Tag Archives: Mads Mikkelsen

De danske stjerner

Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau, Connie Nielsen, Nikolaj Lie Kaas, Jesper Christensen, Sidse Babett Knudsen, Thure Lindhart, Ulrich Thomsen, Sofie Gråbøl, Nicolas Bro, Allan Hyde, Dar Salim og Pilou Asbæk.

Det er en imponerende liste med danske skuespillere, der konstant får flere, bedre og større roller i amerikanske film og højt profilerede Tv-serier.

Udviklingen er kommet gradvist siden dansk film for alvor bragede ind den internationale bevidsthed efter de glade Dogme-dage i slutningen af 90’erne.

Billedresultat for ’Festen’ af Thomas Vinterberg’Festen’ af Thomas Vinterberg har en afgørende betydning. Den vandt en stor pris i Cannes, den blev set af alle markante personligheder fra Steven Spielberg over Oprah Winfrey til George Clooney og fik skabt en hype, flere af skuespillerne instant kunne kapitalisere på. Ulrich Thomsen var den første, der med ’Festen’ under armen fik adgang til agenter i USA.

Billedresultat for Nikolaj Coster-WaldauPå samme tidspunkt var Nikolaj Coster-Waldau i gang med sine første store film. Han arbejdede med legender som Ridley Scott, og han har stabilt og konsekvent bygget på til den nuværende position, som den mest kendte danske skuespiller på grund af den globale succes, som ’Game of Thrones’ har.

Et andet afgørende element er de danske instruktører. Susanne Bier, Lone Scherfig, Thomas Vinterberg, Bille August, Nicolas Winding Refn, Ole Christian Madsen, Niels Arden Oplev, Nikolaj Arcel har alle efterhånden så respekterede navne, at casterne ser nøje på deres film, og dermed opdager talenter og ansigter, der er mere interessante end gennemsnittet. De danske Tv-serier er ligeledes blevet et attraktivt udstillingsvindue de senere år.

De danske skuespillere begyndte for små 10 år siden at få agenter. De varetager kontrakter, karriereplanlægning og internationalt netværk. Den slags er nødvendigt, hvis man vil danse med de store. I USA er film stor forretning, og der er en vis kynisme og brutalitet i forhandlingerne. Agenterne er et tegn på professionalisme og dermed seriøsitet. Det tog de danske spillere nogle år at forstå de mekanismer, men nu kører det, og der i høj grad medvirkende til den nuværende høje repræsentation.

Danskerne kommer med stor disciplin, grundig uddannelse og masser af film- og Tv-minutter under erfarings-bæltet. Desuden bliver vi, tro det eller ej, betegnet som ’smukke, høje, høflige og professionelle’ de fleste steder i branchen. Det er trods alt ikke de værste prædikater at rejse over Atlanten med.

 

Mads Mikkelsen

Hans mest mindeværdige roller?

For

Hans bedste rolle på film er uden tvivl i ’Jagten’. Den gav ham den største skuespillerpris, som en dansker har vundet, da han fik Guldpalmen i Cannes i 2012 for sin rolle som Lucas. Den præstation er muligvis den bedste, som en dansk skuespiller i en dansk film nogensinde har lavet.

Imod

En titel som giver grineflip er den spanske ’Torremolinos 73’, som Mikkelsen medvirkede i før han brød igennem på den internationale scene. Filmet under løjerlige forhold på den spanske sydkyst, hvor han sammen med Bjarne Henriksen nok ikke helt vidste, hvad der foregik, før de et år senere så filmen om en leksikon-sælger, der begynder at lave pornofilm.

Succes i USA?

