Danske talenter i Cannes.

Af Søren Høy, Viasat Film

I Cannes er der et naturligt fokus på hovedkonkurrencen, hvor kritikere og publikum oplever mange af de stærkeste film, som kunstformen kan tilbyde. Det er her, at stjernerne er, det er de film, som bliver skrevet ind i historiebøgerne.

Cannes er dog ikke kun for mega stars. Festivalen gør meget for talenterne. De unge der er på vej frem, og dom langsomt sluses ind i Cannes-familien. Der er en lang tradition for, at man først bliver udtaget til kortfilmkonkurrencen, og derefter bevæger sig gennem de mindre film-serier for at ende i hovedkonkurrencen.

For bordenden af kortfilmjuryen sidder Jane Campion. Hun er et stort navn. Film som den mesterlige ’The Piano’  har placeret hende solidt i den kunstneriske del af filmens verden, og hun er stadig den eneste kvinde, der har vundet Guldpalmen i Cannes.

The Piano

En af de film, som hun skal tage stilling til, er den dansk/islandske ’Hvalfjord’, der er instrueret af Gudmundur Arnar Gudmundsson. Filmen er 15 minutter lang, den foregår i en lille islandsk bygd, og handler om et brødrepars genvordigheder med det triste, ensomme liv. ”Den ene bror forsøger at begå selvmord, men bliver opdaget af sin lillebror, og opgiver sit projekt,” fortæller instruktøren. ”De to har dermed en hemmelighed sammen, og det er ubærligt for den lille, der slet ikke er stor nok til at kapere følelser og store valg.”

Det er en stærk film, smukt scenograferet i den brutale islandske natur, hvor stemningen forplanter sig i figurerne, der med præcist spil portrætterer de to drenge. ”Filmen blev udtaget blandt 3500 indsendte kortfilm,” siger producer Jacob Oliver Krarup. ”Der er kun ni, der endeligt bliver udtaget, så vi er utrolig stolte af, at vi overhovedet er med,” fortæller han på spørgsmålet om hvad han forventer af deltagelesen. ”Jeg håber selvfølgelig også på, at det bliver nemmere at lave Gudmundurs næste film, for nu ved penge-folkene og det danske system, hvem vi er. Denne film blev primært lavet med hjælp fra Filmværkstedet – og på gratis arbejdskraft og masser af tjenester, som jeg håber, at vi kan betale tilbage, når vi engang kommer til at have et budget at arbejde med.”

Lørdag er der premiere på ’Hvalfjord’ foran cirka 2000 mennesker – skuespillere, instruktører og kritikere. Det er et sjældent privilegium Cannes tilbyder til de instruktører, der skal føre festivalens traditioner videre.

Mads Mikkelsen storspiller i problematisk film

Af Søren Høy

Mads Mikkelsen er et stort navn i Cannes. Han gør sig godt på den røde løber, og sidste år vandt han prisen for bedste skuespiller i ’Jagten’. Siden har han landet titelrollen i den amerikanske serie ’Hannibal’, hvor han spiller moderne films mest ikoniske skurk med mere smag for naboen end man bryder sig om. Hans ansigt er netop kåret som det bedste i Cannes, og det forstår man. Han har en stor dramatisk rækkevidde, og han bærer uden problemer komplicerede hovedroller, hvor han er i stort set hvert billede.

Jagten

I 2013 hedder filmen ’Michael Kohlhaas’, og bag den relativt neutrale titel er historien om en frihedskæmper i Frankrig cirka år 1600. Vi taler altså brynjer, heste og store svær. Mikkelsen kender formen fra ’En Kongelig Affære’ og et par amerikanske film, hvor han også måtte i klæd-ud tøjet.

Michael Kohlhaas

Michael Kohlhaas var en tysk hestehandler, der i renæssancetidens politiske vinde, der blæste ned gennem Europa, gjorde oprør mod kirken, adelen og det feudale system.

Den franske film har en stor visuel ambition, og den ønsker tydeligt, at tilføje et mytisk kapitel til fortællingen med søgende billeder, farver og tætte portrætter af stenansigter, der leder efter en fremtid med retfærdighed og en form for demokrati.

Filmen når aldrig helt sine mål. Meget af handlingen foregår udenfor billederne, og den slags er sjældent specielt vellykket. Historien får derfor svært ved at lande sine pointer, og umiddelbart er det utydeligt, hvem filmen henvender sig til. Det ligner en svær fødsel ved biograflugerne.

