Tag Archives: James Bond

 James, John og Jason – de moderne filmhelte

Uden hukommelse, Jason Bourne. Han repræsenterer en helt ny type helt, som biografgængerne har set flere gange det seneste år på det store lærred. Sammen med den nye James Bond og den gamle John McClane fra Die Hard 4 lever Bourne et liv, som på ingen måde er ønskværdigt.

Navn: Søren Høy

Jason Bourne er en ulykkelig agent uden hukommelse. Han blev plaffet ned bagfra, og blev smidt ud på åbent hav midt ude i Middelhavet. Siden da har han ledt efter bagmændene, der ville dræbe ham. Bourne er konstant på jagt samtidig med at han konstant er jaget. I tre film har han haft samme mission: overleve til han kender sandheden om sig selv. Bourne er cool og præcist spillet af Matt Damon, der med tristesse og weltschmerz portrætterer en mand på randen af selvdestruktion.

James Bond er inde bag det skæve smil og pressefolderne en dybt ulykkelig agent. Han flygter fra sin egen fortid og sin egen alder ved konstant at forsøge sig med forældede scorereplikker på langt yngre modeller. Bond var godt og vel begravet som helt, da han blev revitaliseret af Daniel Craig i Casino Royale. Craig drejede portrættet af den gammelkendte agent fra dandy med podagra til viril, kynisk dræber-djævel. Fra usårlig til blødende – fra fortiden til nutiden.

John McClane er en gammel cop. Strømer på gaden. Uden uniform og med pistolen siddende i bukselinningen. McClane er en ulykkelig politimand. Uanset hvad han gør, så vil hans kone ikke kendes ved ham. Han arbejder for meget, og prioriterer ikke sin familie nok, siger hun. Han har en ubehagelig tendens til at rage sig ud i nationstruende problemer. Terrorister kommer altid lige på tværs, når han er på vej hjem for at spise foran fjernsynet. McClane er spillet af Bruce Willis. Willis er god som folkets mand, er aldrig har fået en rigtig chance for at vise, hvad han kan. McClane i Willis fortolkning er hverdagens anonyme helt, der kun vil en ting; nemlig accepteres af sin kone, og det lykkes selvfølgelig aldrig.

Det der binder de tre populære helte sammen, er ensomheden inde bag den skudsikre vest. De er anti-system, anarkistiske individualister, og på den måde modstandere af det etablerede organiserede samfund, hvor man retter sig efter regler, og hvad chefen siger. De er så gode til det de gør, at de på en eller anden forunderlig facon får lov til at gøre præcist som det passer dem. Der er et eller andet fascinerende ved dem, der bryder reglerne – dem, der skider højt og flot på moral og fornuft, og samtidig kan håndtere samtlige kendte og ukendte håndvåben, navigere alle tilgængelige og utilgængelige fartøjer og ikke mindst behersker de vel i omegnen af alle nærkampsteknikker som findes tilgængelige på fjernkursus.

De nærer og bærer alle sammen et death wish, et ønske om at dø – som samtidig er deres stærkeste argument for at overleve.

Bourne er en begavet amerikaner. Han taler seks sprog, menneskekender og en taktisk smart agent – typen der har som varemærke at bevæge sig under radaren og at være undercover for alle andre end en håndfuld CIA topfolk, der ikke engang har et opdateret foto af manden. Bourne er en mand med mange identiterer. Han er inspireret af den mytiske terrorist Carlos, der hærgede i 1970’erne. Ingen vidste med sikkerhed hvordan Carlos så ud – Bourne har samme elegante inkognito, når han går lige forbi sin værste fjende og placerer en mikrofon eller en lille bombe i deres inderlomme.

Bourne er den tavse helt. Der kommer ingen smarte one liners fra ham. Det er personerne rundt om Bourne, der taler og faktisk leverer historien. Bourne undrer sig konstant over sine egne dræber-evner, for eftersom han intet kan huske, er han ligesom genfødt med en ren sjæl og et stort hjerte. Han dræber kun dem, der truer ham. I Ultimatum dræber Bourne med en beskidt vaskeklud. Han strangulerer en anden lejemorder på et badeværelse. Det er overleverens instinktive stil. Han har ikke brug for et smart designer våben, han klarer sig med næver og forhåndenværende materialer.

Matt Damon er en begavet stjerne. Han er en af de få Hollywood-stjener, der behersker både den politiske diskussion, underholdningen og håndværket. Han er god som Bourne, og det virker som om, at rollen er skrevet til ham. Det er den nu ikke – bøgerne om Bourne er skrevet i 70’erne af Robert Ludlum, hvor Damon stadig vraltede rundt med tung ble.