For

Jeg talte med den store amerikanske producer Joel Silver, der har lavet ’The Matrix’, ’Die Hard’ og 100 andre film. Han spurgte først ind til, om Mikkelsen virkelig havde været danser – og derefter sagde han på sin Soprano-agtige New Jersey-facon: ”I love that face. Nobody’s got a face like him in Hollywood…

De kan lide hans helt særegne udseende, som gør, at han skiller sig ud. Man husker ham. Desuden er det klart, at hans professionalisme, venskabelige væsen og humor gør ham til en fed fyr, at dele trailer med.

Imod

I den første tid i USA var hans engelske et problem, og han kæmpede med at få det på plads. Da ’Hannibal’ kom ud var det også en ting, som flere af mine amerikanske bekendte bemærkede – men man skal huske, at de i USA er vant til udlændinge og masser af accenter, så efterhånden er det ikke det store problem for ham, specielt nu da de har lært ham at kende.

Det vil vise sig, om det bliver et problem, at han relativt sent i karrieren satsede på USA. Han er lige blevet 48, og kan få svært ved at få en af få attraktive modne roller på et marked, hvor der er så mange gode skuespillere.

Evner som skuespiller

For

Hans dramatiske rækkevidde er større end nogen anden i Danmark for nuværende. Han favner nemt både pædagogen i ’Jagten’, den dekadente kannibal i ’Hannibal’ og Struense i det historiske epos ’En Kongelig Affære’. Det vidner både om evne, mod og erfaring. Han arbejder ualmindeligt detaljeret med sine roller, og som ingen andre kan han blive ved med at søge svar hos sin instruktør. Den anale tilgang giver respekt, for det viser tydeligt, at instruktøren kan stole på, at han vil gå til sit yderste, for at gøre filmen så god som muligt.

Imod

Der er ikke noget, der stritter på Mads Mikkelsen. Han kan vel spille det, som han beslutter sig for. Hans alder og erfaring har givet ham en ro, som gør, at han disponerer sine kræfter bedre. Han vælger med omhu og han varetager sin karriere ansvarligt.

Hans medvirken i reklamer er heller ikke noget problem. Dels gør mange store stjerner det samme, og smart nok siger han ikke noget i dem. Det holder en vis afstand og mystik, som er et meget fornuftigt og godt valg.

Valg af roller

For

I Danmark kan han selv vælge, hvad han vil være med i.

Billedresultat for The Salvation
The Salvation

 

’Jagten’ og den kommende western ’The Salvation’ er begge designede til ham. Han siger nok kun ja per automatik til Anders Thomas Jensen. De to har sammen skabt tre af de bedste og mest mindeværdige figurer i ’Blinkende Lygter’, ’De Grønne Slagtere’ og ’Adams Æbler’ – og mon ikke de gør det igen med ’Mænd og Høns’, som de laver sammen i år.

Billedresultat for Blinkende Lygter
Blinkende Lygter

Imod

I starten af det amerikanske eventyr var han med i rigeligt med film, hvor han skulle have klap for øjet, tale med skæv mund og være meget vred og skurkagtig. Det var en vej ind på markedet og en strategi, som viste sig at være bøvlet værd. Jeg håber, at han snart lander den markante filmrolle i USA, der vil give ham samme udfordring, han får i de få danske film, han medvirker i.

Forhold til pressen og offentligheden

For

Mikkelsen har altid tidligere forsøgt at have et sundt forhold til pressen. Han er åben og morsom i interviews, og lader som oftest sine markante meninger skinne igennem. Han er uden tvivl et ægte værdi-menneske, som står ved sine idealer og sine holdninger. Efter han blev den største stjerne i Danmark har interviews haft en tendens til at handle om alt andet end hans film – og det er lidt synd, for det er nok medvirkende til, at hans lyst til interviews er blevet mindre med årerne.

Imod

Tidligere var han nemmere tilgængelig. Nu holder han sig så vidt muligt udenfor sladderspalterne, så han kan koncentrere sig om det, det handler om. Han er klart blevet en stjerne i den forstand, at der ikke længere er noget jovialt over hans offentlige optræden. Hvis han går i Netto, bliver han omringet – han kan vel næppe tage med sine børn i Tivoli. Det giver en tilbagetrukkethed, som vi ikke er specielt vant til i Danmark.