Heldigvis er Mads Mikkelsen god. Han er stærk i sit fysiske spil, han lykkes at gøre Kohlhaas til et menneske i sorg, tvivl og samtidig i kamp for en større retfærdighed, der rækker langt ud over hans tid.

Det lugter ikke af en ny Palme til Mikkelsen.

Dertil er filmen for svag og konkurrencen for stor.

James Franco springer ud som kunstner.

Af Søren Høy, Viasat Film

Verdenspremieren på ’As I Lay Dying’ har dagens Cannes-buzz. Det er næppe på grund af, at det er en filmatisering af den klassiske William Faulkner novelle fra 1930 om en fattig familie i Mississippi. På franske guldkyst er mange film baseret på store litterære værker, så vi er godt vant med de store fortællinger.

Sagen er nok nærmere, at instruktøren er skuespiller-hotshot James Franco. Lige nu er han aktuel i alverdens biografer med farvelade 3D-blockbusteren ’Oz – The Great and Powerful’ og den coole teenage-fantasi ’Spring Breakers’. Hans tabloid-popularitet og tilbagelænede humor gav han den utaknemmelige tjans som Oscarvært i 2011, hvor han selv var nomineret for sin rolle i ’127 Hours’.

Oz – The Great and Powerful

Senere er har han fået den tvivlsomme ære, at være blevet kåret som den dårligste Oscarvært nogensinde.

Franco har lavet en del film efterhånden, og modsat de film han medvirker i, så laver selv løjerlige kunstfilm, som hele tiden vipper på grænsen til det mærkværdige.

Det samme gælder Cannes-filmen, hvor han bruger split-screen, hvor to handlinger fortælles samtidig, og adskillige fortællere, som i den grad komplicerer forståelsen. Filmen er ikke specielt vellykket, men det er respektfuldt, at han tør udfordre publikum med en alt andet end nemt tilgængelig film.

James Franco er meget mere end en plakat på pigeværelset.

Der gemmer sig en interessant og kompromisløs instruktør inde bag det drengede smil.

Leonardo, Je t’aime

Af Søren Høy, Viasat Film

Han står lige der. Fem meter fra mig, fans og flere hundrede fotografer, der gør alt, for at få hans opmærksomhed. Hans blik direkte i linsen er guld værd. Han er en flot mand. Imponerende tilstedeværelse. Afslappet, generøs og man kan se på ham, at han er begavet godt over gennemsnittet.

Leonardo DiCaprio spiller den dominerende rolle i åbningsfilmen i Cannes. ’The Great Gatsby’. Den store amerikanske roman fra 1925. ”Alle i USA har læst den,” fortæller Leo verdenspressen. ”Den er pensum i skolen. Alle har et forhold til Scott Fitzgeralds bog, og det samme havde jeg. Jeg var som barn fascineret af Gatsbys vanvid og storhed. Som voksen forstår jeg ham bedre,” fortsætter han, mens salen lytter. Der er stille, når DiCaprio taler. Han er en af festivalens største stjerner, og det er trods alt sjældent, at man får mulighed for at være i hans selskab. ”Nu kan jeg bedre identificere mig med drømmere, fantaster og besættelsen af både magt og kærlighed.”

Jeg tror på ham. Leonardo DiCaprio er sin generations mest alsidige og interessante skuespiller. Han begår sig som dandy og dekadent levemand i 1920’erne. Han er helt naturligt incestuøs slavehandler i 1860’erne. Han er den mest troværdige nutidige psykopat, man kan opdrive.

Siden han stod på scenen ved Oscar-showet i 2007 ved siden af Al Gore med et klart budskab om en grøn fremtid, har han manifesteret sig som en afgørende figur i den opinion generation, der til alt held er kommet på mode i Hollywood. Han er med til at gøre det sexet og cool at have en mening.

Leo er den store oplevelse i filmen, og han overstråler nemt både medspillere og den overdådige billedstil.

”Tak fordi I kom,” slutter han. Det er mig, der takker.

Lad os tælle penge i stedet for billetter

Af Søren Høy

Filmstøtte er med sikkerhed en diffus ting for publikum. Hvem fortjener at få penge til en film?

Hvem uddeler pengene og hvad er kriterierne?

Hvad er kunstfilm værd overfor blockbusters?

Det er i korte træk de størrelser, filmbranchen arbejder med – og meningerne om de retninger er så ideologisk betingede, at der knapt er to mennesker i branchen, der er enige.

