Robert Rodriguez – latino cowboy

Billedresultat for Robert RodriguezDen amerikanske filminstruktør Robert Rodriguez laver vanvittige film for nørder, freaks og sine venner. Han betaler dem selv, han klipper, filmer og komponerer selv musikken. Filmbranchens uafhængige cowboy er aktuel med ”Machete”.

AF SØREN HØY

Venedig

“Kan du lide denne her t-shirt?”, spørger Robert Rodriguez og trækker ud i den slidte klud, som han har på overkroppen. Jeg genkender billedet. Det er fra selvtægts kultfilmen ”I Spit On Your Grave” fra 1978. En klassiker blandt kitchede, blodige B-film.

Billedresultat for I Spit On Your Grave
Scene fra filme “I spit on your grave”

Man ser en halv-nøgen kvinde bagfra med en stor kniv i hånden. ”Det er en original”, siger han med et tilfreds smil nedenunder den sorte cowboyhat. Billedet af Rodriguez fuldendes med slidte jeans og spidse støvler.

Han taler lige så hurtigt, som han laver film. Ordene vælter ud af ham. Han er ærlig – fortæller om venner og idioter i branchen. Han vil gerne berette om sine kommende film, nye ideer og samarbejdet med sin bedste ven og partner in crime, Quentin Tarantino.

Rodriguez er uafhængig, han er sig selv. Han arbejder udenfor det konventionelle system – uden agenter og producenter i dyre jakkesæt. Han laver selv alt på sine film, og derfor siger han, hvad der passer ham.

Der er ikke så meget bull shit med denne her latino cowboy.

No-budget kongen

”Min første film kostede $7.000”, fortæller han om ”El Mariachi”, hans gennembrud fra 1992. ”Den blev finansieret af en ven og de penge, som jeg tjente ved at være med i forskellige medicinske forsøg på hospitalet i Austin, hvor jeg boede” griner han, mens hans støvle rastløst tripper mod gulvet. Han kan ikke sidde stille på stolen.

Billedresultat for El Mariachi

Han er tydeligvis hyperaktiv. ”El Mariachi” vandt nørdernes hjerter og blev en klassiker på videohylden i kælderværelset. Lækre latino babes, guitarkasser med store guns, masser af slow motion. Den film definerede Rodriguez’ karriere og skabte et begreb, som han har fostret og udviklet; ”Mexploitation”. En latino version af genren ”Blaxploitation”, der i slut-60’erne fortalte vilde historier med sorte i de bærende roller. I Rodriguez’ version er det med hispanics og historierne foregår i Texas og Mexico. ”Reglen for genren er, at det skal være socialt relevant, det skal være et multietnisk cast, det skal være blodigt, der skal være masser af sex og det skal være sjovt”, fortæller han, nu med munden fuld af den italienske dessertspecialitet Panna cotta. Hans stil og arbejdsmetoder er beskrevet i bogen ”Rebel Without a Crew”, der burde være pensum for alle unge filmmagere, der vil lave film udenom støtteordninger og rigide systemer.

Succes

Hans karriere eksploderede efter den første film, og siden har han i runde tal skrevet, lavet eller produceret en film om året. Højdepunkterne kommercielt er de tre ”Spy Kids” (2001, 02, 03) film og kunstnerisk står ”Sin City” (2005) forrest. Teknisk udviklende og overlegen. Drabelig og grafisk udmalet psycho-vold, men lavet raffineret og frækt så det lignede et moderne kunstværk.

Konsekvente fejl

Rodriguez’ film er fulde af det, som man kalder script-fejl. Folk der er blevet skudt til plukfisk, står der pludselig igen med en endnu større bazooka end den, som de selv blev skudt med, og hævnen kan begynde. Det virker lidt underligt, hvis man ser en af hans film for første gang. ”Nogle gange er det med vilje. Jeg kan for eksempel godt lide, at lade en 6-løber skyde 7 gange. Bare for at lave sjov med de gamle spaghettiwesterns, hvor en duel sagtens kunne vare 30 minutter, uden at de ladede bare en gang”. Man skal altså ikke lede efter konsekvens og traurig filmkunst i hans film.

