Tag Archives: horror-film

Det danske gys

’Dannys Dommedag’ indskriver sig ved dagens premiere ind på en den relativt korte liste med danske gyserfilm. Det er ikke en genre, som vi traditionelt er særligt gode til, og det er lige så sjældent, at publikum honorerer de danske gyserfilm med hysterisk opmærksomhed.

Martin Barnewitz, der har instrueret ’Dannys Dommedag’, har før hjemsøgt publikums frygt med genkendelig uhygge. ’Kollegiet’ fra 2007 blev en sjælden lille succes med cirka 76.000 solgte billetter. Anmeldelserne var middelmådige, men den ramte teenagerne, der ellers normalt må nøjes med billige effekter og bikini-piger med blodet løbende ned af kroppen i amerikanske horror-film.

Filmhistorisk skiller tre film sig ud.

Carl Th. Dreyers ’Vampyr’ fra 1932 er stadig en film, alle fans af genren bør gennemgå billede for billede. Bedre psykologisk studie af den mytologiske, klassiske vampyr findes ikke.

Billedresultat for NattevagtenOle Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994 står stadig i dag som den eneste egentlige danske mainstream gyser-succes. Den solgte 465.000 billetter, og var i høj grad medvirkende til kickstarte dansk films succes op gennem 90’erne.

Seneste vellykkede, hårrejsende og koldt-rislende nationale gys var Lars von Triers ’Antichrist’ fra 2009. De 82.000 solgte billetter viser med tydelighed, hvor svært det er, at få genren ud til et publikum, som vi ellers antager, går, og venter på at blive udfordrede.

I 00’erne var det japanske gys banebrydende og det foretrukne blandt fans. De lykkedes med at lave enkle historier med hverdagens genkendelighed, der blev forbandende af gespenster, genfærd og monstre. Vi fik også vores bud på den japanske stil og form i Fabian Wullenwebers ’Cecilie’ fra 2007. En vellykket film der trods tidsånd og coolness kun trak 64.000 i biograferne.

Tidligere i år floppede varulve-gyset ’Når dyrene drømmer’ ved lugerne med 3.500 solgte billetter. Den havde ideerne og figurerne – men manglede elementær dramaturgi og frygtløshed i udførelsen.

Gyset må ikke spille sikkert. Det skal overraske, overrumple og give de scener, publikum aldrig glemmer.

’Dannys Dommedag’ sætter sig til rette på monster-hylden sammen med kult- og B-film-klassikeren ’Reptilicus’ fra 1961. Sidney Pinks atom-apokalypse får en fin hilsen i dagens premiere. Lige da verden går (næsten) under ser en af hovedpersonerne den legendariske film på TV.

Dagens anmeldelser bliver et problem for filmen. De toneangivende medier på den front er hårde ved filmen. 2 stjerner bliver det til i runde tal. Alle hæfter sig ved, at de gerne til støtte, de gik ind med sympati – men blev efterladte af en række plothuller, som er svære at glemme, da filmen ret beset ikke er spændende nok. Meget forsvinder i adrenalin og chok-effekter i en bedre gyser-monster film, er pointen.

Løjerligt nok er der tilsvarende en konklusion, der skyder skyldspilen efter det sikkert lave budget, hvilket så nok har begrænset effekter og monster-tilstedeværelse. Psykologisk spænding og indre gru koster ikke meget at lave. Det er håndværk, stemning og viden om hvad, der gør os bange.

Publikum bestemmer over de kommende uger, om ’Dannys Dommedag’ bliver en succes, og om det danske gys får et tiltrængt comeback.

 

 

Vacancy

Psycho ultra light

”Vacancy” er en klaustrofobisk og ind i mellem ganske spændende gyser/thriller med en venlig hilsen til mesteren Alfred Hitchcock.

Af Søren Høy

”Vacancy” er bygget op, som Hitchcock yndede at gøre det. Langsomt lærer vi vores to hovedpersoner at kende. De kører om natten. De har problemer i forholdet, og som et billede på den ægteskabelige situation bryder bilen sammen, og historien udvikler sig til er en opdateret ”Psycho”.

Der forgår ting ude i intethedens USA, som man ikke rigtig føler sig tryg ved. Parret ankommer til et ensomt, nedslidt motel. Ingen andre gæster, utrygt, kakerlakkerne myldrer rundt på værelset, og musikken fortæller os, at det kun er et spørgsmål om minutter, før balladen banker på døren.

Tosserne der arbejder på motellet laver snuff-film med motellets gæster. Lukker dem inde, driller dem, driver dem til vanvid for til sidst bestialsk at myrde dem, alt mens motellets perverse direktør sidder i sit baglokale, og klipper mellem de mange kameraer, der er installeret på værelset.

Det er faktisk et godt gyseligt set-up. Og måden vores to hovedpersoner opklarer motellets natlige løjer på, er præcist fortalt i lavt tempo.

Som i stil med den store Hitchcock, så er scenen rundt om motellet bygget op med få personer. Alle har en funktion i forhold til handlingen, og der kommer ikke alle mulige forstyrrende figurer rendende ind og ud af filmen. Enten er de mordere eller også er de ofre. Og som i Hitchcocks film bliver der holdt klædeligt igen med de grafiske blodsudgydelser, og i stedet skabes stemningen med lyssætning og et godt koreograferet kameraarbejde.

”Vacancy” er som så mange andre moderne horror-film strikket sammen med en temmelig løs plot-maske. Der sker en del totalt uforklarlige ting, som ikke engang fungerer i det drabelige univers. Hvornår lærer de amerikanske gyserforfattere dog at skrive et filmmanuskript, der holder hele vejen gennem filmen? Det trækker en stjerne fra, men den vil jeg så til gengæld sende op i filmhimlen til Alfred Hitchcock, der endnu engang kan kigge ned og se, at hans ånd og stil stadig lever på lærredet.