Tag Archives: Avatar

Oscar-ræset er skudt i gang.

Der er 14 uger til den gyldne dørstopper uddeles i Dolby Theater i Los Angeles. Kapløbet om verdens mest prestigefulde filmpris er dog allerede startet, for lige nu gør filmselskaberne alt, for at få deres film nomineret.

AF SØREN HØY

Det er efterhånden helt normalt, at et selskab bruger op mod $10-15 millioner på at få en film med til Oscar. Pengene bruges på annoncering, plakater, udsendelse af DVD’er til akademimedlemmer, lækre middage for udvalgte honoratiores – alle tricks gælder på filmens slagmark. Hele branchen tjener på en kampagne. Alle fra tv-kanaler til plakatophænger. I sidste ende handler det om penge. En film som ’Slumdog Millionaire’ (2009) havde indspillet $44 millioner før Oscar, og endte med en total på $377 millioner. Hele verden vil se en vinder, så derfor kan promoverings-investeringen hente sig hjem mange gange. ’Kongens Tale’ (2011) var projekteret til at lave $30 millioner, da den blev lavet. En lille håndfuld Oscars senere hentede den cirka $450 millioner. Imponerende og tankevækkende.

En film kommer med i spillet om de mange dollars ved, at selskaberne indstiller deres film i de forskellige relevante kategorier. Dernæst kan tidligere nominerende eller vindere i den enkelte kategori, for eksempel de 375 instruktører, nominere i netop instruktionskategorien, og ikke andre kategorier.

Det giver i reglen fem nominerede i hver kategori. Derefter kan alle stemme i alle kategorier. Det er ikke så kringlet, og det virker som et fair system, for det er fagfolk, der i første omgang giver bud indenfor deres respektive ekspertiser.

Der er 5783 stemmeberettigede. Skuespillerne er de mest dominerende i akademiet med 1311 medlemmer. Man kan komme med i det fornemme selskab, hvis man har vundet, været nomineret eller hvis man er blevet foreslået af et medlem, fordi man har ydet et unikt bidrag til sit fagområde.

Medlemmerne kan naturligvis manipuleres, de kan præges.

Husk at det er mennesker, der stemmer. Laves der en hype, et buzz, hvis er der en film, som alle taler om – film som kan påvirke en politisk tilstand eller som kan

Billedresultat for The Hurt Locker
The Hurt Locker

manifestere filmbranchens uafhængighed fra de kommercielle interesser. Den slags virker – som da ’The Hurt Locker’ vandt over ’Avatar’. Vinderen havde cashet $14 millioner ind. Taberen havde rundt $2,3 milliarder. Triumfen for den lille anti-krigsfilm betød i øvrigt et DVD-salg på hele $31 millioner. Uhørt for en kunstfilm, men en Oscar på coveret kan gøre underværker.

Den danske ’En Kongelig Affære’ kommer til Oscar.

Jeg er helt sikker.

Er vi heldige kommer den både med i ’Bedste ikke-engelsksprogede film’ og ’Bedste Kostume’.

Taktikken med den film har indtil videre virket. Den er blevet sluppet løs på det Nordamerikanske marked efter et par fantastiske festival-visninger. Først ved Telluride i Californien og blev dernæst ved den vigtige Toronto Festival, hvor Akademi-medlemmerne sidder bænket op for at se de bedste film fra Europa. Som kun en af tre film fik den en stående ovation, hvilket hyppigt bliver omtalt i de amerikanske medier. Hvad betyder det? At folk husker den. At den bliver i de stemmeberettigedes bevidsthed. At den har bevist sig overfor et krævende publikum.

Lige nu promoveres den heftigt af den amerikanske distributør, Magnolia Pictures, som pumper den ud til Akademi-medlemmerne. Det er interessant at følge Magnolias arbejde. Det er direkte marketing, det er kun målrettet mod dem, som kan stemme. Hvis den kommer med, hvis den vinder, så skal publikum nok finde filmen. Med cirka 40 millioner tv-seere i USA og adskillige hundrede millioner på verdensplan, findes der ikke bedre marketingsplatform end podiet til en Oscar-show.