Han bliver desuden anklaget for, at hans hysteriske arbejdstempo gør, at hans film ligner hinanden voldsomt meget. Har man set en, har man set dem alle.

”Jeg må indrømme, at jeg laver den samme film hver gang”, fortæller han på spørgsmålet om kritikken.

”Det er faktisk sket, at jeg kommer op med en vildt fed ide på settet, og så finder jeg ud af, at jeg allerede har brugt den før i en anden film. Det sker også, at mine skuespillere siger, at de har haft samme replik i en af mine tidligere film”. Han retter på cowboyhatten, måske som et signal til at han hellere vil tale om succes end kritik. Helt så nemt slipper han ikke.

Indforstået publikum

Det er absolut ikke alle Rodriguez’ film, der er blevet succeser. Hans kritikere siger, at det eneste publikum, der er til hans film er ham selv og hans venner.

I 2007 lavede han sammen med Tarantino projektet ”Grindhouse”, hvor de hver lavede en film.

I USA blev de to film, ”Death Proof” og ”Planet Terror”, vist som en lang dobbeltforestilling, kun afbrudt af trailers for film, der aldrig er lavet, men som de to instruktører ville elske var lavet. Det hele var et stort hjerteprojekt for Brødrene Blod, som de kaldes jævnfør deres lemfældige omgang med splat

”Grindhouse” floppede. Folk fattede ikke konceptet.

Rodriguez’ ser i bagklogskabens klare lys forklaringen på, at det ikke lykkedes med projektet.

”Projektet blev lanceret virkeligt dårligt af nogle amatører, der ikke vidste, hvordan de skulle sælge filmen. Publikum fandt aldrig ud af, hvad det var for noget. De forstod ikke, at der var to film i forlængelse af hinanden, så de forlod biografen efter den første film, som heldigvis var min”, fortæller han med et smørret grin. ”Grindhouse” er blevet stor på DVD. Folk først fangede konceptet, da filmene var færdige i biografen. ”Det var som om, at omtalen og baggrunden for filmenes fiasko gav folk den viden, som de havde brug for”, siger Rodriguez’ som fik en helt anden gevinst ud af det fejlslagne projekt.

En af de falske forfilm i ”Grindhouse”-projektet var en hyper voldelig, fræk Mexpliotation-sag med den arrede, tatoverede Danny Trejo i rollen som politimanden Machete, hvis kone og datter er blevet myrdet af det korrupte politi og et kynisk narkokartel i New Mexico. Traileren var så overbevisende, at mange troede, at filmen virkelig eksisterede. ”Jeg skrev hele filmen tilbage i 1996”, erindrer han. ”Men det var først da Quentin kom med ideen om de falske trailers, at den blev aktuel”.

Filmen introducerer den første, rigtige mexicanske helt. Ham der mod all odds klarer de ærterne og får fat i de lækre damer. Det hele foregår i et grusomt karikeret og blodigt univers. En kulmination er, da Machete flygter fra slynglerne ved at skære en gangster-mave op, og slynge sig ud af et vindue i hans tarme, som Tarzan ville gribe en lian i junglen.

Så burde fans være parate i startblokken og de sarte være advarede.

Sin City 2

Billedresultat for Sin City 2
Scene fra “Sin City 2”

Robert Rodriguez er allerede i gang med de kommende film. Hans fjerde ”Spy Kids” film er i produktion og i 2011 er planen, at han skal lave den længe ventede opfølger til ”Sin City” – endnu en filmatisering af Frank Millers klassiske, futuristiske tegneserie-voldsorgie. ”Sin City 2” bliver den vildeste 3D-film, der er lavet”, fortæller han som en konklusion. ” Det er meget frigørende, at lave den type film, som jeg gør. Hele pointen er, at det skal være for meget – det skal være vildere, mere brutalt, mere sexet. Alt skal være over the top. Det lover jeg, at den film bliver”.

