Tag Archives: Skandaler

De smarte, de sentimentale og de virk’li’ slemme

Der er brug for skandaler. De store, de små, skandaløse taler, fifleri i kulissen. Vi husker dem, for de bidrager til showet, myterne og underholdningen.

Af Søren Høy

Det er svært at tilrettelægge en god Oscar-skandale, som alle husker. Det kræver enten nøje planlægning, uendelig dumhed eller et udviklet entertainment-gen. Det kræver en sand mester at lave en skandale, der ryger verden rundt på samtlige nyhedsbureauer, som rammer alt fra tabloidforsider og rundbordsdiskussioner i branchen til nørdede blogs.

Den sande skandale betyder, at reglerne ændres, at organisationen bag tv-showet og Oscar-akademiet må nedsætte etiske udvalg, der skal udtænke nye procedurer og forretningsgange for at undgå lignende skandaler i fremtiden.

Manipulation i kulissen

Lad os bare starte sidste år, hvor skandalefyrbøderen havde en travl optakt til showet.

The Hurt Locker stod over for Avatar. Den lille mørke krigsfilm mod den store tur i den blå eventyrrutsjebane. Krigsfilmen havde indspillet $13 millioner i USA, Avatar $730 millioner. Avatar havde en promotionsmuskel, der var pumpet godt op, da akademimedlemmerne skulle stemme på årets film. Overalt i branchebladene var der nyheder om Avatar. Filmen, der ændrer verden, 3D-formatets udrulning og ikke mindst filmens værdi for showet, som i flere år havde lidt under, at meget få amerikanere kendte de nominerede film.

Folkene bag The Hurt Locker havde lugtet, at den ville blive svær at hente hjem med krigshistorier og spin om filmens væsentlighed. Derfor besluttede en af producenterne, Nicolas Chartier, sig for en lettere alternativ og direkte kampagne for sin film.

Han havde betalt det meste af filmen, så ”hvad fanden”, tænkte han sikkert. ”Hvorfor ikke give den gas?”

Chartier sendte en mail til alle, der i hans mailkartotek skulle stemme, og her advokerede han for sin film. ”Herregud,” kan man sige, men på amerikansk siger man: ”Oh, My God,” når der virkelig er noget at tilkalde de højere magter for. Det må man nemlig ikke.
Efter en reprimande, hvor man truede Chartier med at fratage hans billetter til showet, fandt han ud af, at han havde endnu en bombe klar til detonation. Chartier sendte endnu en mail, hvor han gjorde opmærksom på det faktum, at hvis de alle sammen gav hans film ti points, men kun Camerons film et point, ja, så ville The Hurt Locker hurtigt udkonkurrere Avatar.

Og tænk engang, det lykkedes sgu. Uanset hvad der gjorde, at Oscar så sin største overraskelse i mange år, endte Chartiers film med statuetten. Bravo for en simpel og veludført manipulation!

Pinligheder på scenen

MGM-bossen Louis B. Mayer, der i 20’erne undfangede idéen til Oscar-prisen, havde anderledes gedulgte metoder til at skaffe sine stjerner Oscars. Han skal blandt andet have beordret de mange MGM-medarbejdere til at stemme på MGM-kandidater, hvilket skaffede Mary Pickford en uretfærdig Oscar for Koketten i 1929.
Nok manipulation – nu skal der pinligheder på scenen.

Takketalerne har det altid med at tiltrække sig opmærksomhed. Det er lidt fy og tacky at kunne lide talerne, men det er så dejligt pinligt, og det bliver husket.

Gwyneth Paltrow står til dato for den mest grådlabile tale med snot og hele pibetøjet. I 1999 stod hun der pludselig med statuetten for en alt andet end mindeværdig rolle i Shakespeare in Love. Amerikanerne eeeelsker bare en fellow american, der både kan tale britisk og tage et kostume på, så det ligner noget fra før, USA blev opfundet. Gwyn tudede sig gennem sin tale og nåede både at takke hunden og den afdøde bedstemor.

Talen findes i sin helhed på nettet og er faktisk længere, end man husker den. Efter den dag er grænsen sat til 45 sekunder, før musikken spiller op, og mikrofonen forvinder ned i gulvet.


Letbenede stunts

Af de kuriøse skandaler huskes Adrien Brody. Han fik i 2003 en Oscar for hovedrollen i The Pianist, og den smukke Halle Berry var på scenen for at overrække prisen. Charmetrolden Brody greb chancen sugede sig fast på Berrys læber. Han blev hængende, mens publikum begyndte at huje og pifte. Man kan ikke bebrejde manden, og han topper diverse letbenede lister med ”Oscar Moments” i nyere tid.

Og Marlon Brando lavede et historisk stunt, da han i 1973 sendte den lille, smukke indianer Sasheen Littlefeather op for at hente prisen for hovedrollen i The Godfather. Efter sigende var det i sympati med de pauvre forhold for native americans i filmbranchen. Indianeren var udstyret med et femten siders brev, som hun skulle læse op fra scenen, men en af de tilsynsforordnede fik nys om det og kortet hende ned til en abrupt hilsen fra Brando. Det lille stunt betød, at det nu kun er vinderen selv, der kan modtage en Oscar.
I samme kategori hvor mastodonterne byder op til kontrovers findes den legendariske skandale i 1971, hvor den store George C. Scott nægtede at montage en Oscar for sin hovedrolle i Patton. Han kaldte ceremonien for ”a two-hour meat parade, a public display with contrived suspense for economic reasons …” En svada han nok kan have ret i, men som ikke siden er brugt af hans kolleger i branchen. Kan man overhovedet forestille sig, at en skuespiller i dag nægter at modtage en pris? Næppe. Dertil er forfængelighed, forpligtelser og fornuft for stor.

Skandalernes nødvendighed

De skandaløse optrin virker altid opløftende på showet og det politiske spil i kulissen. De fortæller os, at ikke alt i denne kontrollerede, rituelle verden er planlagt og kan styres. Vi venter altid på overraskelserne, vi nyder de passager, hvor det stramt kontrollerede manuskript bliver til flyveblade i stormvejr.                                    

”Shame on you, Mr. Bush”

Michael Moore fik i 2003 fortjent fik en plads i skandalehistorien. Han sørgede for det mest upassende indlæg, det mest politisk potente og det mest diskuterede udbrud nogensinde fra en Oscar-vinder.

Tre dage før showet var USA gået ind i Irak, og der var en trykket stemning. Den røde løber var aflyst. Der var for første gang en våbendetektor ved indgangen. Alle jokes om verdens tilstand var skrevet ud af det familievenlige manuskript. Men så trådte Michael Moore, der fik en Oscar for dokumentarfilmen Bowling for Columbine, op på scenen. ”Vi lever i en tid, hvor vi har fiktive valgresultater, der vælger fiktive præsidenter,” sagde han, mens salen måbede af forbløffelse. ”Vi lever i en tid, hvor vi har en mand, der sender os i krig af fiktive grunde.”
Og han fortsatte under fanfaren: ”Shame on you, Mr. Bush. SHAME ON YOU … Any time you got the Pope and the Dixie Chicks against you, you’re time is up!” Han blev spillet ud, buet ud, klappet ud. Siden har det aldrig rigtigt været det samme. Hverken med talerne eller med Moore.