Bruce Willis’ helt John McClane er ingen ny opfindelse. Willis ville tilbage i 1988 skabe en ny type helt. En benhård, følsom familiemand med kvikke replikker der ikke var bange for at blive totalt smadret. Det er blevet hans varemærke, at han skal udsættes for alle mulige pinsler og ende filmen med drop, nakkestøtte og smertestillede i spandevis. Dengang i 80’erne var det på mode, at heltene ikke fik en plet på tøjet mens de klarede action-ærterne. Willis kunne opfylde alle kriterier. Han kunne beholde glimtet i øjet, mens han trak glasskår ud af fødderne, og han kunne charmere det kvindelige publikum med det skæve smil og sin ubrydelige kærlighed til konen Holly. En følsom cowboy – en moderne anti-yuppie-helt. Det pudsige er, at den heltetype forsvandt for 10-12 år siden, og er nu på mode igen, og med perfekt timing har Willis fået liv i den gamle swinger i en tid, hvor alt andet end blankpolerede laksko og frisk bundet butterfly er in.

Bond har indtil Craigs indtog været den distingverede europæer, hvor det til stadighed undrer, at han kan forblive ukendt i den internationale underverden. Efter alle de år i agentbranchen, hvor man må antage, at kredsen af superforbrydere er på størrelse med antallet af elever i en nystartet 1. klasse, så er det forunderligt, at Bond stadig kan bevæge sig ukendt og ubemærket rundt. Men det gør han altså, og eftersom der ikke er meget virkelighed over det her, så lader vi tvivlen komme den gode Bond til gode.

Med Casino Royale skriver Bond sig ind sammen med de to andre som meget fysiske film. Der bliver blødt igennem, der bliver tævet til døde, og der bliver frem for alt jagtet rundt. Det er tidens actiongreb. Jagten giver tempo og dermed spænding. Dramaet ligger ikke primært på det psykologiske plan, men i en konstant rutschende tilstand, hvor publikum hele tiden udfordres af de ene mere vilde bil-båd-fly-løbe jagt efter den anden. Netop det element er imponerende tilrettelagt i Bourne-filmen, der har tilført jagt-scener nye elementer.

Instruktøren Paul Greengrass er den eneste på den populære filmscene, der har forstået en effektiv brug af det håndholdte kamera. Vi er med hele vejen sammen med Bourne, og det er med til at give den stoflighed og det dramatiske nærværd som actionfilm har en tendens til at mangle.

Tidligere var Bond et teknologisk udstyrsstykke, og det var en stor del af seriens attraktion. Vi glædede os til, at Agent Q skulle vise de nyeste dimser frem, hvor Bond-bilen og et ur med indbygget raketlauncher var standard.

I Casino Royale er det tydeligt, at de vil nærme sig Bourne-stilen – altså så få hjælpemidler som muligt. Bond er i den film stort set alene med sig selv og sine dræber-evner. Det giver et helt andet og mere nærværende drama, og ligger helt i tråd med Bruce Willis’ ønsker for den fjerde Die Hard film. Han ville have den så rå som muligt, og så få special effects som muligt. For Willis’ figur er det ikke noget nyt. Sådan er McClane også tænkt og udført i de andre film.

Det pudsige er, at jo mere teknologisk verden generelt bliver, jo mere vi er afhængige af bits og båndbredde, jo mere antiteknologiske bliver heltene på lærrederne. Modreaktionen giver filmene en holdbarhed. Stofligheden og de ikke-effekt bårne plot betyder, at heltene hverken nu eller i fremtiden kommer til at virke som produkter af popkulturen, som for eksempel Spiderman og andre film der lever på teknologisk fascination.

Hvis man nu skulle danse lidt hen af den tynde psykoanalytiske line, så er Bourne et billedet på tidens store tendens blandt de mange søgende sjæle; jagten efter identitet. Hvem er jeg, hvor er jeg fra, hvorfor er jeg, som jeg er? Mange kan med sikkerhed genkende det billede fra et psykologbesøg.

Bond repræsenterer en drengedrøm om lækre biler, en teenagedrøm om lækre damer og en mandedrøm om både lækre damer og biler. Bond søger ikke efter sit eget jeg, han flygter fra det. Han er konstant i midtvejskrise og erstatter åndelighed og refleksion med sex, cylindre og sjusser. McClane er som folket er flest. Han vil så gerne alting, men han kan ingenting. Han har så mange drømme, men de bliver alle sammen til mareridt. Han har spildt sit liv med de forkerte venner, hysteriske kvinder og alt for mange forbrydere.