Jeg forestiller mig, at publikum egentlig gerne vil diskutere dansk film. Både kunstnerisk og kommercielt.

Det er klart, at man i krisetider med beskæringer i alle sektorer og til stadighed større difference mellem krav og midler i alle brancher, får lyst til at debattere statsstøtte og rimeligheden i fordelingen af den halve milliard, som Kulturministeriet hvert giver filmbranchen.

Det er umuligt, at gennemskue økonomien i dansk film og det gør debatten svær for menigmand. Grundene er mange. Branchen er ikke professionaliseret økonomisk og generelt inficeret af angsten for Excel-ark.

Som en udleder af det, tæller man billetter og ikke penge, når man skal opgøre en films økonomiske succes.

Ingen blandt publikum kan forholde sig til, hvad 10.000 billetter er værd i forhold til en investering på 7 millioner kroner.

Der er så mange rabatsystemer, klubber og fribilletter i omløb, at de tilgængelige billettal er ubrugelige, hvis man skal danne sig et billede af en films økonomi og bæredygtighed.

Eftersom det notorisk kræver mange penge at lave film, uanset om de er designet til et stort eller småt publikum, bør filmbranchen gøre sig selv den tjeneste, at gøre tal og statistik sammenlignelige og dermed gennemskuelige.

Det vil være en tiltrængt måde at demokratisere debatten om dansk film.

Fucking real

Det coole lige nu i dansk film er at publikum får benhårde historier om ægte mennesker, der bliver spillet af, ja, ægte mennesker!

Af Søren Høy

’Nordvest’ af Michael Noer åbner i dag i biografer landet over. Den taler direkte til hjertekuglen på de identitets-søgende teenagere, der med rette kan føle, at der ikke bliver lavet så forbandet mange film til dem. De gider ikke se troldmænd og vampyrer hele tiden. De skal kunne genkende sig selv på lærredet. Historierne skal være funderet i virkeligheden, det skal være råt, cool – det skal være pumpet op med stoffer, pistoler og hættetrøjer. Tunge beats og tatoveringer. Det skal foregå i betonbyggeriet i forstæderne og ude i den beskidte verden, hvor reality-Gustav og slipsedrengene ikke tør komme.

No future, no past. Det skal være fucking real.

De vigtige navne er foruden Michael Noer, Tobias Lindholm og Mads Matthiesen.

Lindholm vandt både Robert, Bodil og respekt for sin agenda-kommenterende ’Kapringen’, hvor det politiske pokerspil

Kapringen

med familiefædre og kapital som indsatser, stødte hårdt til nyhedshistorierne om de danske sømænd, der lige nu sidder og kukkelurer i Somalia med et rustent russisk gevær for panden. Handlingen og formen var skåret direkte ud af virkeligheden.

Matthiesen sikrede sig med tilsvarende formel en flot debut med ’10 timer til Paradis’ om det usikre steroide-bundt, Dennis, der i trods over sin lille bitte mors solide skylds-binding, rejser til Thailand for at finde sig en sød kone.

Lindholm og Noer lavede fængselsfilmen ’R’ efter samme koncept.

Tricket er, at figurerne i filmen spiller sig selv. Det er ægte mennesker, der har prøvet livet på egen krop. De har ætsende blikke, som man kun lærer på gaden, hvor man er færdig, hvis man er bange.

Jeg kan li’ de her film. Keep them coming!

Anmelderens død

Filmanmelderen er desværre en uddøende race. Bindeledet mellem film og publikum er nødvendigt for at kunne navigere mellem skidt og kanel.

af Søren Høy, Viasat Film

Mandag eftermiddag blev verdens mest kendte filmanmelder Roger Ebert begravet i Chicago.

5 marts 2010

Han døde i sidste uge efter en lang kamp mod en forbandet cancer, der flere gange havde forsøgt at presse livet ud af den berømte meningsmager. Eberts 50-årige karriere var forbilledlig. 17 bøger, mega populært website, flere twitter followers end mange filmstjerner og hans anmeldelser var syndikerede i mere end 200 aviser verden over.

Eberts død kan vise sig at være et forvarsel. Filmanmelderen har det svært, og desværre ser det ud til, at den professionelle anmelder med integritet, historisk overblik med indsigt i branche og tidsånd forsvinder.

Dagblade nedprioriterer stoffet. TV mener stort set kategorisk, at formidlingsformen er for smal og elitær.

Anmelderne i Danmark er med et par undtagelser ukendte for læsere, lyttere og seere, og derfor mangler publikum identifikation og pejlemærker. Man måler jo gerne en anmelder på sin egen smag.