Den 10. januar 2013 bliver nomineringerne offentliggjort – og priser uddeles den 24. februar. Lige nu foregår en benhård positionering af de film, som vi kommer til at se til uddelingen af verdens vigtigste filmpris.

Oscar skandaler

Der er brug for skandaler. De store, de små – skandaløse taler, fifleri i kulissen. Vi husker dem, for de bidrager til showet, myterne og underholdningen.

AF SØREN HØY

Det er svært at tilrettelægge en god Oscar-skandale, som alle husker. Det kræver enten nøje planlægning, uendelig dumhed eller et udviklet entertainmentgen. Vi taler med andre ord om, at det kræver en sand mester, for at lave en skandale, der ryger verden rundt på samtlige nyhedsbureauer, som rammer alt fra tabloidforsider, rundbordsdiskussioner i branchen til nørdede blogs.

Den sande skandale betyder, at reglerne ændres, at organisationen bag TV-showet og Oscar Akademiet må nedsætte etiske udvalg, der skal udtænke nye procedurer og forretningsgange, for at undgå lignende skandaler i fremtiden.

Manipulation i kulissen

Lad os bare starte sidste år, hvor skandalefyrbøderen havde en travl optakt til showet.

”The Hurt Locker” stod overfor ”Avatar”. Den lille mørke krigsfilm mod den store tur i den blå eventyrrutsjebane. Krigsfilmen havde indspillet $13 millioner i USA. ”Avatar” $730 millioner på det tidspunkt. ”Avatar” havde selvsagt en spændt promotionmuskel, der var pumpet godt op, da akademimedlemmerne skulle stemme på årets film. Overalt i branchebladene var der nyheder om ”Avatar”. Filmen der ændrer verden, 3D-formatets udrulning skete med filmen og ikke mindst filmens værdi for showet, som i flere år havde lidt under, at meget få amerikanere kendte de nominerede film.

Billedresultat for avatar

Folkene bag ”The Hurt Locker” havde lugtet, at den ville blive svær at hente hjem med krigshistorier og spin om filmens væsentlighed. Derfor besluttede en af producenterne, Nicolas Chartier, sig for en lettere alternativ og direkte kampagne for sin film.

Han havde betalt det meste af filmen, så ”Hvad fanden”, tænkte han sikkert. ”Hvorfor ikke give den gas?”.

Han tænkte strategisk, han tænkte smart. Chartier sendte en mail ud til alle i sit mailkartotek, der skulle stemme, hvor han advokerede for sin film. ”Herregud”, kan man sige – men på amerikansk siger man ”Oh, My GOD”, når der virkelig er noget at tilkalde de højere magter for. Det må man nemlig ikke. Ikke desto mindre fandt Chartier ud af, efter en mindre reprimande, hvor man truede ham med at tage hans billetter til showet fra ham, at han havde endnu en bombe klar til detonation, hvis man skal holde sig til en direkte filmisk metaforer. Chartier sendte endnu en mail, hvor han gjorde opmærksom på det pudsige faktum, at hvis de alle sammen gav hans film 10 points, men kun Camerons film 1 point, ja så ville ”Hurt Locker” hurtigt udkonkurrere ”Avatar”.

Og tænk engang. Det lykkedes sgu. Uanset hvad der gjorde, at Oscar så sin største overraskelse i mange år, så endte Chartiers film med statuetten. Bravo for en godt udført manipulation.

