Tag Archives: Vacancy

Vacancy

Psycho ultra light

”Vacancy” er en klaustrofobisk og ind i mellem ganske spændende gyser/thriller med en venlig hilsen til mesteren Alfred Hitchcock.

Af Søren Høy

”Vacancy” er bygget op, som Hitchcock yndede at gøre det. Langsomt lærer vi vores to hovedpersoner at kende. De kører om natten. De har problemer i forholdet, og som et billede på den ægteskabelige situation bryder bilen sammen, og historien udvikler sig til er en opdateret ”Psycho”.

Der forgår ting ude i intethedens USA, som man ikke rigtig føler sig tryg ved. Parret ankommer til et ensomt, nedslidt motel. Ingen andre gæster, utrygt, kakerlakkerne myldrer rundt på værelset, og musikken fortæller os, at det kun er et spørgsmål om minutter, før balladen banker på døren.

Tosserne der arbejder på motellet laver snuff-film med motellets gæster. Lukker dem inde, driller dem, driver dem til vanvid for til sidst bestialsk at myrde dem, alt mens motellets perverse direktør sidder i sit baglokale, og klipper mellem de mange kameraer, der er installeret på værelset.

Det er faktisk et godt gyseligt set-up. Og måden vores to hovedpersoner opklarer motellets natlige løjer på, er præcist fortalt i lavt tempo.

Som i stil med den store Hitchcock, så er scenen rundt om motellet bygget op med få personer. Alle har en funktion i forhold til handlingen, og der kommer ikke alle mulige forstyrrende figurer rendende ind og ud af filmen. Enten er de mordere eller også er de ofre. Og som i Hitchcocks film bliver der holdt klædeligt igen med de grafiske blodsudgydelser, og i stedet skabes stemningen med lyssætning og et godt koreograferet kameraarbejde.

”Vacancy” er som så mange andre moderne horror-film strikket sammen med en temmelig løs plot-maske. Der sker en del totalt uforklarlige ting, som ikke engang fungerer i det drabelige univers. Hvornår lærer de amerikanske gyserforfattere dog at skrive et filmmanuskript, der holder hele vejen gennem filmen? Det trækker en stjerne fra, men den vil jeg så til gengæld sende op i filmhimlen til Alfred Hitchcock, der endnu engang kan kigge ned og se, at hans ånd og stil stadig lever på lærredet.