Mads Mikkelsen storspiller i problematisk film

Af Søren Høy

Mads Mikkelsen er et stort navn i Cannes. Han gør sig godt på den røde løber, og sidste år vandt han prisen for bedste skuespiller i ’Jagten’. Siden har han landet titelrollen i den amerikanske serie ’Hannibal’, hvor han spiller moderne films mest ikoniske skurk med mere smag for naboen end man bryder sig om. Hans ansigt er netop kåret som det bedste i Cannes, og det forstår man. Han har en stor dramatisk rækkevidde, og han bærer uden problemer komplicerede hovedroller, hvor han er i stort set hvert billede.

Jagten

I 2013 hedder filmen ’Michael Kohlhaas’, og bag den relativt neutrale titel er historien om en frihedskæmper i Frankrig cirka år 1600. Vi taler altså brynjer, heste og store svær. Mikkelsen kender formen fra ’En Kongelig Affære’ og et par amerikanske film, hvor han også måtte i klæd-ud tøjet.

Michael Kohlhaas

Michael Kohlhaas var en tysk hestehandler, der i renæssancetidens politiske vinde, der blæste ned gennem Europa, gjorde oprør mod kirken, adelen og det feudale system.

Den franske film har en stor visuel ambition, og den ønsker tydeligt, at tilføje et mytisk kapitel til fortællingen med søgende billeder, farver og tætte portrætter af stenansigter, der leder efter en fremtid med retfærdighed og en form for demokrati.

Filmen når aldrig helt sine mål. Meget af handlingen foregår udenfor billederne, og den slags er sjældent specielt vellykket. Historien får derfor svært ved at lande sine pointer, og umiddelbart er det utydeligt, hvem filmen henvender sig til. Det ligner en svær fødsel ved biograflugerne.

Heldigvis er Mads Mikkelsen god. Han er stærk i sit fysiske spil, han lykkes at gøre Kohlhaas til et menneske i sorg, tvivl og samtidig i kamp for en større retfærdighed, der rækker langt ud over hans tid.

Det lugter ikke af en ny Palme til Mikkelsen.

Dertil er filmen for svag og konkurrencen for stor.

Mads Mikkelsen

Danmarks største stjerne. Intet mindre. Hans karriere er bygget omhyggeligt op over 15 år, og han er nu i den enestående position, at han er klar til en bærende hovedrolle i en international film.

Af Søren Høy, Viasat Film

Mads Mikkelsen vandt i maj 2012 prisen for bedste skuespiller ved Cannes Festivalen. Det er den flotteste pris, som en dansk skuespiller har vundet. Nogensinde. Pudsigt nok slog han Mikkel Boe Følsgaard, der vandt skuespillerprisen tidligere på året i Berlin for sin rolle i ’En Kongelig Affære’, hvor Mads Mikkelsen trækker det store læs som livlægen Struensee – demokratiets reformator og monarkiets store trussel. ’En Kongelig Affære’ trak efterfølgende 530.000 mennesker i biografen i Danmark. Filmen ser ud til at få en Oscar-nominering i dag, og er i øvrigt den mest sete danske film nogensinde i England.

Kort efter prisen i Cannes landende Mikkelsen den prestigefulde hovedrolle i tv-serien om Hannibal Lecter. Eller ’Hannibal The Cannibal’ som han kaldes. En af de sidste 20 års mest ikoniske, bedste og mest intelligente skurke.

For at runde et vanvittigt Mikkelsen-år af, så åbner ’Jagten’ i dag i 114 biografer landet over. Mads Mikkelsens portræt er på busser, på plakatsøjler, i aviser. Han er ansigtet på den succes, som ’Jagten’ fortjener, for det er en fremragende film med en hovedrolle præstation, der sågar blev rygtet god nok til en Oscar-nominering.