De fede Weinstein’s

De to Weinstein-brødre Bob og Harvey er kendte for at være nogle hårde gutter at arbejde med. En tidligere ansat fortalte mig engang, at de kørte et frygtregime, hvor de bare råbte højt, sagde ubehagelige ting til alle og at ingen turde sige dem imod. Der er nok noget om snakken, for det lader heller ikke til Oscar Akademiet rigtigt kan sige nej til de to overvægtige brødre. De har to fantastiske, manipulatoriske triumfer på skandale-cv’et.

I 2001 fik den über-sukrerede Lasse Hallström-film, ”Chocolat”, hele 5 nomineringer. Bl.a. for ”bedste film”. Branchen, kritikere og publikum fik både belgiske praliner og tyske milchschnitten i den gale hals, da fede Harvey og Bob fik udmanøvreret Coen-brødrenes ”Oh Brother…”, Cameron Crowes ”Almost Famous”, den fine, lille ”You Can Count On Me” og den politiske konspirations thriller ”The Contender”. Alle film der både havde langt større filmiske kvaliteter, og som ville have tilført showet en moderne kant, som det dengang absolut savnede.

”Chocolat” fik heldigvis ikke noget med hjem, men det gjorde den næste film, som de to frygtindgydende brødre besluttede sig for at skam-promovere ind i showet. I 2003 stjal den forvirrede musical ”Chicago” hele 6 Oscars ud af de forbløffende 13 nomineringer. Weinstein’s havde luret, at folket havde brug for lethed, sang og dans i en tid, hvor nationen talte om krig og hævn over 9/11.

Pinligheder på scenen

Nok om manipulationen. Nu skal der pinligheder på scenen.

Takketalerne har det altid med at tiltrække sig opmærksomhed. Det er lidt fy og tacky at kunne lide talerne. Det er ikke altid god smag, det der sker på scenen. Men det er så dejligt pinligt, og det bliver husket!

Gwyneth Paltrow står til dato for den mest grådlabile tale med snot og hele pivtøjet. I 1999 stod hun der pludselig med statuetten for en alt andet end mindeværdig rolle i ”Shakespeare in Love”. Amerikanerne eeeelsker bare en fellow american, der både kan tale britisk og tage et kostume på, så det ligner noget fra før USA blev opfundet. Nå, Gwyn tudede sig gennem sin tale, og nåede både hunden og den afdøde bedstemor. Den findes i sin helhed på nettet, og er faktisk længere end man husker den. Efter den dag er grænset sat til 45 sekunder, før musikken spiller op, og mikrofonen forvinder ned i gulvet.

Af de kuriøse skandaler huskes Adrien Brody i 2003 for hovedrollen i ”The Pianist”. Den smukke Halle Berry var på scenen for at overrække prisen, og charmetrolden Brody greb chancen sugede sig fast på Berrys læber. Han blev hængende, mens publikum begyndte at huje og pifte. Man kan ikke bebrejde manden, at han gjorde som han gjorde – og han topper diverse lister med Oscar moments i nyere tid.

Kontroversielle Moore

Michael Moore fik i 2003 fortjent en plads i skandale-historien. Han sørgede for det mest upassende indlæg, det mest politisk potente og det mest diskuterede udbrud nogensinde fra en Oscar-vinder under showet. USA var lige gået ind i Irak 3 dage før showet, og der var en trykket stemning. Den røde løber var aflyst, der var for første gang en våbendetektor ved indgangen, og alle jokes om verdens tilstand var skrevet ud af det familievenlige manuskript. Efter sin dokumentarpris for ”Bowling for Columbine” kunne Moore ikke dy sig. Han råbte ”Shame on You, Mr Bush. SHAME ON YOU”, og han fortsatte under fanfaren med ”Every time you got the Pope and The Dixie Chicks against you, you know you’re time is up!”. Han blev spillet ud, buet ud, klappet ud. Siden har det aldrig rigtigt været det samme. Hverken med talerne eller med Moore. Hans film fortæller stadig den samme historie, og andre har indset, at showet ikke er det rigtige sted, at skrige sine inderste politiske tanker ud.