Hvorfor er vi så vilde med dem? Hvad er det der gør, at vi vælter i biograferne for at se de her lidt sørgelige mandslinger. Well. Fordi de er seje, de er coole, de er alt det, som man ikke kan tillade sig at være i de helt almindelige liv, som de fleste af os trods alt lever. Og fordi de trods evner med våben og håndkantsslag stadig er mennesker – mennesker med de samme problemer som alle os andre.


Bourne-serien med Matt Damon:

2002: Bourne Identity
2004: Bourne Supremacy
2007: Bourne Ultimatum

Damon sagde i Cannes 2007, at han ikke ville lave flere Bourne-film. Han synes, at produktet er blevet for stort og kommercielt, og at det var tænkt som en genskabelse af de gode agent film fra 70’erne – med French Connection som forbillede. Det har serien opnået, og dermed nok for Damon.


Die Hard med Bruce Willis

1988: Die Hard 1
1989: Die Harder
1995: Die Hard With a Vengance
2007: Live free or Die Hard

Willis vil gerne lave en film mere. Hans udfordring er historien. Han lider under manuskripter, der ikke rigtig hænger sammen. Willis er eftersigende i gang med forberedelserne til den femte film med den uheldige, seje urbane cowboy.


James Bond med Daniel Craig

2006: Casino Royale

Craig har udtalt, at han kun laver en Bond mere. Klogt umiddelbart. Stort set alle andre har fået deres karriere ødelagt af Bond-figuren. Craig mener, at han med sin nye fortolkning af den 43 år gamle filmagent, har gjort sit for serien, der med den nye profil nok skal overleve en generation mere.

Den nye Bond

Han er verdens mest kendte agent. Han er damernes ven, loyal mod sit land, og han har licens til at dræbe. James Bond er navnet. 5 skuespillere har foretrukket ”Martini – shaken, not stirred” i de 20 første Bond-film. Film nummer 21 hedder ”Casino Royal” og Bond nummer 6 hedder Daniel Craig.

Af: Søren Høy

”Den nye Bond er metroseksuel”, stod der i sidste uge i den engelske avis The Guardian. Er det godt? Ikke i følge avisen. Bond skal være cool og maskulin. Han skal skide på de feminine værdier, og kunne håndtere samtlige håndvåben og flyvende fartøjer, der findes.

Debatten om den nye Bond har været barsk i England.

Daniel Craig har fået øgenavne som ”The Blond Bond” og hans manglende action-certifikat fra tidligere film har gjort, at mange har tvivlet på Craig som det rigtige valg. Forståeligt nok, for Craig var ikke et varmt navn. Han var ikke kendt som førsteelsker, han var ikke kendt som en, der kan trække folk i biografen. Det hele mindede om dengang, hvor Timothy Dalton blev Bond. Ingen troede på ham, og selv om han gjorde det hæderligt, så fik han ikke nogen fair chance. En anden kommentar har været, at den nye Bond mere ligner en Bond-skurk end James Bond himself.

”Selvfølgelig gik det mig på”, siger Craig med et smil. ”Jeg kunne læse i verdens største aviser, at jeg har et fladt ansigt og kødfyldte ører”.

Der blev oprettet et site med titlen craignotbond.com, hvor fans opfordrede til at boycotte filmen, til der var fundet en mere værdig Bond.

”Bond har en speciel status i England. Jeg vidste, at der kunne blive ballade, da jeg tog rollen. Og jeg var meget i tvivl, inden jeg sagde ja. Jeg var bange for netop det, der skete – og bange for, om alt hvad jeg laver fra nu af bliver holdt op mod Bond. Agentverdenen er farlig at leve i”.

Bond-serien var efter ”Die Another Day” (2002) kørt

fast. Historien var stukket af ud på overdrevet, og Pierce Brosnan lignede den 50-årige slidte gentleman, som han i virkeligheden var. Filmen prøvede at få lidt gammelmandsagenthumor ind i handlingen, men det gik naturligvis ikke. Bond er en sej charmer – han er ikke en gammel ost, der skal sove til middag.

Sådan er det bare!

Bond-bagmændene lavede to mesterlige træk for at genoplive interessen for Bond, da ”Casino Royal” skulle i produktion. De hyrede Martin Campbell til at instruere filmen. Han revitaliserede Bond i 1995 med ”Goldeneye”, hvor han introducerede Brosnan, og fik

opdateret seriens tematik, så de igen spejlede den farlige verden, vi lever i. ”Goldeneye” handler om den russiske mafia og dobbelt-agenter – to gode ting at kombinere i midt-halvfemserne, hvor jerntæppet var blevet til en rød løber, og hvor verden var ved at vænne sig til en ny dagsorden.

Campbell satte tempo og skønhed ind ved siden af sin nye smarte Bond – og serien blev vakt til live i sidste øjeblik.

Tilbage til nutiden.

