Tag Archives: Adams Æbler

Mads Mikkelsen

Hans mest mindeværdige roller?

For

Hans bedste rolle på film er uden tvivl i ’Jagten’. Den gav ham den største skuespillerpris, som en dansker har vundet, da han fik Guldpalmen i Cannes i 2012 for sin rolle som Lucas. Den præstation er muligvis den bedste, som en dansk skuespiller i en dansk film nogensinde har lavet.

Imod

En titel som giver grineflip er den spanske ’Torremolinos 73’, som Mikkelsen medvirkede i før han brød igennem på den internationale scene. Filmet under løjerlige forhold på den spanske sydkyst, hvor han sammen med Bjarne Henriksen nok ikke helt vidste, hvad der foregik, før de et år senere så filmen om en leksikon-sælger, der begynder at lave pornofilm.

Succes i USA?

For

Jeg talte med den store amerikanske producer Joel Silver, der har lavet ’The Matrix’, ’Die Hard’ og 100 andre film. Han spurgte først ind til, om Mikkelsen virkelig havde været danser – og derefter sagde han på sin Soprano-agtige New Jersey-facon: ”I love that face. Nobody’s got a face like him in Hollywood…

De kan lide hans helt særegne udseende, som gør, at han skiller sig ud. Man husker ham. Desuden er det klart, at hans professionalisme, venskabelige væsen og humor gør ham til en fed fyr, at dele trailer med.

Imod

I den første tid i USA var hans engelske et problem, og han kæmpede med at få det på plads. Da ’Hannibal’ kom ud var det også en ting, som flere af mine amerikanske bekendte bemærkede – men man skal huske, at de i USA er vant til udlændinge og masser af accenter, så efterhånden er det ikke det store problem for ham, specielt nu da de har lært ham at kende.

Det vil vise sig, om det bliver et problem, at han relativt sent i karrieren satsede på USA. Han er lige blevet 48, og kan få svært ved at få en af få attraktive modne roller på et marked, hvor der er så mange gode skuespillere.

Evner som skuespiller

For

Hans dramatiske rækkevidde er større end nogen anden i Danmark for nuværende. Han favner nemt både pædagogen i ’Jagten’, den dekadente kannibal i ’Hannibal’ og Struense i det historiske epos ’En Kongelig Affære’. Det vidner både om evne, mod og erfaring. Han arbejder ualmindeligt detaljeret med sine roller, og som ingen andre kan han blive ved med at søge svar hos sin instruktør. Den anale tilgang giver respekt, for det viser tydeligt, at instruktøren kan stole på, at han vil gå til sit yderste, for at gøre filmen så god som muligt.

Imod

Der er ikke noget, der stritter på Mads Mikkelsen. Han kan vel spille det, som han beslutter sig for. Hans alder og erfaring har givet ham en ro, som gør, at han disponerer sine kræfter bedre. Han vælger med omhu og han varetager sin karriere ansvarligt.

Hans medvirken i reklamer er heller ikke noget problem. Dels gør mange store stjerner det samme, og smart nok siger han ikke noget i dem. Det holder en vis afstand og mystik, som er et meget fornuftigt og godt valg.

Valg af roller

For

I Danmark kan han selv vælge, hvad han vil være med i.

Billedresultat for The Salvation
The Salvation

 

’Jagten’ og den kommende western ’The Salvation’ er begge designede til ham. Han siger nok kun ja per automatik til Anders Thomas Jensen. De to har sammen skabt tre af de bedste og mest mindeværdige figurer i ’Blinkende Lygter’, ’De Grønne Slagtere’ og ’Adams Æbler’ – og mon ikke de gør det igen med ’Mænd og Høns’, som de laver sammen i år.

Billedresultat for Blinkende Lygter
Blinkende Lygter

Imod

I starten af det amerikanske eventyr var han med i rigeligt med film, hvor han skulle have klap for øjet, tale med skæv mund og være meget vred og skurkagtig. Det var en vej ind på markedet og en strategi, som viste sig at være bøvlet værd. Jeg håber, at han snart lander den markante filmrolle i USA, der vil give ham samme udfordring, han får i de få danske film, han medvirker i.

Forhold til pressen og offentligheden

For

Mikkelsen har altid tidligere forsøgt at have et sundt forhold til pressen. Han er åben og morsom i interviews, og lader som oftest sine markante meninger skinne igennem. Han er uden tvivl et ægte værdi-menneske, som står ved sine idealer og sine holdninger. Efter han blev den største stjerne i Danmark har interviews haft en tendens til at handle om alt andet end hans film – og det er lidt synd, for det er nok medvirkende til, at hans lyst til interviews er blevet mindre med årerne.

