Tag Archives: The Expendables 3

Sommeraction i biograferne

”Lev stærkt – dø ung”, siger man. Titlen stammer fra Willard Motleys roman fra 1947, der blev udgivet med originaltitlen ’Knock on Any Door’. Allerede i 1949 blev historien til en film med Humphrey Bogart i hovedrollen. I filmen siger den unge rebel, spillet af John Derek, ”Lev stærkt, dø ung og få et smukt lig”.

På en løjerlig måde er det deterministiske bonmot – gadens og rebellens motto – en passende metaforer for sommerens biografsituation.

Dagens danske film, med den tydelige reference i titlen, ’Lev Stærkt’, lukker et lunkent filmforår for de danske film. Ni ud af 12 film har underpræsteret i foruroligende grad. Den statisktik er ikke god for den aktuelle ungdomsfilm, hvor adrenalin, dødskørsel og kærlighed sætter venskaber, liv og fremtid på spil.

Det ser ikke ud som om, at vi til vælger de danske film i øjeblikket. Publikum går i stedet efter de hurtige fix, som de amerikanske sommerfilm traditionelt tilbyder. Det er groft kategoriseret film, der går ind under kategorien ’brain candy’. Sukkerstads for hjernen.

Ugen efter ’Lev Stærkt’ starter en kanonade af film, der får et hektisk og kort liv i biograferne. Dels kommer der så mange film, at publikum knapt vil opfatte tilstedeværelsen af flere af dem – og dels vil kun de færreste huske filmene få minutter efter, at de har forladt biograferne.

’Sådan træner du din drage 2’ åbner ballet den 3.7. Det passer mirakuløst med at ungernes sommerferie starter, så de kan få lidt underholdning mellem is og badeture.

Ugen efter kommer sommerens mega-brag, ’Transformers 4’.

Inden den er udspillet åbner ’Abernes Planet: Revolutionen’. Jeg har regnet mig frem til, at det må være film nummer otte i serien. Den vil med sikkerhed få et hårdt og kort liv i biograferne.

Det passer lige med, at ’Guardians of the Galaxy’ laser-blaster publikum fra den 31.7.

Heltefilm kan man aldrig få nok af, og man får heller ikke chancen for at slippe af med dem, for ugen efter ruller ’Hercules’ sin stridsvogn ind på landets lærreder.

Heldigvis er der ikke ro længe på de forreste rækker, for den 14.8 hærger Sly Stallone igen med ’The Expendables 3’. Seks uger med seks blockbusters.

Bombardementet af hurtigt fordøjelige film kan desværre gøre ’Lev Stærkt’ til et smukt filmisk lig.

For biografernes skyld kan man kun håbe på regnvejr fra på fredag og seks uger frem.