Den 47-årige københavner og hans agent Ulrich Møller-Jørgensen har omhyggeligt bygget en karriere op, som har haft et solidt fokus; nemlig at lande de gode, store roller i udlandet. Derfor har han de seneste fem år kun været med i to danske film.

Når en dansker skal have roller i udlandet, er det et langsommeligt arbejde. Kan man spille til kameraet, kan man klare sig overfor de erfarne skuespillere, der er vant til den amerikanske form og filmstil? Dernæst er der sproget. Vi tror jo typisk, at vi er gode til engelsk – men når vi står overfor en topklasse stjerne, så kan vi nemt lyde provinsielle og falde helt ud af den tone, som man forventer af en Hollywood-film.

Mads Mikkelsens store gennembrud kom, da han fik den eftertragtede skurkerolle i James Bond-serien som ’Le Chiffre’ i ’Casino Royale’. Heldet var med Mikkelsen, for det var samtidig en historisk stor pr-kampagne, da Daniel Craig skulle relancere den ikoniske agent.

Det resulterede i en kæmpesucces, som blev bemærket. Rollen blev brugt til bevise næste led i udviklingen. At Mikkelsen kan være med til at løfte en blockbuster. Det betyder meget, for ingen er i tvivl om hans kunstneriske potentiale. Men kan man udfylde en rolle i en film, der indtjener over 3 milliarder kroner, så har man også et kommercielt potentiale.

De efterfølgende år fik Mikkelsen roller i mildt sagt tvivlsomme film, hvor han det meste af tiden fægtede rundt med klap for øjet og spillede en tavs og indesluttet håndlanger. Film som ’Clash of the Titans’ og ’De Tre Musketerer’ bliver nok hurtigt glemt, men hans disciplinerede arbejde gav en kontrakt med den respekterede amerikanske agent Theresa Peters, der har flere solide navne i mappen. Hun var i 2012 på en liste over de 100 mest magtfulde kvinder i Hollywood. Den slags giver adgang til hovedroller. Får Mikkelsen succes med Hannibal The Cannibal, så vil han potentielt snart være med i en amerikansk film, der konkurrerer om en Oscar.

Mads Mikkelsen er typen, der ringer til sine instruktører klokken 2 om natten for at tale sine replikker igennem. Han er uden sammenligning den mest hårdtarbejdende skuespiller, jeg har oplevet. Hans kamp for at blive bedre til engelsk, er et godt billede på disciplinen. Det har i flere år været hans eneste store hæmsko. Uden en perfekt udtale er man de facto sendt over i køen med roller, hvor man enten er østeuropæisk skurk eller tavs hævner. Der ser Mads Mikkelsen retfærdigt ikke sig selv. Han hører til i forreste geled.

Goodbye, Mr Bond

Skurken i en James Bond-film har det med at stjæle billedet fra Bond. Skurken er sjov at spille. Han kan tillade sig at være skruppelløs og gemen – og han kan være sikker på to ting: Han får lov til at sige ”Goodbye, Mr Bond”, og han overlever ikke sidste scene i filmen. Skurken i ”Casino Royal” hedder Le Chiffre, og han er spillet af Mads Mikkelsen.

Navn: Søren Høy

”Icy cool Mads Mikkelsen to play Bond Bad Guy”, stod der i det amerikanske filmblad The Hollywood Reporter i februar 2006. Så var hypen om danske Mikkelsen i gang. Vanen tro er Mads Mikkelsen ikke så nem at imponere. Han tager situationen med vanlig ironisk og humoristisk distance.

”Jeg har aldrig været den store Bond-fan, men det her er ikke en rolle, man kan sige nej til. Jeg sagde godt nok nej et par gange, men de vendte tilbage hele tiden, så til sidst lod jeg mig overtale. Og eftersom jeg nok ikke lige er førstevælger til rollen som Bond, så er jeg meget godt tilfreds med at spille superskurken”.