Der er stadig prestige i at være anmelder i et stort medie, men der er ingen økonomi i det. En anmelder tjener 800 kroner på at se en film, researche og skrive. Det tager nemt en fuld arbejdsdag, og altså en timeløn på 100 kroner.

Websider med cineaster, nørder og rabiate brugere tager over. Det kan lyde som en herlig ting, men filmbranchen bliver fattigere af det, for der er brug for en saglig, kritisk vagthund for at kunne navigere mellem marketingkampagner og ukritiske, oplevelsesorienterede stjerneportrætter.

Roger Ebert er et forbillede for mange anmeldere.

Lad ham ikke blive det sidste, for vi har brug for anmeldere med markant profil og forstand på film.

Hvorfor ser vi ikke film med etniske danskere?

Er Danmark en alt for nationalistisk nation, når det handler om film? Noget tyder på det. Vi mangler efter 20 år med stabil, varieret filmproduktion at se en film med etnisk indhold, der fanger et stort publikum.

Af Søren Høy

I dag har ’MGP Missionen’ premiere i biografer rundt om i hele vores lille kongerige. Den handler om 12-årige Karl, der flytter til storbyen København fra den smukke jyske udørk Hvide Sande, der ligger så langt mod vest, som man kan komme i Danmark. Karl og hans mor rykker ind på det farverige Nørrebro, hvor han helt i tråd med virkelighedens realiteter møder alverdens etniciteter, religioner og medfølgende dagligdagsproblemstillinger.

Filmen har haft et lettere turbulent liv det sidste års tid. Det kom frem, at Det Danske Filminstitut (DFI) havde afvist at give den støttekroner, da de mente, at publikum ikke interesserer sig for film, der har en etnisk konflikt.

Det gav en masse polemik for filmselskabet bag produktionen følte sig bortdømt på et usagligt grundlag, og til sidst måtte daværende kulturminister Uffe Elbæk (R) gå ind i sagen, for at for at få en vurdering af, om alle ansøgningsprocedurer var overholdt. Det var de, men sagen bliver med sikkerhed genåbnet i disse dage.

Nu er filmen nemlig klar til publikum, og det vil vise sig inden for de kommende 14 dage, om DFI havde ret i deres vurdering.

Mit erfaringsbaserede bud og statistik viser, at DFI får ret. Filmen vil formodentlig ikke nå det publikum, som jeg af hele mit integrations-støttende hjerte ønsker, at den får.

Vi har i den grad brug for film, der binder kulturer, religion og fælles drømme sammen. Vi burde interessere os for hinanden, der burde være udsyn og indsigt nok til at film om folk med alle hudfarver kan få et publikum. Det burde handle om historiens kvalitet og ikke andet. Men det gør det bare ikke.

I Danmark har vi kun tradition for, at se danske film der handler om postkort-danskeren fra 1950’erne. Hvide, lyshårede og blåøjede.

Musikbranchen har mange etniske rollemodeller, som er fuldt accepterede både kunstnerisk og kommercielt. Vi ser langsomt flere sportsfolk, tv-værter og politikere med etnisk baggrund, så det er ikke fordi, at samfundet generelt står helt stille integrations-kulturelt, men der er intet der tyder på, at filmen kan følge med.

Svaret på det er, at filmene der er lavet hidtil, ganske enkelt ikke har været gode nok. Med undtagelse af ’Flugten’ (2009), har der ikke været en film, som kunne henvende sig til noget der bare minder om et bredere publikum. Der har ikke været identifikation og fascination. Historierne har koncentreret sig om kærlighed, familie og tradition. Muligvis emner der er slidt op af 30-års debat om integration. Desuden kan det ikke udelukkes, at publikum er trætte af at se historier om bander, kriminalitet og forhutlede flygtninge. Historier der kun understøtter et mediebillede, som mange etniske danskere med sikkerhed godt kunne undvære.

Der vil gå en generation, før vi tidligst kommer til at se et anderledes filmbillede end det eksisterende.

Det vil kræve komedier og andre typer af lettilgængelig film i et konstant mangeårigt flow, før den nuværende situation ændres. En enkelt film gør det ikke. Det kræver ligeledes etniske stjerner, som appellerer til publikum, og sidst men ikke mindst manuskriptforfattere og instruktører, der selv har etnisk baggrund. Med andre ord er løsningen ikke lige om hjørnet, og i sidste ende er det op til de etniske danskere selv at skabe den absolut nødvendige udvikling. De har selv historierne, og de er selv de rette til at fortælle dem.