Imod

Tidligere var han nemmere tilgængelig. Nu holder han sig så vidt muligt udenfor sladderspalterne, så han kan koncentrere sig om det, det handler om. Han er klart blevet en stjerne i den forstand, at der ikke længere er noget jovialt over hans offentlige optræden. Hvis han går i Netto, bliver han omringet – han kan vel næppe tage med sine børn i Tivoli. Det giver en tilbagetrukkethed, som vi ikke er specielt vant til i Danmark.

Danske filmstjerner og den onde myte

Af Søren Høy, Filmjournalist, DR-TV

Danske film har aldrig været bedre end vi ser dem i disse år, og en af de vigtige årsager til den kvalitetsudvikling er uomtvisteligt at vi har fået rigtige filmstjerner. De kan bære en hovedrolle, de kan udvikle et plot, de skaber perfekte illusioner på lærredet. Vi har skuespillere, der spiller bedre end superstjernerne i hver anden Hollywoodfilm. Danmark har udviklet en hel generation af begavede og metodiske spillere, der ved hvad de gør, og de ved hvorfor. De arbejder præcist og ambitiøst, og de stiller store krav til sig selv og deres medspillere.

Og det danske publikum vil gerne se danske skuespillere. De sælger flere end Tom Cruise og Julia Roberts. Danskerne vil se Anders W. Berthelsen spille sin karrieres bedste rolle i Kongekabale, eller nyde en håndfuld af de mest markante og bedste navne i Adams Æbler. Vi er ved at gå til af grin over Nikolaj Lie Kaas i Solkongen, hvor han spiller en slapstick-rolle uden sidestykke indenfor de sidste 10 år, for slet ikke at tale om Iben Hjejle, Sidse Babett Knudsen og Birthe Neumann, der udfolder skiftevis komisk og dramatisk talent. Jeg bliver bevæget og begejstret over den dramaturgiske spændvidde som de danske filmstjerner viser.

Nærmest i trods er der er opstået en mærkværdig myte om dansk film: Dansk film er ikke andet end hverdagsdramaer, der handler om folk i 30’erne med parforholdsproblemer. De er filmet i regnvejr med håndholdt kamera, og de har Paprika Steen i hovedrollen som forstyrret socialpædagog – Mads Mikkelsen spiller hendes biseksuelle lægemand, der er psykopat i sin fritid.

Lad os kigge lidt nærmere på Paprika Steen og Mads Mikkelsen, som efter min vurdering er to af de dygtigste og mest væsentlige skuespillere vi har i Danmark.

Myten opstod efter 2002, hvor Paprika Steen var så ualmindelig næsvis at medvirke i to film. To film! Okay og Elsker dig for evigt. I Okay spiller hun hovedrollen – vel at mærke den eneste hovedrolle hun har haft i en relativt begrænset skuespillerkarriere. I Elsker dig for evigt har hun en markant birolle.

Billedresultat for okay film
“Okay”

I februar 2003 vandt Paprika Steen både Bodil- og Robertpriser for de to roller. Det er aldrig set før, at en og samme skuespiller tager samtlige priser. Det er en præstation, som man kun kan have respekt for. I sin takketale til Bodilfesten fortalte hun, at hun ikke ville indspille film i to år, fordi hun skulle igang med forberedelserne til sin instruktørdebut. Efter Elsker dig for evigt så vi hende i en fem-minutters rolle i Rembrandt, og derefter først igen i foråret 2005, hvor hun havde en mindre rolle i Adams Æbler. Jeg kan altså tælle én hovedrolle og tre biroller siden 2002 – og her taler vi om en kvinde, der skal forestille at leve af sin profession. Hvis hun havde været en dundrende fiasko, og den føromtalte myte var skabt på baggrund af film, som igen gad beskæftige sig med, så havde der trods alt været noget om snakken. Men de fire film har tilsammen solgt cirka 1,4 millioner billetter. Med andre ord har Paprika Steen noget, som trækker publikum til billetlugerne.

Hvad angår de to skuespilleres samspil, så kan jeg tælle mig frem til to film – Elsker dig for evigt og Adams Æbler, der er lavet med tre års mellemrum.

Relateret billede
“Adams Æbler”

Mads Mikkelsen har i øvrigt i 2003 (De Grønne Slagtere), 2004 (Pusher 2) og 2005 (Adams Æbler) medvirket i én dansk film per år. Han bliver bedre og bedre i bærende og meget forskellige roller – men han kan på ingen måde tolkes som voldsomt overrepræsenteret. Når jeg alligevel igen og igen bliver konfronteret med påstande om manglende fornyelse og evige gentagelser, så bliver jeg voldsomt indigneret på Paprika Steens og Mads Mikkelsens vegne, og desuden vred over at det næsten er ulovligt for skuespillerne at leve af deres erhverv.

Glem alle de negative myter om at alt er ens, idéforladt og mangler fornyelse – det er ulideligt og forkert. Fornyelsen kommer stille og roligt, lige som den altid har gjort. Myten er opbygget af unuanceret kritik og manglende anerkendelse af de mange dybt engagerede skuespillere og instruktører.