Mikkelsen spiller storspilleren Le Chiffre. Hans opgave er klar. Han skal vinde kæmpe summer ved spillebordene på de eksklusive kasinoer. Pengene skal videre til internationale terrororganisationer. Bond får nys om spillet om terror-penge, og de to mødes ved bordet. Mere skal der ikke afsløres.

Mikkelsen er som ”Casino Royals” superskurk en naturlig del af den samlede Bond-mytologi. Skurkene er legendariske. Mange af dem tegner den film, som de var med i. Mange af filmenes titler bærer sågar skurkens navn, eller refererer direkte til skurken, eksempelvis ”Dr No” (1962), ”Goldfinger” (1964) og ”The Man With The Golden Gun” (1974).

Le Chiffre er oppe imod skurke-legender. Flere af dem står som nogle af de bedst tegnede figurer indenfor krimi-knald-genren. En favorit er Ernesto Stavro Blofeld, der står i spidsen for den magtfulde og skruppelløse organisation SPECTRE. I seks film (From Russia with love, Thunderball, You Only Live Twice, On Her Majesty’s Secret Service, Diamonds Are Forever, For Your Eyes Only) gør Blofeld agentlivet svært for Bond.

Telly Savalas og Donald Pleasence er begge fabelagtige i rollen, der gennem årerne er blevet spillet af flere forskellige.

En anden der bør nævnes for originalitet, mystik og elegance, er Christopher Lees Francisco Scaramanga i ”The Man with the Golden Gun”. Determineret og dandy på samme tid. En rigtig 70’er skurk der var koldblodig med nerver af stål. Gode egenskaber for en skarpskytte.

Tilbage til Mikkelsen, der selvfølgelig skal have det sidste ord, inden han drager videre med det veltilrettelagte pr-cirkus.

”Jeg vil ikke afsløre, om jeg siger Goodbye, Mr Bond. Alle ved, at når først skurken har sagt det, så er det ude med ham”.

Det bliver spændende at se, hvilken status Mikkelsen får for sin første og eneste optræden i en James Bond film.

Box: 10 Legendariske skurke – og hvordan Bond skiller sig af med dem:

Dr Julius No (Dr No): No bliver dræbt efter en nævekamp på en platform i hjertet af Nos atomreaktor.

Auric Goldfinger (Goldfinger): Goldfinger bliver stranguleret af Bond mens de kæmper om Goldfingers pistol.

Ernesto Stavro Blofeld (6 film): Bond kvæler ham i en af bogen You Only Live Twice. I filmene ser man ham aldrig dø.

Dr Kananga (Live and let Die): Han kommer af dage, da en sværm barracudaer og hajer spiser ham og alle hahåndlangere.

Fransisco Scaramanga (The Man With The Golden Gun): Har tre brystvorter. Bond narrer sin rival og skyder ham i hjertet.

Karl Stromberg (The Spy Who Loved Me): Har svømmehud mellem fingrene. Bond bruger sin licens til at dræbe, da han henretter Stromberg med adskillige skud i brystet.

Sir Hugo Drax (Moonraker): Bond skyder Drax med pile han har i et apparat på håndleddet og kaster ham derefter ud i rummet.

Max Zorin (A View To A Kill): Han kommer af dage, da han glider ned fra et af kablerne, der holder Golden Gate broen i San Francisco – lige da han skal til at angribe Bond med en økse.

Elliot Carver (Tomorrow Never Dies): Carver er den tredje Bond-skurk, der prøver at starte tredje verdenskrig (de andre var Blofeld og Stromberg). Bond laver et kæmpe bor smadre ham.

Elektra King (The World Is Not Enough): Bond stormer hendes gemmested og, efter en voldsom skudveksling, skyder hende. Hun er den første kvinde i en Bond-film, der bliver dræbt af James Bond.