---

Danske film med etnisk tema:

Pizza King (1999), Ole Christian Madsen 49.243 billetter
Leïla (2001), Gabriel Axel    856 billetter
Halalabad Blues, (2002), Helle Ryslinge 26.699 billetter
1:1 (2006), Annette K. Olesen 16.391 billetter
Fighter (2007), Nathasha Arthy. 53.138 billetter
Uden for Kærligheden (2007), D Espinosa  4.355 billetter
Gå med fred, Jamil (2008), Omar Shargawi 5.304 billetter
Eye for Eye (2008), Kaywan Mohsen 20.879 billetter
Flugten (2009), Kathrine Windfeld 95.260 billetter

Bodil – pirat eller kongelig

På lørdag uddeles Danmarks ældste og mest prestigefulde filmpris. Bodil fylder 65 år, og de cirka 40 medlemmer af Bodil Komiteen skal vælge mellem pirater i nutiden eller demokratiets fødsel i 1770.

Af Søren Høy

Der er vel reelt kun to film, der kan finde prisen for årets film, når hele den danske filmbranche mødes på lørdag, for at uddele priser til de film, der havde premiere i 2012.

De to film repræsenterer de to absolutte styrker ved dansk film lige nu. Refleksion over nutiden og genskabelse af fortiden. På hver sin måde inkarnerer de mentaliteten og ambitionen.

’Kapringen’ af Tobias Lindholm er interessant nok favorit efter sin sejr ved Robert Uddelingen for to uger siden. Dengang gav de cirka 1200 medlemmer af Det Danske Filmakademi sit mandat til filmen, der foregår på en kapret båd ud for Somalias og Kenyas kyst samtidig med at vi følger man det politiske, menneskelige og økonomiske hasardspil i et forhandlingslokale i Danmark. Filmen rammer direkte ned i en international nyhedsstrøm, et valg i Kenya og ikke mindst det paradoksale i, at det vi opfatter som en form for terror, i Somalia er en forretningsmodel for de udpinte og forarmede lokale amatør-pirater.

Overfor det samtidspolitiske og globaliserede drama står en af de flotteste danske film, der nogensinde er lavet. Det er vel kun Bille Augusts Oscar-vinder fra 1988, klassikeren ’Pelle Erobreren’, der kan konkurrere med ’En Kongelig Affære’ i visuel og scenografisk ambition. Nikolaj Arcels Oscar-kandiderende kærlighedshistorie med Dronning Caroline Mathilde og Hoflæge Struensee i front, indeholder moderne temaer som demokrati, ytringsfrihed og social mobilitet – i den grad genkendelige problematikker i nutidens verdensbillede.

Begge film har tidens varme stjerner i hovedrollerne. Hvor ’Kapringen’ med Søren Malling og Pilou Asbæk bruger ansigter, der for den brede befolkning nok er mest kendte fra DRs søndagsserier, så viser ’En Kongelig Affære’ både Danmarks absolut største stjerne, Mads Mikkelsen, og et af de største talenter, Mikkel Boe Følsgaard.

’Kapringen’ har en fordel i sin realisme og hvad man i analysens sproglige mangelfuldhed kalder ’nøgenhed’. Den er strippet for smarte visuelle detaljer og går direkte efter historien og det brutale skuespil hos Malling og Asbæk. Den slags kan de danske anmeldere godt lide. Den type film vinder priser. Argumentet er ofte, at det realistiske er det sværeste. At det der virker ægte er tættere på virkeligheden – og at man dermed som publikum bliver mere følelsesmæssigt involveret end for eksempel i et historisk drama, hvor man er oplever og beskuer til en verden, der for længst er afløst af moderne problemstillinger som pasningsgaranti og arbejdstidsregler.

Måske er de danske anmeldere lidt bange for den storhed og ambition, som det største danske kongelige kærlighedsdrama indeholder. Er den for vulgær, er den for storladen? Desuden er der den faktor, at vi jo kender livlægens historie fra litteraturen og undervisning, og derfor vil den virke som en farvelægning af vores fælles historiske kulturarv.