Jessica Alba – latina cowgirl

Superstjernen Jessica Alba spiller hovedrollen som nærkampsstærk superkvinde og detektiv på stiletter i ”Machete”. Bag det smukke ydre gemmer der sig en kvinde med meninger og en skuespiller med en drøm om instruktører, der forstår kvinder.

Du har actionroller i både serien ”Dark Angel”, i filmene om ”Fantastic Four” og nu i ”Machete”. Hvad er det fascinerende ved action?

”Jeg tror gerne, at publikum vil se tøser, der kan slå fra sig. Kvinder, der kan hamle op med mændene, sige vilde ting og som tager initiativ. Chicks der er frække, seje og selvstændige på samme tid”.

I ”Machete” er der masser af både vold og sex. Hvad er din holdning til det?

”Det interessant for mig er, at der i USA er så hyklerisk en holdning til netop de ting. Vi må ikke se en brystvorte på film, men gerne en nedskydning. Vi har et forskruet forhold til kropslighed på film. Alt andet lige er et bryst mere naturligt og smukt end en pistol. Men brystet bliver kategoriseret som farligere af censuren”.

Men hvilken funktion har vold og sex i film?

”De ting gør tit film mere interessant, og passer det til filmens handling, så ser jeg ingen problemer i nogen af delene, og tager ikke afstand fra det. Det er der rigeligt andre, der gør. Og er rollen god, gør det ikke noget, at figuren både er sexet og kan håndtere end stor pistol”.

Er der ikke mange af de roller?

”Nej, desværre. Robert Rodriguez er ikke bange for at lade en kvinde stå nøgen med et maskingevær, og måske mangler der den råhed. Vi kvinder kan godt lide det, så der er ingen grund til at holde sig tilbage”.

Hvem skriver gode figurer efter din mening?

”James Cameron er faktisk en af de få. I hans film er der altid stærke kvinder. En anden er franskmanden Luc Besson, spanske Pedro Almodóvar og britiske Michael Winterbuttom”.

Hvem vil du gerne arbejde sammen med?

”Darren Aronofsky, Spike Jonze, Iñárritu fra Mexico og belgieren, Mabrouk El Mechri, der lavede filmen “JCVD” om Van Damme. Bare for at nævne dem, som jeg er inspireret af lige nu.

Men i det hele taget alle de store europæere, der virkelig arbejder med skuespillere, der forstår og kan analysere kvinder – alt der ikke er stigmatiseringer og stereotyper”.

Facts:

Roberto Rodriguez

Født: 10.6.1968 i San Antonio, Texas.

Familie: 1990-2008 gift med producer Elizabeth Allen. Sammen har de 5 børn.

Begge hans forældre er af mexicansk herkomst.

Vigtigste film:

2010: Machete

2007: Planet Terror

2005: Sin City

2003: Once Upon a Time in Mexico

2003: Spy Kids 3-D: Game Over

2002: Spy Kids 2: Drømmenes ø

2001: Spy Kids

1998: The Faculty

1996: From Dusk Till Dawn

1995: Desperado

1992: El Mariachi

Jessica Alba

Født: 28.4.1981 i Pomona, Californien

Familie: Siden 2008 gift med producer Cash Warren. Sammen har de et barn.

Hendes far er mexicaner og hendes mor er fransk/dansk og hedder Jensen. Alba har dog aldrig været i Danmark.

Vigtigste film:

2010: Little Fockers

2010: Machete

2010: Valentine’s Day

2010: The Killer Inside Me

2008: The Love Guru

2008: The Eye

2007: Good Luck Chuck

2007: Fantastic 4: Rise of the Silver Surfer

2005: Into the Blue

2005: Fantastic Four

2005: Sin City

2003: Honey

2000: Dark Angel (TV serie)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s