærmer sig sin afslutning.

Fødselsdagsfestivalen startede svagt, men slutter stærkt. Kloge stjerner og begavede film efterlader indtrykket af at 60-året er fejret på flotteste vis. I aften uddeles Guldpalmen. En rumænsk og en fransk film er favoritter.

Af SØREN HØY, 

Superstjernernes år

En naturlig og væsentlig del af Cannes’ storhed er superstjernerne, der traditionen tro kommer, og viser sig frem. 60-året har været historisk glamourøst. Stars og starletter fra hele verden har været på den røde løber. Supermodeller, designere, Cannes-legender, fodboldspillere og Formel 1-kørere med dullede koner – tabloidpresse og paparazzier har haft travlt. For dem er det ligegyldigt, om de glamourøse indslag har noget med den kunstneriske side af festivalen at gøre. Vi andre kan godt lide, at stjernerne bidrager med noget. At deres tilstedeværelse her er, for at eksponere en film og holdninger med en vis tyngde.

Fra festivalens side har man tænkt meget strategisk med at drysse stjernerne ud over alle 12 dage. Smart lagde de Leonardo DiCaprio i starten, Bono, Brad Pitt og Angelina Jolie i midten og George Clooney sammen med Matt Damon til sidst.

Alle de nævnte har indenfor de seneste år udviklet sig til at være dominerende meningsdannere i Hollywood. Når de taler lytter folk. I Cannes har de advokeret for kvalitetsfilm og politiske film. Filmmediet har evnen til at fortælle væsentlige historier om den moderne virkelighed.

Miljø, gidselstagning i brændpunkterne og ytringsfrihed har været debatteret foran pressen. Cannes har brug for stjerner, der både kan indtage en scene og forsiden på et glittet magasin.

Man må ikke tage fejl af, at det er stjernerne, der sørger for, at hele verden ser på Cannes de 12 dage, det hele varer. Var de her ikke, ville Cannes være en lille nørdet kælderfest med højpandede diskussioner om store kunstneriske film med stærkt begrænset appel for publikum.

Kvindernes år

Stort har det også været for filmens kvinder. Der er godt nok kun er tre kvindelige instruktører med i hovedkonkurrencen; franske Catherine Breillat (Une Vieille Maitresse), iranske Marjane Satrapi

“Une Vieille Maitresse”

(Persepolis) og japanske Naomi Kawase (The Mourning Forest), men på skuespil-siden ser det anderledes ud. 

I 14 af de 22 film er filmens dramatiske kerne bygget op om skuespil på meget højt niveau af de kvindelige hovedroller. Imponerende og meget forskellige præstationer præger filmene. Den 28-årige ukrainske debutant Ekateryna Rak i Import Export spiller med forbløffende naturalisme og præcision. Inden denne film var hun sygeplejerske i det østlige Ukraine. Hun er et fund i rollen som lykkeridderen, der tager til vesten for at tjene penge.

Lige så imponerende er den koreanske Jeon Do-yeon i Secret Sunshine. Hun spiller en enlig mor, hvis barn bliver kidnappet og dræbt. I afmagt finder hun ro sammen med Gud i den lokale menighed. Men hun forkaster religionen lige så hurtigt, som hun har fået den, da hun finder ud af, at den fængslede morder underligt nok har fået tilgivelse af Gud. Do-yeon spiller en voksende paranoia helt ud til det ekstreme. Fremragende – intet mindre.

Som desserten, der forener stjernernes år i Cannes og de forfriskende sublime kvindelige præstationer, er Quentin Tarantinos Death Proof, hvor fire lækre kvinder tager ud på en feministisk vendetta. Med seksløbere og cirkelspark nakker de elegant kvindemorderen Stuntman Mike.

Det har været fornøjeligt at se de begavede og kraftfulde kvinderoller. Trenden må gerne afspejles i festivalens valg af instruktører til næste år.

Favoritterne

I aften uddeler Stephen Frears og resten af juryen årets priser. Det bliver ved gætterierne indtil da, men noget tyder på, at det bliver en lille film, der vinder. Hvorfor det? Trenden lige nu er, at kunstfilmen skal beskyttes mod de store, dyre, effektproduktioner. Juryen forsvarede kollektivt filmkunsten til pressemødet, der indledte festivalen – samme tema gik igen i de 33 fødselsdagsfilm, som Gilles Jabob havde bestilt fra medlemmer af Cannes-familien. Lysten til det smalle udelukker de store amerikanere som Tarantino og Coen-brødrene. Samtidig lugter det af, at det skal være en meningsfilm. En film der siger noget om nutiden. Dermed udelukkes 12-13 af konkurrencefilmene. Stærkt tilbage står den rumænske 4 Måneder, 3 Uger, 2 Dage af Cristian Mungiu, der blev vist tidligt på festivalen, og som hele vejen har været kritikernes favorit. Det er en knugende, brutal historie om en ung pige, der skal have foretaget en abort. Handlingen er placeret i Bukarest i 1989, men er tematisk sat, så den sagtens kunne foregå i et totalitært land i 2007. Igen en film med bemærkelsesværdige kvindelige fortolkninger.

En anden favorit er Julians Schnabels Dykkerklokken og Sommerfuglen. Schnabel fortæller rørende set indefra en mand, der er paralyseret efter et hjerteanfald. Filmen er skræmmende virkelighedsnær, og samtidig har den på et elegant poetisk snit.

Den er ikke teoretisk og forbeholdt nogen litterære elite, men derimod bliver familien, livet, arbejdet – det moderne liv og vores værdier – udleveret gennem mandens nye skarpe syn. Han kan ikke tale, og kommunikerer kun med det ene øje.

Filmen taler direkte til sit publikum, og er meget klar i sin fortælling. Den slags kan en jury normalt godt lide.

Outsidere er dels før omtalte Secret Sunshine og en samtidspolitisk tysk film – endnu en film med meget stærke kvinderoller; den tysk-tyrkiske Fatih Akins Auf der Anderen Seite. Den fortæller morsomt, dramatisk og indsigtsfuldt om kultur- og religionssammenstød i vores lidt forvirrede verden.

Juryen sidder lige nu i et hus udenfor Cannes og voterer.

Uanset hvilken film de vælger, så har det samlet set været en mindeværdig festival, hvor mange af filmene til alt held kommer i de danske biografer i løbet af det næste års tid.

Hold øje med logoet med den lille gyldne palme og år 2007 på filmplakaterne i de lokale biografer. Det er med sikkerhed en fremragende film.

Dansk medalje

Festivalens leder Gilles Jacob benyttede fødselsdagen til at hædre 30 af de største og bedste journalister og fotografer, der trofast følger festivalen. Ved en stor banket for alle interesserede, uddelte Jacob gyldne hædersmedaljer. Og på et år, hvor dansk film ikke deltager i konkurrencerne, så var det ærefuldt af Berlingske Tidendes Ebbe Iversen blev klappet op på scenen, hvor han udvekslede en bemærkning eller to med Jacob, og modtog beviset på, at han er en af de 30 største nulevende reportere på festivalen. Hele 33 gange har Iversen checket ind på Croisetten. Imponerende og dog langt fra italienske Mario Gurrieri, der har dækket i Cannes hvert år siden 1959.