Apropos national historie så står der en film udenfor det fine selskab, som fortjener mere opmærksomhed, end den har fået fra de 40 københavnske filmmedarbejdere og anmeldere, der udgør Bodil Komiteen. ’Hvidsten Gruppen’ blev årets mest sete danske film med cirka 765.000 solgte billetter, men trods det er den kun at finde i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle. Rygterne siger, at københavnerne ikke kan lide filmen, og at den primært har fat i os jyder. Måske er der noget om snakken. I alle tilfælde virker det decideret løjerligt, at der er ikke er fundet plads til så stærk film om så væsentlig en historisk begivenhed med så professionelt håndværk og solidt skuespil.

Det danske remake

Det er en sjældenhed, at danske film bliver lavet igen på dansk. Forklaringen er muligvis, at de danske filmskabere ikke vil kopiere andre instruktører.

Af Søren Høy

’Skytten’ af Annette K. Olesen har premiere i dag i landets biografer. På plakaten ser man kendte ansigter, der tilhører Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og Kim Bodnia. Det meste af historien er dermed lagt ud til publikum. Sådan er det med moderne film. Plakaten skal fortælle, hvem der er skurk, og hvem der er helt. Nu er det imidlertid lidt en kompleks problemstilling i filmen, for måske har skurken en pointe, som politikere og journalister burde tage lidt mere alvorligt.

’Skytten’ er et såkaldt remake af filmen fra 1977, hvor Jens Okking spillede den politiske idealist, der rendte rundt på Københavns tage og plaffede folk ned for at få politisk opmærksomhed på atomkraft-problematikken, der på daværende tidspunkt fik folket på gaden og klistermærker på bagsmækken af Folkevognen.

I den nye version er den varme politiske kartoffel Grønland og de potentielt store økonomiske olie-gevinster der ligger skvulper rundt undergrunden.

Det giver mening, at opdatere et thriller-plot af den karakter. Miljøspørgsmål er på få år blevet vekslet fra forsider og topmøder til græsrods-filantropi. Samtidig er den vestlige verden inficeret af jævnlige skyderier, hvor selvtægt og vanvid kombineret med adgangen til våben giver alt for mange historier, som man vil kunne genkende i begge versioner af ’Skytten’.

Den nye version har helt i tidens ånd fået et mere kvindeligt fokus. Karriere, børn og et opgør med et patriarkalsk politisk system. Det virker fornuftigt, da filmen dermed både i den personlige og politiske historie udvikler sig markant fra den første version.

Netop aftrykket, den kunstneriske identifikation, er muligvis det, der har afholdt danske filmfolk fra at lave remakes. Vi vil helst lave vores egne ting. Fortælle vores egne historier. Skabe succeser på egne præmisser. Det siger sig selv, at remakes låner, genbruger og kopier. Ikke nødvendigvis de udsagnsord, som man helst vil have i en anmeldelse.

Undtagelsen er børnefilm hvor vi fra tid til anden ser både remakes og det relativt nye begreb ’reboots’. Man ’genstarter’ en serie eller en figur. Det sker ved at genbruge universer og figurer – men give dem nye egenskaber og historier. Serier som ’Min Søsters Børn’ og ’Far til Fire’ er eksempler på universer, hvor man genbruger familie og ramme, men det meste andet er ny-komponeret til anledningen.

Børnefilmene virker nemmere at genbruge. Filmskabernes forfængelighed bliver ikke anfægtet på samme måde, som det kan ske med en voksenfilm. Børnene er jo ligeglade, om filmen har været lavet før.

I 2009 lavede Rasmus Heide noget der mindede om en genindspilning af ’Julefrokosten’ fra 1976. Ikke meget ud over titlen og inspirationen forbinder de to film. Netop de to ting ser man i øvrigt ofte i USA, hvor man så at sige køber en kreativ rettighed mere end en decideret film.

Det er ikke så lidt af et tankespind, der skal konstrueres, hvis man skal byde på andre danske film, som vil kunne få et stort og solidt publikum i en ny fortolkning. Jeg kunne godt tænke mig at se ’Mød mig på Cassiopeia’ (1951) i en tempofyldt og fræk

musikalsk fortolkning. Eller måske ’Harry og Kammertjeneren’ (1961), som i dag ville være en stærk kommentar til landets sociale klasser og værdikamp.

Hvis den nye version af ’Skytten’ bliver en succes, er det muligt, at andre lader sig inspirere til at genoplive de store historier, som den danske filmkrønike trods alt rummer.

---

Danske remakes i USA og England:

Riget (serie)

Midsommer

Brødre

Pusher

Nattevagten

Klatretøsen

Den eneste ene

Kærlighed ved første hik

Klovn

Forbrydelsen (serie)

Broen (serie)

Borgen (serie)