For at give ”Casino Royal” moderne duft, hyrede man manuskriptforfatteren Paul Haggis. Han er brændvarm i Hollywood lige nu. Han skrev ”Million Dollar Baby” til Clinten med en Oscar i belønning. Året efter vandt han selv for ”Crash”. Det er en ret så unik præstation. Med andre ord ved han, hvordan man skruer en god aktuel og fængende historie sammen.

”Haggis fandt en sort og barsk Bond frem. Bond er på mange måder en kynisk dræber, der dækker alt ind under, at det er nødvendigt for Englands skyld. Det kunne jeg godt lide. Bond fik kant, han er ikke en entydig helt.”

Var ændringerne i fremstillingen af Bond nok til, at du sagde ja, trods din tvivl?

”Ikke til at begynde med. Men kvinden bag Bond, Barbera Broccoli, er en smart dame. Hun sagde til mig, at jeg var den eneste, de ville have – og at alle rygter om forskellige navne i aviserne ikke havde noget på sig. Hun sagde, at de ville vente med at lave filmen, til jeg var klar. Det er en tillidserklæring, som er svær at overhøre. Og samtidig… Hvis jeg ikke sagde ja, så ved jeg, at jeg ville fortryde det. I denne her filmverden, er det altså en ret unik mulighed at få.”

Campbell og Haggis har gjort Bond yngre, de har gjort ham ond igen – sort og kynisk. Lidt som den unge Connery i 60’erne. Der er vel ikke en Bond-fan eller kvinde, der godt kan lide mænd med hår på brystet, der ikke drømmer sig tilbage til dengang, hvor Sir Sean tog sig at de nederdrægtige skurke. Han kunne sine håndkantslag, sine scoretricks og ikke mindst, så kunne han overraske.

Han gjorde ting, som man ikke gjorde på film dengang.

Han tegnede en ny tid, hvor en helt gerne måtte være en dandy med selvbinder-butterfly, og samtidig være en haj med en harpun.

Han måtte bolle rundt og trodse alle autoriteter – og det samtidig med, at han havde licens til at dræbe.

Uanset hvor positivt man gradbøjer det rituelle og materialistiske liv de fleste af os lever, så lyder det da ufattelig godt. Ham vil vi gerne være.

”Bond er en forfængelig figur. Sådan er han skrevet. Nogle af mine forgængere, har så fortolket den forfængelighed med forskelligt fokus”, siger Craig, der tydeligvis har bøjet en del jern for at få den rette figur. ”Jeg har valgt, at han have en militær-forfængelighed. Uniformen – uanset om det er badebukser eller smoking – skal sidde perfekt. Det er Bonds professionalisme, der gør det. Han er jo soldat, og professionelle soldater har stil, bevidsthed og de identificerer sig med den uniform, de har på.”

Håbet med den nye Bond er vel, at vi gerne vil være Bond igen. Der var formodentlig ingen, der gerne ville være Timothy Dalton eller Pierce Brosnan. Der manglede charme hos den førstenævnte og mandighed ved den sidste.

Craig har begge dele. Måske har han chancen for at blive den næste figur, som drengene leger på legepladsen – den næste hovedperson i pigedrømmene?

Hovedperson bliver han uden tvivl igen. Han har allerede lavet aftale for den næste Bond-film, der kun bærer arbejdstitlen ”Bond 22”. Craig trækker i agentuniformen igen i 2008.


Danskere i James Bond.

Cecilie Thomsen
Film: Tomorrow Never Dies (1997)
Rolle: Professor Inga Bergstrøm, der skal lære Bond (Brosnan) dansk.
Moment: Efter et par indledende øvelser, ender Bond og Berstrøm i sengen – og replikken udveksles:
Bergstrøm: “I am very pleased with your progress, Mr Bond.”
Bond: “Well, I’ve always enjoyed learning a new tongue.”


Ulrich Thomsen

Film: The World is not enough (1999)
Rolle: Russisk agent Sasha Davidov.
Moment: Efter at have arbejdet sig godt ind i filmen med flere gode replikker, bliver han pludselig skudt af Bond (Brosnan) og smidt i en affaldscontainer.
Jesper Christensen
Film: Casino Royal (2006)
Rolle: Mellemmanden Mr White, der skaber kontakt mellem terrorister og spillerne, der hvidvasker penge.
Moment: Mr White planlægger at myrde Le Chiffre (Mikkelsen), hvis han ikke vinder tabte penge tilbage.


Mads Mikkelsen

Film: Casino Royal (2006)
Rolle: Superskurken Le Chiffre – den første rigtig store rolle til en dansker i Bond-serien.
Moment: Mange – men det vigtigste er, at han får lov til at torturere Bond (Craig). Mon han slipper godt fra det?