Tag den, din dumme zombie

”Planet Terror” er anden del af projektet ”Grind House”, hvor Quentin Tarantino (”Death Proof”) og Roberto Rodriguez genopliver kitchede 70’er horrorfilm. De to film bør være kanon for alle filmfreaks.

Relateret billedeVi har flere gange omtalt ”Grind House” projektet i kulturspalterne. I USA blev de to film ”Death Proof” og ”Planet Terror” vist som en lang dobbeltforestilling, kun afbrudt af trailers for film, der aldrig er lavet, men som de to instruktører Tarantino og Rodriguez ville elske var lavet.

Det hele er et stort hjerteprojekt for Brødrene Blod, som de kaldes jævnfør deres lemfældige omgang med splat. I Europa bliver de to film lanceret hver for sig. Tarantinos del kom i Danmark 1.6, og er stort set feset hen over hovedet på publikum. De fatter ikke hans hyldest til de ekstreme b-film, han voksede op med i 70’erne i Tennessee. Nu kommer så anden del af ”Grind House”, der er skrevet, instrueret, filmet og klippet af Roberto Rodriguez, der i øvrigt også har lavet musikken til ”Planet Terror”.

Rodriguez er en skarpeste instruktører i USA lige nu. I 2005 lavede han ”Sin City” – en filmatisering af Frank Millers klassiske, futuristiske tegneserie-voldsorgie.

”Sin City” er en af de mest afgørende film fra de seneste fem år. Teknisk udviklende og overlegen. Drabelig og grafisk udmalet psycho-vold, men lavet raffineret og frækt så det lignede et moderne kunstværk. Rodriguez taler et nutidigt filmsprog, som vel kun matches af hans partners in crime; Quentin Tarantino og Guillermo del Toro (Pans Labyrint).

Rodriguez fortsætter sin provokerende og blodige stil i ”Planet Terror”. Historien er ligegyldig. Et par zombier er løs i Texas, og havde det ikke været for de lækre El Wrey (Freddy Rodriguez) og Cherry Darling (Rose McGowern), så havde vi alle sammen sikkert vraltet rundt med et tomt blik, og ledt efter friske indvolde til at gnaske i os. De to klarer zombie-sagerne, og stinker så meget af sex mens de gør det, at man næsten glemmer, at holde øje med de tekniske lækkerier, der foregår rundt om de to, mens de lystigt nedslagter de sultne dødsgængere. 

Specielt én scene står forrest, når anekdoterne om filmen skal fortælles. Sent i filmen får vores overlevende helte fat i en helikopter. De når lige ind i cockpittet, inden de bliver omringet af zombierne. Chopperen letter, og i stedet for at flygte, peger piloten snuden mod jorden, så rotorbladene fungerer som en kæmpe zombie-klipper – og man ser hoveder og legemsdele flyve til alle sider. Det lyder sikkert grumt og ulækkert, men det er samtidig godt tænkt, skrevet og lavet. Det må blive en af jubelscenerne i zombiefilmens historie.

De ultra makabre scener serveres med humor og visuelt overskud og elegance, og det afmonterer de ellers voldsomme begivenheder, så det aldrig bliver andet end film, når film er bedst. Vi kan alle sammen se, at det er film – vi ved, det er film, og derfor kan man trygt læne sig tilbage og nyde løjerne.

Rodriguez’ bidrag til ”Grind House” er som film bedre end Tarantinos. ”Planet Terror” er en langt mere ren fortolkning af den beskidte splatter-genre.

Planet Terror er definitionen af cool. Super lækre seje tøser, smarte koldblodige mænd. Kæmpe våben og et arsenal af one liners, der bliver skudt af hele filmen igennem.

Uanset at elskere af kunstfilmens traurighed ville hævde, at dette her er vulgært og en omgang kommercielt fræs, så vil jeg påstå, at det er alt andet end det. Det kræver et ekstraordinært talent at lave en film som ”Planet Terror”. Grind House-genren – kitch og kult – er mindst lige så populær på verdensplan, som filmatiseringer af periode-litteratur. Det vil sige, at det er lige så svært, at lave en perfekt hyldest til b-filmen, som det er at lave en fortolkning af litterær mursten. Iderigdommen i hver scene i ”Planet Terror” er så gennemført scenografisk og æstetisk, at den ikke minder om noget andet på filmscenen. Det er minutiøst orkestreret af Rodriguez, som igen beviser, at det er ham mere end nogen anden lige nu, der udvikler den del af filmen, der hører til om natten – for de få, for de mærkelige – for alle dem, der elsker de ekstremer som Rodriguez’ visuelle extravaganza tilbyder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s